Så er der nye krydderier fra NZ for næstsidste gang. Vi er i Dunedin på Østkysten, som bortset fra Christchurch er den eneste større by på sydøen med 110.000 indbyggere. Det var her 300 skotter slog sig ned i 1848, efter at have købt stedet for 2400 pund af maorierne. Siden er de altså blevet en hel del flere, især efter guld-bonanzaen i 1860'erne. Dunedin er det oprindelige ord for Edinburgh, og måske er den skotske arv, der gør, at vi er løbet delvist tør for held med vejret. Hvem har nogensinde hørt om godt vejr i Skotland? Silende regn første dag. Så fantastisk skyfrit vejr i går. Så regn og gråt igen i dag.

Det gør nu ikke så meget, for vi har fem dage her og masser af tid til at udforske området. Vi bor helt ude på spidsen af Otago-halvøen et muslingekast fra pingviner, sæler, søløver og albatrosser. Godt, stort hus, 50 meter fra stranden. Godt at snuse Stillehavet ind gennem næsen igen. Og at se en på alle måder stor maori-familie hygge sig og kaste sig i bølgerne ved aftentide. Noget, jeg vil kopiere i morgen (udsat et par gange allerede, fordi vandet er så forbandet koldt hernede - langt under de 20-25 grader, jeg har vænnet maveskindet til nordpå).

Der er igen en stor Maori-arv her på Otago - eller Otakau, som de har døbt området før europæerne - og det startede blodigt. Sæl- og hvalfangere opdagede området omkring 1800. Resultat: Fire sømænd blev dræbt og spist af de lokale maorier! Et par år efter prøvede sælfangerne igen, og yderligere tre blev hakket i stykker ved indsejlingen til fjorden på den strand, der stadig hedder Murdering Beach. Men på en eller anden måde fik skotterne altså mere held med deres fredelige magtovertagelse 50 år senere.

Vi udnyttede gårsdagens fantastiske vejr 100 pct. Og startede med et cruise ud omkring spidsen af Otago-halvøen. What a cruise! Fra båden så vi til at starte med en søløve på flere hundrede kilo ligge og daske på en øde strand. Derefter sæler helt tæt på ved en klippe og en enkelt forvirret pingvin, der traskede rundt mellem sælerne. En bette, blålig fyr på 30-35 cm.

Rundt om pynten til turens store scoop, verdens største flyvende fugl - kongealbatrossen med vanvittige 3 meter vingefang. Det ser helt surrealistisk ud. Når en velnæret havmåge flyver ind foran albatrossen, er den er reduceret til en kolibri. Vi så albatrosser flyve forbi båden på 10 meters afstand, og det var på det tidspunkt kæben ramte rælingen. For dælen, hvor er de enorme. De flyver rundt med 100 km/t og når at rejse over 4 mio. km i løbet af deres 45 år lange liv. Undervejs hapser de blæksprutter, som de ser nær havoverfladen. I sandhed imponerende dyr.

En bonus var de sjældne Hektor-delfiner, der dukkede op og legede lidt med båden, samt flere blå pingviner, der svømmede rundt på overfladen. Super tur.

Om eftermiddagen var det benene, der skulle gøre arbejdet. En halv times gåtur til nogle vilde klippeformationer - The Chasm og Lovers Leap. Begge steder var der bratte fald på mindst 100 meter lodret nedad. Undertegnedes veludviklede højdeskræk satte ind øjeblikkeligt - og Lovers Leap får egentlig en lidt dyster undertone. Springer man ud derfra, er det slut, prut, finale! Pulsen kom lidt ned igen på parkeringspladsen, hvor det møjsommelige arbejde med at fjerne fåre-puha fra skosålerne fik den lodrette trussel lidt på afstand.

I dag har vi så besøgt Dunedin. Ikke den store aha-oplevelse.

Måske lige bortset fra, at i landet, hvor alle veje går brat op eller ned, der går de allermest op og ned i Dunedin. Byen kan smykke sig af at have verdens stejleste gade ifølge Guinness rekordbog , den fuldstændig vanvittige Baldwin Street. På de 161 meter fra bund til top, klatrer vejen over 47 meter op i luften. Så den stiger altså 1 meter for hver 3,4 meter asfalt. På det stejleste sted stiger den 1 meter på bare 2,8 meter asfalt. Prøv at gentage eksperimentet derhjemme med koste, strygebræt, eller hvad der ellers lige er i skabet. Det er vildt. Vi nænnede ikke at udsætte Kia'en for strabadserne op ad bakken. Og de, der gjorde, havde seriøse problemer.

Vi er klar med mere nyt om et par dage fra Oamaru, og det bliver så turens sidste blog.

KH Sofie, Alfred, Margit og Ulrik