Snork. Om mindre end en halv time går vi omkuld. For anden gang i dag, for der var også lige plads til 4 timers middagslur. Og nøj, hvor bliver det godt at se dyner. Men først lige lidt blog-info til jer derhjemme, som sidder og rykker uroligt rundt på stolen derhjemme og tænker: Er de nødlandet på Fiji, har de mistet bagagen eller er de blevet spist af en sulten Stillehavs-haj? Ingen af delene. Turen er gået super.

Det startede dog noget skævt med, at lille Sofie et par dage før afrejse begyndte at hoste voldsomt, og så kom feberen dagen før afrejsen. En tur til lægevagten afslørede, at der var noget lungebetændelse under opsejling. For pokker da. Jeg nåede at tjekke rejseforsikring, for pludselig var turen alt andet end sikker. Men på penicillin med det samme og så ellers fuld tryk på Panodilen, så fik vi det faktisk stabiliseret. Så Sofie var i nogenlunde kampform - om end dopet - da vi blev hentet af taxaen mandag morgen.

Afsted til London med SAS og så videre med New Zealand Airlines til Los Angeles og derfra til Auckland. Og med al respekt for vores danske nationalklenodie, så får SAS kæmpe bagvinge af NZA: Ekstra plads til benene. Og en servicestandard og et humør, der er helt uvant for vintersure danske stewardesser. Der er hele kulturen til forskel. Hvad vi siden har lært er, at det egentlig bare er normalen her i NZ. Der er enorm vilje til at snakke og hjælpe, uanset hvor man har brug for det.

Vi havde ikke fået pladser med "bassinets", altså lift til Sofie, fordi der var for mange andre og yngre babyer med billetter, og de kommer forrest i køen. Men en familie missede flyet i London - deres uheld, vores enorme hel - så vi fik dels en ekstra plads, så Alfen kunne ligge ned og sove, og dels en bassinet til Sofie. Og ekstra, ekstra, ekstra benplads. Fantastisk.

I LA slap heldet lidt op, men også kun lidt, for selv om Sofie ikke fik en bassinet, blev der rokeret rundt igen, så vi fik det vigtige ekstra sæde videre til NZ.Ungerne sov bedre end de gamle, der kun fik tre-fire timer på hele den 31 timer lange tur. Det skyldtes primært, at Sofie stadig var lidt feberramt og urolig, og at der var ufattelig mange gode film. Undertegnede fik set fire.

Om det var søvnmangel eller ej, der gjorde udslaget, så glemte vi vores autostol til Sofie i Los Angeles. Eneste ulempe ved at krydse USA er nemlig, at de kære amerikanere har fået en hjerneblødning med, at bagagen skal samles op og tjekkes ind igen, selv om næste fly afgår fra samme terminal. Det nærmer sig dum i arbejde, for hvad er lige pointen? Og vi fik da også lidt ballade med Gøg og Gokke i toiden. To voluminøse piger, der udviste en usundt stor interesse for selv babymad, selv om glassene på 1 dl var helt efter reglerne. Alfen fik i øvrigt sin Whopper-debut, og hvilket sted er bedre til det end netop LA.

Meeeen. Nogen har tænkt sig om i LAX, for selv om vi havde glemt stolen ved bagagebåndet, dukkede den alligevel op i Auckland.

Nu sidder vi så i vores kanon lejlighed med to soveværelser, køkken og stue og hart netop indtaget en sen hjemmelavet spaghetti bolognese.Var i supermarkedet for at handle med Alfred, og det er helt tydeligt, at frugt og grønt her er en helt anden verden end de halvslatne gulerødder, danskerne bliver spist af med. Vi bor helt centralt, og de to næste dage står den på ture rundt i byen, storindkøb til turen videre og nøgleoverdragelse til vores sommerhus i Ruakaka, som er næste stop på ture.

Alt i alt? Vi er godt overstadige efter at have skiftet grå tåge og slud i Danmark ud med 25 graders grøn og velduftende sommer i NZ. Shortsene, sandalerne og det store smil er kommet på, og Sofie er i klar bedring. Nu skal vi lige have justeret det indre ur, og så er vi klar til nye eventyr í morgen.

Godnat,

KH Sofie, Alfred, Margit og Ulrik