Uge 13-14. Dyreorganer, trafikuheld, salafistiske banansælgere og metroseksualitet - hverdag i Ramallah

De sidste to uger har jeg ikke lavet det store ud over nogle mindre udflugter til Jerusalem og Vestbredden i weekenderne. Sidste weekend havde Anders, den danske praktikant fra Den Danske Repræsentation, inviteret mig og Jakob med på en vandretur på Vestbredden, som blev arrangeret af en vandringsivrig diplomat fra EU Repræsentationen i Jerusalem. Vandreturen fandt sted 30-40 km nord for Jerusalem i frodige bakker og dale. Overalt var der en idyllisk ro, som fik en til at glemme alt om konflikt og krig. Området var tæt dækket af oliventræer, hvoriblandt der lå køer og palæstinensiske bønder og slappede af i skyggen. Efter vandreturen tog vi på en lokal palæstinensisk restaurant med udsøgt traditionel palæstinensisk mad.

God palæstinensisk mad har jeg også fået i Ramallah, som jeg har besøgt to gange de sidste par uger. Byen, som fungerer som hovedstad for Det Palæstinensiske Selvstyre, minder på mange punkter om Tel Aviv. Byen har ingen deciderede seværdigheder; forstået som historiske, religiøse eller særlige kulturelle ting, der bare skal ses. I stedet er den fyldt med larm fra biler, mennesker, passionerede sælgere og cafeer. Den har kun cafeer, markeder, butikker og restauranter at byde på. Modsat Tel Aviv, er der mange højere bygninger i centrum, som også er udsmykket med farvestrålende reklameskilte og billboards. Ramallahs souq (arabisk for marked) er enormt og et ægte mellemøstligt gedemarked. Da jeg var der, havde jeg fornøjelsen af at gå forbi den for Anders så kendte salafistiske banansælger. Han er klædt i hvid kjortel, traditionelle sandaler, en religiøs hat og et formidabelt og autoritetsindgydende fuldskæg - og så sælger han bananer til 2 kr/kg. Enhver principiel modstand, jeg ellers måtte have mod at forhandle med en repræsentant for et sådant verdensbillede, måtte tilsidesættes ved en så lav kilopris på banan - jeg måtte simpelthen lade markedslogikken råde og minimere mine udgifter.

Jeg har ligeledes i selskab med Matti, Jakob, Anders og Synne (Anders' medpraktikant) besøgt den mest eksklusive restaurant i Ramallah, hvor flere af de højtstående medlemmer af Det Palæstinensiske Selvstyre og topdiplomater fra diverse missioner i Ramallah spiser. På restaurant Darna kan man få alt, hvad hjertet begærer. Ved seneste besøg stod menuen på dyreorganer en masse: vi fik både lammehjerne, lammemilt og kyllingelever (se billede: det panerede gullige øverst på tallerknen er hjerne; der mørke til højre for det er milten, og stykkerne i gul sovs helt mod øst er lever).

Alt sammen smagte udsøgt, og det var svært ikke at føle, at man gjorde dyrene ære ved at spise rub og stub af dem. Til dessert var der vandpibe, hvor det keramikhoved, der normalt indeholder tobakken, var blevet erstattet af et udhulet friskt æble. Det resulterede i en velsmagenhed, selv Kræftens Bekæmpelse ville nikke anerkendende til.

Efter måltidet gik vi i flok ned til en nærliggende barbér. Matti, Anders og jeg havde indstillet os på, at vi hver især skulle have en traditionel barbering med dertilhørende trimning af øjenbryn, hår mellem øjenbrynene og hår i panden. Hele denne metroseksuelle tour de force kostede kun 15 kr. pr. person - et regulært scoop var det jo. Barberen var rigtig sød, imødekommende og grundig, men Matti med sit israelske statsborgerskab syntes dog, at det var lidt spændende, at lade en palæstinenser føre et barberblad rundt i sin halsregion. Apropos frygt og uvished, så er trafikken i Ramallah helt miserabel. Af en eller anden uvis grund, er der eklatant mangel på lysreguleringer og vejskilte i Ramallah; koblet med et totalt fravær af fælles normer om anstændig adfærd i trafikken. På vej til Ramallah har jeg været vidne til en bilist, som for at spare tid kørte mod færdselsretningen rundt i en rundkørsel - et hasarderet stunt, der nok ikke har sparet ham mere end 30-40 sekunder i den lille rundkørsel. Vi fik også alle oplevet et trafikuheld på yderst nært hold. Det skete, da to biler stødte sammen i et kryds kun få meter fra fortovet, vi gik på. Heldigvis havde ingen mennesker pådraget sig skader - kun de to biler var medtaget. Den mest hærgede bil, som dog stadig kunne køre, holdt midt i krydset. Alligevel valgte føreren at stige ud af bilen og diskutere med føreren af den anden bil om, hvis skyld det var - helt uden blik for, at al anden trafik igennem krydset blev blokeret i mellemtiden.

På vej hjem fra Ramallah passerer man igennem Qalandiya-checkpointet. Det er et af de største og mest berygtede checkpoints på Vestbredden, og det har ofte lagt grund til voldelige sammenstød mellem palæstinensere og israelske soldater. Da vi skulle hjem sidste søndag og skulle stige ud af bussen for at gå igennem paskontrollen til fods, var jeg nær snublet i de adskillige brugte tåregasgranater, der ligger og flyder i området. De var, sammen med de omfattende sten-, brand-, og skudskader, der prægede det nærliggende vagttårn, en god reminder om, hvordan situationen også kan være ved Qalandiya. Det billede blev krydret med, at to palæstinensere røg i totterne på hinanden, og den ene sågar kastede sten efter den anden. Man skulle ellers tro, at det ved det majæstetiske symbol for palæstinenserne kår, som Qalandiya er, ville være usandsynligt, at to palæstinensere skulle starte indbyrdes tumult.

Jeg har også været ude og spise hos Mattis onkel og tante, som bor i en by midtvejs mellem Jerusalem og Tel Aviv. De bød på velsmagende traditionel israelsk mad i deres hjemlige omgivelser. Det var skønt at kunne have en samtale med nogle almindelige israelere om bosættelserne på Vestbredden, besættelsen, de ultra-ortodokse og israelske indenrigsforhold - det er ellers ikke noget, jeg er stødt på så ofte. Mange af de israelere, jeg har snakket med om disse spørgsmål har ret unuancerede syn på disse spørgsmål og affejer enhver kritik af noget, der relaterer sig til Israel, med: at Israel er anderledes osv.

På vej fra Mattis familie til Jerusalem skulle vi med bussen. Mattis onkel satte os af ved busstoppestedet, hvor shabbatens konsekvenser for offentlig transport blev tydelige. Fordi det var lørdag aften, havde busserne ikke kørt i 24 timer. Det betød, at alle dem, der skulle til Jerusalem, nu stod og skulle med samme bus. Der stod mindst 50 mennesker ved stoppestedet og busserne kom kun forbi hvert 20. minut. Derudover var alle busserne med retning mod Jerusalem allerede fyldt af mennesker fra oprindelsesdestinationerne, som også skulle til Jerusalem og ikke havde haft muligheden før shabbatens afslutning lørdag aften. I løbet af 45 min blev ikke en eneste person samlet op, af de busser, der kørte forbi. Heldigvis har israelere, måske som følge deraf, en veludviklet norm om at give lifts til folk, der tomler. Relativt mange bilister med plads i bilerne stoppede og tilbød lift til de mange håbefulde mennesker ved busstoppestedet. Da en bil med plads til tre holdt ind til siden, var jeg rap til at møve mig frem og hurtigt booke plads til Matti, Anders og jeg på bagsædet. Når man vejer 90kg, er 1,87 meter med blondt hår og blå øjne, snerrer på et germansk sprog til andre af samme udseende, kan man jo sagtens få et lift i Israel ;-) Men hvilket lift…

Efter at have kørt et stykke tid mod Jerusalem, ad en anden vej end den, man normalt kommer ad fra Tel Aviv, passerede vi flere vagttårne, hegn, kontrolposter og mindre bosættelser. Matti, Anders og jeg spekulerede i, om denne vej til Jerusalem gik igennem Vestbredden. Vi besluttede os for at spørge chaufføren af bilen: "Is this the West Bank?". Efter at have spurgt hende flere gange og gentaget, ja nærmest betonet, 'West Bank', gik det op for os, at hun ikke kendte det udtryk! Hun havde simpelthen aldrig hørt den betegnelse for de palæstinensiske områder ved Jordanfloden. En katastrofe var nær indtruffet, da Matti skulle til at udpensle spørgsmålet med frasen 'the occupied territories'. Heldigvis var Anders hurtig til at afbryde ham og fik overtalt Matti til at spørge på hebraisk, om det var 'territorierne', som nogle israelere ynder at kalde Gaza og Vestbredden. Da chaufføren bekræftede dette, var Anders hurtigt til at forklare hende, at det var fordi, vi i lyset af de mange tårne, hegn og vagter var bekymrede om vores sikkerhed. Chaufføren, en ung kvinde i slut-tyverne, forklarede tilstedeværelsen af de massive sikkerhedsforanstaltninger med: "The arabs are everywhere. But you're safe. Don't worry - I will protect you". Af hensyn til ikke at blive sat af før ankomsten til Jerusalem, valgte vi at trække på smilebåndet og ikke rode os ud i en diskussion om bosættelserne, besættelsen osv. - At hun ikke var af samme holdninger som Matti familie, var åbenlyst.

Efter ankomst til Jerusalem gik vi ud og fik nogle drinks sammen Jakob og nogle hans venner. Samtalen faldt bl.a. på de ultra-ortodokse jøder. En dansk-israeler ved navn Sara, der er i gang med at aftjene sin værnepligt i et rekrutteringskontor i et af de mest ultra-ortodokse kvarterer i Jerusalem, fortalte om nogle af sine oplevelser med dem. Først fortalte hun om, hvordan nogle ultraortodokse under Pessach, der som nævnt tidligere blogindlæg, er en højtid, hvor man fejrer israelitternes flugt fra Egypten, var kommet forbi nogle butikker, der i modstrid med de religiøse påbud havde tilladt sig at sælge brød. De ultra-ortodokse havde for at tilkendegive deres holdninger dertil valgt at brække sig ud over butiksruderne. For det andet fortalte Sara om, hvordan hun havde haft den mest groteske, uværdige og hensynsløse oplevelse med nogle ultra-ortodokse. Under den her på bloggen omtalte Yom HaZikaron, hvor man mindes alle de israelere, der er omkommet i krige og terrorhandlinger siden 1948 med to minutters landsdækkende stilhed, havde Sara oplevet, hvordan de ultra-ortodokse gik i gang med at råbe, skrige, grine højlydt og klappe sig på lårene og i hænderne havde gjort alt, de kunne, for at ødelægge og håne de israelere, der for at ære og mindes de faldne holder 2 minutters stilhed. Mage til respektløshed havde hun aldrig hørt mage til - og det kommer fra en gruppe af mennesker, som i forvejen er fritaget fra værnepligt, for de fleste vedkommende er på fuld offentlig understøttelse, og må sende deres børn i religiøse skoler med religiøst pensum, påpegede hun. Den løsning var nok ikke blevet godkendt af Joachim B Olsen - det må nærmest være hans værste mareridt af dovenskab, snylteri osv.

For det tredje fortalte Sara om, hvordan hun til sessioner havde oplevet ultra-ortodokse mænd, som med vilje tisser i bukserne og opfører sig som evnesvage for at blive erklæret 'uegnede til tjeneste'. Dette dårlige billede på ultra-ortodokses adfærd og holdninger falder sammen med et skilt, jeg så i et af deres kvarterer i Jerusalem i påsken: "Zionism is Holocaust". Det skilt, har jeg ladet mig fortælle, dækker over de ultra-ortodokses opfattelse af, at Israel er illegitim stat at sammenligne med Nazityskland - kun Messiahs kan oprette den ægte jødiske stat, mener de. Ikke overraskende er mange politikere og almindelige israelere ifølge opinionsundersøgelser skeptiske over for de ultra-ortodokses positive særbehandling. Heldigvis har verden fået en lille smule gengæld, har jeg indset. Det skete, da jeg for nylig var i IKEA med Matti. Der så jeg til min fornøjelse to ultra-ortodokse i IKEA-tøj være på arbejde. Dermed blev galskabens cirkel fuldendt, og verden får en lille smule gengæld ved at folk, der udviser så særpræget adfærd og holdninger, nu skal stå i blå-gult tøj og sælge Benny-reoler og Björn-hyldeknægte. Galskaben er komplet.

Sidst skal det nævnes, at jeg er ved at blive god til hebraisk. Jeg kan tallene fra 0-99, jeg kan genkende de fleste bogstaver, og så kan jeg læse flere stednavne. Men som læsere af bloggen ved, er hebraisk mere end svært at lære. Fx. staves 'Ibn' og 'Even' helt ens på hebraisk *suk*. Onsdag i denne uge var jeg til Tel Aviv Food Festival. Jeg var spændt som Peter Brixtofte til en vinsmagning. Der var mad fra alle verdenshjørner, og jeg fik mæsket mig i tortilla, burger, paella, nudler og gratis iskaffe. På fredag skal vi på en stor bytur i anledning af, at Jakob desværre snart rejser hjem; så skal der hamres arak (israelsk snaps) og kød i stor stil.

Yom Tov