Uge 18-19: Pyromaner, garagestrippere, jihadister og martyrer - standardture til Vestbredden

Af uransagelige fortsætter oplevelserne med at komme i stride strømme her i Israel. Seneste bølge ramte mig forrige weekend, da Anders fra Ramallah havde to kammerater fra Danmark på besøg. I forbindelse med, at jeg onsdagen inden havde fået 10 for mit speciale, tog vi på en stor bytur torsdag aften i Tel Aviv. Efter massive tømmermænd og afslapning med kvartfinalerne i EM-fodbold om fredagen, tog vi til Ramallah lørdagen morgen.

I Ramallah skulle vi igennem den helt store kropslige renovation efter byturen torsdag. Først stop var den lokale barber, hvor jeg fik traditionel barbering og trimning af hårene mellem øjenbrynene. Senere tog vi i hamam - en traditionel tyrkisk badeanstalt. Her var vi både i sauna med mynteduft, i jacuzzi og i et rum med ophedede stenbænke, som man kunne ligge på og få varmet musklerne. Efter en god times gennemsvedning, blev vi på skift skrubbet med svamp af en af de ansatte, for at skrabe de dødehudceller og andet snavs af, inden vi skulle have massage. For mit vedkommende stod den på små 15 minutters rykmassage af en palæstinensisk massør med hænder som mursten, som var geniale til massage. Efter et bad tog vi på den berømte restaurant Darna, hvor menuen stod på det sædvanlige orgie af dyreorganer og vandpibe.

Tilbage i Østjerusalem om aftenen satte vi os for at se EM-kvartfinale på en storskærm, som var stillet op på pladsen foran Damascusporten ind til den Jerusalems Gamle By. Medens vi sad og så fodbold bemærkede vi, at der stod røg op inden fra Den Gamle By. Røgen udviklede sig hurtigt, og snart efter stod flammerne også op over Den Gamle Bys høje mure. Efter en besynderligt lang ventetid dukkede brandbilerne langsomt op, men de havde besvær med at nå frem til ilden pga. alle de bilister, der holdt i vejen og skulle se, hvad der skete. Til trods for den omfattende brand var de fleste af de palæstinensere, som sad og så fodbold, generelt ligeglade - det var vigtigere, hvem der vandt i fodbold. Efter kampen, hvor ilden var blevet slukket, gik vi igennem Damascusporten og så, at branden var startet i en tøjforretning fyldt med billigt polyester tøj og havde bredt sig derfra. Om der var tale om pyromani er uvidst, men 'chancerne' er gode - Jerusalem-området har været ramt af over et tusinde påsatte brande alene i år.

Om søndagen havde Anders lejet bil og planlagt den store udflugt til både Betlehem, Hebron og Det Døde Hav. I Betlehem fik jeg lejlighed til at se nærmere på megen af den graffiti, der præger muren, som løber midt igennem Betlehem. Man efterlades med et godt indblik i palæstinensernes stolthed, ukuelighed og modstand mod besættelsen gennem de mange flotte farvestrålende billeder. Efter et hurtigt visit til Fødselskirken, som netop - til Israel og USA's store irritation - er blevet tilføjet UNESCOs liste over Verdenskulturarv som tilhørende landet 'Palæstina', satte vi kurs mod Hebron.

I Hebron så jeg igen de ting, jeg så ved mit første visit: Patriarkernes Grav, Al-Shuhada Street og de palæstinensiske gader, der er dækket af bølgeblik, hønsenet og festivalhegn for at beskytte handlende mod de brosten, fortovsfliser og flasker, som de jødiske bosættere med jævne mellemrum kaster efter dem. Også her fik man en god fornemmelse for palæstinensernes udholdenhed og stolthed under selv yderst hårde kår. Efter frokost på restaurant Abu Mazen (som også er kælenavn for Mahmoud Abbas) kørte vi mod Det Døde Hav.

Da vi stoppede ind ved Det Døde Hav for at tanke benzin, ramte ørkenvarmen mig som et trykspark i ansigtet. Der var omkring 40 grader i Jordandalen, hvilket fik enhver blæst til at føles som om, der blev rettet en hårtørrer mod ens ansigt. Det var helt ulideligt varmt - selvom klokken var næsten halv seks om eftermiddagen. Efter tankning skyndte vi os ind i den AC-kølede bil og kørte videre til stranden, som heldigvis lige akkurat lå i skygge af bjergene lige vest for Det Døde Hav. I skyggen kunne man lige akkurat holde de 38 grader ud, som termometret på stranden viste, og ellers bare nyde udsigten over Det Døde Hav og bjergene i Jordan, som blev helt røde i solnedgangen.

I den forløbne uge har jeg haft besøg af min gode studiekammerat, Signe, og nogle af hendes veninder, og lørdag morgen vi tog på en weekendtur til Nablus. Dresscoden i Nablus er meget dæmpet, fordi byens indbyggere er mere religiøse og konservative andre mange andre steder på Vestbredden. Derfor var det planen, at pigerne, som var rejst i top og lårkorte shorts, skulle hurtigst muligt hen på vores hostel og klæde om umiddelbart efter ankomst til Nablus. Vi skyndte os at få kontaktet ejeren af hostellet, som tilbød at hente os i sin private bil. Da han kom fik han et vantro og forfærdet blik i sine øjne, da han så, hvor udfordrende klædt tre af hans passagerer var. Ikke fordi hostelejeren selv var stødt over det, men fordi han var bange for, hvad hans familie, venner og bekendte ville tænke, hvis de så ham gøre rundt med de tre på bagsædet. Derfor skyndte han sig at få pigerne gennet ind på bagsædet, rullede de tonede ruder op, så man ikke kunne kigge ind, og så kørte vi med mig som eneste synlige passager på forsædet. Han fortalte, at vi under ingen omstændigheder kunne køre til hans hostel for at klæde om til passende tøj. Hvis naboerne til hans hostel så de tre danske piger klædt i - efter Nablus-standard - prostitutionstøj, ville han få kæmpe problemer. Derfor måtte hostelejeren ringe til sin nevø, som ville lade pigerne klæde om i sin garage. På køreturen derhen erfarede jeg, at hostelejeren hed 'Jihad', som ordret betyder 'kamp'. Udover 'Hellig Krig' kan det også på arabisk betyde noget i retning af 'indre personlig kamp'; forstået som kampen, der foregår i enhver person for at være et godt, moralsk, næstekærligt og usyndigt menneske. Det var med den anden betyding, at Jihad havde fået sit navn. Han er faktisk en - selv efter europæiske standarder - enormt sympatisk, liberal og tolerant fyr, og ikke jihadist.

Da vi ankom til Jihads nevøs garage, kørte vi ind, Jihad og jeg steg ud af bilen og gik ud af garagen, hvorefter han lukkede porten. Først da måtte pigerne stige ud af bilen, smide deres udfordrende lårkorte og så skifte til passende, ikke-prostitutionsrelaterede klæder. Så stod Jihad og jeg og snakkede om biler udenfor på gaden, som intet var hændt, og uden at nogen af naboerne var klar over, hvilket syndigt stripshow, der fandt sted inde garagens mørke. Efter endt stripshow og iklædning af lange benklæder, gik turen til vores hostel. Da vi havde smidt vores bagage, blev vi tilbudt et gratis lift af en anden af Jihads nevøer ind til centrum af Nablus. Selvom vi insisterede på at betale, takkede han nej. Det var åbenlyst nok betaling for ham, at kunne køre rundt i sin storebrors bil med tre blåøjede, slørløse skandinaviske piger på bagsædet og vise sig frem for sine venner og bekendte og lege konge af Nablus i 10 minutter.

Om eftermiddagen og om aftenen så vi både klokketårnet og moskeen, samt det øvrige af det gamle bykvarter i Nablus, som jeg har berettet om første gang jeg var der. Vi tog også en taxa op på toppen af Gerezimbjerget for at besøge Samaritanernes landsby. Ligesom nede i den palæstinensiske dal fik pigerne også massiv opmærksomhed på toppen af bjerget af de lokale samaritanske mænd,imens de stod i deres synagoge og sang shabbathsalmer. Nærmere beskrivelse af samaritanere findes i tidligere blogindlæg.

Søndag tog vi rundt for at se nogle af de seværdigheder i Nablus, som jeg heller ikke fik set under mit seneste visit. Først besøgte vi en af Nablus' sæbefabrikker, som har haft aktiv produktion af sæbe i 800 år. Nablus er kendt for at lave gode sæber, men kun én af de helt gamle fabrikker er stadig aktiv. En mand, der sad i entreen og slappede af, tilbød at vise os rundt i de gamle lokaler. Han viste os bl.a. de tønder, hvori de opbevarer olivenolien, som anvendes i sæbeproduktionen. Han nævnte, at olivenolien altid skal smages på inden den anvendes i produktionen af sæbe, så man undgår at bruge dårlig olie til sæben. Derfor dyppede og fyldte han lige et 10 cl drikkeglas i olien og drak halvdelen. Jeg måtte selvfølgelig gerne smage. Jeg nøjedes dog med et enkelt sip. Selvom olien var rigtig god, var det alligevel lidt kvalmende at stå på en varm sommerdag på Vestbredden og drikke ren olie af glas.

Efter besøget på sæbefabrikken tog vi til et romersk amfiteater, som ligger i centrum af Nablus. Selvom ruinen i sig selv var i fin stand, var området desværre ikke særligt godt vedligeholdt. Græsset er ikke blevet slået; ukrudtet ikke blevet luget og affaldet ikke blevet fjernet i lang tid. Derfor tog vi hurtigt videre til Bir Yakob ('Jacobs Brønd'), som er en græsk-ortodoks kristen kirke midt i Nablus. Den er yderst velholdt, har en smuk have, og er selv pompøst indrettet med masser af farverige malerier og tingeltangel af guld. Efter en kort tour gik vi ud af kirken og over på den anden side af vejen til indgangen til Balata-flygtningelejren.

Balata er en af de største, mest kompakte, mest fattige og mest problemfyldte flygtningelejre på Vestbredden. Ca. 25.000 mennesker med lav eller ingen uddannelse er mast sammen på omtrent én (1) kvadratkilometer med problemer med kriminalitet. Balata er kendt for, sammen med lejrene i Jenin, at have leveret en uforholdsmæssigt stor andel af selvmordsbomberne under den anden intifada. I lejrens smalle og krogede gader hænger der, ligesom i Nablus, stadig masser af plakater, der hylder martyrer - helt ned i 12-14-års alderen - ingen af dem så dog ud til at være hængt op for nylig. Flere steder i Balata var der også graffiti, som portrætterer palæstinensernes længsel efter frihed og deres modstand mod besættelsen. Vi mødte en gruppe drenge fra den lokale FN-skole (FN-organet UNRWA driver skoler i mange palæstinensiske flygtningelejre), som udviste glimrende engelskkundskaber og strålende humør (se billede). Det var vist lang tid siden, at de havde set fire blåøjede skandinaver tage på sightseeing i deres lokalområde.

Tankerne om martyrer, intifada og besættelse fik yderligere næring, da vi kom ud på Balatas 'hovedgade'. Her kom et kæmpe begravelsesoptog marcherende i vores retning, anført af otte mand, der bar på en hjemmelavet trækiste indviklet i stof med det palæstinensiske flags farver. Om det var en, der var blevet dræbt af israelske soldater, kriminelle palæstinensere i Balata selv, eller af naturlige årsager, var ikke til at gennemskue. Dernæst forlod vi lejren og tog en taxa tilbage til hostellet - chaufføren skulle selvfølgelig gøre stop undervejs og spørge nogle lokale om et eller andet; udelukkende med det formål, at vise de tre piger på bagsædet frem - hvorefter vi tog tilbage til Ramallah, så videre til Qalandiya-checkpointet (hvor jeg i øvrigt slap uproblematisk igennem selvom jeg havde glemt mit pas) og tilbage til Jerusalem og sidst Tel Aviv. Jeg nåede lige akkurat frem til Tel Aviv i tide til at se EM-finalen på en bar, hvor 55 shekel (80kr) gav fri adgang til fadølshanerne. Hehe

I morgen torsdag skal jeg til en healings-seance med ambassadens chauffør, som har uddannet sig til healer. På søndag planlægger jeg en endagsudflugt til Haifa, for at sondere terrænet inden mine forældre og mine søskende kommer i næste uge. Det glæder jeg mig meget til. Så skal jeg rejse rundt i seks dage og holde ferie.

BeVakasha