Uge 12: Chips med nutella til aftensmad, zebrabyen og talentløshed - Roadtrip til Negev-ørkenen

Tirsdag aften indledtes endnu en israelsk helligdag, Yom Hazikaron, hvor man minder de israelere, der er faldet i krige og i terroraktioner. Den bød ligesom Holocaustmindedagen på en et minut lang sirene og stilhed - og endnu en gang indtrådte lukkeloven, der forbyder sportsbarer at holde åbent, hvilket spændte ben for Mattis og mine ønsker om at se Champions League-kampen Barcelona - Chelsea. Onsdag aften blev Yom Hazikaron afløst af Yom Haatzmaut, Israels uafhængighedsdag. Den indledte jeg med at invitere til middag for at fejre afleveringen af specialet. Senere tog vi til tagfest hos Bjarke, danskeren der læser på Tel Avivs universitet, hvorfra vi kunne se det enorme fyrværkerishow fra taget af Tel Avivs rådhus.

Torsdag havde vi fri fra ambassaden, og jeg benyttede dagen til at tage til forskellige uafhængighedskoncerter rundt om i byen med Bjarke og Jakob. Der var koncert på Ibn Gvirol, som er en af de mest befærdede veje i Tel Aviv. Her havde en DJ i 60'erne indtaget mixerpulten ombord på ladet af en lastvogn, hvorfra han fyldte Tel Avivs gader med bragende højt bluesmusik. Det var abeskønt omsider at være et sted, hvor folk kan se det nødvendige og rimelige i, at spærre en halv gade af for at gøre plads til, at der kan spilles ZZ Top og ACDC for masserne.

Om fredagen fik vi tidligt fri fra ambassaden, og vi skyndte os ned og leje en bil kort efter - et monster af en Suzuki Alto. Vi kørte til Jerusalem, hvor vi skulle samle Anders, den danske praktikant fra Ramallah, og hans veninde Marie op. Dernæst satte vi kursen mod Negev-ørkenen i det sydlige Israel. Negev udgør hele 62 % af Israels areal men huser kun 10-15 % af indbyggerne. Turen fra Jerusalem sydpå gik langs snoede veje i kuperet terræn med frodige bakker, vinranker, træer, buske og frugtplantager. Turen var utroligt smuk - indtil vi efter 80 km ramte Beer Sheva på kanten af ørkenen. Det er den første store by, man rammer på en køretur til ørkenen…og den sidste inden Eilat ved det Røde Hav 200 km længere sydpå. Beer Sheva huser mange immigranter fra primært Etiopien, Rusland og Sudan. Udover at de går i kikset tøj og er dårlige til både engelsk og hebraisk, bor de også i grimme bygninger. Flere af bygningerne ligner noget fra Moskvas forstæder, og mange skilte er på russisk. Derudover er flere offentlige pladser, rundkørsler o.lign udsmykket med gamle kampvogne og jagerfly, som Israel har benyttet i sine væbnede konflikter. Derfor minder Beer Sheva lidt om en russisk provinsby tilsat lidt afrikanske immigranter midt i ørkenagtige omgivelser. Til gengæld kunne vi heller ikke finde ud igen. Ligesom mange andre steder i Israel er skiltningen helt håbløs. Og når de lokale hverken snakker dansk, fransk, tysk, hebraisk eller engelsk (som var de eneste sprog vi i bilen kunne), kan det blive lidt af en udfordring af komme væk. Da vi endelig fandt en, der kunne engelsk, vidste hun ikke, hvordan man kom ud af byen! Da vi spurgte om vej mod Eilat, sagde hun (med tyk russisk accent): "Straight ahead, until the next light. Then left. And then ask a new person". *suk*

Da vi endelig kom ud af Beer Sheva satte vi kursen mod Mitzpe Ramon, som er en støvet ørkenby med 5000 indbyggere 100 km længere sydpå. Byen ligger tæt på Maktesh Ramon, som er et kæmpestort krater, der måler 8 km på den ene led og 40 km på den anden og er 300 meter dybt. Vi ankom lige til solnedgangen over byen, ørkenen og krateret, som vel er på størrelse med Langeland - hvilket syn! Bagefter kom Anders på den fortrinlige idé, at vi kunne køre ud til en beduinlejr 15 km syd for byen og overnatte. Selvom overnatningen derude var fin, blev det en katastrofal beslutning rent gastronomisk og ernæringsmæssigt set.

Vi havde jo forventet, at der ville være mulighed for at få noget let aftensmad derude - noget pitabrød med hommus og lidt salat måske. Forkert igen. De kære beduiner var løbet tør for pitabrød og lækker salat. I stedet fik vi serveret seks tallerkner med lidt af hvert at dyppe vores ikke-eksisterende pitabrød i. Derfor måtte vi over i kiosken og købe 8 små poser chips, som vi så kunne dyppe i den brede vifte af lækre retter: hoummus, tahina, labane-smøreost, nutella, syltetøj og Lurpak-smør. Ja, kære læser, jeg fandt mig selv sidde og spise chips med smør, nutella og syltetøj til aftensmad. Til prisen på 150 kr. (for os alle fire, bevares) var det et rent ernæringsmæssigt justitsmord.

Næste morgen skyndte vi os at børste tænder og evakuere lejren, inden vi også fik bestilt morgenmad. Vi stoppede ind på en tank for at få en god kop kaffe og en lækker croissant. Desværre havde de ingen af delene. En kop klam batterisyre med betegnelsen 'kaffe' og en mudret skosål med betegnelsen 'croissant' var alt, det kunne blive til. Derfor så Marie sig nødsaget til at købe en chokoladekage fra Israels svar på Dancake. Vi andre supplerede op med tarveligt franskbrød med hommus. Igen en ernæringsmæssig katastrofe til morgenmad forud for flere timers vandring senere på dagen.

Første stop efter morgenmaden var Avdat-ruinen, som er resterne af en by med tilhørende fort, som blev bygget af nabatæerne i år 500. Den ligger majestætisk på en ensom bjergtop midt i ørkenen, og er ganske velbevaret, selvom nogle voldsmænd og vandaler for nogle år siden udøvede omfattende hærværk på området. Efter at have set os omkring i en times tid kørte vi til byen Sde Boker. Herfra kan man køre ind i Ein Avdat nationalparken, som byder på gode vandremuligheder i flotte frodige omgivelser i en dyb kløft med vandreservoirs og huler i klipperne. Efter 2 timers vandring i 25-30 grader og høj sol, hvor jeg selvfølgelig svedte som Ole Thestrup på et løbebånd, kørte vi tilbage til Sde Boker. Her så mindeparken og graven for Israels første premierminister, David Ben Gurion, som boede i Sde Boker.

Dernæst kørte 40 km tilbage til Mizpe Ramon for at spise frokost. Det skulle vise sig at blive en traumatiserende oplevelse. Indbyggerne i de små ørkenbyer har nemlig en helt særlig mentalitet og holdning til ting som service og tid, som adskiller sig radikalt fra nordeuropæeres. Samme fænomen erfarede jeg i de små ørkenbyer i Australien. I den israelske ørken får man bare en særdeles heftig blanding af mellemøstlig sløsethed og manglende sans for orden, koblet med ørkenboeres manglende sans for tid kombineret med den dårlige service og dårlige sprogkundskaber, som russiske immigranter til tider kan udvise. Vi satte os ved et bord, som lige var blevet ledigt. Der gik 35 minutter og adskillige insisterende og desperate henvendelser til tjenerne, førend vi fik lov til at afgive bestilling. Inden da havde vi selv være nødsaget til at rydde op på vores bord og flytte de beskidte ting til nabobordet. Efter at have spist forsøgte Anders at forklare tjeneren, at vi gerne ville have dessert. Da han spurgte tjeneren "Do you have dessert?" svarede den unge russer "You want the bill?". Anders prøvede igen. "No. Dessert??", hvilket blev mødt med "The bill?". *Suk* Heldigvis var udsigten fra restauranten ud over ørkenen enormt smuk.

Efter den oplevelse kørte vi mod byen Arad, som ligger 100 km nordøst for Mizpe Ramon. På vej derfra kørte vi forbi et busstoppested, hvor nogle turister, forbipasserende, eller fastboende havde skrevet 'f*** you, Mizpe' med store sorte bogstaver med sprittusch som en tilkendegivelse af deres holdning til Mizpe Ramon.

Arad minder på sin vis på mange måder om Beer Sheva. Mange skilte var også på russisk, bygningerne er grimme og de fleste indbyggere er russiske eller afrikanske immigranter. Det gav Anders idé til begrebet 'zebraby', fordi den er skiftevis sort og hvid - mørke sudanesere og kalkhvide russere. Vi stoppede ind ved en kiosk for at proviantere. Helt i tråd med forventningerne til en russisk provins var kiosken udvalg primært alkohol af russisk oprindelse. Næsten hver anden vare var russisk vodka af forskellige mærker - som fandtes helt op i 1,75 liters størrelsen til den nette sum af 125 kr. De unge mennesker der besøgte kiosken, mens vi var der, gik da også og snakkede russisk med hinanden.

Vi kørte videre og prøvede endnu en gang lykken i en beduinlejr. Her blev vi mødt af en bestyrer, der sagde, at han ikke havde plads til flere overnattende. Da vi så konstaterede, at vi måtte kørte tilbage til Arad, spurgte chaufføren, hvad vi skulle næste dag. Da vi sagde at vi skulle til Masada-ruinen ved Det Døde Hav, kom bestyreren i tanke om, at han alligevel havde plads. Han kunne måske skaffe fire senge til en pris på 130 kr pr. person. Da vi havde takket ja og kom ind i lejren ind, indså vi, at vi var de eneste på stedet. Alle telte stod gabende tomme. Jeg har endnu ikke gennemskuet, hvad han var ude på, men vi fik lov at overnatte der, indtil vi stod op næste morgen kl. 4 (!) og kørte mod Masada.

Masada er resterne af en by med et kæmpe fort, der ligger på en 300m høj klippe få kilometer fra Det Døde Hav med udsigt over hele Det Døde Hav, Jordandalen og Jordans bjerge. Masada var den sidste israelitiske/jødiske bastion, der faldt til romerne. Kort inden romerne brød igennem muren, og Masadas fald var en kendsgerning, begik alle dens ca. 1000 indbyggere kollektivt selvmord og satte ild på deres skatte og værdigenstande - bare så romerne ikke skulle få klørene i nogle af delene. Derfor er Masada blevet et stærkt symbol i israelsk bevidsthed, og står for en 'f***-jer, I-får-os-aldrig-i-live'-holdning. Vi ankom til toppen, hvorfra vi kunne nyde solen stå op over den fantastiske udsigt. Så var det til at leve med, at vi var stået op kl. 4. Efter at have nydt solopgangen og inspiceret alle ruinerne i deres majestætiske position 300 meter over alt andet i miles omkreds, kørte vi tilbage til Jerusalem, hvor vi satte Anders og Marie af, og bagefter kørte Matti og jeg tilbage til Tel Aviv. På vejen måtte vi endnu en gang køre igennem Arad, der modsat Beer Sheva var yderst generøs med at signalere vejen ud af byen. Måske i erkendelse af, hvor nederen en by Arad i virkeligheden er, er den flere steder udstyret med 'This way out'-skilte, som viser vej til motorvejen og den hurtigste vej væk derfra. Alt i alt var det en super fed tur til ørkenen, som bestemt var det hele værd.

I løbet af weekenden er jeg endnu en gang flere gange blevet forundret, frustreret og forelsket i det hebraiske sprog. Jeg har tidligere nævnt, hvordan israelere er dybt dybt inkonsistente, når de transkriberer fra hebraisk til engelsk. Men nu hvor jeg er i gang med at lære de hebraiske bogstaver, er jeg fortsat forundret. På hebraisk er ord som regel meget kortere, end de tilsvarende ord på engelsk. F.eks. er ordet 'shemesh', der betyder sol, kun udstyret med tre bogstaver på hebraisk. Et bogstav der angiver en sh-lyd, et bogstav der angiver en m-lyd og til sidst endnu en bogstav med sh-lyd. De to e-lyde er der ingen bogstaver for - dem skal bare kunne regne ud. På samme måde bed jeg mærke i, at der på David Ben-Gurions grav kun var tre bogstaver i hans fornavn. En d-lyd, en v-lyd og endnu en d-lyd. Så skal man selv kunne regne a-lyden og i-lyden ud. Det kan lede til visse frustrationer - selv hos Matti, der ellers taler fremragende hebraisk og læser det fint. Men hebraisk blev øjeblikkeligt tilgivet af os begge i det øjeblik, vi erfarede, at Anders' navn i israeleres ører lyder utroligt meget som det hebraiske ord 'arnas', der betyder voldtægtsmand. Derudover morede vi os meget over, hvor tæt ordet for toilet, Beit Shimush, ligger op ad navnet på byen Beit Shemesh, som betyder Solens Hus. Så var alt godt igen og hebraisk var tilgivet.

Jagshemash