Som I nok har fundet ud af, så er blogskrivning ikke ligefrem en af vores favorit beskæftigelser her i New Zealand - tværtimod, må vi nok indrømme!! Men inden I nu bliver alt for utoldmodige (Er I vist allerede - Far Jacobsen), så tager vi os nu endelig sammen. Da det efterhånden er 20+ dage siden sidste opdatering, håber vi I er klar på en masse spændende - forhåbentlig 5 stjernes læsning.

Som vi vist tydeligt fik givet udtryk for i sidste indlæg, var vi ikke videre begejstret for Auckland, og var derfor mere end klar til at gå ombord på Kiwi-bussen allerede 8.40 næste morgen. Vi var begge spændte, og glædede os til at møde de andre fra gruppen. Men vi blev skuffede - INGEN danskere og ALT for mange højtrustede endlændere. Det var vi ikke vandt til - hvor var vores team Danmark?? :O Nåhr, men vi havde da hinanden og en ganske festlig buschaufør ved navn Ringo, så vi holdte humøret højt. Da vi netop var blevet tildelt Ringo som buschaufør, skulle vi traditionen tro liiige forbi et bagerri til en gang morgen tærte, inden vi kunne sætte kurs mod Mercury Bay, som var vores stop for natten. Inden vi glædeligt kunne sige farvel til Auckland skulle vi en tur på Mt. Eden, som er en gammel vulkan, hvor du har en intet mindre end 360 graders udsigt over Auckland City - Byen er I det mindste flot på afstand. Så meget må vi da indrømme. Da Kiwi-bussen som princip aldrig kører mere end ca. 2 timer af gangen, havde vi et par enkelt stop på vejen mod Mercury Bay. Her fik vi ved Cathedral Cove for første gang en smagsprøve på, hvor fantastisk smuk naturen er her i New Zealand (Se billederne) - og den er bare blevet smukkere og smukkere jo længere sydpå vi er kommet.

Da Mercury bay i sig selv ikke er noget at skive hjem om (udover den glimrende pasta og kødsovs vi fik til aftensmad), går vi hurtigt videre til næste dags eventyr. Turen gik videre mod Rotorua - byen som stinker af rådne æg pga. de mange spa og hot pools faciliteter, som byen tilbyder!!, noget vi dog ikke benyttede os af. Inden vi dog nåede så langt havde vi et stop ved Karangahake Senic Reserve, hvor vi igen var ude på en flot gåtur over svingbroer og gennem gamle kulminer/-tuneller, hvilket der gerne skulle ligge billeder af på bloggen også. I Bussen mod Rotorua havde vi (uheldigvis - skulle det vise sig) accepteret et tilbud om at opleve, hvordan de indfødte Maorier levede, inden europærerne kom og indtog NZ. Maori Village hed stedet, og var tiltænkt som underholdning for aftenen. Den yngre Maori-generation gav os et inblik i, hvordan deres forfædrerer levede i landsbyen, hvordan en traditionel Maori-velkomst forgik og hvordan deres Haka'er (danse), med indblandende fortælling tog sig ud. Da vi havde betalt hele 85 dollars for event'en, var vi en smule skuffede. Dog var der fuld buffet efterfølgende med hovedret og dessert, så det hjalp på humøret hos de budgetbevidste backpackere J.

Efter Rotorua var næste stop Waitomo. En lille ubetydelig by med et sølle hostel, som dog besidder en af New Zealands hovedattraktioner, nemlig Glow Worm Caves. Vi valgte en 3 timers adventure tur i grotterne - The Black Labyrinth, som vi dog måtte vente med af opleve til afrejsedagen, da turen var fyldt ved ankomst. D. 23. April 2010, skulle vise sig at blive en oplevelsesrig dag for os begge - en dag vi sent vil glemme. Ikke nok med at vi havde en fantastisk black water rafting tur i grotterne, hvor vi i vores våddragter, gummistøvler og ultra smarte hjelm og pandelampe henholdsvis gik med og flød rundt i baderinge i grotterne 65 meter under jorden. Samtidig sprang vi her ud fra vandfald og nød den fantastiske underjordiske "stjernehimmel"som tusindevis af glowworms udformede, mens vores kvindelige, tonedøve guide skrålede Titanic-sangen for os. Når man har træng til klaustofobi (INGEN anelse om hvordan det ord staves), var det en rimelig vild omlevelse. Især da de midt inde i grotten bad os slukke for pandelampen og derfra finde vores egen vej ud af grotten. Det adrenalin rush, som grotterne gav os, var dog småting sammenlignet med, hvad vi senere på dagen stod over for i Taupo, som var vores næste stop. Ved Huka Falls - et fantastisk flot, 11 meter højt vandfald i øvrigt, blev vi hentet. Det var nu tid til 15.000 feet eller 5 km. SKYDIVE!! :O , hvilket vi på daværende tidspunkt overhovede ikke hvade forberedt os på mentalt, da vi var overbevidst om, at det først var dagen efter. Men, men, men.. sådan gik det ikke, og vi valgte bare at kaste os ud i det, da vejret var godt og det samtidig betød, at vi formentlig ikke ville ligge søvnløse om natten, som tilfældet nok ellers havde været. Da vi ankom til "Freefall", hvade vi regnet med bare en smule guidens i, hvordan det frie fald skulle foregå, men det eneste vi fik at vide var: "Be the banana!!", og så var det ellers bare huhej op i flyvet. Vi blev her introduceret for vores skydiveinstruktør, som nu havde vores liv i hans hænder og samtidig tildelt en kameramand hver. Da vi på ingen måde havde forberedt os mentalt på, hvad fanden (undskyld sproget) det var vi havde gang i, var det faktisk muligt for os, at joke med det hele og bare nyde udsigten over den smukke Lake Taupo. Da flyet havde nået de 15.000 Feet var det nervøsiteten og realitytjekkede indfandt sig. Vi hang nu nærmest uden på flyvet i selen fastspændt til instruktøren og nået lige at tænke: "NEJ, NEJ, NEJ.. HVAD HAR JEG GANG Iiiiiiii?"… Og så var vi ude af flyvet - fra 0 til 200 km/t på få sekunder og herfra 60 sek. frit fald. Den FEDESTE oplevelse nogensinde, hvor man ellers bare havde sjov med kameramanden, med supermand, hilsner til familien derhjemme og hvad der nu ellers hører sig til i sådan en situation, hvor hjernen er fuldstændig koplet fra!! Efter 60 sek. frit fald foldte faldskærmen sig ud, og vi vidste nu, vi havde overlevet. Nu var det bare at nyde udsigten de resterende 4 min. ned. VILDT VILDT VILDT , et ubeskriveligt adrenalin rush, som ikke kan beskrives, det kan kun kraftigt anbefales!!

Efter en ekstra overnatning i Taupo, hvor vi bare nød en dag uden bus, gik turen nu videre til River Valley. På vejen derud havde vi stop i Tongariro National Park, hvor store dele af Ringenes Herre er blevet optaget. Vi gik her en tur på 2 timer og fik set vandfaldet og de 3 store vulkaner, som præger området. Da vi ankom til River Valley var vi rimelig meget i chok - ALDRIG nogensinde har vi været et sted så ØDE som her, der var INTET ud over det sted vi boede. Vi boede mildest talt i et hul og var derfor ufattelig glade for Rikkes computer, hendes Twilight film og vores spillekort.

Da vi kl. 13.00 dagen efter endelig fik mulighed for at forlade dette sted, var vi mere end lettede!! Vi var nu på vej mod Wellington, NZ's hovedstad, hvorfra vi skulle med færgen videre til Sydøen, som I må vente med at høre om til i morgen.

Mange tanker Rikke og Louise