Profile
Blog
Photos
Videos
TIRSDAG DEN 25. DECEMBER
Fra denne da er der ikke meget at berette, da hele Sydney undtagen en kaffebar eller to var lukket grundet at man i Australien fejrer jul den 25. december. Så da det både regnede og stort set alt var lukket, søgte vi tilflugt på en af de meget få cafeer der var åbne og fik os noget morgenmad. Det lyder måske som en noget trist dag, men det var faktisk meget interessant at se en by som Sydney næsten forladt for mennesker.
ONSDAG DEN 26. DECEMBER
Dagen efter var alt åbent igen, der var proppet med mennesker i byen og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi brugte dagen på The Australian Museum, som er Sydneys største og mest omfattende. I øjeblikket har de en ekstra udstilling omkring Alexander den store, som er lånt fra et af Ruslands museer. Det var en flot udstilling, dog lidt rodet og vi følte at der manglede lidt information omkring mange af de udstillede genstande. Resten af museet bød på Aboriginal historie, Dinosaurer, insektsamling, krystalsamling og en flot udstilling med udstoppede dyr. Det var nogle flotte udstillinger, men vi museet i Melbourne er på alle måder meget bedre. Ustillingerne er større og bedre fremvist, bygningen er flottere udført og nemmere at finde rundt i og flere udstillingsgenstande var interaktive hvilket vi begge ser som et stort plus.
Vi brugte stort set hele dagen i museet og aftenen brugte vi på hostellet, hvor vi prøvede at få tiden til at gå så hurtigt som muligt, da vi næsten ikke kunne vente med at se premieren på Hobitten. Vi har glædet os lige siden vi var til premieren i Wellington! Det var en midnatsforestilling, så ventetiden var lang, men det var det hele værd! Det var en fantastisk film og jeg tror begge vi skal se den et par gange endnu.
TORSDAG DEN 27. DECEMBER
Dagen efter premieren på Hobitten sov vi længe, da filmen først var færdig ved tretiden om natten. Resten af dagen var meget meget afslappet og vi startede ud med lidt shopping, til dels fordi Brians computertaske havde givet op og havde smidt stropperne, så en ny måtte findes. Vi hørte den mest fantastiske gademusiker, en ung dreng som sang med to mænd på guitar og trommer. De tre havde fået samlet sig et kæmpe publikum på Sydneys travleste shopping gade. Derefter nød vi frokost, solen, bøger, musik i parken indtil solen gik ned.
FREDAG DEN 28. DECEMBER
Da der i dag var over 30 grader besluttede vi os for at tage til Manly beach, i selskab med resten af Sydney… Da vi kom ned til færgerne strakte køerne sig næsten til det uendelige og vi havde næsten opgivet på forhånd. Vi besluttede dog at give det et forsøg alligevel og var et par færger og hundredvis af mennesker senere på vej mod Manly beach. Turen mod den meget berømte bade og surf strand var rigtig god med udsigt til operahuset og tog cirka en halv time. I Manly var der fuldstændig proppet med mennesker og vi valgte bare at følge strømmen og de badeklædte mennesker. Efter en kort tur op ad, nok den mest turistprægede gade vi længe har oplevet, nåede vi stranden. Og hold nu op her var mange mennesker! Imod alle ods fandt vi dog et område hvor der var knap så mange mennesker og mindst to meter hen til de andre. Det var nu dejligt da vi først var kommet ned at ligge og kunne nyde solen, lige indtil blæsten kom og kropspeelingen begyndte. Efter noget tid udbrød Brian "Rikke, der er sand overalt, OVERALT!" og vi måtte forlade dette forfærdelige overfyldte sted, som ingen af os helt forstår hvorfor er så kendt og dejligt. I det mindste var solen dejlig J
Vi opgav stranden og drog hjemad med færgen og da vi nåede hostellet kunne det ikke gå hurtigt nok med at få et bad og få vasket alt sandet af. Om aftenen gik vi ud for at spise og glædede os over at somersby er nået til Australien - så det var vi nødt til at prøve! Efter en lækker aftensmad og en iskold somersby gik vi mod operahuset for at kunne se det i aftenbelysning også. Det må have været vores heldige aften, for der var fuldmåne og den stod lige over operahuset og skabte et ubeskriveligt flot syn. Efter tonsvis af billeder og en tur op og ned af havnefronten gik vi i biografen og så Les Miserable, som stærkt kan anbefales. Det er en virkelig flot film!
LØRDAG DEN 29. DECEMBER
I dag tog vi ind og så Sydneys store katedral som ligger med udsigt til parken på toppen af en bakke. Det var en utrolig flot og stor katedral, men der var desværre ingen information eller læsestof omkring kirken så efter vi havde gået en rundtur gik vi ud igen. Herefter gik vi mod det kendte "Paddy's Market" i Chinatown, som er et kæmpe overdækket marked med alt fra iphone covers, tøj, mad og flere tusind nipsting. Jeg nåede at købe en kjole, derefter gik vi en tur og så havde vi ellers fået nok og skyndte os ud igen. Da vi kom ud, var temperaturen steget en hel del og jeg var allerede lykkelig over den kjole jeg lige havde købt! Vi nød vores frokost i en park tæt ved Darling Harbour og gik derefter hjem for at hente bøger og håndklæder, for at kunne bruge resten af eftermiddagen i parken.
Om aftenen tog vi med Jonas og hans kæreste Signe i byen og fordi Signe havde studeret her et semester kendte hun alle de gode hemmelige steder. Det første sted var inde i en lille gyde, som vi aldrig selv ville have fundet. Det var nede i en kælder fyldt med udstoppede dyr, gamle møbler, en stor træudskåret bar og den helt rigtige stemning. Aftenen fortsatte på en anden bar og vi nød at kunne snakke med Jonas igen efter så lang tid.
SØNDAG DEN 30. DECEMBER
Hovedet gjorde en lille smule ondt efter byturen, så vi valgte at blive liggende i vores senge til det ikke længere gjorde ondt. Derefter tog vi på Museum of Modern Art, hvilket var en rigtig god oplevelse. Vi var heldige at der netop var en speciel udstilling med en af Australiens kendte kunstnere. Det var en meget interaktiv udstilling som ofte snød beskueren, med konkave og konvekse former der så ud som en ting, men var noget helt andet. Her brugte vi rigtig god tid og fik "prøvet" alle tingene og på nogle punkter mindede det en smule om glashuset i hurlumhejhuset.
Efter museet fandt vi en "Copenhagen ice cream" shop og følte os nødsaget til at teste om det nu kunne være sandt. Det var en rigtig god is, men havde vidst så lidt at gøre med dansk is, som det kunne. Derefter gik vi mod botanisk have, hvor vi hurtigt fik kastet os ned på græsset med bøger og musik indtil solen ikke varmede så meget længere. På vejen hjem gik vi igennem Sydneys meget smukke botaniske have, med mange sjældne træsorter og et rigt fugleliv.
MANDAG DEN 31. DECEMBER
Mandagen startede stille og roligt med vores nye yndlingsbeskæftigelse = at ligge i parken med en god bog. Efter et par timer i solen gik vi op for at handle ind til aftenen og vi havde fået den nemme opgave at medbringe dessert. Efter at have handlet, sammen med alle de mange mange ikke så forberedte nytårsgæster gjorde vi os klar på hostellet og gik derefter mod Maltes lejlighed. Vi fejrede nytår med Malte og hans storebror, de samme som vi fejrede juleaften med, og startede aftenen ud med kold hvidvin på tagterassen. Det var en lidt absurd følelse at sidde udenfor i dejligt solskin nytårsaften, men dejligt var det!
Malte og Viggo havde lavet dejlig mad og Brian og jeg havde sørget for nytårshatte og et ton konfetti, så efter en halv time var Brian og jeg glade for at det ikke var os som skulle rydde op dagen efter. Efter maden, fyrværkeri og en masse champagne gik vi hen til en club hvor der var en stor R&B fest med livemusik og her brugte vi resten af aftenen i selskab med glade, dansende mennesker. Efter en fantastisk aften tog Brian og jeg en smuttur forbi McD og satte os op i parken for at spise vores burger. Efter kort tid ser vi flere possums løbe rundt under og i træerne og to sekunder efter udbryder Brian at der er en ved hans fødder, som han kan ae for. Da vi efter et stykke tid har fået nok af possums (og rotter) slingrer vi lige så stille hjemad mod hostellet.
- comments