MANDAG DEN 10. DECEMBER Som sidste blogindlæg beskrev var vi søndag eftermiddag ankommet til terrigal, hvor vi skulle bo resten af tiden mine forældre var her. Far var blevet hentet klokken tre om natten af en kollega fordi de skulle nå morgenflyet til Auckland. De næste fire dage skulle de ordne noget arbejde i både New Zealand og Australien, så mor, Brian og jeg måtte klare os selv i Terrigal. Hotellet vi bor på ligger med udsigt til en sø og havet og imellem havet og søen var stranden. Terrigal by ligger kun 10 minutters gåtur fra hotellet. Det regnede desværre en del dag vi vågnede, så en dag på stranden blev hurtigt udelukket. Vi besluttede derfor i stedet at tage ind og kigge på et kæmpe stort shopping center lidt uden for byen. Der var nu ikke noget specielt over centeret, andet end at det var stort, men mor og jeg valgte at få en mani- og pedicure så vi kunne have fine tæer, hvis nu solen valgte at komme frem. Imens vi fik fine negle, fik Brian en klipning. Efter at have gået lidt rundt i centeret købte vi lidt mad med hjem og hyggede på hotelværelset resten af dagen. TIRSDAG DEN 11. DECEMBER Om tirsdagen regnede det stadig en smule så vi kørte til den næststørste by i Queensland; Newcastle. Den lå lidt over en times kørsel væk og imens vi kørte blev vejret bedre og bedre. Da vi ankom til byen kørte vi først ud til de såkaldte 'Ocean baths' som i sin tid blev bygget så befolkningen i byen kunne bade i fred for hajer og gopler. De bliver stadig i dag benyttet og selv om det var en kold og blæsende dag, var der flere ude og svømme. Derefter kørte vi ind mod centrum og efter kort tid fandt vi ud af at Newcastle ikke har specielt meget at byde på. Da byen blev grundlagt var indbyggerne primært fanger der arbejdede som fiskere, havnearbejdere og minearbejdere i kulminerne. Idag har byen stadig den største eksport havn af kul. Efter frokost fandt vi dog en spændende katedral som vi brugte noget tid i, hvorefter turen gik hjemad mod Terrigal. Jo tættere vi kom på byen jo mere sorte blev skyerne og jo mere regnede det. Så vi købte en stak sushi med hjem og hyggede igen på hotelværelset imens Brian og jeg kunne planlægge vores videre tur. ONSDAG DEN 12. DECEMBER Efter vores sædvanlige morgenmad klokken otte, kørte vi ud format tanke bilen op, men da solen pludselig brød frem igennem skyerne kunne vi ikke komme hurtigt nok tilbage. Inden for et kvarter lå vi endelig ude på stranden i bagende sol og nød livet. Bølgerne var høje så der var fyldt med surfere i vandet. Her lå vi og dasede indtil vi blev sultne og gik langs stranden op i byen og fik frokost og shoppede, før vi gik tilbage på stranden og smed os igen. På trods af litervis af solcreme formåede vi alle tre at blive godt og grundigt brændt lidt over det hele. Værst var det med Brian som havde svært ved at sidde og ligge de næste par dage. Til aften gik vi op i byen og fik noget rigtig lækkert thai mad. TORSDAG DEN 13. DECEMBER Selvom det var dejligt vejr idag blev vi alle tre inde med vores aftersun lotions og aloe vera gel. Brian og jeg brugte tiden på at planlægge og købe billetter til resten af vores tur som lyder: December: 15-17: besøg hos Sue og Allan (i må vente i spænding med at finde ud af hvem de er!) 17-23: Melbourne 24-1: Sydney Januar: 2-5: Airlie Beach 6: Brisbane 7-16: Byron Bay 17: Sydney lufthavn = hjem! Vi nåede lige at bestille alle vores busbilletter inden vi skulle aflevere bilen og mødes med far og hans kollega Arne hos bilforhandleren. Bilen blev afleveret og vi kørte derefter med Arne og far på arbejde. De skulle ud at kigge på en kyllingefarm, som det firma de arbejder for, leverer ventilations og styringssystemer til. Vi fik en virkelig god introduktion til kyllingefarme og hvordan ventilation, vand, fodring er maskinstyret. Arne og far fik sig en snak med farmeren om hvilke optimeringer der kunne laves ved udstyret. Det var rigtig spændende at se, især fordi man så hvor godt kyllingerne havde det. Efter farmen kørte Arne os tilbage til hotellet, hvor vi lige kunne slappe af en times tid inden vi skulle ud at spise med Arne og hans kone. De har boet i Australien i 11 år med deres to børn som var 9 og 11 da de flyttede herned. De tog os med på en indisk restaurant hvor de kender ejeren og vi fik en helt fantastisk middag! FREDAG DEN 14. DECEMBER Denne dag mødtes vi med Arne, hans kone Majbrit og deres søns ven Philip, som bor hos dem det næste halve år. Vi hentede først deres båd og pakkede en kæmpe køletaske med frokost og kørte derefter mod vandet. Vi sejlede rundt i en masse små bugte imens Arne fortalte om alt hvad vi så indtil vi holdte ind tæt ved en strand og fik lidt hvidvin og nødder. Derefter sejlede vi videre og stoppede ved en meget lille strand omringet og med udsigt til nationalpark. Her spiste vi store rejer som en forret og efter maden var det første hold bestående af Brian, Phillip og far ude at prøve kræfter med vandski. Mor, majbrit og jeg morede os gevaldigt over de mange forsøg og fars kamp om at få skiene på(smidighed og balance er ikke to ting han kan prale af at være i besiddelse af). Far og Brian kom aldrig rigtig op at stå, men Phillip derimod viste sig at være et naturtalent og stod op efter et par gange. Da de kom ind spiste vi lidt mere frokost, denne gang kylling og salat og efter maden var det mors og min tur til stå på de hersens ski. Jeg var den første i vandet og kæmpede en del de første gange, men kom da op at stå til sidst. Kønt så det ikke ud, men det var sjovt! Det blev til to lange ture og en masse hvor jeg kun lige kom op og lavede saltomortaler ned i vandet igen. Fin fin vandkunst! Efter mig blev det mors tur og efter tre forsøg ville hendes knæ ikke mere, hvilket var rigtig ærgerligt for hun var meget tæt på. Da vi begge to havde prøvet, var det Arne og Majbrits tur til at vise hvordan det skulle gøres. Jeg siger bare at det var godt at de ikke prøvede først, for så var der ingen af os der havde haft lyst til at ligge og sprælle rundt i vandet og gøre os selv til grin. Det var en rigtig sjov tur på vandet og da vi var hjemme i huset igen begyndte madlavningen og aftenen fortsatte på terrassen med god mad og papegøjer overalt. LØRDAG DEN 15. DECEMBER Idag var afrejsedag for mine forældre, så da vi havde pakket alle vores ting gik vi først en tur i byen og blev senere hentet ved hotellet. Brian og jeg sagde farvel til mine forældre og gik imod busserne. Jeg er nu glad for at der kun går en måned før jeg ser dem igen, for jeg savner dem allerede! Brian og jeg fandt busserne og klokken kvart i fire var vi på ved mod Turros, som er cirka 6 timers buskørsel sydpå fra Sydney. I Turros bliver vi hentet af Sue og Allan som vi mødte i Abel Tasman National Park i New Zealand på vores kombinerede kajak og vandretur. De inviterede os dengang hjem til dem hvis vi på vores rejse kom forbi og det tilbud havde vi svært ved at sige nej til, for sjældent har vi mødt så venlige mennesker. Vi ankom til Turros ved ti tiden og her stod Sue og Allan og tog imod os. Vi havde næsten glemt hvor meget Sue kan snakke, så efter fem minutters køretur var vi allerede blevet udspurgt om vidt og bredt og hørt om hvad der var sket hos dem siden vi sidst så dem. Sue og Allan har en stor grund på flere hektarer, hvor de har oliventræer, frugttræer, søer, åer, en masse gamle landrovere og traktorer(Allans store passion er at restaurere dem) og et dejligt stort hus lige i midten med udsigt ned til Turros sø. Da vi kom ind kom vi på en lille rundvisning og fik hver et værelse, sagde pænt nej tak til småkager og drikkevarer, men endte alligevel med begge ting fordi Sue insisterede. Vi var jo sikkert sultne efter vores lange tur. Efter lidt mere snak var det på hovedet i en dejlig seng. SØNDAG DEN 16. DECEMBER Søndag morgen stod vi op klokken otte, fordi vi havde lovet at hjælpe med at pynte op til en julefest dagen efter. Vi blev nomineret "de unge lunger" og blev sat på ballon posten da vi ankom... Sue og Allan er med i en stor cykelklub med cirka 60-70 pensionister i alderen 60+ og de cykler flere gange om ugen. Den her gruppe af mennesker er ikke den normale pensionist gruppe, da de cykler mellem 100-300 km hver uge og her snakker vi primært mountainbiking i det meget bakkede skovlandskab. Efter oppyntningen og "de unge lunger" efterhånden var blevet "de trætte lunger" kørte vi ud for at kigge lidt på området. Vi kørte ud til kysten, hvor vi nød udsigten, så en farlig slange, en masse forskellige fugle og blev fortalt om plante og dyreliv af Allan og Sue. De er begge vokset op i byen og har en utrolig stor viden om hele området. Derefter kørte vi ud til en anden udsigtspost, hvor vi på vejen, var så heldige at se kænguruer! De var overalt, både store og små, hoppende, siddende og en af de rigtig store hoppede lige foran bilen(vi holdte heldigvis stille). Det er nogle kæmpe dyr og Sue og Allan fortalte at folk i området har hegn omkring deres huse, for at holde kænguruerne ude, fordi de er ret dygtige til at lave sabotage. Herefter var det tid til frokost, så vi kørte hjem og spiste en dejlig frokost i solskin på terrassen imens vi måtte finde et Danmarkskort frem og fortælle lidt om det dejlige danske land. Sue og Allan er begge skolelærere, Allan er pensioneret, men Sue arbejder stadig to dage om ugen og de er begge meget interesserede i historie og traditioner. Efter frokost blev der gjort klar til den store cykeltur imorgen og Brian og jeg afprøvede både cykelhjelme og cykler og måtte forklare den meget imponerede Allan, at man praktisk taget vokser op på en cykel i Danmark, hvilket var derfor vi sagtens kunne cykle. I Australien bruges cykler mere som en hobby, hvorimod det i Danmark jo primært er et transportmiddel. Efter cykeltesten var det blevet tid at udveksle billeder, imens der blev lavet aftensmad. Sue havde forberedt den helt store middag med en lammekølle og diverse tilbehør og de spurgte os hvordan vi plejer at spise middag, hvortil vi forklarede at vi stiller alt maden på bordet. Sue og Allan har altid anrettet alles tallerkner i køkkenet og derefter sat sig ved bordet og spist og de følte derfor at det var meget formelt at anrette maden pænt og stille de hele på bordet. Så i anledning af at de som de sagde, skulle lære noget nyt, blev både dug, sølvbestik og det fine stel hevet frem. Det var tydeligt at mærke at Sue og Allan har været gift i et par år, for de har meget tydeligt delegeret arbejdet ud imellem sig. Sue står for køkkenet og efter maden begynder hun at tage af bordet og jeg rejser mig og hjælper, imens Allan og Brian bliver siddende og snakker. Vi havde en dejlig dag og var godt udkørte efter maden så vi skynder os at hoppe i seng, da vi skal op klokken 6.30 og gøre klar til cykelturen. MANDAG DEN 17. DECEMBER Mandag morgen stod vi rigtig tidligt op, spiste morgenmad og kørte afsted mod cykelklubben. Vi fik en fin introduktion til "briefingen" som to danskere der havde søgt på nettet efter den bedste cykelklub i Australien og dermed var fundet frem til deres klub. Der blev dog også forklaret at vi havde mødt Sue og Allan i New Zealand for ikke at skabe for stor forvirring. Vi drog alle 60 afsted på vores cykler i tre grupper; den hurtige, mellemgruppen og hyggegruppen til sidst. Det første stykke tid foregik på asfalt, men hurtigt gik det over til grusstier og sandstier og det gik op for os at denne her gruppe er ret seje! Vi cyklede ved stranden, i skoven, i små byer, over broer og nød at opleve landskabet på en ny måde. Vi stoppede et par gange ved nogle udsigtsposter og hver gang snakkede vil med nye flinke mennesker, der var interesserede i at høre om vores rejse. Ved 11 tiden stoppede vi ind ved deres sædvanlige pitstop, hvor alle fik kaffe og en muffen inden turen gik videre. Derefter gik turen tilbage mod bilerne og her måtte Brian stoppe fordi han var punkteret for tredje gang på turen. Denne gang havde kæden sat sig helt fast, så tre mænd hev deres værktøj frem fra cykeltaskerne og begyndte at arbejde. Fem minutter efter var vi på farten igen og var inden længe tilbage ved bilerne. Efter cykelturen var det blevet tid til julefest, hvor der var helstegt pattegris og alle havde taget en ret mad og borde og stole med. Resten af eftermiddagen blev der spist og snakket indtil underholdningen startede. Der var både taler, sange og trommesolo og dagen før var Brian og jeg blevet spurgt om vi ville synge en sang. Da hverken Brian eller jeg er specielt gode til at syne besluttede vi os for at lære dem en dansk julesang i stedet. Jeg startede med at sige tak fordi vi var blevet inviteret med til både cykling og fest og derefter fortalte Brian om hvordan en traditionel dansk jul foregår. Så lærte vi dem den første del af 'nu det jul igen' og et kort øjeblik efter sang alle 67 mennesker nu det jul igen. Og så begyndte, traditionen tro, løbet rundt omkring i huset, som denne gang var erstattet af en løbetur rundt om den store pavillon og folk grinede, sang og havde en fest. Efter sangen og dansen kom hver og en fra festen over og sagde tak for et godt indslag og de var alle meget imponerede over at unge mennesker nu til dags tog initiativ til sådan noget. Fra da af indtil vi skulle hjem snakkede Brian og jeg med alle gæsterne som nu var endnu mere interesserede i at høre om hvem vi var. Det var en dejlig eftermiddag og de var alle nogle rigtig flinke mennesker! Resten af aftenen tilbragte vi med Sue og Allan og vi var først kørt ud for at se lidt mere af området, da vi kører forbi skolen som Sue arbejder på og Sue lægger mærke til alle bilerne ved skolen og undrer sig over hvad der foregår. Der går to sekunder inden hun råber og skriger at Allan skal vende bilen fordi hun har glemt at det er prisoverrækkelsesdag og hun skal uddele to priser. Så vi skynder os hjem igen og Brian, Allan og jeg er flade af grin! Sue kommer dog afsted til skolen i god nok tid og imens viser Allan os rundt på deres kæmpe grund, hvorefter vi lavede aftensmad, eller jeg lavede aftensmad imens Allan farede lidt forvirret rundt og besluttede sig for at kigge på billeder med Brian. Lidt senere kom Sue hjem og efter at have snakket hele aftenen var det på tide at komme afsted mod bussen og sige farvel. Vi måtte love, adskillige gange, at huske at sende mails med opdateringer omkring vores liv og at vi nok skulle komme tilbage på besøg næste gang vi var i Australien.