Profile
Blog
Photos
Videos
Som jeg skriver denne blog er der præcis 18 dage til forventet hjemkomst. Vi mangler bare liige Brunei & Borneo så kommer vi.
De sidste 3 uger er gået hurtigt. D. 8 marts fløj vi til Bangkok. Dette var samme dag hvor nyheden om det forsvundne Air Malaysia fly kom ud. 15 min. før boarding kunne vi på tv'et i lufthavnen se de Breaking news. Ikke videre betryggende. Udover dette havde Jarod været sløj i et par dage og alle symptomer pegede på Dengue feber. Ikke verdens sjoveste rejse til Bangkok. Tilgengæld var der, i anledningen af noget jubilæum, gaver til alle ved landingen. På kuffertbåndet i lufthavnen kørte der små gaver rundt til alle der havde været ombord flyet. Vi fandt en med Jarods navn og en med mit navn og så var lykken gjort… At det så var en kasse med noget badegøjl som vi ikke kunne bruge til så meget, ja det var af mindre betydning.Vi fandt vej til vores hotel og der var min Mor og Far.
De næste 15 dage stod på familie ferie. Først et par dage i Bangkok og hefter en tur til Koh Samui. På Koh Samui havde vi lejet et super fint lille hus. Her var der plads til os alle. Jarod lå i sengen og plejede hans sygdom og vi andre vandrede ned til stranden og arbejdede på at få en smule kulør. 4 dage efter ankomst var min Mor ca. ligeså brun som mig, mens min Far var ligeså hvid som altid.
Vi fik arrangeret en snorkle tur rundt om øen og det var ganske fantastisk. Et af de bedste steder jeg har snorklet. På et tidspunkt kunne man slet ikke se bunden for bar fisk. Virkelig imponerende.
Vores sidste par dage blev tilbragt i Chaing Mai. Her var vi på Cooking School hvor vi lærte at lave lækker Thai mad, selv Far har fået bevis på at han kan kokkerere! Vi var ude og ride på elefanter, skræmmende, men utrolig oplevelse. Sådan nogle er jo virkelig store! Bagefter badede vi elefanterne og de sprøjtede tilgengæld vand på os.
På vores sidste dag i Chaing Mai var vi på tur til de omkring liggende templer og natur områder. Vi svømmede i et vandfald, eller dvs. Jarod (den eneste Viking i blandt os) svømmende i vandfaldet. Vi andre mærkede på vandet og var ikke helt overbevist! Vi så et oldgammelt temple hvor en film var ved at blive optaget. Krigere bekæmpede hinanden og fløj gennem luften og festlige cirkel spark. Til slut var vi oppe og se "Hilltribes", mest af alt var det et stort marked hvor de lokale solgte deres varer. Der var et lille museum som fortalte om de forskellige "Hilltribes" og deres historie.
Vi gik igennem en lille have hvor der groede marihuana og opiumvalmuer. Jarod underholdte sig selv med at prøvesmage opiumen… Men hans største øjeblik var uden tvivl da han fik lov at skyde med bue og pil. Hertil skal det nævnes at jeg er IMOD alle former for våben i nærheden af min kæreste. Så det var med et stort suk at jeg kunne se ham sende en pil direkte ind i midten af en banan blomst! (...min pil røg udenfor banen og havde nær ramt den stakkels lille hund der kiggede på)
De gamles sidste dag i Thailand var også min Mors fødselsdag. Om morgenen overraskede vi hende med et kort fra hendes børn hvori der stod at hun skulle overnatte på 5-stjernet hotel i Bangkok. Vi fløj fra Chaing Mai til Bangkok og checkede ind på "Renaissance Hotel". Det var over al forventning. Flot pool, fitness rum, badekar på værelset og en skøn udsigt over Bangkok. Jarod og jeg havde to overnatninger da de gamle først skulle rejse sent og måske havde brug for et sted med mulighed for en lille lur og et bad (så venlige er vi nemlig...). Det var en dejlig afvigelse fra det sædvanlige Hostel værelse og vi nød en smule luksus. Bedst af alt var morgenmads buffeten. Mmmm… Brød, ost og syltetøj. Jeg var i himmelen!
Vi fik sendt de gamle afsted og de kom sikkert hjem til DK.
Nu har vi et par dage i Bangkok som bliver brugt på afslapning, shopping, frisør besøg og for Jarods vedkommende tandlæge.
Det har været en fornøjelse at snakke dansk igen og det har der været rigelig med mulighed for den sidste måned. Udover mine forældre har vi mødtes med Jarods (ex-) kollegaer Sigthor & Nikolaj. Jarods venner fra Australien/Danmark, Fie, Liam og lille Viggo. Vores nye kollega Ben & hans ven Mathias og bedst af alt så har vi en hot date med Daniel Ytzen på søndag. Jeg savner at have et socialt liv og dette har jeg fået en lille bid af den sidste måneds tid.
Nu er jeg bestemt klar til at komme hjem og indvadere KBH.
Ses vi?
- comments