Jens! Nu skal du altså skrive den blog, det er alt for længe siden sidst nu. Okay, der er sket rimelig meget her på det seneste, men jeg holder det kort, mest fordi vi skal være ude af vores Motel 6 om 44 minutter og så vil jeg jo gerne undgå at kede jer ihjel, hvis det kan lade sig gøre. Here goes. Sidst i hørte fra os var fra Whittier, som mere eller mindre ligger i LA. Derfra kørte vi heeeeeele vejen til Grand Canyon på en enkelt dag, hvor vi camperede i Bedrock City Camping og fik kigget og kravlenisset lidt på kanten af det kææææmpe store hul. Dagen efter kørte vi et stykke længere nord på til Lake Powell, hvor vi endnu engang mødtes med familien Denofsky. Det blev til en rigtig hyggelig dag / aften / nat ved den opdæmmede sø, og endnu engang sov vi i det fri.

Morgenen derpå blev der sagt farvel til både de generøse Denofskys og Arizona, idet vi kørte nord omkring Grand Canyon og mod Las Vegas, Nevada. På vejen stødte vi ind i Zion national park, hvilken blev en uventet spændende tur igennem de røde klipper, med tunneller, hårnåle sving og en massiv udsigt. Men hurtigt videre til Las Vegas! Det blev ikke meget vi fik gamblet, jeg klarede dog at miste 2.50 dollar til den enarmede tyveknægt. Ikke desto mindre blev det et mindeværdigt besøg, selvom vi ikke rigtig kunne hverken gamble eller drikke nogen steder. Vi befandt os hovedsageligt på The Strip, hvor alle de store kendte Vegas hoteller befinder sig, og det blev bestemt ikke kedeligt, bl.a. fordi man på et par af hotellerne på diverse tidspunkter kunne opleve forskellige happenings, som f.eks. springvandene ved Bellagio, vulkanen ved Mirage og Piratshowet på Treasure Island. Peter filmede det hele, så det får i alt sammen at se derhjemme i stuerne engang.

Nå, men videre til Hoover Dam. I Las Vegas sov vi endnu engang på motel 6, men nu var det igen tid til at campere lidt i det fri. Det blev ved Lake Mead, og her tog vi os lige en dukkert inden vi tog videre til dæmningen, som også var vældig fin. Det var rigtig nok en dæmning, og efter at have brugt en par timer på og omkring selvsamme dæmning kunne vi konkludere at den så ud til at holde tæt. Så vi tog videre imod Death Valley, "dødens dal", hvor der bogstaveligt talt kan blive helvedes varmt om dagen. Der er en masse fysik omkring det, noget med at det ligger under havoverfladen og vind og salt og erosion osv., men det vil jeg ikke kede jer med. Jeg lovede at gøre det kort og det går allerede rimelig dårligt som det er. Death Valley var virkelig en rigtig god oplevelse og uden for sæsonen var varmen og ørkenblæsten til at overkomme, og med hotdogs over ilden og pastasalat fra Food Mart blev det en dejlig dag i ørkenen. Her nåede vi også lige at få et glimt af både en roadrunner og en coyote og det så rimelig seriøst ud. Coyoteen havde dog hverken en kæmpe hammer, overdimensionerede raketter eller eksploderende fuglefrø, hvilket får mig til at tro at tegneserien måske ikke er helt virkelighedstro. Jeg vil dog lade det ligge for nu og lade tvivlen komme de gode folk ved Warner Brothers til gode. Jens! Folk er ligeglade, kom nu videre... seriøst...

Ja, præcis. Der er meget at fortælle om endnu, så vi skynder os videre. Som regel har jeg til min højre side i vores lille Dodge Calliber, Richard siddende med kort og instrukser. Men stædig som jeg nu ind imellem er, mente jeg jo, modsat Richard, nemt at vi kunne køre hele vejen op og ned og hele vejen igennem dødens dal på en enkelt tank benzin. Der måtte jeg dog komme til kort og give Richard ret i at "hov, det gik sgu ikke lige"... heldigvis kunne vi lige nå over det sidste bjergpas og trille lige så stille ned til den mere eller mindre forladte ørkenby, Keeler, og snakketøjet er der intet galt med, så efter en sjov lille samtale med hvad der måske nok er den sidste, men meget venlige, lokale i området, fik vi fingrene i noget der lignede et par liter benzin. Dette var heldigvis nok til at vi kunne tøffe videre til den nærmeste tankstation, så no harm, no foul, og så fik vi jo også lige en fin lille oplevelse ud af det.

Efter to dage i det fri, og trætte af sand og ørken, tjekkede vi igen ind på vores efterhånden andet hjem, Motel 6, denne gang i Ridgecrest. Her måtte vi dog klare os uden internet, så ingen bloggeri der. Men masser af bad og seng, så det var dejligt. Videre Jens, videre! Nåe ja, men så tog vi videre til Bakersfield og endnu et Motel 6, her med masser af internet, men ingen hukommelse, som lige kunne huske at skrive blog så man ikke pludselig sidder og skal skrive om to uger på en gang. Jens! Hey, hallo, Jens! Jo, ja, så skulle der ses kæmpetræer. Seqouias rettere sagt, i Seqouia National forest. Og camperes skulle der jo også. Det begyndte alt sammen meget godt. Vi kørte lige så stille op ad (national parkerne i USA kan godt lide at være enten højt oppe i bjergene eller i dale på den anden sidde af høje bjerge), og vi fandt lige så stille ud af at Memorial Day Weekend ikke er noget man skal tage for let på. Der var mennesker overalt og selvom træerne var umenneskeligt store og flotte, så var menneskerne umådeligt mange og overvældende, hvilket gjorde det umuligt at finde en campingplads, hvilket ellers var planen. Til sidst måtte vi give op og køre igennem natten til Fresno og Motel 6, som på grund af højtiden pludselig var blevet en del dyrere. Ikke desto mindre fik vi sovet, og vi fik trods alt en god dag ud af Seqouia. Vi fik krammet træer, klatret på klipper og sprunget frem og tilbage over brusende vandfald (det lyder farligt, men jeg kan forsikre jer om at vi efterhånden er noget der ligner professionelle klatrende idioter, så det er slet ikke farligt, bare idiotisk).

Så, nu er vi der næsten Jens, det går fint, bare bliv ved. Oooootay. Vi tog kampen op mod Memorial Day Weekend og menneskemængden, idet vi kørte mod endnu en national park. Denne gang Yosemite, som indtil videre er det højeste vi har været oppe, nemlig over 7000 fod. Her var stadig sne og den største, vildeste udsigt vi endnu har set, med snedækkede bjergtoppe, vandfald og klippeafsatser som kunne måle sig med Grand Canyon. Så det var alt sammen meget godt og vi var ved godt humør. Altså lige indtil vi skulle finde os en campingplads :(:(:(::((:(:(::( Jeg vil ikke komme for meget ind på hvad, hvor og hvorfor, men det endte med at vi bestemte os for at køre natten igennem til Lake Tahoe, som ligger en 3-4 timers bjergklatring nord for Yosemite. Her var det intet problem at finde en plads, bl.a. fordi Lake Tahoe åbenbart er lidt en overklasses attraktion, og her kostede det da også 28 dollars for en enkelt nat, modsat de 10-15 dollars vi ellers har skullet slippe. Kl. 4 om natten blev det dog hurtigt bestemt at der ikke var noget at gøre og vi besvimede alle tre i teltet efter en alt for lang dag. På campingpladserne her i landet kan man vente med at tjekke ind til morgenen efter hvis man kommer efter "lukketid", hvilket man nok må sige at vi gjorde, så vi måtte stå tidligt op for at blive registreret. Vi besluttede os dog for liiiige at prøve på at fedte lidt for rangerne ("skovpolitiet", i ved nok hvad jeg mener), og enten er vi gode med det engelske, eller også har vi bare set ekstremt sørgelige og søvnfattige ud, men det blev hvert fald besluttet af den flinke skovbetjentinde at vi bare skulle snige os lige så stille ud og så glemte vi bare de 28 dollars. Det lod vi hende ikke sige to gange, og nul sekunder senere sad vi i bilen på vej mod Sacramento.

Nå, men nu stod vi så med en masse dåsemad, pølser, brød osv., som vi jo skulle have brugt på campingpladserne, så vi besluttede os for at tage en nat ved Folsom Lake, lidt nord for Sacramento. Og her faldt vi endnu engang omkuld i teltet, på trods af myg, myrer og diverse andre insekter, som syntes at befinde sig både i hoved og andre steder. Efter en lur fik lavet vores lejrbål, og det skal lige tilføjes at det er noget nemmere at lave bål i en ørken end ved en søbred i småregn. Men vi fik da endelig spist vores hotdogs med bønder og hønsekødssuppe. Ellers blev det en stille aften ved Folsom Lake. Vi gik os en tur og sad egentlig bare og nød det lidt, da regnen efterhånden stilnede hen og skyerne åbnede sig for endnu en åbenbaring af en californisk solnedgang.

Tidligt næste morgen pakkede vi endnu engang vores telt sammen og kørte ind til Sacramento og Motel 6. Her har vi så brugt det meste af dagen foran fjernsynet, hvilket måske lyder lidt kedeligt og ærgeligt med Californien omkring os, men efter en lang Memorial Day Weekend var det lige hvad der skulle til for at køle lidt ned igen. Ved 2 tiden spankulerede vi så ind på the Golden Coral hvor vi brugte et par timer med all you can eat buffet, hvorefter vi rullede hjem og her er vi så. I Sacramento, med åndssvage tv programmer, en øl og maveslåning så det batter. Og endelig har jeg fået taget mig sammen til at skrive blog. Godt Jens!

Men kan i huske dengang tidligere hvor jeg skrev at jeg ville gøre det kort og vi skulle være ude af motellet om 44 minutter? Det er faktisk ved at være 3 dage siden, tilbage i Fresno. Jens altså... hvorfor laver du ikke bare starten om så? Det gad jeg sgu egentlig ikke lige til... og det er da os en meget sjov slutning ikke? Jooeh lidt. Måske ikke meget, men lidt, det vil jeg da godt give dig. Okay, men det var vidst det så. Jeg håber ikke jeg har kedet jer alt for meget. Der har været meget at fortælle, og jeg har desværre ikke fået det hele med, men det må i få en anden gang.

Mange hilsner fra os alle tre, til alle jer derhjemme!