Wow! What a rush at skulle sidde ti timer i Detroit lufthavn for at flyve i otte timer til Amsterdam for at sidde tre en halv time i Amsterdam for at flyve i en time til Danmark efter at have siddet i LA lufthavn i tolv timer for at flyve i fire timer her til Detroit. Det er ikke fordi vi glæder os helt vanvittigt til at komme hjem til Danmark lige nu.Men så er det blevet Peters tur til at skrive blog, og lige som de andre de sidste par gange har jeg haft svært ved at tage mig sammen til at komme i gang med at skrive, så alt er ikke længere helt friskt i hukommelsen, men here goes:Da Richard sidst skrev, stod vi og skulle af sted til Kashmir-koncert - og her kan man rent faktisk tale om noget der virkeligt var ”et rush”. Det var f***ing fedt. Der var tre bands, der skulle spille før Kashmir, og vi kom tidsnok til at høre band nr. 2, The Memorials. Vi havde ikke rigtigt nogen forventninger til opvarmningsbandene, men både The Memorials og det næste band, Shirock var rigtigt fede, og især førstnævnte forstod at fyre en satans masse energi af. Jens og jeg fik fyldt os med nogle øllerter, mens Richard måtte nøjes med Red Bull og vand, da han havde meldt sig ”frivilligt” som designated driver, og mens de første bands var i gang, faldt vi i snak med Craig, som var forsanger i det lokale band Eenik, der gav os en cd og inviterede os til koncert i Pasadena nogle dage senere. (Vil lige notere, at det her var en pisse fed aften, så har svært ved ikke at skrive en hel masse om den, men i må bære over med mig (eller springe videre til næste afsnit.)) NÅ, men endelig gik Kashmir på, og vi var super spændte - selv Jens, som ikke normalt lytter til bandet. Det var vildt mærkeligt at se et band som Kashmir, der er utroligt store i Danmark, optræde på en så lille scene og så tæt på os. Det var totalt fedt at stå og snakke dansk med dem mellem numrene, og Richard fik nogle ret grineren videoer på sin iPhone. Det var en sindssygt fed koncert - også selvom de hovedsageligt spillede nyt materiale (det gamle er fedest, whuuu). Bagefter fik jeg og Richard dog lidt nederen på over vores alder, da afterparty-ting-ovenpå-noget-fest var 21. Men Jens gik amok og ifølge hans mangelfulde erindring om festen ovenpå spillestedet fik han snakket med både medlemmer fra Memorials og Kashmir. ”Kæft mand, jeg fik fyret en masse lort af til Kasper. f***, jeg tror jeg svinede ham fordi han var fra København.” lød rapporten fra Jens.De efterfølgende dage var vi på Venice Beach og dase på stranden og gå totalt Kolmos i bølgerne (Richard og Jens hovedsageligt), en tur på Sunset Boulevard og købe flere cd’er (f***), nede i downtown LA og kigge lidt på Staples center og alle de mange belortede Lakers-fans (go Boston), og om tirsdagen til koncert igen i Pasadena som tidligere omtalt. Vi fik snakket lidt mere Craig, som genkendte os da vi ankom, og drukket nogle øl mens de første bands spillede. De første bands var totalt nice, og Richard og jeg blev hurtigt vilde med det ene, That Noise, og fik da lige købt deres cd’er (f***). Vi stillede os oppe foran da Eenik skulle på, og de var skide gode. Der var en masse energi og Craig og bandets bassist imponerede virkelig.Næste dag måtte vi ”tidligt” op for at møde Christas svoger, Dale, for at aflevere hendes guitar, som vi har lånt på turen (en million gange tak for det). Vi skulle møde ham ved skateparken ved Venice Beach og selvfølgelig kom vi for sent af sted og selvfølgelig var trafikken helt umulig. Vi kom over en halv time senere end aftalt, og vi havde så godt som givet op efter i en halv times tid at have spurgt tilfældige fyre rundt om skateparken om deres navn var Dale. Da vi så var på vej væk derfra, mødte vi en fyr, der spørger efter Richard, som så underligt nok viser sig at være Dale. Han tog os med på kinesisk restaurant, hvor vi spiste family style, og det var totalt nice. Derefter blev det til en tur ned ad Boardwalken og endnu en eftermiddag på stranden.Torsdag var i igen på Venice og fyre den inden vi tog tilbage til motellet for at se NBA-finalen (lort). Fredag var action-packed peewee, for der stod den på Six Flags, som er en forlystelsespark med de mest sindssyge rutsjebaner. Vi startede hårdt ud med at stå i kø i halvanden time ved en forlystelse for bare at gå vores vej, da den var så moden at gå i stå. Mega fed. Som i måske kan regne ud fra det, var der åndssvagt mange mennesker i parken den dag, og set i bakspejlet skulle vi måske have valgt en anden dag end en fredag. Vi fik prøvet en masse vilde ting, bl.a. noget med noget Terminator, noget med noget Batman, noget med noget Riddler’s Revenge, noget med noget Goliath, noget med noget Collosus, noget med noget Scream og noget med noget Superman. Det er de mest vanvittige forlystelser, jeg har set, og det var vildt sjovt. Goliath var måske den allervildeste og det allersjoveste. Måske lige med undtagelse af Superman, en forlystelse, som accelererer fra 0-160 km/t på seks sekunder og fyrer, jeg ved snart ikke hvor langt, op i luften. Vildt fed oplevelse, som måske havde været endnu federe, hvis man ikke skulle stå i kø en times tid ved hver forlystelse.Så fik jeg også skrevet en hel masse her. Håber ikke, det er alt for kedeligt at læse, selvom det er det nok egentlig lidt, men blogges skal der jo, og når nu vi kun i begrænset omfang (eller nu slet ikke) har mulighed for at fortælle andre om, hvad vi har oplevet, så fungerer det her glimrende.Det kunne godt tyde på at det her blev den sidste blog og med det er det jo så også ved at være slut mht. vores rejse. Det bliver vildt mærkeligt at komme hjem til Danmark igen, nu hvor man har været her så længe og har vænnet sig til landet osv. (selvom jeg er sikker på, vi alle glæder os til at komme hjem til jer derhjemme). Det har været fantastisk, vi har oplevet helt vildt meget, og det er nok ikke noget vi nogensinde kommer til at glemme. Mega svedigt.