Så er det blevet min tur igen, altså Jens i ved, og vi har nu været i Washington D.C. i noget der ligner 4 dage. Her er virkelig smukt, med store avenue'er hele vejen igennem byen, brede fortove og antikt udseenede bygninger. Her er dog langt fra så konstant levende som i New York, hvor alle dage var en lørdag, hvilket vi opdagede i forgårs, som så åbenbart var søndag. Alting ligger mere eller mindre i gå afstandt fra vores hostel, så Washington Monumentet, Capitol Hill, Det Hvide Hus og alle de forskellige memorials, blev klaret på en enkelt dejlig, måske lidt for solbrun, dag. Washington er virkelig en turist by, ikke bare for folk som os, men også mange amerikanere strømmer til for at se og respektere de mange war-memorials. Resten af tiden har vi brugt på at se China Town, Arlington Cemetery, sidde på "ESPN-bar" og se basketball og hockey playoffs, spille pool og snakke med vores nye ven, levemanden og oldtimeren Lawrence, som vi lige får en snak med hver dag om dagens oplevelser / oplevelser to come, og ofte en lille status update vedrørende tilstanden på hans efterhånden godt gennemtævede lever. Stakkels Lawrence kan hverken drikke alkohol eller spise fastfood længere, efter et langt liv med lidt for meget af samme. Han synes dog ved godt humør, og har altid en god historie om diverse steder i USA, som han har hitchhiked sig til i sine unge dage. Bl.a. skulle damerne i Scottsdale, Arizona være "loaded with money", så når man nu alligevel er i nærheden skulle man måske tage forbi.

En hurtigt, lille, sjov historie: Vi går rundt og nyder solskinnet omkring Capitol Building, passer os selv, da jeg bliver bedt, af en stramt påklædt herre og hans ven, om at tage et billede af hvad jeg tror er dem og den flotte udsigt. Det viser sig dog at det er mig der er målet for forevigelsen. Det siger man jo ikke nej til, og billedet bliver taget, thank you very much. Og ja, jeg tror ikke der var nogen tvivl om at drengene her svingede til den anden side punktum Dette er dog ikke et enestående tilfælde, da vi alle tre i løbet af ugen, er blevet fotograferet af, og sammen med, tvivlsomt påklædte gentlemen. Og det er nok heller ikke det sidste vi hører fra deres side. God bless the gays.

Aaaanyway. Klokken er nu ved at være 1 på en sjælden regnfuld eftermiddag, og vi har tjekket ud for denne gang fra Hostel International. Der er nu bare tilbage at vente på flyet til Phoenix, i morgen tidlig kl 6, hvor vi har hørt en lille fugl synge om thanksgiving dinner ved Richards tante, så det glæder vi os alle tre vældig meget til.

Til slut vil jeg lige smide en hilsen ud til min søde mutter, mine to dejlige mostre og alle de andre derhjemme hehe det er rart at høre fra jer. Richard og Peter hilser selvfølgelig også. Jeg mener det er Richards tur til at blogge næste gang, og det bliver nok fra solrige Phoenix kunne jeg forestille mig, så indtil da må i have det så godt, for det har vi hvert fald.

Jens