Skotland dag 1: Morgenen startede enormt tidligt. Søde Frede havde lovet at køre mig til lufthavnen i Aalborg så det krævede at vi kom afsted i ordentlig tid således han kunne møde til tiden på sygehuset. Kl 05.15 sad vi i Monas bil som vi pt har lejet indtil vi får vores egen lille polo i næste uge. Vi kørte nordpå og nåede lufthavnen i rigelig god tid. Klokken var kun lidt i 07, så jeg havde masser af tid. Vi sagde kort på gensyn og Frede drønede så videre imens jeg tjekkede ind. Jeg fik en lille morgenbuffet mens jeg sad der og ventede, og så gik jeg ellers igang med lidt mails og telefonopkald. Anne og SL dukkede op lidt efter og vi fik snakket lidt inden de skulle boarde kl 8.40. Jeg selv boardede først kl 9.55 men heldigvis til tiden og med en af de der små Fokkere. De larmer men klarer det hele fint. Afsted gik det og skæbnen ville at jeg kom til at sidde ved siden af en sød dansk dame som var på vej hjem til Montreal i Canada. Der havde hun boet i 30 år og jeg udnyttede selvfølgelig chancen for at spørge til min visum situation. Jeg er netop blevet nægtet arbejdstilladelse i Canada nemlig og det betyder at mit ophold på UBC er udsat på ubestemt tid. Den rare dame sagde at det lød meget usædvanligt og at en anden immigration officer nok ville se anderledes på det. Jeg fortalte hende derpå om min bekymring ift at komme ind i Canada på et turist visum nu hvor jeg er afvist ift arbejde. Hun var meget rolig. De har for det meste ingen skrupler med europæere og slet ikke danskere. Fordi jeg er afvist fra at arbejde burde det ikke betyde at jeg ikke kan være turist. Det vil de altid betragte som noget andet. Heller ikke selvom jeg kommer lige i kølvandet på en arbejdsafvisning. Hun sagde derfor at jeg sagtens kunne lege turist i Canada. Ikke nævne noget om afvisningen og kun forklare hvis nogen spurgte at: ja, det er rigtigt, men fordi jeg jo havde købt billetten så var jeg nu taget på ferie. Jeg skal bare have hjemrejse billetten samt vores rejseplan og hotelbookninger klar så jeg kan vise dem beviserne. Alletiders!

Dette blev så bekræftet da jeg landede i Amsterdam og fik signal igen. Immigration sagde det samme pr mail så nu har jeg det også på skrift. Derfor gik jeg nu igang med at ændre billetten. Det var besværligt! Dyrt, besværligt og helt igennem uoverskueligt oven i alt det andet. Tina (vores AU sekretær) gjorde hvad hun kunne og endelig lykkedes det at ændre billetten så jeg flyver med Fredes fly hjem D 6/8. For den lette sum af 3890kr! Så er den ferie også betalt da!

Bortset fra det fik jeg tjekket diverse forsikringer til bilen. Bestilt forsikring, snakket med banken, snakket med bilforhandleren, snakket med Tina igen og omregistreret bilen. Chris! Og så fra Amsterdam.

Flyveturen til Edinburgh gik fint. En kort en med flot udsigt. Ved indflyvningen fløj vi lige over Arthurs seat og Edinburgh midtby, det var så smukt. Jeg landede til tiden der, faktisk 10 min før og kom af flyet i en hulens fart for Anne og SL var forsinkede fra KBH så jeg ville se om jeg kunne komme først ud til Mona som ventede i ankomst hallen. Mona havde været 2 en halv måned væk i Finland og der var sket så meget i vores begges tilværelse. Nu glædede jeg mig bare vildt til at få hende hjem.

Indenfor i paskontrollen ventede en
virkelig lang kø. Jeg havde vidst ramt primetime. Heldigvis gik det nogenlunde og jeg var ude efter 30 min. Kufferterne var forsinkede men de kom dog selvom det ikke virkede til at der var styr på en skid derude. Ud til Mona som havde siddet klar siden kl 09 og så ellers over efter bilen for at udnytte ventetiden til Anne og SL kom. Det tog også en farlig tid med alt den info. De havde ikke flere cactus så vi fik i stedet en Fiat 500x. En fin en. Anne og SL dukke op lige som vi fik de sidste papirer, og så gik vi ellers i samlet flok ud for at finde dytten. Den var en fin høj lidt mere cross country model. Ikke vildt stor men den kunne lige nøjagtig rumme os og vores voldsomme oppakning. Jeg skulle køre og var godt nok lidt nervøs for det der venstre sidede halløj. Underligt at sidde i den anden side inde i bilen og min gearhånd ville konstant gribe ud i døren til højre. Vi svingede ud på vejen og jeg var fuldstændig fokuseret på at afstandbedømme og placere mig rigtigt. Det var godt nok underligt! Specielt de der spejlvendte rundkørsler!

Vi kørte i langsomt tempo ud af Edinburgh mod nordvest. Mod højlandet. Desværre var der masser af kø mod Dundee og Stirling men vejret var fantastisk og vi havde det skægt med at høre Svedbanken samt Chris og chokoladefabrikken. Trafikken gled og vi kom efterhånden længere nordpå. Solen skubbede stadig og vi nød det flotte landskab og får og køer på markerne. Vi gjorde et par få stop på vejen og tog billeder. Længere nordpå kørte vi kort igennem Cairngorm National Park da vi skiftede retning til nordvest og videre derfra til Spean Bridge. Alt dette imens SL sad i kø på telefonen for at fortælle hotellet at vi kom for sent. Meget for sent. Check in var kl 18 og GPS'en sagde vi var der ved 22 tiden! Inden da havde vi spist sund og nærende aftensmad - på burger King. Egentlig mest fordi vi var åndsvagt sultne og ikke kunne overskue det vilde. Her fik vi provianteret til morgenmad og aftendrinks samt snacks til vores tur i morgen. Bilen havde siden start klaget over dæktrykket. Nok fordi vi havde pakket den til randen og så lige lidt mere. Der var faktisk kufferter over alt. Mona sad i klemme mellem 1 pose og to rygsække og Anne og SL på bagsædet med min gigantiske røde kuffert i mellem sig plus diverse jakker, rygsække og småting. En køn forsamling!

Nå, men ved Burger King fik vi arrangeret dæk-tjek som bestod i 4 tøser som forvirret rendte rundt om bilen for at finde en anvisning på trykket ift oppakningen. Det tog sin tid. Instruktionsbogen blev ivrigt bladret og handskerum og døråbninger undersøgt. Instruktioner fundet og derpå blev dækkene ordnet af SL og undertegnede.

Vejen til selve hotellet var også lidt af en udfordring. En ensporet vej med få vigepladser, får på vejen og en masse bakker. Det gjorde dog bare oplevelsen endnu mere real. Ud på landet med os, og i rigtig højland maner. Vores lille hytte var låst men Mona og jeg tog en chance og hoppede ud af bilen for at spørge omkring os. Der var ikke mange mennesker derude, men ved en sluse mellem søerne stødte vi på nogle hollændere som sendte os ned på den lokale båd-pub. Ja, en pub på en lille båd! Vi smuttede på dæk og spurgte om hjælp. Til vores held var det viste det sig at vores kommende naboer sad i baren og hyggede sig med en øl. De havde låst vores dør af frygt for at folk ville gå ind, og lagt nøglen under måtten. Så nu var vi klar til at tjekke ind. Endelig!