Svalbard 9/2:
Ovenpå en åndsvagt nat med nærmest ingen søvn, vågnede jeg, fuldstændig ødelagt. Helt tør i næse, hals og svælg og øm overalt. Jeg var taknemmelig for at jeg ikke tog med Mona og de andre ud den nat. De havde haft det svært. Hård vind og -12 grader. Dog havde de set en smule nordlys! Mona og jeg stod op klokken 08 og kom i tøjet. Vi ville ud for at se det blå lys som nu så småt kom til syne over smukke Svalbard.

Svalbard er 63.000 kvkm permafrost med knap 2500 indbyggere hvoraf de 1000 er russiske og ukrainske minearbejdere. Øgruppen ligger på mellem 74 og 81 grader nordlig bredde og vi bor så i Longyearbyen som ligger på 78 grader nordlig. Vi er med andre ord krydset polarfronten for LÆNGE siden. Vindene her bliver meget sjældent skiftet med nærliggende klimabælters og derfor er de østlige polarvinde deres egen og helt rene og klare. De blæser ind fra det russiske ishav og efter at runde Svalbard og Grønland suser de retur mod Nordpolen. Den største befolkning her består ikke af mennesker men af isbjørne. Her er en nogenlunde fast population på ca. 3000 og dertil kommer både polærræve, Svalbard rensdyr (ja deres egen art!), over 300 plantearter (om sommeren) og et hav af fugle.

Dette skulle vi så nu ud i. Vi blev samlet op kl 10 og kørte i en lille bus med 6 andre ud i INGENTING. Stadig tusmørk og kun meget lidt blåt lys. Vi tumlede rundt i den lille bus på nogle grus/is veje afmærket med røde plastpæle. Ud mod en dal kaldet Bolterdalen. Her kørte vi op af en skrænt og sad kort efter fast i sneen. Det tog guiden, Ben, med ophøjet ro. Det sker flere gange om dagen! Imens vi sad der og ventede på en trækker kunne vi se endnu et rensdyr gå og "græsse". Ben fortalte at vi nu var i slædehunde området. Det kunne kendes på da mange indhegnede hundegårde. Hundene går i kæder og har hver en lille hytte som er hævet fra jorden. Hytten er i træ og har ingen isolering eller anden form for polstring. Hundene bruger dem meget lidt men dog til at sove i eller på om natten.

Vi blev trukket fra af vores anden guide og kom op på toppen til Green dogs hovedkvarter. Her var en hylen og gøen af den anden verden. Os ud af bussen og ind til omklædning. Støvler, heldragt, refleksveste og huer blev skiftet til polar-version. Rens kaos med så mange mennesker i en lille barrak. Derpå ud til de laaange rækker af hunde i deres små hytter. De hoppede og dansede i deres kæder for der var ingen tvivl om hvad der skulle ske. Alle fik en hurtig breefing i slædehunde kørsel og vi var så heldige at alle kommandoer var norske så den klarede vi let. Stop, højre og venstre. Mona og jeg fik slæde nummer 3 og 6 hunde. Vi skulle i alt 8 slæder afsted med hver to mand på og 6 hunde plus en ekstra slæde med 11 hunde, oppakning og 3 mand. Mona skulle starte med at køre da jeg ikke havde megen luft og jeg skulle derfor holde hundene. Sådan stod vi alle. En på slæden og en på de to føre hunde i en hulens tid mens de mange slæder blev klargjort. Som vi stod der løb guiderne mellem hinanden med den ene hund efter den anden, frem og tilbage. Hundene gøede hylede og skreg. Nogle tissede, og andre kastede op. De stressede helt vildt. De gejlede hinanden op og andre knurrede ad hinanden. Enkelt rystede og så meget sølle ud. Jeg havde en noget blandet følelse i maven som jeg stod der med mine 6 hidsige dyr. Mine to førehunde drenge var ikke perlevenner og den ene stirrede hårdt på mig fordi jeg stod der og holdt ham. Det var jo heller ikke helt fair kan i godt se. Mona holdt skansen ved slæden og jeg gjorde hvad jeg kunne for at se ud som om jeg havde komplet styr på dyrene. Midt i det hele begyndte hundene at komme op at slås på kryds og tværs. Vores var ikke impliceret men Ben begynde at råbe op at nu skulle de andre skynde at få de slæder klar så det ikke gik helt i kage. Mine hunde snerrede også at hinanden. Jeg kunne lige mase et knæ imellem dem for ellers havde ham den store trynet den lidt mindre fyr. Tossede drenge.

Let go! Endelig forløsning, og vi kom afsted som nummer 3, i fuld 4-spring. Jeg løb fra førehundene og kastede mig på slæden som blev løsnet og så fór vi ellers afsted. Weee det var fedt! Hopla og op på en bakke og ned igen med nogle kæmpe hump. Jeg var ikke til at skyde i sænk. Det var SÅ fedt endelig st prøve det og mærke den kæmpe kræft og glæde sådan 6 glade tossede hunde udstråler. Og så i det landskab! Solens stråler tittede frem bag bjergene og de -8 grader var ingenting nu vinden havde lagt sig. Mona styrede fint og vi fulgte let med da vi tilsammen ikke vejede meget. Det gik let derud af gennem en dal hvor vi kørte på noget fint sne i et spor efter de andre. Her var tempoet let og hundene kunne endda lige trække til siden og turbo-tisse. Typisk lige oven i hinanden. Nogle af dem kedede sig og bed i sneen eller lavede små de-tours så vi måtte holde dem i en skarp tone. Vi så en del rensdyr på vejen også. De så mega fluffy ud i deres vinterkostymer.

Længere fremme begyndte vi langsom stigningen op på fjeldet. Det gik i etaper og vores hunde klarede det med lethed. Mona måtte endda til tider bremse selvom det gik op ad for ikke at køre de andre ned. Op og op. Nogle gange ned igen men i alt steg vi 318 meter på 2 timer og endte til sidst med at køre i dyb sne oven på en gletsjer. Heroppe kom vinden igen og landskabet var nu komplet hvidt. Heroppe kunne vi se en camp af 3 små røde telte som var slået op samt et andet mørkt canvas telt på den anden fjeldkam. Her bremsede vi hundene og gravede lange kæder frem så de kunne tøjres. Samtlige hunde kom i kæde og slæden stillet lidt væk. Det tog igen noget tid, og den brugte vi sammen med vores hårdtarbejdende slæng. Hundebasserne. Jeg havde igen holdt de to forreste slagsbrødre og ville nu prøve at blive lidt mere ven med stirre kongen Dverg. Det gik imidlertid let. Dverg maste sig ind til mig med sit kæmpe mæssige hoved. Ind under armen. Så jeg satte mig ned til dem og nussede det bedste jeg kunne med de bamsede luffe-hænder. Hans lidt mindre makker, Laden, var mindst lige så sød og begge var utroligt blide og rare. Ingen problemer med øjenkontakt eller berøring, tværtimod nærmest. Mona havde også held med det bagerste makkerpar. Store Wasabi og hvide vamsede Gamm. Gamm tissede på alt. Både slæden og sågar monas bukser. Han var i det hele taget en tosset hund. Legede med alt, rullede i sneen ved enhver lejlighed og bed og træk i kæder og liner såsnart der var tegn til pauser. Men kærlig og blid. Store Wasabi tog sig et velfortjent hvil på slæden da vi ikke lige kiggede. Han gav faktisk endda en balle da jeg satte mig hos ham. Ja, så venlig er han!

Det midterste par var enormt kejtet. Endnu en kæmpe hund Cruiser, og så den lille forkomne Tika. Hun var sådan en lille undskyldning i sig selv. Frøs om fødderne og krympede sig når man nærmede sig hende. Vi havde meget ondt af hende og havde på fornemmelsen at hun ikke lige var i sit ønske-element. Dog var hun dygtig foran slæden og lavede, modsat drengene, sjældent ballade. Vi var faktisk overbeviste om at hun var en ung hund, højest er par år at dømme efter hendes hvalpede udseende. Ben fortalte dog at hun faktisk var en meget gammel og erfaren husky, så hun holder sig godt!

Mens de andre 7 hold fik tøjret deres slæder og hunde kunne vi begynde at mærke vindens magt heroppe. Man bliver lyn hurtigt afkølet også selvom man er pakket ind som en anden Michelin mand. Det viste sig at vi skulle ned i den lille sammenfaldne canvastelt. Alle sammen. Herinde maste vi is sammen på nærmest ingen plads. Teltdugen var dækket af store iskrystaller og vi varmede luften derinde forbavsende hurtigt op. Vores ånde gjorde det svært for kameraerne og vi opgav derfor hurtigt at forevige dette digitalt. Ben pakkede vores frokost op. Frysetørret føde på plast. Sådan nogle specialpakker hvor man tilsætter kogt vand og ryster, og voila så er der bøf bouillon med nudler! Det smagte til min store overraskelse vildt lækkert. Der var utroligt meget smag ved det og jeg var vidst alligevel sulten selvom jeg overhovedet ikke havde skænket min mave en tanke. Til dette udsøgte måltid var der endvidere en chokoladecookie og en plastic ske. Efter måltidet blev der delt hjælme og pandelamper rundt. Ben sad lige ovenfor et lille 80Ø hul i sneen hvori der var en stige placeret. Her skulle vi ned! Vi sad nemlig oven på en kæmpe gletsjer gang som leder ned i is grotterne under og i gletsjeren. Det lille hul så for mig mega faretruende ud. Det i forvejen croudede telt gjorde ikke klaustrofobien bedre og tanken om det lille bitte hul og de 16 mand i stort tøj var lige ved at spille mig et puds. Jeg tog mig dog sammen og fulgte efter Mona da hun sænkede sig ned. 24 meter ned under isen ad kæmpe meterhøje snetrapper. Herinde åbnede sig gange i både smalle og brede formater. Store hulninger, frosne vandfald, sylespidse istapper, islag i tusind farver og et spejlblankt gulv som man virkelig skulle træde varsomt på. Her var så utroligt smuk. Intet kamera kunne fange det som det så ud, men vi forsøgte dog det bedste vi havde lært. De 16 mand bevægede sig langsomt længere og længere ind i isen. Lydene var sjove. Snakken lød som om den kom fra alle sider. Men kunne hurtigt tabe orienteringen hvis ikke det var for pandelamperne. Jeg havde egentligt tænkt at den store hjelm var lidt træls til at starte med, men det gik ret hurtigt op for mig hvorfor den var der. Man knaldede simpelthen hovedet ind i alt. Det var faktisk svært at se hvor fødder, arme og hoved var på samme tid. Vi skulle jo både slange os, mase igennem, kravle og krabbe os frem, alt imens vi skulle styre kameraer, lygter og oppakning. Hulens temp var rar. Konstant -2 grader og derfor er den også tit tilholdssted for folk som ikke kan få varmen.

Vi gik ca 6-800 meter inde i gangene. Vi svedte ved det og luften var for en gangs skyld fugtig. Fugtigheden er ellers på under 50% og udtørrer ALT. Hernede var det dog lækkert! På vejen op var det en hård omgang med at trække sig selv det meste af vejen. Vi kom dog op og oppe i teltet fik vi The og kaffe inden vi skulle ud til hundene igen. De havde krøllet sig sammen til små kugler i vinden. De havde ikke sne om sig da vinden tog det hele, men de så fine ud som de lå det som perler på en snor. Det blev selvfølgelig en værre ballade igen da vi gjorde anstand til take off. Jeg var nu ved roret og skulle med min vægt styre dyrene ned ad gletsjeren igen. Det blev sværere end beregnet! Hundene fór afsted da vi trak ankeret. Uden Mona og lige ind i den anden guide. Han fik dem heldigvis bremset og Mona smed sig på i sidste øjeblik. Ned gik det. I et vildt tempo. Ca 20-25 km i timen. Jeg kunne på ingen måde holde dem. Bremse ja, men stoppe NEJ! Det gik for hurtigt. Alt for hurtigt. Jeg panikkede fuldstændig og lagde alt min vægt i uden held. Ingen af os var med på hvad i hulen vi skulle gøre. Smide os kunne vi ikke i det tempo. Pludselig væltede slæden foran os og vi måtte råbe og skrige at de skulle flytte sig! Ellers havde vi kørt dem ned på stedet. Videre fløj vi! Over stok og sten med hjertet i halsen, svidende hænder og krampe i benene af at holde igen. Slæden blev slynget til højre og venstre og over hoppene måtte jeg holde fast med alt jeg havde i mig for ikke at stryge af og overlade Mona til det visse mareridt. Vi fløj op foran Ben som pludselig forstod at den var gal. Vi smed ankeret! Det virkede med Bens hjælp, og fik derpå byttet fører med rystende kroppe i en helvedes hast. Mona kom til og jeg kom på slæden. Afsted igen! Denne gang med 20 ekstra kilo på bremsen. Og så gik det sku. Mona klarede det flot ned af de sidste 3 stigninger og jeg kunne godt mærke at det betød noget med vægten. Aldrig før har jeg ønsket mig at veje 100kg eller bare 80! Nede i dalen bremsede vi igen og byttede. Jeg fik spandet resten af vejen og nu var hundene også langt lettere at styre eftersom iveren havde lagt sig. Det var SÅ fedt! s*** jeg ønsker mig et hundespan! Vi tog snoede ruter gennem det frosne flodleje og tog små ture op og ned. Jeg nød det virkelig og fik godt styr på kommandoer, bremsen og ikke mindst stop. Længere ude snublede stakkels Wasabi og haltede derpå lidt. Han var lidt stakkels men klarede den. Cruiser skulle endvidere af med en prut midt i det hele og her måtte jeg virkelig arbejde for ikke at køre hele molevitten ned. Ellers var det meget idyllisk at køre der i mørket og stilheden.

Lyser fra green dog HQ kom til syne da vi næsten var tilbage. Det lignede næsten en ufo. Vi tog en stejl climp lige inden og jeg måtte ned og hjælpe hundene. Derpå let ligeud og hjem til husene. Her blev vi parkeret med anker og så gjalt det ellers gøen, hylen, skrigen og råben igen mens hundene fik deres respektive pladser. Jeg hjalp med vores basser og de stod heldigvis på en række så det var ok let at finde ud af. Vi nussede dem så godt vi kunne som tak for deres slid og sendte en kærlig tanke til lille Tika som var så ked. Hun så dog ok ud nu da hun fik sit hus og aftensmad.

Resten af eftermiddagen bød på hvalpeboom i hundegården. Først så vi de 3, 3 mdr gamle babier og derefter 6 3 uger gamle vovser som kun lige havde fået øjne. Til sidst 5 6 mdr gamle tossehoveder som havde en stor gård at lege i. De var utroligt søde og kontaktsøgende. De stjal endda monas handske som folk rendte forvirret rundt for at finde. Sikken et cirkus. Det er sku godt nok en speciel måde at holde hund på. Det er så råt og der tages ikke mange hensyn. Heldigvis var der meget få hunde som så kede ud. Det trøstede!

Dagen blev sluttet af i deres kaffehytte med sludder, the og cookies. Ben fortalte historier og vi fik varmen inden vi skulle retur til Longyearbyen. Vi kørte ved 17 tiden og var tilbage kort efter. Her styrede vi direkte efter en stor arctic beer og noget mad. Sultne var vi ikke rigtig men vi trængte til energi. Vi tog på Kroa som er et hyggeligt sted lige overfor vores hotel. Jeg fik pizza og Mona en burger samt masser af vand. Vi var totalt dehydrerede og lettede over at vi havde klaret den. Vi var nok egentlig lidt chokerede men også stolte over os selv. Mine arme syrede stadig oven på nedstigningen og benene værkede. Så efter maden gik vi en kort tur for at løsne op og fordi nordlys indekset var mega højt. Vi så faktisk lidt. Lige uden for hotellet. Kun meget let, men det var der. Det dr svært at skelne fra skydække men det er også fordi det er så svagt. Fedt alligevel! Vi gik egentlig for at komme væk fra gadelyset men det lykkedes os ikke. De har mange gade lamper faktisk og med dem er det for svært at se hvad der sker på himlen. Så vi vendte om og gik hjem trætte og kolde men stadig høje efter den mega fede dag med hundene.