Da vi landede i Manila fandt vi hurtigt en bus mod Batangas hvorfra vi tog en båd til Puerto Galera som er den by på øen Mindoro hvor Kira var. Da vi ankom stod Kira klar med åbne arme og et stort bredt smil. Jeg havde ikke set hende i 6 mdr, så gensynsglæden var stor. På Phillippinerne kører man hverken med tro-tro eller tuk-tuk, men med tricycles. En tricycle er lidt som en motorcykel med en overdækket sidevogn, og hvis man er phillippiner (eller Kira) er man af den overbevisning af der sagtens kan være 10-12 personer på sådan en, så det er en ret billig transportform.

Kira har været på Mindoro i fem måneder, da hun har været frivillig på børnehjemmet "Stairway" for gadedrengebørn. Stairway er grundlagt af et dansk/amerikansk par og startede som et sommerprojekt, organisationen har vokset sig meget stor og omfatter nu også oplysning og forebyggelse af seksuel misbrug af gadebørn. Dette blev iværksat da de på Stairway opdagede at ni ud af ti af deres anbragte børn var blevet seksuelt misbrugte. En del af Stairways oplysende arbejde er at invitere børn, fra de højere sociale lag, på en camp på Stairway. På denne måde vil de rige børn også få en forståelse for hvad det vil sige at være fattig og at bo på gaden. Vi fik lov at bo på Stairway i fire dage, og da vi var der, var den amerikanske privatskole i Singapore på camp. Vi fik lov til at deltage i nogle af aktiviteterne for børnene, bl.a. blev der en aften fremført et skuespil med personfortællinger fra tidligere gadebørn. Det er uhyggeligt hvad de børn har oplevet, og især fordi at folk er ligeglade. En pige fortalte hvordan hende og hendes ni-årige søster var blevet solgt til en rig hvid mand. Hendes mor havde ikke andre alternativer, da hun ikke havde råd til at forsørge familien. Pigerne blev anbragt og låst inde på et bordel i Manila hvor de blev seksuelt misbrugte i flere år af rige pædofile hvide mænd. En anden dreng fortalte om hvordan han ikke havde fået noget at spise i flere dage og at han derfor var gået hen til vinduet ved en cafe hvor der havde siddet et ældre brittisk ægtepar med en overdådig frokost. Han havde kigget på dem med store bedende øjne, og havde bedt om at få lidt mad. Manden havde kaldt på tjeneren som kort tid efter havde gennemtæsket den sølle dreng. Da parret var færdige med at spise havde de taget en pose med fra cafeen med lidt rester, og drengen tog derfor mod til sig og gik hen og prøvede igen. Manden kiggede misfornøjet på ham, bad ham om at skrubbe af helvedes til, og fortalte ham at hans mad var til hans hund, så den måtte drengen ikke få.

Da jeg hørte de historier skammede jeg mig af en eller anden grund over af være hvid. Er vi virkelig så snævertsynede? Et dansk barns største problemer er hvis det ikke har fået det nyeste playstation spil, og her taler vi altså om børn der sulter på gaden og bliver seksuelt misbrugte. Hvordan kan vi bare lukke øjnene for hvad der sker og nyde alle vores penge?

Stairway gør et fantastisk stykke arbejde, og de har også hjulpet mig til at se hvor slemt det faktisk er. Man kan ikke redde hele verden, men man kan da prøve :) Har man bare hjulpet ét gadebarn, har man også gjort en forskel.

Første da på Stairway tog vi på trekking for at finde et vandfald der skulle været ret smukt. Vi havde ingen guide med, for det mente vi at vi sagtens selv kunne klare. Problemet var bare lidt at selvom vi fulgte floden hele vejen op ad bjerget gjorde terrenet det en anelse problematisk, for ikke at sige umuligt, at komme derop. Stenene var meget glatte, så vi endte på røven i floden et par gange. Efter at have gået i, hvad der føltes som hundrede år, måtte vi give op. Det var mildest talt umuligt at komme videre, og så måtte vi jo også huske på alle de spændende slanger og andet kryb der lever i sådan en regnskov.

Samme aften som vi kom hjem fra trekkingturen ved vandfaldet begyndte det at blæse ret meget. Og dagen efter startede uvejret for alvor. Selvom vi var udenfor sæson blev vi ramt af en tyfon, så de efterfølgende dage blev tilbragt med at spille en masse uno indenfor eller som minimum under et halvtag. Vi havde ellers planlagt at skulle på dykkerture. Jeg skulle have færdiggjort mit advanced certifikat, men vi turde simpelthen ikke i det uvejr.

Vi var ikke de eneste der gerne ville være indendørs under tyfonen, for vi fik besøg af lidt kryb. Gekkoer gør bestemt ikke mig noget, men Marie var ikke helt tilfreds med situationen, da hun så at der hang to baby gekkoer i loftet over hendes seng. Så I kan nok forestille jer hvordan hun så ud i hovedet da hun fandt ud af at der havde boet en 15 cm lang øgle under min seng i tre dage. Jeg nænnede ikke at smide den ud i regnvejret, men Marie var af en anden overbevisning, så Kira og jeg måtte fange den og sætte den udenfor. Den var nu ellers meget smuk.

Da tyfonen var ved at være så rolig at man igen kunne sejle, tog vi mod Tagatay. Dér er der lidt af et naturfænomen. Et gammeltvulkankrater hvori der er en sø, deri ligger endnu to vulkaner, hvoraf den ene stadig er aktiv. Der kom røg op flere steder, og som I kan se på billederne, var det var en meget smuk oplevelse.

Den efterfølgende dag drog vi videre mod Sagada hvor vi gik 260 meter under jordens overflade i en drypstenshule. Vi havde to guider med (igen kun i slippers - hvad sker der lige??), og havde vi ikke haft det var vi sikkert ikke kommet ud igen. Der var ingen sikkerhed overhovedet, kun guiderne der flere gange måtte slæbe os op eller bære os ned. Og der var meget glat. Det var virkelig en udfordring, men en super fed oplevelse. Da vi nåede ned i bunden af hulen havde al vandet samlet sig til en lille pool. Jeremias og jeg kiggede på hinanden og blev enige om at vi nok fortrød det hvis vi ikke hoppede i, så vi hoppede en 4-5 meter ned i vandet, som forresten var meget koldt så langt under jorden. Når man hopper 4-5 meter ned, skal man også kravle 4-5 meter op, dette lille twist havde jeg ikke helt overvejet, så jeg priser mig lykkelig for at der var en høj mand jeg kunne kravle op på. Hele vejen tilbage op af hulen gik jeg med vådt tøj, så jeg blev en anelse syg, men det var det hele værd!

Et par dage inden jeg forlod Phillippinerne stod min computer af, den havde fået lidt rødvin i Ghana, så man kan ikke bebrejde den. Det resulterede i at alle billeder fra drypstenshulen blev slettet, derfor har jeg måtte låne fra Marie. Dette er også grunden til at den sidste blog aldrig rigtig kom, før nu.

Banaue er et område med smukke risterrasser over alt. Vi forlod vores hostel tidligt og det smukkeste syn kom os i møde. Vi skulle gå på kanten af risterrasserne, og det skal siges at der er ret langt ned til den næste, så Jeremias, der er meget højdeskræk, var ikke helt tilpas.

Vores destination var de varme kilder et par kilometer over rismarkerne, og på vejen nød vi den smukke natur.

Tyfonen var ikke helt overstået i Banaue, så det regnede noget af tiden. Men humøret var højt og vi gik på bedste spejdermanér og sang og havde det sjovt hele vejen.

Vi forlod Banaue d. 26. februar og ankom i Manila kl. 3.00. Manila er en farlig by at gå rundt i som hvid, og især midt om natten. Nærigheden sejrede og vi besluttede os for at sætte os på en McDonalds til det blev lyst i stedet for at booke os ind på et hostel. På vej ind på McDonalds så jeg mit første gadebarn. En lille dreng der lå i fosterstilling og sov på jorden udenfor McDonalds. Da Kira og jeg stod i køen for at købe en kop kaffe, besluttede vi os for at købe lidt mad til drengen, så han fik en stor menu med ris og kylling (det kan man nemlig købe på Phillippinerne). Derudover havde jeg haft et "Jensens Bøfhus" tæppe med på hele rejsen, som jeg besluttede at drengen skulle have. Da vi om morgenen forlod McDonalds lå drengen stadig på jorden slynget ind i sit nye tæppe. Sådanne eksempler er der mange af. I vores to dage i Manila mødte vi rigtig mange gadebørn, og efter besøget på Stairway gjorde det ekstra ondt hver gang.

D. 28. februar var dagen vi skulle forlade Phillippinerne og rejse mod Danmark. Det var også Kiras fødselsdag, så vi tog i wellnesscenter og fik to timers fantastisk behandling. Efter wellness tog vi ud i lufthavnen. Kiras fly lettede 10 min før mit, og vores gates var lige ved siden af hinanden, så vi kunne følges ad helt indtil vi skulle ombord. Det var en lidt mærkelig følelse jeg sad med i kroppen da vi var lettet. Fire måneders rejse var nu slut og efter en lille mellemlanding i Dubai, ventede familien i Kastrup lufthavn. Jeg havde ikke set dem i fire måneder så der var glædestårer i massevis da jeg igen kunne kramme dem.

Det er dejligt at komme hjem til Danmark og jeg værdsætter det danske samfund og vores velfærdssystem mere end nogensinde før, men jeg må indrømme at jeg nok aldrig får nok af at rejse og opleve nye kulturer. Jeg går allerede nu og leger med tanken om hvor næste destination skal være. Det har været fire fantastiske måneder som jeg aldrig vil glemme. Og jeg har oplevet og lært meget mere end jeg nogensinden havde turdet håbe på. Den kloge H.C. Andersen har jo ret..

..At rejse er at leve!