Efter halvandet års planlægning, lange telefonsamtaler, alt for meget Lonely Planet læsning samt efter at have googlet samtlige billeder af Sydamerika som internettet har at byde på, var dagen endelig kommet. Søndag D. 17. August, før fanden fik sko på, begav vi os afsted mod Aalborg lufthavn. Lotte havde valgt at slukke hendes telefon, hvilket gjorde Randi en anelse panisk da hun ville ringe og sikre sig at Lotte var stået op. Forgæves ringede og snappede Randi flere gange til Lotte, men uden held. Angstfuld og med bævrende underlæbe stod Randi i lufthavnen, skulle hun mon nu tilbringe to måneder i Sydamerika, kun i selskab med kakerlakker? Pulsen hamrede afsted. Men pludselig, med fanfarer og konfetti, kom Lotte svævende ind i lufthavnen. Randis angst forsvandt som dug for solen, nu var verdens bedste rejsebuddy endelig kommet og eventyret kunne begynde..

Skæbnen ville at vi mødte vores tidligere gymnasiekammerat Lars i lufthavnen. Han arbejder der åbenbart og vi fik selvfølgelig VIP service. Efter en næsten tårefri afsked med familien begav vi os mod Lima i Peru som var første stop på rejsen. Vi havde en lille mellemlanding i Amsterdam og fløj derefter i 13,5 timer før vi landede i Lima kl. 18.30 peruviansk tid. Vi havde købt en samlet pakke med flybilletter og to overnatninger i Lima, så vi anede faktisk ikke hvad der ventede os. I taxaen mod hotellet kørte vi igennem mange forskellige områder. Alt fra rigt til fattigt. Da taxachaufføren viste os vores hotel var vi næsten ved at tabe underkæberne begge to. Vi har begge været vandte med dorm rooms på billige hostels hvor vi har delt værelse med en masse andre, og pludselig stod vi i et gammelt smukt hotel i hjertet af Lima ved Plaza San Martin. I receptionen kunne vi vælge mellem at få et værelse mod en rolig baggård eller at få balkon mod Plaza San Martin. Vi valgte det sidste. Hotelværelset var helt overvældende, vi fik en stor seng hver, walk-in closet, og en privat balkon der var større end Randis første lejlighed. Det var helt surrealistisk, men selvfølgelig også en oplevelse der var værd at tage med. Selvom der er syv timers tidsforskel mellem Danmark og Peru, havde vi holdt os vågne næsten hele turen for at undgå jetlag. Vi fik os en god nats søvn, og dagen efter vågnede vi kl. 8 og var vi klare til at udforske Lima.

Lima er Perus hovedstad og her bor ca. en tredjedel af hele landets befolkning, så det er en meget stor by med 7,2 millioner indbyggere. Vi havde ikke planlagt hjemmefra hvad vi skulle, så med Lonely planet i hånden og med godt med tøj på begav vi os ud i byen. Lima har mange fine spansk, inspirerede huse med flotte udskærringer og det er en overraskende pæn by at besøge. Faktisk var vi begge meget overraskede over hvor fin byen var, og hvor god standen egentlig var. Vi havde forventet meget fattigere, mere beskidte og mere usle forhold, men det meste vi så var faktisk ret pænt set med vores "rejse erfarne øjne". Men vi opholdt os selvfølgelig også kun i den centrale del af hovedstaden. Desværre er det kendetegnet for Lima at der altid er diset, overskydende og koldt, så vi måtte have en del tøj på for at holde varmen-ja man skal altså ikke tro, at der er varmt overalt i Sydamerika,for det er der bestemt ikke!!!

Vi var så heldige at overvære en fejring på Plaza San Martin, til ære for general San Martin som var den mand, der erklærede Peru uafhængige af Spanien i 1821. Så det var det helt store arrangement med livgarde, soldater, orkester, blomsterkranse og nationsang. Det var nu lidt sjovt at overvære selvom vi ikke forstod et hak af hvad der blev sagt og sunget. (Ja det skal jo lige nævnes at ingen af os besidder ret store spanske skills, så vi gør kun i simple korte sætninger og forsøger os lidt frem). Nå men faktisk så føler vi os sikre på, at vi var så heldige, at se præsidenten under dette fine arrangement :)

Efter dette gik vi en tur til Plaza De Armas, som er omgivet af smukke ældre bygninger, bl.a. en katedral kirke og endda også Perus præsidents bolig. Ellers tullede vi bare lidt rundt og oplevede byens stemning, fik den lækreste peruvianske frokost og fik bestilt nogle busbilletter så vi kunne komme videre dagen efter. Sidst på eftermiddagen begav vi os ud mod en gammel pyramide, som er bygget af små murstensformede sten, lavet af sand og ler. Vores plan var at skulle på en rundtur derude, men desværre kom vi først efter lukketid. I stedet nød vi noget super lækkert peruviansk gourmet mad, på en Restaurent med den smukkeste udsigt til pyramiden.

Morgenen efter tog vi en bus fra Lima til Paracas. Vi valgte at køre med et ret dyrt selskab (set med peruvianske øjne), idet vi blev anbefalet det af nogle lokale vi snakkede med og også af vores receptionist på hotellet. Vi har begge fået fortalt historier om folk der er blevet røvet i busserne, og det var vi selvfølgelig ikke interesserede i at prøve. Sikkerheden skulle være rigtig god ved Cruz Del Sur, så med vores motto "safety frist", skulle vi selvfølgelig bruge det busselskab. Turen til Paracas var vanvittig smuk og her blev vi virkelig præsenteret for Perus skønhed. Selvom vi kørte gennem ørkenområder i over 4 timer, blev vi konstant betagede af hvor smukt det ser ud, når landskabet former sig i forskellige farver, klippestørrelser, tørre træer, kaktusser og meget andet. Jo længere ud på landet vi kom, jo tydeligere blev fattigdommen dog også, og vi så rigtig mange usle skure/huse sammensatte af plastik, træer og diverse andre materialer. Det var simpelthen en fascinerende tur hvor vi skiftevis blev betaget og forundret over Perus skønhed og smukke natur.

Paracas er en lille bitte by som er bygget op på baggrund af byens turistattraktion nemlig en bådtur til Isla Balestras. Der er ikke ret meget andet at lave end at tage på sejltur, så af samme grund havde vi kun en enkelt overnatning der. En rigtig dejlig ting ved Paracas er, at det aldrig regner, så der var selvfølgelig sol og dejlig varme da vi ankom, hvilket var meget tiltrængt efter Limas disede kulde. Vi snakkede med en hollandsk guide som fortalte os, at sidste år havde det regnet for første gang i 18 år, så alt var gennemblødt, idet husenes tage ikke er lavet til regnvejr. Det er da lidt sjovt :) Nå men vi hoppede i shorts, satte os på hostlet og drak et par dejlige, kolde peruvianske øl og forberedte os til morgendagens bådtur. Vi så begge frem til at komme ud til Isla Ballestras, som også kaldes for fattigmandsgalapagos, idet vi begge elsker smuk natur, flotte dyr og dejlig frisk luft. Det var en ganske fin bådtur hvor vi så pelikaner i tusindevis, søløver, en håndfuld pingviner og en masse masse fugle. Det blev sågar også til en peruviansk blåfodet Boobie. På sejlturen så vi også denne tegning på en bjergside, som formodes at være lavet af inkaerne. Tegningen skal formodentlig forestille en kaktus og den er lavet for mange år siden og er 150 meter høj. Det var en ret imponerende oplevelse.

Efter bådturen tog vi direkte til busstationen hvor vi satte os i solen med en super dejlig, kold øl. De har simpelthen de bedste øl hernede der hedder cusquena. Så med sådan en i hånden, kunne vi sagtens vente en times tid til bussen skulle komme.Igen ventede en smuk bustur og det gør bestemt ikke noget at tilbringe tid i en bus, når man er omgivet af så smuk natur. Det er slet ikke til at beskrive hvor smukt sådan et ørkenlandskab er. Både farver og former på bjergene variere og ja, i er nødt til at se billederne for at få en ide om hvor fantastisk det er.

Først på eftermiddagen ankom vi til Huacachina, som er en lille oase midt i ørkenen. Vi gik til det hostel hvor vi skulle overnatte og fik et udemærket dorm room(prisen taget i betragtning), som vi delte med 6 andre. Vi skulle sove i køjesenge og desværre var sengestellet så skrøbeligt/ustabilt, at hvis den ene vendte sig i sengen, gyngede vi begge frem og tilbage, som et skib i stormvejr. Men det er jo en del af charmen. Vi faldt hurtigt i snak med en amerikansk pige, som også skulle med på en tur om eftermiddagen. Vi havde booket en køretur i en boogie bil, rundt i ørkenen, hvor vi også skulle prøve at sandboarde. Turen var super god og langt bedre end forventet. Vi kørte med en meget dygtig chauffør, som virkelig kunne finde ud af at give den gas i sandbjergene. Han kørte op og ned i fuld fart og det kildede virkelig i maven og fik hvert fald Lotte til at skrige så højt, som når hun kører i karruseller. Randi var lidt mere cool, men der kom da også et lille skrig fra hende ind i mellem:) Vi fik mulighed for at sandboarde 4 forskellige steder, alle bakkerne havde dog det tilfælles, at de var utrolig lange og stejle. De personer, som var erfarne snowboardere fik snowbordlignende bræt og kørte på fødderne ned. vi andre knap så erfarne skulle køre ned på maven på et bræt, hvilket måske lyder kedeligt, men ikke desto mindre kunne man virkelig få meget fart på. På toppen af sandbakken, skulle vi ligge os på maven med hovedet nedad og så blev vi ellers skubbet udover kanten, hvilket var ret grænseoverskridende. Man kunne dog bremse lidt ved hjælp af fødderne, hvilket Lotte gjorde en del i første omgang, mens Randi bare kørte derud af. Totalt fed oplevelse og et godt adrenalinkick. På den sidste bakke så vi solen gå ned bag sandbjergene og her sad vi lidt og nød de smukke omgivelser, indtil det blev for koldt. Så vendte vi snuderne hjemad fyldt med gode oplevelser og med sand i alle hjørner og sprækker. Hjemme igen blev vi enige om, at vi da ikke behøvede gå i bad, da vi alligevel ville ud og vandre igen dagen efter. Taget i betragtning hvor meget sand vi var smurte ind i, burde vi nok have taget et bad, meeeen en af backpackerens glæder er, at man godt må være beskidt og kun bade hver anden dag :) Aftensmad skulle vi også have og aftalte at spise med den amerikanske pige. Skæbnen ville så at byens hæveautomat var ude af funktion og det var ikke så heldigt, da vi havde regnet med at hæve penge der. Vi måtte derfor, på rigtig backpacker manér, tælle vores få kontanter sammen, regne ud hvad vi skulle bruge på vand, morgenmad, taxi ind til bussen osv for derefter at se, hvad vi havde råd til at spise til aftensmad. Som de gamle, fornuftige damer vi er gik vi tidligt i seng, så vi kunne være friske til morgendagens strabadser. Life is great :)

Vi tillod os selv at sove til vi vågnede og det var skønt at vågne friske og veludhvilede. Dog havde Lotte fået en lille sandboarde-skade i hoften, dette opdagede hun, da hun i bedste stil, squattede ned over toilettet( for ikke at sidde på det klamme bræt) gav sig til at tisse og så mærkede en stikkende smerte i hoften. Det er ikke sådan at blive gammel og så stadig tro, at man kan hoppe rundt, som en teenager! Nå men for de eventuelt urolige, kan vi afsløre, at efter en dags pleje fra søde Nurse Randi, er hoften så god som ny:) Efter morgenmaden gik vi en tur op af det højeste sandbjerg vi kunne finde. Problemet med sand er bare, at når vi tog et skridt frem, gled vi to skridt tilbage igen, så vi fik sved på panden og pulsen var skyhøj. Men det var det hele værd! På toppen var der en virkelig smuk udsigt over Huacachina og til den anden side kunne vi se hele Ica. Det var utrolig smukt. Vi sad en halv times tid og nød udsigten før vi løb ned igen. Turen nedad var virkelig sjov, og på to minutter var vi nede igen.

Vi skulle til Ica for at tage bussen til Nazca. Vi havde valget mellem en meget lille motorcykellignende ting med overdækkede sæder bagpå (lidt ala den phillippinske tricycle), og en noget mere rummelig og komfortabel taxa. Vi valgte selvfølgelig den første, så vi sad på meget lidt plads med alt vores bagage. En oplevelse man heller ikke lige får hver dag. Chaufføren var rigtig meget interesseret i os, og ville meget gerne snakke, så vi kommunikerede lidt på gebrokkent spansk og engelsk, det var vældig hyggeligt, og endnu et bevis på hvor åbne og gæstfri de fleste peruvianere er. Inden vi tog afsked med vores søde chauffør, Greb han chancen og sagde højt og tydeligt "I love you" :)

Vi ankom til Nazca hen på aftenen og fik og checket ind på et hostel, hvor vores dorm room mest af alt lugtede af en gammel kælder med et twist af muggen gnu. Så vi luftede lidt ud og smurte lidt mentholatum under næsen og så sov vi hele natten. Om morgenen skulle vi flyve over Nazcalinjerne. Vi havde fået besked på ikke at spise for meget, da flyveturen godt kan være lidt bumpy. Lotte tog en transportsygepille før flyveturen og så var vi klar. Flyet var MEGET lille. Der kunne sidde fire personer deri, foruden de to piloter. Vi havde læst i Lonely Planet at der for år tilbage havde været mange ulykker hvor flyene simpelthen var styrtet ned, så derfor var der blevet strammet meget op på sikkerheden. Vi havde købt en af de dyrere overflyvninger for at sikre os at alt for okay, men alligevel havde vi da lidt sommerfugle i maven da vi lettede. Halvvejs i turen forvandlede Lottes sommerfugle sig desværre til kvalme og utilpashed. Flyet hoppede og svingede meget fra side til side, men når man sad deroppe og kiggede ned over tegningerne som man formoder at nazcafolket lavede i perioden 200 f. Kr. til år 700, var alt ligesom godt igen. Tegningerne er helt op til 300 meter lange, og man ved ikke hvordan det har været muligt at lave dem, eftersom man på denne tid ikke havde mulighed for at se tegningerne oppefra. Forskerne er uenige, men nogle mener at nazcaerne fik hjælp udefra. Smukt var det i hvert fald. Da vi kom hjem på hostlet igen fik Lotte en kvalmestillende pille og lidt omsorg fra Randi og fik det hurtigt bedre. Nazca er en hyggelig by og som alle andre steder i Peru følte vi os meget trygge. Samme aften tog vi en 10 timers natbus til Arequipa hvor vi ankom tidligt om morgenen og checkede ind på vores hostel. Vores dorm room lugtede af sved og gammel værtshus og vi fandt hurtigt synderen. En ca. 45 årig gammel mand der tydeligvis havde været på kampdruk aftenen før. Meget mystisk eftersom vi normalt ligger i den høje ende af gennemsnitsalderen på de hostels vi har boet på. Vi tillod os at åbne døren på vid gab og en times tid efter var den ildelugtende, alkoholiske og ulækre mand og hans lugt heldigvis væk. Dagen fik vi til at gå med at gå lidt rundt i Arequipa og afslapning på hostlet. Til vores store skuffelse kom manden og hans lugt tilbage og han skal også sove der i nat. What to do? Kan man bruge ørepropper i næsen? :)

Nu sidder vi så på en hyggelig restaurant i hjertet i Arequipa med udsigt til en utrolig smuk kirke. Randi har fået Alpaca til aftensmad, så nu er hun glad. Vi sidder og nyder udsigten, stemningen og glæder os til at vi i morgen skal på en to dages trekkingtur til Colca Del Canyon. Er livet ikke bare dejligt?

Peruvianske hilsner
Lotte & Randi..

Hvis I har lyst til at se billeder fra turen kan disse findes på facebook eller i albummet "Peru" på denne blog.