Nu kan i godt indstille jer på at der kommer et meget langt blogindlæg. Vi har simpelthen oplevet så meget siden sidst, så det er vi nødt til at dele med jer :)

Dagen efter Randis bungee jump havde vi bestilt en tur til the sacred valley, hvor vi skulle ud og paraglide. Vi kørte forventningsfulde afsted og håbede at vinden og vejret ville tillade os at komme ud og svæve gennem luften. Heldigvis kunne det lade sig gøre og vi fik nogle instrukser på, hvad vi skulle gøre og hvad vi bestemt ikke skulle gøre, og så blev Lotte ellers spændt fast i selen og spændt fast til guiden som hun skulle "flyve" med. Randi måtte vente til Lotte og hendes guide var færdig, så hun var så sød at fotografere og kunne samtidig nyde den vidunerlige udsigt. Vi stod lidt og ventede på at vinden skulle være rigtig, så den kunne tage godt fast i skærmen. Som aftalt sagde han pludselig, at vi skulle begynde at gå og pludselig råbte han løb, og så løb vi begge to. Det var ret vildt at føle hvordan vinden rykkede i skærmen og det krævede ret mange kræfter at holde sig på jorden. Faktisk var det sådan at mens vi løb afsted, lettede vi lidt fra jorden, men vores ben "løb" fortsat i luften, da vi skulle være klar til at løbe mere når vi ramte jorden igen. Vi løb videre, vinden fik rigtig godt fat og vi kom til bjersiden, så vi ikke kunne løbe videre og lettede heldigvis fra bjergsiden uden problemer. Og gud hvor var det da smukt at være i luften, se udover bjergene, markerne og ja bare nyde hele dens smukke natur, mens vi "fløj" rundt ovenover det hele. I starten var det med lidt kriller i maven, fordi vi var ret højt oppe, samtidig med at det jo egentlig er vinden, der sørgede for at vi ikke styrtede ned, men hurtigt kunne Lotte slappe af og i stedet nyde den frihed, det gav at flyve rundt over jordens overflade fastspændt til en skærm. Guiden fangede nogle vinde, der gjorde at vi endte med at komme et godt stykke op over det sted hvorfra vi startede, og det var selvfølgelig ret sjovt. Lotte var heldig at vinden var rigtig god, som gjorde vi kunne svæve rundt ret længe og kom op over det niveau vi startede på. Efter lidt tid landede vi på en mark og det hele blev gjort klar til at Randi skulle op. Desværre lod vinden vente på sig, så der gik lidt inden de lettede. Men akkurart som Lotte kom Randi og guiden afsted, og Lotte morede sig vældig over hvordan det så ud, hvilket man også kan høre på den video hun lavede af Randi og guidens start :) Vinden havde lagt sig lidt, så guiden og Randi fik en noget "bumpy" tur og måtte nødlande på en mark hvor der stod en masse får. Det var vist til stor skræk og rædsel for fårene, men alle klarede den og vi havde begge to en super, fed, smuk og naturskøn oplevelse. Rigtig sjovt at nyde naturen på denne måde og gøre noget lidt anderledes end "bare" at gå rundt i den.
Oven på vores dasedage i Cusco, hvor vi hyggede os med bungee jump og paragliding, skulle turen gå afsted mod vores 3 dages inca jungle trek, som vi begge virkelig så frem til. Vi blev afhentet i Cusco om morgenen og kørte afsted ud i det fantastiske bjerglandskab. Vi så igen så meget smuk natur at det ikke er til at beskrive: marker i farvestrålende farver, forskellige sjove træer, blomster, buske og alverdens bondegårdsdyr. Vi begav os langsomt længere og længere opad i højderne og i takt med, at vi kørte op, forsvandt den frodige natur og blev i stedet til hårde bjergsider, med meget lidt vegatation og kun nogle få lamaer gik og græssede. Vi kørte og kørte og kørte og efter en 4 timers kørsel, befandt vi os bogstaveligtalt helt oppe i skyerne på bjergtoppen i 4,5 kms højde. Omkring os var sneklædte bjergtoppe, og det var utroligt pludselig at stå her indpakket i skyer og kulde. Heldigvis skulle vi ikke være i kulden ret længe, for med det samme vi kom frem, begyndte vi at aflæsse bilen. Vi havde nemlig medbragt beskyttelsesudstyr og mountainbikes og skulle nu cykle ned af de stejle bjerge. Vi fik monteret den helt store udstyrspakke med hjelm, albue/arm beskyttere, knæ/skinnebensbeskyttere og handsker og en flot gul vest, så vi var nemme at se i trafikken. Som vi altid siger, så skal sikkerheden være i top og "safety first", var også opfyldt her :)
Vi cyklede afsted ned gennem bjergene, med en gennemsnitshastighed på omkring 40-50 km i timen fordelt over 60 km i nedadgående terræn. Det var virkelig en smuk, fantastisk oplevelse at køre der på cykel gennem en så storslået natur. Selvsagt skulle vi også lige huske at koncenterer os om at cykle ordentligt, ikke køre ud over kanten, holde øje med de sindssyge billister og ikke ramme de sten som var trillet fra bjergsiden ud på vejen. Vi kørte gennem små vandløb som krydsede vejen, og mødte også en regnbyge på vejen. Med vind i håret og adrenalinen pumpende i kroppen, kunne vi ikke lade være med at køre stærkt, (selvfølgelig under kontrollerede forhold). Randi kastede sig ud i et opløb med guiden og nogle af drengene og konkurrede om førepladsen, mens Lotte kæmpede en brav kamp med sit cykelsæde, som hele tiden ville dreje sig til siden. Randis konkurrence gen slog for alvor igennem, og hun kæmpede en brav kamp mod de meget erfarne cyklister (som åbenbart havde kørt på "death road" en uge forinden). På et tidspunkt måtte Randi dog sande at drengenes cykelteknik var langt mere udviklet end hendes egen, og derfor rykkede de fra hende. Men der gik ikke lang tid før hun så guiden stå i siden af vejen, mens han hev sin cykel ud fra en busk. Han havde haft et lille styrt og kæden var smuttet af. Heldigvis ingen skade sket, og Randi kunne cykle videre uden at måtte udføre førstehjælp. Så heldig som hun var, var drengene stoppet for at tisse, hvilket betød af Randi så sit smut til at give finde de sidste kræfter frem for at overtage førepositionen. Randi nåede først i mål, og hendes indre konkurrencemenneske var tilfreds. Da vi var kommet af cyklerne gik det op for os hvor varmt der var blevet. Vi var startet på toppen af snebeklædte bjerge, og stod nu på bunden af bjerget omgivet af regnskov og badet i sol. Hvilken fantastisk fri oplevelse at cykle derudaf i sådan en smuk natur.

Da vi havde fået lidt frokost gik turen videre til en lille by, hvorfra vi skulle riverrafte. Vi var seks personer i gummibåden med fem forskellige nationaliteter, så det var en ret international båd. På trods af det formåede vi at høre efter hvad guiden sagde, og at samarbejde til ug. Riverrafting kan være ret hårdt ved knæene, så vi fik besked på at hvis nogle af os havde knæskader skulle vi huske at sige fra til guiden. Randi måtte jo desværre indrømme at hendes knæ havde set bedre dage, og måtte derfor ikke ro med på den første halvdel af turen. Istedet sad hun forrest i båden og kunne nyde turen, alt imens Lotte kæmpede en brav kamp med resten af gruppen, for at vi ikke skulle kæntre. Floden var ret vild, så flere gange fik båden et ordentligt sprøjt vand indover, så vi fik flodvand i både øjne og mund. Det var en virkelig sjov oplevelse. Da guiden sagde at Randi også kunne være med til at ro, var alle "de gode" pladser selvfølgelig taget. Og med "de gode pladser", menes der at der på Randis plads ikke var en holder til hendes fødder. Eftersom at floden var så vild, var det ret svært at holde sig inde i båden når den hoppede sådan op og ned, så derfor var denne fodholder en god hjælp. Vi husker vel også alle hvordan vi satte badebukserne godt op bagi på vandruchebanerne da vi var små? Kombinationen af bar hud, vand og plastic er nemlig en vinder hvis man gerne vil glide godt og på den måde køre hurtigt. Dette fik Randi også stor glæde af, for ikke bare sad hendes fødder ikke fast, de vilde bølger havde skubbet bikinitrusserne godt til siden, så hendes røv skøjtede frem og tilbage som var den Bambi på glatis. Havde guiden ikke været vågen, var Randi da nok også endt i floden, for hun lettede et godt stykke fra båden da floden var ret vild. Heldigvis fik guiden fat i hende og fik hende kastet ind i båden igen. Første dag på inkatrekking var altså fyldt med ekstremsport og vi elskede det..

Anden dag på inkatrekking skulle da vise sig også at starte i ekstremsportens tegn. Vi skulle nemlig zipline mellem bjergene. Til jer der ikke helt ved hvad ziplining er, kan det kort forklares på denne måde: Istedet for at gå fra det ene bjerg til det andet, kobles man via noget selehalløj, fast på en stålwire. Man hænger altså i luften, 250 meter over jordens overflade, alt imens man glider fra det ene bjerg til det andet. Og da vi havde fanget teknikken, kunne vi komme helt op på 80 km/t. Vi kunne selv vælge hvordan vi ville sidde i selen. De fleste sad i den, som var det en stol. På den måde kunne man rigtig få fart på, og på samme tid nyde den smukke natur alt imens man kom fra det ene bjerg til det andet. Andre muligheder var at hænge med hovedet nedad, eller at lave en "superman". Superman gik ud på at man fik selen omvendt på, og hang fast i linen på ryggen. Så fik man en guide til at køre bagved for at holde sine ben, og på den måde havde man armene helt fri. Og det føltes lidt som at flyve. Den evigt adrenalinsøgende Randi skulle selvfølgelig prøve superman, samt at køre på hovedet. Alt imens at Lottes sunde fornuft sagde hende at det pjat med at hænge på hovedet, nok ikke var det sikreste valg. Vi slap dog begge uskadte ned fra linen, med humøret højt. Det der ziplining skal vi helt sikkert prøve igen :) Da vi havde fået frokost skulle vi gå i tre timer til vi nåede frem til foden af Machu Picchu bjerget, hvor vi skulle overnatte.

Morgenen efter begyndte den dag vi virkelig havde set frem til, længe! Vi stod op kl. 4, hoppede i tøj og stillede os så ned i kø, for at være sikre på at komme med en af de første busser op til Machu Picchu, som ville køre kl 5.30. Men allerede da vi kom til busstationen kl 4.40, var der så mange mennesker, at der kunne blive fyldt to busser, inden der var plads til os. Dog vrimlede det ind med mennesker den næste time, så vi var meget glade for at vi var stået så tidligt op, så vi kunne være nogle af de første som ankom til Machu Picchu og være heldige at se solopgangen. Det skal måske lige nævnes, at den oprindelige plan var, at vi skulle trekke derop, turen ville være omkring 1½-2 timer og det ville gå op, op og op. Virkelig en hård, stejl tur, hvor man mere eller mindre skulle kravle hele vejen, fordi der var så stejlt. Da Randi var ramt af hals- og mellemøresbetændelse og Lotte af vabler, bestemte vi os for at spare på energien og tage bussen derop. En beslutning vi begge var rigtig glade for, da det også krævede ret meget trekking inde i selve Machu Picchu. Hvis vi lige skal sige lidt om Machu Picchu, så kan vi fortælle at det er en gammel inkaruin, bygget på en bjergtop i 2,5 kilometers højde. Den er kåret til et af verdens syv vidundere og virkelig en helt speciel og smuk ruin i den mest fantastiske natur. Ruinen er omgivet af mange bjergetoppe og regnskov, og man er virkelig langt væk fra alt andet civilisation. Inkaerne byggede byen tilbage i 1400-tallet, og den er virkelig velbevaret. Inkaerne er kendt for, at være meget foran deres tid, og de brugte nogle utrolige byggeteknikker. Vi så bl.a. hvordan de havde sikret nogle templer mod jordskælv, ved at bygge med specielt udhuggede sten. F.eks. var der en kæmpe sten, hugget med 32 hjørner, som var med til at sikre at templet ikke ville styrte sammen. Ret imponerende! De havde også bygget et slags planatarium, hvor der var forskellige vinduer, der ligesom en kalender fortæller hvor på året man er. Hvert år, på årets længste dag, d. 21. Juni, kommer der sollys præcist ind af et bestemt vindue osv. Ret fascinerende. Vi så også hvordan deres byggeteknikker udviklede sig og noget af murværket var simpelthen så lige og med finthuggede sten, at det er utroligt de kan have bygget det med så simple redskaber for så mange år siden. Det område vi så bestod af 60 % landbrug og 40 % by. Der var rigtig mange opbyggede terrasser, som inkaerne brugte til at dyrke forskellige grøntsager, frugter mm. De byggede også terasser til at støtte op om byggeriet på bjergtoppen, således at bygningerne ikke ville skride. Ret raffineret når man tænker på hvilket årstal alt dette blev bygget. Stedet blev "væk" engang efter at spanierne besatte Peru. Junglen voksede simpelthen ind og dækkede stedet til og det blev først genfundet igen i 1911. Eller det vil faktisk sige at en lille flok lokale farmere i området, brugte terrasserne i Machu Picchu til at dyrke forskellige ting, men for omverdenen var det ukendt indtil 1911. På en eller anden måde havde spanierne ikke opdaget denne lille perle i sin tid, og godt det samme, for de ødelagde desværre rigtig meget af inkaernes øvrige bygninger. Inkaernes bygningsværk indebar ofte elementer for deres religion, som spanierne ønskede udryddet, og derfor ødelagde de deres ellers så smukke konstruktioner og dræbte mange inkaer. Nå det var vist nok facts om det, men for søren hvor var det fascinerende at gå i disse storslåede omgivelser, høre om disse folks avancerede byggeteknikker, livsform og religion og så være omgivet at så vanvittig storslået en natur. Det må virkelig have været et lille paradis i sin tid, isoleret fra resten af menneskeheden. Ingen ord kan yde stedet retfærdighed, så I er simpelthen nødt til at se billederne (selvom det heller ikke kan vise stedets storhed ordentligt). Vi valgte at bruge noget af vores fritid derinde, på at trekke til et område der hed "the sun gate". For at komme derop skulle vi gå opad en times tid. Da vi først var nået helt op til bjergtoppen, hvor "the sun gate" var, blev vi fuldstændig betaget af den virkelig fantastiske natur og udsigt deroppe fra. Herfra kunne vi se nedover Machu Picchu og udover de frodig bjerglandskaber. Vi tog en pause deroppe, spiste vores formiddagsmad og nød solen, naturen og alt det storslåethed vi var omgivet af. Det var virkelig breath-taking. Omkring middagstid bestemte vi os for at smutte derfra, da der simpelthen vrimlede med turister over alt, og det tager lidt af stedets charme og stemning, når der er proppet med mennesker. Vi var glade for at vi var stået tidligt op og var kommet derop så tidligt, hvor der ikke var så mange mennesker. Derfor havde vi haft mulighed for at kunne nyde stedet uden at skulle dele det med 5000 andre. Det er lidt spøjst, for myndighederne har sat en grænse på 5000 besøgende om dagen, og man får en billet med dato, så disse tal overholdes. Dog vælger de så i højsæsonen, at sælge billetter så datoerne ikke passer. F.eks. skulle vi derop den 20. september, men vores billet var udstedt til d. 25, idet de åbenbart havde solgt de billetter der var. Men for at tjene mere, bruger de så bare forkerte datoer på billetterne så de kan lukke flere folk ind. Sikken et åndssvagt system. Vores guide fortalte at Machu Picchu synker lidt for hvert år og alle de mange mennesker som kommer, øger selvfølgelig risikoen for at denne kulturskat forsvinder. Så den peruvianske regering havde talt om at indføre kabelvogne, så man skal køres henover ruiner i vogne mellem bjergene. En anden ide var at turister kun kunne se Machu Picchu fra en helikopter. Disse foreslag synes guiden dog var en tåbelig ide, og vi kan kun give ham ret. Machu Picchu ville ikke komme til sin ret, hvis det kun skal ses foroven. Så går man jo også glip af alle de flotte bygnings detaljer osv. Så det er spændende at se hvad de ender med at gøre. Hvert fald føler vi os vanvittig heldige med at have oplevet denne skønne perle. Skulle I nogensinde komme på disse kanter, skal i tage derop, det er en oplevelse af en anden verden.

Da vi kom ned fra bjerget igen skulle vi vente lidt på vores tog mod Cusco. Så vi brugte tiden på en restaurant, som havde den læreste buffet, som også havde KAGEBUFFET, hvor vi selvfølgelig fik smagt på alle 10 kager:) Derefter tog vi et tog tilbage til Cusco og gik direkte i seng. Vi havde lige 3 dage inden vi skulle afsted mod Ecuadore, og de gik egentlig mest med afslapning og hygge. Randi var fortsat syg og for at give kroppen ro, bestemte vi os for, at vi ikke ville planlægge noget og kun gøre det, vi havde lyst og overskud til. Så vi slappede af, sådan virkelig slappede af! Vi gik på Starbucks og drak kaffe og kakao og spiste cheesecake:) Vi fik massage, ansigtsbehandling og peeling. Vi shoppede lidt lækre Alpaca-uld ting og nød den dejlige bys skønne stemning. Vi spiste lækkert mad og lå i sengen og så gode film. Det var nogle rigtig dejlige dage og heldigvis fik Randi det bedre og bedre, så nu ser det ud til at hun bliver helt frisk til dykning på galapagos.

Hov det skal da også lige tilføjes, at den sidste aften vi var i Cusco, gik vi på vores "stam" restaurent, som lavede helt fantastisk mad. Randi havde nemlig bestemt sig for, at hun da selvfølgelig skulle spise marsvin, som er en peruviansk specialitet. Vi kom lidt sent, hvilket betød vi var de eneste kunder, så vi fik en rigtig god snak med restaurantens ejer. Han havde selvfølgelig set os være der de 3 foregående dage, så vi fik en rigtig god snak om både madtraditioner og kultur. Det betød også at vi rigtig kunne følge med, da han kom bærende på marsvinet, puttede det ind i hans lerovn med rigtig ild og så kunne vi ellers se hvordan det søde lille marsvin blev mere og mere sprødt. Det var selvfølgelig dræbt på forhånd, men havde stadig negle, øjne, ører og hele svineriet. Kun indvoldene og håret var fjernet, så det så faktisk ikke særlig lækkert ud! Men færdigt blev det da og Randi fik den serveret med en fin peberfrugt i munden. Det var rigtig dekorativt, men fik det desværre ikke til at se mere indbydende ud. Ejeren af restauranten var så sød, at hjælpe Randi med at skære kødet ud, og opfordrede hende så til at spise det med fingrene, som peruvianerne selv gør med denne ret. Men Randi ville dog helst ikke spise skindet, så hun skar i stedet lidt kød fra og gjorde klar til den første smagsprøve. Det smagte lidt af en kombination af kylling og svin, men var meget sejt. Marsvinet havde ikke så meget kød på, så det var kun nogle små stykker hun kunne få af. Men hun spiste alligevel det meste af det lille stykke hun havde taget. Sjovt nok var Randis appetit ikke voldsomt stor denne aften;) Resten var hun så sød at give til medarbejderne på restaurenten, som takkede hende rigtig meget. Vi kunne se at de virkelig nød denne delikatesse. Lotte sagde pænt nej tak til at smage. Marsvinet lignede simpelthen så meget en rotte som den lå der, og ja puha, nej tak til Lotte. Men Randi var sej og fik det smagt selvom det ikke var nogen større kulinarisk oplevelse.

Så blev det dagen hvor vi skulle flyve fra Peru til Ecuador. Vi skulle flyve fra Cusco til Lima og så vente der 7 timer på flyet fra Lima til Quito i Ecuador. Vi havde planlagt at vi ville bruge tiden på at slappe af, skrive blog og spille uno. Lige en dag til at slappe af inden alle de spændende oplevelser ventede i Ecuador. Da vi ankom til lufthavnen i Cusco, blev vi spurgt om vi ville med et fly 1½ time før vores planlagte afgang. Dette blev vi enige om at gøre, da Cuscos lufthavn var meget lille og kedelig. Så vi skulle næste boarde lige da vi havde tjekket ind. Vi gik mod gaten og ventede på at skulle boarde flyet. Og vi ventede.... og ventede... de meddelte så at flyet var 40 minutter forsinket. Så vi ventede lidt mere. Ca 1½ time efter forventet boarding, gik vi endelig ind i flyet og satte os til rette. Vi kørte ud på landingsbanen og gjorde klar til at lette. Der skete bare ikke rigtig mere end det. Pludselig kørte vi tilbage til lufthavnen og vi fik at vide at vi ikke kunne lette, og vi derfor skulle gå ud af flyet igen. Der lød ikke rigtig forklaring på, hvorfor vi skulle tilbage, men vi gik da ind og satte os i lufthavnen igen, købte lidt mad og hyggede lidt mere. Efter ½ times tid blev vi kaldt i flyet igen, men vi havde ikke mere end lige sat os, da de igen meddelte, at vi ikke kunne lette. Nu var der altså gået omkring 2 timer fra den planlagt tid, så vi var alle ved at være lidt utålmodige. Vi spurgte selvfølgelig hvad der var galt, men fik blot at vide, at vi bare lige skulle vente ti minutter mere. De ti minutter blev til en time, og den ene time tog den anden. Langsomt begyndte panikken at sprede sig, idet vi jo havde et fly videre fra Lima til Ecuador kl. 21 samme aften. Flere og flere folk begyndte at klage, men stadig ingen oplysninger om hvorfor vi ikke lettede. Efter at vi alle havde spurgt utallige gange, fik vi at vide at det simpelthen skyldtes, at deres fly var små og de derfor havde problemer med at lette, når vinden var på en bestemt måde. De sagde også at vinden var ved at vende, så vi skulle nok flyve om 15 min. 5 timer efter at vi egentlig skulle være lettet, var der stadig ikke sket noget og da klokken var omkring 16, måtte vi tænke lidt på, hvad vi så skulle gøre. Derfor gik vi ned og snakkede med en dame fra flyselskabet, og informerede hende om at vi altså havde et andet fly vi skulle nå, så vi ville gerne vide om vi skulle købe flybillet ved et andet selskab. Hun kunne desværre først fortælle os noget efter 17.30, da det var her de afgjorde hvad der skulle ske hvis ikke flyet kunne lette. Desværre havde ingen selskaber plads til Lima denne dag, så vi måtte bare vente og se hvad der skete. Vi bestemte os for at kontakte vores rejseforsikringer, idet vi gerne ville vide om de ville dække en ny billet, så vi kunne komme til Quito, såfremt flyet ikke afgik. Vi havde lavet en forespørgsel og fået at vide at vi skulle regne med at en billet fra Peru til Ecuador ville koste omkring 850 dollars, fordi det var last minute billetter. Huha en dyr omgang, som ingen af os havde lyst til at skulle betale! Randi ringede til sin far og fik ham til at kontakte forsikringen, da det var virkelig dyrt at ringe fra Peru til danmark (24 kr i minuttet), Lotte ringede også til hendes forsikringsselskab og forsøgte at få styr på tingene. En lille smule panik var opstået, da vi jo simpelthen var nødt til at nå til Ecuador, så vi kunne nå flyet videre til Galapagos øerne om fredagen. Kl 17.15 blev vi igen kaldt i flyet og vi gik med anspændte minder ind i flyet, blev kørt til landingsbanen og så sad vi der og ventede! Stik imod alt forventning lettede flyet sørme og vi kom godt afsted mod Limas lufthavn.

Glade og forventningsfulde steg vi ud af flyet i Lima og var lettede over at alt var faldet på plads. Vi var blevet knapt 7 timer forsinkede, hvilket også betød at vi nu havde 2 timer til at få tjekket ind og spist aftensmad i lufthavnen, inden vi skulle flyve mod Ecuador. Alt stress og panik var forsvundet fra vores skuldre og vi så frem til at gå på Mc Donalds og spise junk ovenpå den hæslige dag. Da vi står og skal tjekke ind til flyet til Ecuador, sker der så det, at damen pludselig siger, at Randis billet er blevet ændret og at hun ingen plads har på flyet! PANIK! IGEN! What to do...? Hun kan se at der er blevet ændret noget, men ikke hvad. Randi havde ændret sin hjemrejsebillet, til at gå fra Texas i stedet for fra Ecuador, men Randi havde altså ikke ændret flybilletten til Ecuador. Nogle måtte have lavet en fejl og det var hvert fald ikke os! Panikken spredte sig virkelig og en ny billet ville koste 650 dollars, svarende til ca. 3800DKK. Det var heller ikke lige indregnet i budgettet. Vi bestemte os for at kontakte jysk rejsebureau som havde stået for ændringen af Randis billet, de havde nemlig en nødtelefon man kunne ringe til. Men hvad skete der så? Lottes telefon ville ikke ringe op til det nummer, den blev ved med at sige nummeret var ugyldigt. Nu både bandede og svovlede vi begge to, hvor uheldigt kunne det lige være?! Okay, vi skiftede sim kort og prøvede med Randis nummer, og bingo, den ville gerne ringe op. Randi fik fat i en meget sød og forstående mand, som lovede at de nok skulle finde ud af hvordan fejlen var opstået og at Randi selvfølgelig skulle købe en ny billet, på deres regning. YES, en billet blev købt og alt blev godt igen. s*** for en omgang. Pludselig havde vi ikke særlig god tid til at spise, så vi løb mod Mc Donalds, kværnede en menu og løb videre mod sikkerhedstjek, paskontrol og gaten. Det skal ingen hemmelighed være at adrenalinen pumpede rundt i vores kroppe efter en dag med stress, uforudsigelighed, udfordringer og lidt for mange spændende situationer. Men vi nåede da til gaten, ja vi sad sågar og ventede 10 min inden vi skulle boarde. Så alt endte godt. Bortset fra at den pick up vi havde bestilt fra lufthavnen i Quito Ecuador, ikke dukkede op. Så der stod vi så uden taxa. Heldigvis var det en lille udfordring, så vi fandt bare en ny taxa og nåede frem til vores hostel i god behold kl. 1 om natten.

Vi havde lige torsdag i Quito og den er bare gået med at se lidt kirker, museer og lidt af den øvrige by og ellers bare slappe af ovenpå gårdagens stress. Nu ser vi virkelig frem til at skal til Galapagos i morgen tidlig. Her skal vi tilbringe 9 dage og det bliver forhåbentlig et eventyr uden lige. Vi krydser fingre for at alle fly afgår som de skal, at vores billetter er korrekte og at alt ellers flasker sig. Vi gider nemlig ikke rigtig flere udfordringer på den her tur og vil gerne bare kunne nyde de sidste 14 dage her i sydamerika..