Da vi kom tilbage til La Paz fra Amazonas checkede vi igen ind på Wild Rover hostlet. Her tilbragte vi tre dage med hygge, afslapning og shopping. Vi mødte en dansk pige på hostlet, hun fortalte os at den danske kok Claus Meyer har åbnet restauranten GUSTU i La Paz og at det bestemt var et besøg værd. Efter halvanden måneds rejse var vi ved at være godt trætte af at spise kedeligt fladt sydamerikansk mad, som med garanti skal tilføjes en deciliter salt før den tilnærmelsesvis smager af noget. Så vi besluttede os for at vi godt ville støtte det gode projekt, samt at vores smagsløg trængte til lidt forkælelse. Vi fik reserveret bord og begav os afsted mod restaurant GUSTU. GUSTU er en gourmet restaurant der serverer boliviansk mad lavet af friske og lækre bolivianske råvarer. Claus Meyers danske touch har bare gjort at det rent faktisk smager vidunderligt. Vi fik ni retter og vin/øl menu for ca. 450 danske kroner. Vi fik alt fra Lama mørbrad til kaktus is, og alt smagte fantastisk. På restauranten er der selvfølgelig en dansk kok ansat, og da han så efternavnet Sørensen, var han ikke i tvivl om at der var besøg fra Danmark, og vi fik selvfølgelig en rundvisning "behind the scene" :) Det var virkelig et besøg værd, og kan varmt anbefales hvis man altså skulle komme på de kanter.

Da vi var i Chile blev vi anbefalet den bolivianske kokain, når folk hørte vi skulle til Bolivia. Da vi begge tager lang afstand fra stoffer, har vi selvfølgelig bare sagt nej tak og ikke tænkt mere over det. Men da vi kom på et otte personers dorm room med seks unge gutter fra Australien, blev vi pludselig mindet om, at vi befandt os i Bolivia - kokainens mekka. Vi havde knapt nok hilst på dem, før de spurgte om det ikke var okay, at de lige tog sig en bane, inde på vores fælles dorm room. Meget forbløffede over deres åbenhed fik vi hurtigt sagt fra, og de accepterede det heldigvis uden nogen form for diskussion. Randi arbejdede da godt nok med narkomaner i Oslo, men nu var hun altså på ferie. Men det er sgu da en mærkelig mentalitet, at de bare var så åbne om det. På hostlet stod der flere steder skilte om at brug af narkotika ville føre til politianmeldelse. Og hvem har lyst til at blive anholdt i Bolivia? Ikke os i hvert fald!

I Amazonas havde vi uden tvivl spist et eller andet der ikke var helt sundt. Vi havde i hvert fald begge maveproblemer med mange svedige og smertefulde turer til toilettet. Lotte var hårdest ramt, og sådan en tilstand kan altså godt give lidt udfordringer på en fire timers bustur, på meget humplede veje, uden toilet i bussen. Randi fandt godteposen, med medicin, frem, og Lotte klarede busturen uden problemer.

Copacabana er en by ved Lago Titicaca (Titicaca søen), på den bolivianske side. Lago Titicaca er verdens højst beliggende sø i 4000 meters højde. Søen ligger på grænsen mellem Bolivia og Peru og vi havde planlagt at besøge søen ved indrejsen til Peru igen. Copacabana er en hyggelig by, hvorfra vi tog en dagstur til Isla del sol (sol øen). Titikaka søens øer bærer meget præg af, at de inkaer der engang boede der, så udover den fantastisk smukke natur, så vi en masse gamle inka ruiner og templer. Det var vildt fascinerende, at tænke på, at alt dette var bygget af vaskeægte inkaer i år 200. Vores guide viste os hvor inkaerne havde ofret til deres guder. Alt fra cocablade til levende kvinder havde de ofret. Disse ofringssteder bliver fortsat brugt i dag, men nu er det dog mest cocablade og knapt så mange kvinder de ofrer, fortalte guiden med et smil på læben. En fantastisk ting ved at befinde sig ved så stor en sø er den friske fisk. Randi nød godt af den lækre friske ørred. En ørred der var marineret i så meget hvidløg, at Randis mor nok var glad for, at hun ikke skulle sove sammen med hende. Det fik Lotte så fornøjelsen af i stedet :)

Vi havde et par dage i Copacabana før vi krydsede grænsen til Peru og begav os mod den peruvianske by Puno. Puno har ligesom Copacabana beliggenhed ved Titicaca søen. På den peruvianske side af søen fandt befolkningen for mange år siden, ud af noget smart. I søen vokser en masse siv-lignende planter. Disse siv har befolkningen fundet ud af at bruge, til mere eller mindre ALT. De spiser dem, udvinder medicin fra dem og udvinder væske fra dem. Men det stopper selvfølgelig ikke her. Sivene kan flyde på vandet, så deres både er flettet i dette siv, deres huse er bygget af siv og tro det eller ej, de har bygget flydende øer af siv. Dette stammefolk bor ude midt på søen på en flydende ø, bygget af siv. Det lyder simpelthen for mystisk til at være sandt, men det er det. Vi lærte hvordan de byggede øerne, de forklarede at de havde lavet en slags anker til øen. Uden dette kunne de jo vågne op på den bolivianske side af Titicaca søen, og de havde ikke noget pas, så det var jo ikke så hensigtsmæssigt:) Besøget på den flydende ø gjorde virkelig indtryk på os, tænk at man i år 2014 stadig lever så primitivt nogle steder. Senere samme aften hoppede vi på en natbus til Cusco, hvorfra vi skulle på Inka trekking.

Vi ankom i Cusco kl. 4.30. Meget trætte fandt vi frem til vores hostel og heldigvis kunne vi få vores værelse med det samme. De tre tyskere vi havde mødt på turen til Salar de Uyuni, boede på samme hostel. Vi kunne lige nå at få morgenmad og udveksle rejseerfaringer inden de skulle med et fly tilbage til Tyskland. Vi brugte formiddagen på at booke turer for resten af tiden i Cusco.

Randi havde, allerede før vi forlod Danmark, overvejet muligheden for at bungee jumpe i Cusco. I Action Valley lidt udenfor Cusco, er Sydamerikas højeste bungee jump og det er også det fjerde højeste i verden på 122 meter. Til dette skal det lige nævnes at Randi bestemt ikke er glad for højder. Hendes "jeg-er-bestemt-ikke-bange-for-noget" attitude krakelerer lidt, hvis hun kommer bare 1 meter over jordens overflade. Randi var da også af den indstilling at hun måtte se frygten i øjnene, tage tyren ved hornene, ja I fornemmer vel hvor historien bærer hen? I hvert fald bookede Randi sig sit første bungee jump. Lotte var så sød at tage med som støtte, moralsk opbakning og fotograf, og vi begav os afsted. Andre mennesker ville muligvis have et par søde sommerfugle i maven, men Randis mave var dog ramt af noget større. Hun er faktisk sikker på at der svømmede en alligator eller to rundt derinde og snappede sig et stykke med nervøs Randi tarm. Ondt gjorde det i hvert fald. Da Randi havde varmet op, for at forebygge skader, blev hun spændt fast og hejst op imellem to bjerge. Randi var MEGET nervøs, og da hun var blevet hejst til tops sagde guiden én sætning rigtig mange gange; "Don't look down". Og hvad gør man så? Man kigger da selvfølgelig ned. Det skulle hun aldrig have gjort, for nu blev hun for alvor nervøs. Tænk nu hvis elastikken sprang, eller hvis den var for lang, eller, eller.... Randi blev bedt om at gå ud på kanten, guiden talte ned fra tre, og så var det ellers bare at læne sig forover. Nu lyder det måske ikke så vildt, men 122 meters frit fald kildre da en anelse i maven. Hun gav et lille skrig fra sig, og først da hun var sprunget og indså at der ingen vej var tilbage, åbnede hun for alvor øjnene og kunne nyde den smukke udsigt over "the sacred valley". Udsigten blev dog nydt på hovedet, hvilket gjorde oplevelsen en anelse anderledes. Da Randi igen stod med fødderne solidt plantet på jorden var hun ikke til at skyde igennem. Hun lignede en lille glad julegris og hun var pave stolt over at hun havde overvundet sin frygt. Dette fejrede vi med en tur på McDonalds og dernæst Starbucks, mere peruviansk bliver det bare ikke ;)