Sikken et eventyr vi har haft på Galapagos øerne, det er helt vildt alt det vi oplever og der er så meget, der kan siges om dette fortryllende sted. Fredag morgen satte vi kursen mod Galapagos øerne. Vi stod tidligt op for at sikre os at vi havde god tid, og vi fangede en taxa og kørte afsted. Desværre havde vi fået fat i Ecuadors vel nok ældste chauffør og han forstod virkelig at give sig god tid og holde sig LANGT under den tilladte fartgrænse. Lidt nervøse sad vi der og snakkede om, at det lige kunne passe, at vi ikke nåede vores fly, ovenpå alt tumulten med flyene fra Peru til Ecuador. Heldigvis nåede vi frem i tide, og vi havde da en times tid til at få checket ind og spist morgenmad. Meget kan man sige om denne slags 3. verdens land, men de tager beskyttelsen af fantastiske Galapagos meget seriøst. Vores bagage blev grundigt kontrolleret og vi fik også udlevert nogle papirer, hvor vi skulle udfylde en masse omkring hvad vi havde med og hvad vi ikke havde med. Under flyvningen blev vores håndbagage sprøjtet med noget gift der skulle dræbe eventuelle insekter som skulle være på taskerne. Og da vi ankom i lufthavnen blev vi mødt af en narkohund. Virkelig dejligt at se de tager beskyttelsen af dette sted så alvorligt, da der ikke skal ret meget til at påvirke økosystemerne her og at det i værste fald kan resultere i at dyrearter uddør. På vej til vores hotel, gjorde vi holdt ved to kratere, som er vulkaner der er kolapset. Ret imornerende og lidt uhyggeligt at se hvordan jorden bare er sunket sammen i sådan to store cirkler. Vi gjorde også holdt ved et område, som huser et avlsprojekt for de mægtige og kæmpestore landskildpadder. For en del år tilbage var de ved at uddø, da besøgende sømænd fandt ud af at skildpadderne kan leve længe og dermed forsyne skibet med frisk kød. De blev en populær spise, og flere arter uddøde desværre. Heldigvis er der nu kommet godt styr på det af alle de frivillige der kommer ned og arbejder på centeret og skildpadderne er nu fredede. Da vi kørte ned mod centeret måtte vi lige gøre holdt, da en kæmpe fyr på ca. 1,5 meter holdt hvil midt på vejen. Vi måtte pænt vente til den havde flyttet sig lidt, så vi kunne snige os forbi. Der var giga skildpadder over det hele, og vi måtte frit bevæge os rundt i det kæmpe område de havde til rådighed. Så vi gik rigtig på opdagelse og studerede de fascinerende dyr. Som vi gik rundt der i den smukke natur, omgivet af kæmpe skildpadder og med kæmpe skildpadde-lort under skoene, blev vi hurtigt enige om, at Galapagos allerede lever fuldt ud op til vores forventninger. Sikken et sted altså!

Vi var også en tur nede i nogle lavatunneler, og det var også lidt af en oplevelse. Specielt fordi Randi havde set i et af hendes elskede naturprogrammer, at der i disse tunneler lever et dyr, som er en blaning af en skorpion og en edderkop(vi kalder den en skorpikop). Så det var med beværende ben, dukkede hoveder og bankende hjerter, at vi trådte ind i tunlens åbning og bevægede os ind ad i mørket. Som vi gik der under jorden, omgivet af støknet lava og med en anelse angst for at møde disse klamme skorpikopper, var vi nok en smule anspændte. Hvert fald var der op til flere gange hvor Randi pludselig hoppede op i luften og udstødte et højt skrig, hvilket resulterede i at Lotte også skreg og mærkede angstens sved sprede sig, uden dog at vide hvad der foregik. Hvad mon der var sket?!? Jo mindsanten om ikke det var en dråbe vand fra tunlens loft, som havde ramt Randi på skulderen og skabt et mindre panikanfald. Dette skete ikke bare én gang, men nærmere en 2-3 stykker og hver gang blev vi begge lige bange. Sikke en køn forsamling vi er:) Vi overlevede og fik set dette specielle naturfænomen uden at have mødt den klamme skorpikok.

Da vi ankom til Puerto Ayora blev vi indloggeret på det hotel som skulle være vores bopæl i 5 dage, og wow der var sørme både aircondition, håndklæder og privat badeværelse. Hvilken skøn opgradering i forhold til den dorm-standard, som vi har boet i det meste af turen. Vi gik en tur ned i den dykkerforretning, som har stået for at arrangere vores tur. Der fik vi styr vores dykkerudstyr til dagen efter, hvor vi skulle have den første ud af 3 dages dykning. Vi havde begge lykkelig glemt hvor besværligt det er at få den fandens til våddragt på. Her på Galapagos skulle vi bruge 7 millimeter våddragter, så den var også en del tykkere end vi før havde prøvet. Og det må jo helt klart må være derfor vi havde så svært ved at få den op over numserne, vi er i hvert fald sikre på at det ikke havde noget med vores chokoladeindtag at gøre :)

Første dag med dykning skulle gå til et område der hedder North seymor, som skulle være et godt sted for os at starte, idet her skulle være ret roligt og uden alt for vild strøm. Det er jo ved at være noget tid siden vi begge dykkede, for Randis vedkommende er det næsten 1½ år siden og for Lotte er det 2½ år siden, så det var rigtig rart at start et roligt sted, hvor vi lige kunne få genopfrisket teknikkerne og få finpudset balancen i vandet osv. Selvom første dag foregik i roligt vand, var der alligevel et virkelig rigt dyreliv. Vi så både hammerhajer, hvidtippede hajer, havskildpadder, nudibranch i blå, søstjerner i blå, orange og grønne farver, slanger og vanvittigt mange forskellige fisk i alle regnbuens farver.
Anden dag dykkede vi i et område der hedder Gordon Rocks. Dette dyk har ry for at være noget vanskeligt, grundet stærk strøm og store bølger. Da vi sejlede derud af blev vi noget overraskede over hvor store bølgerne egentlig var. Vi lagde anker nær en klippeevæg, hvor bølgerne hamrede hårdt og vildt imod og det resulterede i at båden hoppede og dansede. Så da instruktøren bad os om at gøre os klar, tænkte vi begge "hvordan fanden kan det være en god ide"? Vi fik dog vores udstyr på og var blevet godt briefet om dykning i dette lidt brutale vand, så da vi fik besked om at læne os bagover ud i vandet gjorde vi det. Wow for en vild oplevelse!! Bølgerne sprøjtede vildt over alt, og det var svært at navigere sig frem til hvad der var op eller ned. Vi var blevet enige om at det var vigtigt at vi kom hurtigt ned, da vi ellers var bange for om vi skulle panikke i vandoverfladen. Vi kiggede på hinanden, lavede tegn til at gå ned, og gjorde klar til at gå ned. Det var dog ret svært at komme ned grundet den vilde overflade, så det krævede lidt ekstra, men ned kom vi. Vi var fire dykkere og en instruktør på dykket, så vi ventede på de andre på ca. 10 meters dybde. Og vi ventede længe! Efter lidt tid kom instruktøren og den ene af dykkerne ned, men den anden dykker havde givet op og var gået tilbage i båden. Nå men ned kom vi og vandet var meget mere behageligt og roligt under overfladen, så vi var godt tilpasse da vi var kommet ned. Desværre drillede Lottes maske og duggede helt til så hun kun havde en lille plet i masken hvor hun kunne se noget ud af. Derfor gik Lotte desværre glip af det meste af dykket. F.eks. kom der lige 3 søløver og legede med Randi, de svømmede rundt omkring hende og ville gerne lige hilse på, der havde Lotte travlt med at rense maske. Da der kom en kæmpe flok hammerhajer, på ca. 20 stk., svømmende forbi os, kunne Lotte kun se en 2-3 stykker. Og hun var faktisk lidt i tvivl om hvad det var hun havde set. Det var super ærgerligt, men sådan er det desværre bare når udstyret driller. Det var altså en ret vild oplevelse at være så tæt på så mange hajer, som vi lidt betragter som dræbermaskiner, men samtidig også fascinerende at se disse prægtige dyr svømme omkring i deres naturlige miljø. Vi så også en "moon fish" som er ret speciel, den lignede lidt en blanding af en kæmpe rødspætte og en klumpfisk og først troede vi egentlig bare det var en stor sten instruktøren pegede på, men pludselig kunne vi se den da bevægede sig. Dem så vi flere af, bla nogle som var ved at blive renset af nogle andre mindre fisk, sjovt at se havets systemer udspille sig lige for øjnene af en. Vi hilste også på nogle forskellige rays, som mantarays, eaglerays og en masse hvidtippede hajer, store fiskestimer af baracudaer og ja, vi dykkede også op af en virkelig flot lodret klippevæg hvor der voksede en masse fine planter, koraller og der gemte sig diverse fisk og hajer i klippens revner. Da vi kom tilbage i båden talte vi med ham dykkere der havde givet op, og var kravlet tilbage i båden. Han var en meget erfaren dykker, med over 200 dyk, men som han forklarede det blev han grebet af panik. Han var ikke vandt til så vildt noget vand, og var derfor begyndt at hyperventilere. Klogt nok valgte han at gå op igen, men desværre var han blevet så skræmt at han ikke engang turde gå i vandet ved andet dyk på samme sted. Han var en ældre mand, og han var blevet bange og sagde at han nok aldrig kom til at dykke rigtigt igen. Lotte havde også haft en ubehagelig oplevelse. Ikke grundet det vilde vand, men på grund af hendes duggende maske. Hun overvejede længe om hun også skulle aflyse andet dyk, men som den seje kvinde hun er, overvandt hun sin frygt og kom også med på andet dyk. Hun lånte en anden maske, og på andet dyk kunne hun se det hele :)

Vores sidste dag med dykning gik til Floreana og det dyreliv mindede meget om det vi havde set de forrige to dage, så det var endnu en god dag med vildt overvældende skabninger. Vi havde 3 dage med helt fantastiske, uforglemmelige oplevelser. Det med at være under havets overflade, se ud gennem ens lille maske, trække vejret gennem ens inhalator, alt imens man vægtløst svømmer rundt og studerer dette vanvittige flotte, farverige, livlige miljø, ja det er en oplevelse alle burde have. Det er en helt anden verden, end den vi er vant til at befinde os i og den er ikke mindre end helt fantastisk. Det adrenalinrush det giver en når hajerne pludselig er tæt på og følelsen det giver, når man kan se at hajen studerer os ligeså meget som vi studerer den, det er ret specielt, men en ret livgivende følelse :)

De to efterfølgende dage havde vi to dagsture til to meget forskellige øer. Den første ø var dækket af røde planter. Så øen så faktisk helt rød ud. På denne ø så vi masser af de meget sjældne gule land leguaner. Vi så en helt nyfødt søløveunge og ved siden af den sad en leguan og åd moderkagen. En leguan der faktisk er vegetar, så det havde guiden ikke en helt logisk forklaring på. Måske var vi vidner til endnu et skridt i den imponerende hurtige evolution på Galapagos øerne.

En aften besluttede vi os for at gå ned på den lille fiskerhavn i byen. Der stod fiskerne og parterede og solgte dagens fangst. Fiskeaffaldet skulle de selvfølgelig ikke bruge, men intet går til spilde på Galapagos. Fiskerne var omringet af pelikaner og søløver der ivrigt forsøgte at få lidt nem aftensmad. De var faktisk så ivrige at pelikanerne stod ovenpå søløverne for at komme tættest på. Hvilket fantastisk syn! Galapagos er selvsagt omgivet af en masse vand med et fantastisk dyreliv, hvilket også gør at maden bliver super lækker og frisk. Især Randi var henrykt over den friske og billige Galapagos hummer. Hun var faktisk så imponeret at hun fik hummer de første seks aftener i træk. Lotte besluttede at det på hendes seksogtyvende år nok var på tide at hun også smagte hummer, så hun mandede sig op og smagte på kalorius. Hun var dog mere imponeret over de store og friske rejer, som hun lystigt guffede i sig. Ikke langt fra vores hotel lå en helt almindelig gade med huse og butikker. Denne gade forvandlede sig hver aften til en super hyggelig restaurantgade. Vejen blev lukket af, de lokale smækkede borde og stole ud på gaden, og så sad vi ellers der og nød de friske fisk og skaldyr til meget billige penge.

Torsdag d. 2. Oktober sejlede vi mod isla Isabela. Vi havde fra flere hørt at denne sejltur kunne være noget vild, og det var den nok også. I hvert fald blev der delt brækposer ud, som hos nogle passagerer blev flittigt brugt. Især var to små lokale piger, på henholdsvis ca. 3 og 6 år, hårdt ramt. Deres far sad med et barn i hver arm og de skiftedes så til at stortude og kaste op. Det var to lange timer, men hvor var det dog fantastisk at se hvordan faderen tog sig af sine børn. Efter tidligere erfaringer fra Ghana hvor børn er nederst i hierarkiet og ofte får en på siden af hovedet uden at nogen løfter øjenbryn over det, og fra Phillippinerne hvor små børn, i kampen om familiens overlevelse, bliver efterladt på gaden, er vi noget imponerede over den tydelig kærlighed og omsorg sydamerikanske forældre viser for deres børn. De lande vi har besøgt har været langt mere civiliserede end vi havde forventet, og sydamerikanerne har også langt større viden om renovation og naturbevarelse end vi havde forventet. I de områder af Asien og Afrika vi har rejst, har de lokale bare smidt skrald på gaden og brændt plastic i store bunker midt i byen, simpelthen fordi de ikke er bedre oplyste og fordi der ikke findes et renovationssystem. På Galapagos sorterer de faktisk deres affald, har pant på flaskerne og de har sågar røgfrie områder. På størstedelen af Galapagos øerne er det ikke tilladt at spise eller ryge, simpelthen fordi de vil bevare naturen og dyrelivet.

Da vi ankom på isla Isabela blev vi modtaget af pingviner og søløver der springende rundt i den lille lystbådshavn. Vi troede at vi på vores dagsture og på Santa Cruz havde set mange søløver, men vi tog fejl. Der var søløver over alt! Og de havde ikke tænkt sig at flytte sig. På et tidspunkt stod Randi tydeligvis på en søløves plads, så han gik imod hende imens han brummede højt. Randi forstod et hint og måtte pænt flytte sig så søløven kunne slappe af på sin favoritplads.

Vi blev inkvarteret på et super lækkert hotel, bare 50 meter fra den vidunderligt smukke strand. Om eftermiddagen var vi på tur til en lille ø udenfor isla Isabela. Øen havde, ligesom alle de andre på Galapagos, et meget rigt dyreliv. Bl.a. kunne vi, fra kanten af øen, se en masse hvidtippede hajer. Øen havde lavet de perfekte søvnforhold for hajerne, så de lå alle oveni hinanden og sov. Der var mindst 50, på et MEGET lille område. De sov på ca. 1 meters dybde, så vi blev enige om at vi nok ville være en tand for modige, hvis vi tog snorkeludstyret på og hoppede i. Så vi betragtede de majestætiske dyr fra land.

Morgenen efter skulle vi bestige Galapagos' anden højeste vulkan. Det lyder måske lidt vildt, men den befandt sig kun i 1000 meters højde, så sammenlignet med vores tidligere trekkingture, var det "piece of cake". Vulkankrateret er verdens anden største aktive vulkankrater. Den havde sidst været i udbrud i 2005, og som guiden så fint formulerede det, kunne den gå i udbrud hvert øjeblik igen, også selvom vi stod på toppen af den. Guiden fortalte os at der på toppen af vulkanen oftest var diset og overskyet, sådan at man faktiske ikke kunne se mere end et par meter frem. Vi var dog rigtig heldige, og kunne se fra ende til anden. Eftersom vulkanen stadig er aktiv måtte vi selvsagt ikke gå ned i krateret, men fra toppen var det også et meget specielt og smukt syn. Derefter gik vi videre mod nogle mindre vulkaner, nogle døde og nogle stadig aktive. Vi så forskellen på ny og gammel lavasten, og hvordan stenen skifter farve og struktur med tiden. Den nye lavasten er helt sort, og eftersom det sidste udbrud var i 2005, var der meget ny lavasten. Og da vi gik der, midt i den bagende middags sol, kunne vi tydeligt mærke varmen fra lavastenen. Vi svedte som små danske svin og var overlykkelige da vi, efter et par hårde timer, fandt et træ der var stort nok til at give os lidt skygge. På vej ned af vulkanen blev vi ramt af tåge og støvregn, og aldrig før har vi værdsat det så meget :)

Da vi kom tilbage på hotellet lejede Lotte en maske og snorkel, og vi begav os mod lystbådshavnen for at suge de sidste indtryk ud af fantastiske Galapagos, inden vi skulle forlade øgruppen. Søløverne var vildt legesyge og nysgerrige, og de svømmede omkring os, under os, ind i os og en af dem tog sig et godt tilløb og sprang over os. Vores dykkerinstruktør havde sagt at han var lidt i tvivl om, om søløverne var vores legetøj eller omvendt, og i denne situation følte vi os godt nok som deres legetøj. De var helt vilde, og pludselig var de væk igen. Vi plaskede lidt videre og gæt hvad det så skete!? Vi var så heldige at en KÆMPE fiskestime havde forvillet sig ind i havnen. Det var ét stort festmåltid for pingvinerne og søløverne, de samarbejdede om at fange aftensmaden, og vi lå stille i vandoverfladen, på første parket til showet. Det var som at se Animal Planet, bare i live version! Vi havde i hvert fald 10 søløver svømmende omkring os. Og nøj hvor var der fart på! Vi elskede det!!

Morgenen efter skulle vi desværre forlade vores nye favorit øgruppe. De ni dage i Galapagos paradiset var desværre gået, og vi skulle flyve tilbage til Ecuadors fastland. Vi fløj til Guayaquil, der er Ecuadors største by. Derfra tog vi bussen direkte til Puerto Lopez. Vi tilbragte tre dage der, det blev dog desværre mest på hotelværelset, da vejret ikke var med os. Puerto Lopez er en lille hyggelig by med en lækker sandstrand, vores mening var at vi ville tilbringe Lottes sidste tid i Ecuador, med afslapning på stranden. Men da det var konstant overskyet, blev det mest til hygge på hotelværelset. Et rigtig fint hotelværelse faktisk. Det eneste lille minus var at vi fik en lille uvelkommen gæst. En mellemstor kakerlak ville tydeligvis gerne være en del af hyggen. Han praktisk talt SPRANG på Lotte da hun, helt uvidende om hvad der ventede hende, stod og nød et varmt brusebad. Der lød et skingert hvin, og efterfølgende kom en skrækslagen, og meget nøgen, Lotte stormende ud fra badeværelset. Stemningen ulmede af frygt og rædsel, og kakerlakken kunne lugte det. Han var 100% klar over at han på forhånd havde vundet kampen, så han så sit snit til at lege lidt med sit bytte. Hans udvalgte leg var "gemme", og han startede med at gemme sig. Desværre var han bare pishamrende god til det. Vi listede os rundt, med en puls på minimum 200, og kiggede alle tænkelige steder. Og DER, under Randis taske lå det satans svin. Men nu skiftede han leg, nu ville han ikke længere lege "gemme", men "fange" i stedet. Han hvinede afsted, hen over gulvet, ud på badeværelset, og ind i et hul bag toilettet. f***!!! Hvad gør man så? Heldigvis er Lotte en knaldhamrendes intelligent pige, og hun løb ind i receptionen og hentede en rulle gaffatape til at tape hullet med. Det var måske ikke den mest humane måde at dræbe dyret på, men det var effektivt. Vi fik ikke flere uventede gæster :)

Vi havde et par dage med sightseeing og shopping i Guayaquil inden det blev D. 9. november, dagen hvor Lotte skulle rejse hjem til Danmark. Randi tog med hende ud i lufthavnen for at sige farvel. Vi har haft to måneder sammen. To virkelig gode måneder!! Selvfølgelig har der været anledning til en diskussion eller to, men vi har virkelig været gode til at rejse sammen og hjælpe hinanden. Derfor blev det også en lidt vemodig afsted, og Randi måtte fælde en tåre eller to. Lotte blev sendt godt afsted, og jeg, Randi, sidder nu på busstationen og venter på bussen til Baños. Jeg har endnu en uges tid i Ecuador før jeg flyver nordpå, mod Texas, hvor jeg skal tilbringe et par uger på en vaskeægte Texas farm før jeg drager mod Danmark. Nu sidder jeg med en lidt ambivalent følelse i kroppen. Det var trist at skulle sige farvel til en fantastisk veninde, men foran mig venter flere eventyr og jeg glæder mig :)

P.s. Min backpack lugter af søløvelort, og jeg kan ikke få det af...