Vi havde fået afvide at det værste vejr, ville være i dag, men da vi stod op var vandet helt stille. Så vi besluttede os for at sejle ud og rundt om en stor ø, der hedder "Adele Island". Her stoppede vi kort hvorefter vi sejlede videre mod øen kaldet "Fishermans Island". Vi måtte dog give op da vi var ved at være rundt om den, da de andre ikke kunne følge med i det vejr, som havde overrumplet os. Så vi kæmpede os gennem store bølger i modvind, i et par timer, indtil vi nærmede os den nærmeste strand. Gnu og line var sakket et godt stykke bagud, men der var ikke rigtig noget vi kunne gøre. Hvis vi stoppede ville vi jo komme med siden til bølgerne, så vi ville vi uden tvivl kæntre. Inde på stranden holdt vi også øje med dem, indtil de var inde ved os igen.

Da vi havde fået slappet af og kastet nogle müslibarer indenbords besluttede vi os for at give det en chance til. Vi skulle trods alt kun lige rundt om en enkelt pynt mere, og så var der stort set strand hele vejen til havnen. Vi kom ud igen, og der var virkelig meget modvind. Mig og Maja lå forrest, men måtte stoppe da gnu og line på en eller anden måde ikke kunne finde ud af at styre deres kajak. Det førte til at vi drev om på siden. Så kom Christian og kom til at sejle os endnu mere om på siden. Som i slow-motion kom der så en bølge og vendte vores kajak om ligeså stille. Vi tabte begge vores solbriller i vandet, hvilket var hvad vi var mest bekymrede om. De vi havde fået vendt kajakken om, valgte vi at prøve at kravle op i den igen, som vi nu havde lært, selvom vi kun havde 20 meter til kysten. Og vi klarede det perfekt i første forsøg. Der var overraskende nok kommet virkelig meget vand i kajakken så vi sejlede ind til stranden for at tømme den. Her blev vi så kort efter enige om at vi ville få sejlet kajakkerne tilbage. Maja og jeg ville gerne prøve igen, men det ville de andre ikke. Og vi kan ikke gøre det alene. Så vi fangede en water-taxi som sejlede forbi. Han tog vores kajakker og oppakning, og så gik vi tilbage. Vi skulle godt nok betale 22 dollar pr kajak, for det, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Tilbage ved kajakkontoret var vi åbenbart kommet for sent til en bus vi ikke havde nogen ide om vi skulle nå. Men da vi sagde at vi var med KIWI, fik piben vidst en anden lyd, og de fandt en der kunne køre os tilbage til vores hostel igen. Her fik vi fish'n'chips igen, og så smuttede vi ellers i seng.