Mima ache (hej paa twi)

Ugen startede ikke specielt godt, da jeg, kl 24 mandag nat, blev vaekket af ordene: "Philip, jeg tror sgu jeg har malaria". Anders havde vaeret oppe det meste af aftenen og haft flere symptomer paa malaria b.la. feber og opkast.

Saa vi ringede til vores supervisor Fynn, og han bestilte straks en taxa til vores hjem. Taxaen koerte os til Trust Hospital i Accra, hvor Fynn ventede os. Da klokken efterhaanden var blevet 01:30 var hospitalet ikke travlt, og Anders kunne kome rimeligt hurtigt til. De eneste levende vaesener i forhallen og ventevaerelset var en sovende cashier (man skal nemlig betale for at blive behandlet), en gravid kvinde med sin bekymrede mand og en drukkenbolt, der sov rusen ud paa et par stole. En herlig forsamling :)

Imens Fynn og jeg sad og holdte hinanden vaagne fik Anders taget blodproeve og talt med en laege. Det tog lige omkring en time, og udstyret med medicin og piller drog Anders og jeg hjem til Adenta. Det viste sig heldigvis, at det ikke var malaria, men en slem maveinfektion. Dermed fik Anders og jeg set et ghanesisk hospital indefra, og det var da lidt en blandet oplevelse.

Ugen skulle dog blive vaerre, da jeg tirsdag lagde mig med hovedpine, svimmelhed og rygsmerter. Ja, det har ikke vaeret et koent syn at se os to ligge paa vores vaerelse og klynke, men naar man er syg i Ghana, saa maa man gerne :). Saa vi brugte altsaa mandag-fredag i huset, dog med et par undtagelser, hvor jeg paa panodiler tog til et par traeninger. Anders havde det nemlig vaerre en jeg havde ;)

Weekenden:

Loerdag var vi begge blevet helt friske, og vi kunne egentlig godt have taget med de andre frivillige afsted paa weekendtur, men vi valgte den sikre loesning og blev hjemme.

Loerdag skulle blive den helt store fodbolddag, da vi saa tre kampe, alle med deltagelse af vores klub. Vi saa u-14 holdet, u-12 holdet (det hold vi coacher) og seniorholdet (vores hold). De to sidste selvfoelgelig klart de vigtigste og hoejdepunkterne.

Selvom vi nu har vaeret her i 1,5 maaned var det foerste gang, at vi skulle se vores u-12 hold i kamp. Det skal siges, at siden vi startede med at coache dem, har de ikke tabt en kamp, og det har baade vi, men ogsaa de vaeret lidt stolte af. Forventningerne var derfor hoeje, og selvom niveauet er hoejt til traening, blev det alligevel loeftet til kamp. Det gjorde modstandernes niveau desvaerre ogsaa, og de vandt 2-0, men jeg vil komme tilbage til dette i et senere afsnit kaldet "Fodbold alder" i dagens blogindlaeg.

Seniorholdet skulle spille lokal-derby mod netop det hold vi deler bane med til traening - en smule specielt maa man sige. Det var en lidt kedelig afaerre, der endte 1-0 til modstanderne, og efter kampen blev Anders og jeg enige om, at vi er ramt af en forbandelse. Hver gang vi ser vores hold spille, saa taber de, og naar vi rejser vaek, saa vinder de. Hvide fyre goer dem aabenbart nervoese, men det maa de jo laere at leve med :).

Soendagen blev brugt som en rigtig soendag med god afslapning, film og sodavand. Vi tog en stoerre rundtur i Madina, hvor vi var paa jagt efter en internetcafe. Det er lidt mere praktisk at have en i lokalomraadet i stedet for at tage til Accra hele tiden. Vi endte med at finde en (og alligevel sidder jeg nu i Accra og opdaterer), og vi fandt ogsaa en af vores drenge siddende derinde, saa det var lidt hyggeligt. Ikke den mest produktive dag, men en fin en af slagsen.

"Fodbold-alder":

Nogle laesere af denne blog er sikkert bekendt med begrebet fodbold-alder, men for dem som ikke er, kommer her en lille forklaring: Man lyver sig simpelthen yngre end man er.

Vi har faaet af vide, at mange af spillerne paa seniorholdet er 18-19 aar, og Anders og jeg har nu gaaet i lang tid og taenkt, at det kan simpelthen ikke passe. Saa jeg udspurgte Daniel fra holdet, og han fortalte mig, at han er 17 aar, og at det er solen, der goer han ser aeldre ud. Jeg smilede og sagde: "I didn't ask about your football-age. I asked about your real age". Daniel grinede og gik vaek. Da jeg saa spurgte en anden fra holdet om Daniels alder, fortalte han mig, at Daniel er 25 aar. Et klassisk eksempel paa begrebet "fodbold-alder".

Men det er aabenbart noget naesten alle bruger, og vil give dem en klar fordel, hvis de faar chancen i udlandet.

Men som lovet tilbage til vores u-12 kamp. Knaegten som scorede begge maal for modstanderne kan umuligt have vaeret en u-12 spiller, da han var et hoved hoejere end alle andre, undtagen deres maalmand. Han var altsaa klart fysisk overlegen, hurtigere, teknisk bedre, og man kunne se paa hans spil, at han har spillet et par aar mere.

Det klart bedste eksempel var dog deres maalmand, som var en kaempe i forhold til vores drenge. Jeg kan huske, at jeg taenkte, at hvis han er u-12 spiller, saa er jeg praesidenten af Ghana. Jeg spurgte ogsaa et par folk og fik af vide, at han er 17 aar og normalt spiller for u-15 holdet. Ikke helt fair efter vores mening, men "This is Africa". :)

Info om os:

Jeg er desvaerre blevet ramt af laese-feber, da jeg paa tre uger har faaet laest tre boeger. Det er noget, der aerger mig lidt, da vi kun har en bog tilbage og 1,5 maaned tilbage at vaere her i. Den skal laeses langsomt :).

Anders har den seneste uges tid vaeret paa en del piller (maveinfektion), og er ovenud tilfreds med at slippe af med dem. Ikke mindre en 16 piller har han skulle indtage om dagen, og en af dem har vaeret det stoerste svin af en pille, som tit sidder fast i halsen. Men det er heldigvis fortid nu :).

Vi har nu set det traeningstoej, vi afleverede i 18 saet blive brugt af u-17 holdet, og det klaedte dem. En fornoejelse at se, at tingene bliver brugt! Derudover er vi som sagt 100% friske, og ser frem til de kommende traeninger, hvor vi kan vaere helt med igen.

Tjek billeder og saa er der ny opdatering naeste mandag.

Ha' det godt!

Anders og Philip.