Har netop betrådt australsk jord igen efter 9 dage i det New Zealandske. Jeg landede i går sidst på eftermiddagen, og fik ellers bare slappet af om aftenen og handlet lidt ind. Michael (min roomie) er på Bali i disse dage, og kommer først hjem den 8 oktober, så har hele værelset for mig selv, så har også tilladt mig at vente lidt med at pakke min kuffert ud…

Som de af jer der har læst mit forrige indlæg var vi i Wellington lørdag/søndag da jeg ankom. Spændende by, der jo er New Zealands hovedstad, selvom byen ikke er særlig stor.

Søndag kørte vi mod Palmerston North og Massey University. Her var vi i 3 dage, der inkluderede besøg på Mikkels favorit burger-kæde "Burger Fuel". Der er også nogle stykker i Dubai, så til dem af jer der kunne være interesserede i at prøve det, kan tage til Dubai. Det er en New Zealandsk kæde der kun benytter frilands-ko til deres bøffer osv. så man kan få lidt smag af New Zealand uden at tage den lange vej dertil ;)

Onsdag eftermiddag kørte vi mod Tongariro National Park, hvor vi efter planen skulle gå "Tongariro Alpine Crossing" torsdag morgen. Det endte dog med at vi måtte sande at vejret var for dårligt til at vi kunne gå turen torsdag, eftersom at både folkene i receptionen på hotellet i National Park, og folkene på diverse rejsebureauer frarådede enhver form for "bjergbestigning". Vi ændrede lidt i planerne, og kørte i stedet til Rotorua som ligger endnu længere nordpå, for at se på al den geotermiske aktivitet der rører på sig i området. Vi var i Wai-O-Tapu, der er det største område med geotermisk aktivitet, dvs. med underjordiske vulkaner der resulterer i opstigning af vanddamp fra undergrunden. Det er helt utroligt hvilken natur vi har i denne verden. Man er slet ikke klar over hvor fantastisk denne verden er, før man har set det!

Vi havde booket en nat på et Motel i Rotorua, så om aftenen spiste vi på en koreansk restaurant og delte en hot-pot. Efterfølgende var vi i Polynesian Spa, som er et spa område hvor man betalte en formue for at komme ind, men til gengæld kunne man få lov til at bade i kunstige små bassiner opfyldt med mineral-fyldigt vand fra undergrunden. Der var 4 forskellige pools der hvor vi kom ind, der hver især havde en temperatur på mellem 36-42 grader. Det var rigtig lækkert, og man kunne mærke på sin hud at det let basiske vand havde sat sig fast hvis man kan sige det sådan.

Vi havde været i telefonkorrespondance med bureauerne i Tongariro National Park i løbet af torsdagen, og fik bekræftet at vejret fredag ville blive bedre til at gå turen. Vi bestilte en bus fra et lokalt hostel i området nær Nationalparken, som ville køre os frem til start stedet på ruten, og hente os i den anden ende når turen var slut. Dog skulle vi køre afsted fra Rotorua klokken 5 fredag morgen for at kunne nå at være i Tongariro klokken 7.

19.4 kilometer er et godt stykke når der venter en bjergvandring på ca. 7-8 timer. Men har godt nok aldrig oplevet noget lignende. Turen inkluderede masser af naturlige kilder, bjerge, vulkaner, søer og regnskov. Det viste sig faktisk, at en vulkan i området pludselig i august sidste år var blevet aktiv for første gang siden 1896, hvilket resulterede i at "Alpine Crossing" var lukket i næsten et år. Så udover at vi var heldige at vi kunne komme til at gå turen, fik vi også instrukser i hvordan vi skulle forholde os i tilfældet af at det ville ske igen. For os tog turen ca. 7 timer, så vi havde lige en lille time inden bussen kom og hentede os og de andre der havde været med samme bus. Trætte og godt ømme i fødder og ben var vi tilbage på hotellet og fik sovet næsten 11 timer den følgende nat!

Lørdag morgen ventede en tur tilbage til Palmerston North. Jeg havde læst i min Lonely Planet bog at der var en særlig vej man kunne køre når man skulle til Whanganui (en by vi skulle imod for at komme tilbage til Palmerston North). Whanganui River Road. Intet større problem end en ny vej i den lille gamle Toyota bil. Vi måtte dog sande, at vejen var noget mindre fremkommelig end vi først havde antaget. Det tog os omkring 2 timer at kører et stykke på omkring 60 kilometer. Turen var igennem en anden Nationalpark, Whanganui Nationalpark, og det føltes som om at vi kørte igennem en regnskov. Det styrtregnede, et godt stykke af vejen var kun grusbelagt (eller nærmere sten(!)belagt), og der var stort set kun plads til en bil på vejen, med klippevæg på den ene side, og en kæmpestor flod på den anden. Det var ret ubehageligt og vejen drejede hele tiden, så vi nød faktisk slet ikke turen. Men til sidst kom vi uskadte frem, så det var med stor lettelse at den lille Toyota kunne klare presset!

Lørdag aften i Palmerston havde "kinerseren" som vi kalder en pige der også bor der hvor Mikkel bor, lavet mad til os som vi aftalte før vi tog afsted onsdag. Det var rigtig lækkert og sjovt at prøve noget anderledes.

Søndag kørte Mikkel mig tilbage til Wellington, og jeg steg på flyet tilbage til Sydney hvor vejret er en del bedre end i New Zealand. Solen skinner og det er vidst omkring 25-30 grader nu.

Ida og jeg tager til Byron Bay fra fredag-tirsdag i denne uge, bare en lille ekstra afslapningsferie, da Ida først har Springbreak nu. Det bliver skønt bare at ligge på stranden og slappe af efter en super dejlig og begivenhedsrig ferie på det skønne New Zealand.

// Philip