Profile
Blog
Photos
Videos
I denne weekend var jeg på besøg hos Ulla fra biologi, der læser på Monash University i Melbourne.
Vi havde en fantastisk hyggelig weekend, hvor vi fik oplevet byen, og hvor jeg også fik mærket hvor koldt det kan være i Australien!!! Det var så enormt blæsende, og omkring 8 grader, at det føltes som november måned hjemme i DK. Men man kan altid overleve temperaturerne når man oplever spændende nye steder. Det var dog meget rart da jeg kom tilbage til Sydney i går, og var tilbage til de vante omkring 20 grader og masser af solskin!
Jeg var i skole fredag, og tog direkte ud til lufthavnen og hoppede på flyet til Melbourne. Ulla mødte mig ude i lufthavnen med et hjemmelavet "dansker" flag hvor der stod Philip på! Det var så sødt af hende! Herefter tog vi hjem til det hus hun bor i med 3 andre (2 australske piger og en indisk fyr, jeg ikke rigtig så mere end en gang), for at stille mine ting. Vi tog tilbage til Melbourne by og fandt en dansk restaurant, der hedder Denmark House.
http://denmarkhouse.com.au
Vi havde fundet stedet hjemme i DK før vi rejste herned, så det var rigtig sjovt at komme derind. Det var et lidt skjult sted hvor man skulle ringe på en slags dørtelefon i en lobby, hvorefter elevatoren blev åbnet så vi kunne komme derind. Der var ikke så mange mennesker i selve restaurant-delen, men i bar-delen i den anden ende af lokalet var der en privat-fest. Det lød til at de havde det meget sjovt. Vi fik hver især 2 stykker smørrebrød på RUGBRØD! Det var rigtig lækkert, og udover det fik vi også 2 stks. grønne Tuborg! Så helt herovre på den anden side af jorden kan man godt blive lidt patriotisk og bare længes efter noget god gammeldags smørrebrød og en kold grøn Tuborg. Vi afsluttede aftenen med en øl på en bar, og tog derefter hjem så vi var friske til om lørdagen.
Lørdag tog vi toget ind til byen igen, til et område der hedder South Yarra- super fedt! Der var masser af butikker, og hyggelige gader. Vi tog en sporvogn derfra videre ind til centrum af byen, hvor vi så mere af byen, herunder et par af artstreetgaderne som der er en del af i Melbourne, og afsluttede dagen med et glas hvidvin på en bar nede ved kanalen. Apropos det med sporvogne, så er Melbourne sporvognenes by. De kører overalt i byen, og det er ret hyggeligt, og et super godt alternativ til bybusser der larmer og forurener helt utroligt meget. Efter vores hvidvin handlede vi ind og spiste mad derhjemme og tog igen ind til byen for at se nattelivet. Her mødte en tysker og en hollænder, som Ulla går på skole med, os, og vi tog på et par barer og fik os nogle øl. Det var smadder hyggeligt, og det kunne også godt mærkes lidt søndag.
Søndag lavede vi brunch om formiddagen (vi sov til kl. 10.30) med pandekager, Ullas hjemmebagte rugbrød fra IKEA, ost og juice. Herefter tog vi til Queen Victoria Markets igen inde i Melbourne centrum. Jeg fik købt et nyt iPhone cover og repareret min iPhone skærm da jeg tabte min telefon så skærmen smadredes i fredags. Så det var godt at få det gjort. Herefter gik vi en tur, og tog forbi biblioteket i Melbourne. Det var virkelig flot og kæmpe stort. Senere tog vi på en kaffebar og mødtes med en anden biolog fra KU, Johan, som også læser i Melbourne, men på et andet universitet. Han overvejer at forlænge sin uddannelse og blive noget længere tid i Australien når skolen hernede er slut. Det syntes jeg er helt i orden, for det er jo ikke hver dag man er Down Under! Dog tror jeg ikke det vil blive aktuelt for mig, men hvem ved, det kan jo være tingene har ændret sig om et par måneder... Vi afsluttede søndagen med middag på en japansk restaurant, og fik en sindssygt lækker nudelsuppe. Mums! Til sidst en kop varm kakao og chokolade hjemme hos Ulla, inden vi skulle sove.
Jeg rejste hjem i går morges, og har haft en rigtig dejlig weekend i Melbourne og hos Ulla. Melbourne er en fantastisk by, og helt anderledes end Sydney. Jeg får helt lyst til at tage derned igen, men der er også så meget andet der ligger ude i fremtiden og venter på mig, så nu må vi se om der bliver tid til det. Tid er værdifuldt, og det er noget jeg efterlever, specielt nu hvor jeg snart har været væk i 2 måneder.
På lørdag kommer Mikkel, så det glæder vi os utroligt meget til! Og jeg glæder mig til at vise ham "min" by, hvor jeg er ved at være en rigtig "Sydneysider".
- comments