Det er tidlig morgen, og vi er netop vågnet på vores hostel i queenstown. Vi har ikke haft mulighed for internet forbindelse de mange dage vi har boet i bilen, så det er derfor vi ikke har fået opdateret så meget. Vi ankom til NZ fredag eftermiddag, og fik derefter udleveret vores bil. Det var lidt stressende i starten, da man jo kører i modsatte side her. Vi må indrømme at vi var tæt på at være spøgelsesbilister et par gange eller tre. Første nat tilbragte vi i en holyday park, som er en campingplads der er forholdsvis dyr at bo på, men som ligesom var vores eneste mulighed på dette tidspunkt, da vi ikke havde den fjerneste ide om hvor vi skulle køre hen ad. Vores plan var hele tiden at holde os i nærheden af Christchurch, da Pernille skulle modtage et visakort med posten mandagmorgen ved stedet hvor vi havde hentet bilen. Ja der er lige den mindre detalje at Pernille mistede sit visakort allerede da vi var i Ubud på Bali. Når, men næste dag da vi vågner i holyday park vælger vi at kører ind til centrum af Christchurch for at kigge os omkring. Vi kan se at der er mange afspærringer omkring se mange højhuse, og byen ser ærligtalt lidt forladt ud. Vi følger så en lille sti, og ender ud med at komme til det sted som er bygget op til at skulle være Christchurch centrum. Der er masser af containere stablet oven på hinanden i forskellige farver og faconer. I nogle af dem er der hyggelige cafer, mens der i andre er dyrer modetøjsbutikker. Det er sindsygt hyggeligt, og vi går rundt og kigger lidt. Da vi når for enden af "gågaden" kan vi se den tidligere centrale bymidte som er helt afspærret pga. et kæmpe jordskælv som var for blot to år siden. Det var utrolig spændende at se, og vi blev enige om at vi synes det ville være synd nogensinde at flytte containerne igen, fordi det er et virkeligt hyggeligt sted der er blevet etableret. Vi bestemmer os for at dagen efter vil vi prøve at kører længere op nord på, for at tilbringe en dag i Hamner Springs ved varme kilder osv. Vi beslutter at denne nat vil vi ikke betale så mange penge for at parkere et sted. Vi har fået en bog omkrig nogle national parker rundt om i NZ som enten skulle være gratis at parkere i eller hvor man blot skal betale 5$ i en hornesty box. Vi fandt en park som så ud til på kortet at være nogenlunde tæt på den hovedvej som vi skulle følge til Hamner Springs. Det var blevet mørk på det tidspunkt vi kørte ud for at finde den, og det var egentlig lidt uhyggeligt. Vi er inde og spørge en masse gange, fordi vores gps havde ikke virket mens vi havde kørt. Så vi finder endelig et skilt hvor der står, welcome to the Grey river, og med en pil der bare viser ind ad en skovsti. Det føles som om at stien bare er uendelig når man kører sådan en mørk aften og ikke føler at man er på rette vej. Vi er tæt på at vende om rigtig mange gange, men beslutter dog at blive ved at kører ind i skoven. På det her tidspunkt styrt regner det, og vi er ærligtalt ikke særlig trygge ved situationen. Endelig ser vi et miniskilt som viser os at der er 1 km til vi er der. Da vi når frem skal vi over en slags bro som er ude i vandet. Det er lidt svært at forklare, men det er som en stor betonklods, som er midt på en flod, også skal man ellers bare kører over. Vi vidste ikke helt om vi turde tage chancen, for det så lidt mistænksomt ud og vi havde læst i bogen at nogle gange hvis det havde regnet rigtigt meget så kunne skoven være lukket fordi at broen ville være under vand pga. floden som skyllede indover. Men der var alt for lang vej tilbage, så vi besluttede at give det chancen og kører over. Det gik heldigvis godt og vi lagde os til rette i den lille røde rubin som vi kalder den :) vejret var den nat så dårligt, og det styrt regnede. Vi kom selvfølgelig til at ligge og snakke om, om vi overhovedet kunne komme derfra dagen efter. Og hvis vi skulle ende med at være strandet der, var der jo aldrig nogen der ville finde os. Men vi blev enige om at tilbringe natten der, også måtte vi jo se om vi kunne komme tilbage over broen dagen efter. Der gik lang tid inden vi begge sov. Pernille sov ikke rigtigt den nat pga af regnen, og at hun var så bange for at vi ikke kunne komme derfra igen næste morgen, og at vi ville sidde fast i mudderet, ja og at der kunne komme bjørne inde i skoven osv. Ja der var faktisk ikke det der ikke kunne ske. Men det blev næste dag, efter en forfærdelig nat og vi kunne se at det var blevet lidt mere høj vande, og vidste ikke om vi turde kører over broen. Men vi havde ikke tænkt os at tilbringe endnu en forfærdelig nat i den skov så væk det skulle vi. Mia valgte at hun godt turde kører over, også kom vi heldigvis sikkert på den anden side. Nu når det vat lyst var skoven slet ikke nær så uhyggelig, og vi kunne se at vi var kørt langt op på et bjerg. Vi havde en fantastisk udsigt, men blev ikke længe fordi vi havde sat kursen mod Hamner Springs og de varme kilder. Efter lidt over en times kørsel ankom vi, betalte, og gik ind. Vejret var ikke helt til at man kunne vimse rundt i bikini, men der var høj solskin så det var dejligt. Vi var oppe mellem de store isbjerge, så det er klart at temperaturen er derefter. Vandet var mellem 35-42 grader varmt så det var dejligt afslappende bare at ligge og flyde rundt efter en knap så afslappende nat. Efter de varmekilder kørte vi tilbage mod Christchurch, da det jo var søndag og vi skulle hente Pernille's kort mandag. Vi holdte ind noget tættere på hovedvejen denne gang for at sove, dog stadig i en skov, men hvor andre camper også holdte. Vi havde købt nogle film i supermarkedet, så vi lagde os ind i den lille røde rubin, for at spise lidt snoller og se film inden vi skulle sove. Mandag morgen var Pernille's kort endelig kommet med posten, vi fik den hentet og fik spurgt folkene ved spaceship til råds om hvor vi nu skulle kører hen. Hun sagde at hvis vi gerne ville til Queenstown inden for de næste par dage synes hun at vi skulle kører derned med det samme, da de havde meldt snevejr. Lidt nærvøse kiggede vi på hinanden, og sagde snevejr - det har vi da ikke pakket til. Vi havde fået at vide hos kilroy at et par bukser og en trøje var nok. Når men det skulle da ikke ødelægge vores tur, vi måtte jo bare vente og se om det var så galt. Vi bestemte os for at kører hele vejen til Queenstown den dag, da vi følte at nu skulle der ske noget efter at vi havde været lidt i vente position i nogle dage. Det skal lige siges at Queenstown er et meka af ekstremsport. Der er flere ekstremsportsbutikker end tøj butikker og fyldt med unge rejsende mennesker. Vi havde fået en ny GPS hvilket var virkeligt dejligt, fordi vi i de sidste 4 dage har måttet kører efter et almindeligt papirskort, hvilket vi synes var forfærdeligt nu når vi altså skriver 2012 i kalenderen. Men med høj musik i bilen satte vi kursen mod Queenstown. Det meste af tiden gik det lige ud, naturen var virkeligt flot men der skete jo ikke så meget. Pludselig ser vi en blaffer der står ved vejen, vi griner sådan lidt i joken om at måske vi skulle have taget ham med, men så alligevel man vidste jo aldrig hvordan de var sådan nogle, men så alligevel kunne det der være meget sjov nu når vi bare skulle kører lige ud i hundrede år. Vi vendte rundt og samlede ham op, mens vi snakkede om hvad Vibse og Gudrun mon ville sige til det :) Blafferen var utrolig flink, og fortalte os en masse om NZ, og vi snakkede en masse om alt muligt. Han fortæller så også at han blaffer fordi at der ikke rigtigt er noget ordentlig offentligt transport i NZ, og toge har de ingenting af. Han fortæller om hvordan han har været mange steder i verden, men blot cyklet, ikke rigtigt som turist. Vi finder så ud af at han er professionel cykelrytter i banecykling, hvor han lige er kommet hjem fra OL i London hvor de blev nr 7, og Danmark nr 1 selvfølgelig. Pernille synes det er helt vildt fedt, da hun jo har set meget OL i sommers, men hvor Mia lige får fortalt ham at hun hellerer vil se et træ gro, end at kigge på sport i fjernsynet. Det grinede vi lidt af, og efter en halvanden times tid med en prof. I lasten sætter vi ham af, da han skal ene vej og os den anden. Vi får hans Facebook, og han siger at vi bare kan skrive hvis vi kommer forbi hans by, så skal han nok vise os rundt. Vi fortsætter på vores lange kørertur, og har et lille stop ved tekapoke Lake. Vandet er så vildt flot og gennemsigtigt så det virker helt uvirkeligt. Vi har lagt et billede ind så i kan se det. Vi ankommer til Queenstown om aftenen efter en 8-9 timers kørsel og finder en park der er lovlig at sove i, blot et par kilometer fra centrum. Næste dag som så er en tirsdag, sner det, og det sner rigtig meget! Der er ikke andet for end at vi må ud og shoppe vinter tøj, selvom det aldeles ikke har været vores plan at skulle bruge penge på det. Vi har ingen varmt tøj som passer til snevejr, men efter en dag med shopping har vi både hat, handsker, storetrøjer og jakke. Vi bevæger os lidt rundt i Queentowns gader, fordi det er fedt at være et sted hvor der rent faktisk er en rigtig by med gadelygter og det hele - i modsætning til de små steder vi havde været tidligere på vores roadtrip. Vi indlogerede os på et Hostel da det ville være for koldt at bo i bilen når det snede så meget. Vi gik ud for at finde noget internet, og støder på en som også sælger alle de her ekstremssports oplevelser. Ja det gør de jo alle steder. Så inden vores aften er omme har vi tilbragt 3-4 timer i den her internet/ekstremssports/pizza biks. Manden er sindsyg flink og han fortæller os alt hvad der er værd at se og prøve. Han synes at det er fantastisk at vi er så åbne omkring alt hvad vi gerne vil lave, så vi får os en rigtig godt snak. Han spørg os hvad vores planer er om aftenen, og vi siger at vi ville gerne bare have nogle enkle drinks på en cowboybar som vi havde hørt skulle være ret gennemført. Han havde lidt travlt inden luk, men han ville gerne med ud til en enkel drinks, så han gav os sit medarbejder kort og spurgte om ikke vi ville vente ovenpå, så ville vi få drinks til halv pris hvis bare vi viste hans kort. Så det gjorde vi selvfølgelig. Vi endte med at blive rigtig gode venner med ham, og han vil hjælpe os med at planlægge resten af vores tur. Hos ham har vi allerede bestilt bungy jump, sky dive, et Cruise m.m som vi glæder os sindsyg meget til. I dag er det onsdag morgen og vi skal skydive! Vi skal springe ud fra det højeste man kan med et fly som er 15000 ft højde, det er 65 sek frit fald, hvorefter der udløses en faldskærm. Altså flyver vi 200 km i timen! Vi planlagde det hele Igår aftes og nu er det allerede nu. Det måtte være idag fordi at det er godt vejr, og de andre dage har de meldt sne igen. Så idag springer vi simpelthen ud fra et fly, er det for møj?