Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle skønne mennesker derhjemme!
Ja, jeg er stadig i live selvom det er ved at være et godt stykke tid siden at der er sket noget herinde på min blog. Grunden til dette er at Louises og min tur op langs østkysten er begyndt og der har derfor ikke været ret meget tid til overs til at sidde ved computeren. Og der er desuden heller ikke rigtigt noget internet at finde nogle steder. Nå, men nok om de mange dårlige undskyldninger over min mangel på opdateringer. Jeg vil i stedet fortælle jer lidt om hvad vi har gået og lavet her de sidste par ugers tid.
Efter at vi var kommet godt oven på juledagene tog vi d. 26. december en tur til Tidbinbilla som er et naturreservat. Her så vi alverdens forskellige dyr som pelikaner, emuer, wallaby, skildpadder, kænguruer, koalaer, masser af fugle og papegøjer, og også to red belly black snakes, som er yderst farlige slanger. Det var en vildt hyggelig tur med hele familien og vi grillede og lejede på en kæmpe legeplads det meste af aftenen.
De sidste dage hos familien Braagaard i Canberra gik med hygge og afslapning indtil vi skulle af sted med en bus mod Sydney mandag d. 30. ved middagstid. D. 30. stod vi MEGET tidligt op da vi havde bestilt en luftballonstur over Canberra. Vi skulle mødes med dem inde i byen kl. 5 og havde ringet kl. 4 for at få bekræftet at vejret var til det. Da vi så kom der ind kl. 5 fik vi så alligevel at vide at tures var aflyst pga. for meget blæst. Vi var både trætte og triste over ikke at komme op i luftballon, men turen er sat på standby indtil vi vender tilbage til Canberra i midten af april. Så håber vi på at kunne komme op der.
Men vores rejse på egen hånd begyndte jo så da vi tog bussen til Sydney. Vi havde fået lov til at bo hos nogle som hedder John og Gail i Sydney mens vi var der. De var ikke selv hjemme mens vi boede der, men et par som kendte deres datter boede der sammen med os. Virkelig flinke mennesker som havde en lille søn med sig. De havde desværre forstået det som om at vi skulle af sted videre til Melbourne d. 2. januar, selvom det først var d. 4, og hun havde derfor inviteret sin søster til at bo der et par dage. Det var dog intet problem, og de hjalp os med at finde et hostel inde i byen, og kørte os også derind d. 2. Det var til dels også meget rart for at bo de sidste par dage inde i centrum, da John og Gails hus ligger lidt ude i forstæderne.
D. 31 stod vi igen ret tidligt op - denne gang for at komme ind og stå i kø for at få plads i botanisk have til fyrværkeriet om aftenen. Botanisk have er klart et af de bedste steder at se fyrværkeriet fra i Sydney. Der er et lukket område med plads til 17.000 mennesker, og det var først til mølle princippet. Vi sad derfor i kø kl. 6.30 om morgenen, og de åbnede indgangen kl. 10. Nogle af de forreste i køen havde siddet der i flere dage, måske mere for fornøjelsens skyld. Vi havde en super hyggelig dag, som vi tilbragte sammen med 6 vi mødte fra Sønderjylland. Dagen gik med at nyde solen, hygge, spille kort og egentligt bare vente på det store fyrværkeri ved midnat. Og vi blev bestemt ikke skuffede! Ventetiden var det hele værd, og fyrværkeriet var fantastisk! Det er bestemt anbefalelsesværdigt og noget jeg kunne finde på at gøre igen hvis lejligheden meldte sig.
Vi overraskede lidt os selv d. 1. januar ved at være helt vildt morgenfriske, og tage i Taronga zoo. Man tager en færge derover, da den ligger på den anden side af "fjorden" i Sydney. Når man kommer derhen tager man så en skilift op og går så hele vejen ned gennem zoologisk have. Virkelig hyggelig dag, og ret stille og rolig faktisk.
Dagen efter gik vi over Sydney Harbour Brigde, noget Louise altid har ønsket sig at gøre. Og jeg må give hende ret i at det var ret fedt!! Det er åbenbart lidt en ting man skal gøre mens man er i Sydney og selvom det er dyrt, er det helt sikkert en oplevelse værd. Man kommer i en gruppe på 14 mennesker, og det er dem man skal klatre sammen med. Man får specielle dragter på og gennemgår en hel del klatreøvelser inden man tager derop. Vi har fået virkelig fantastiske billeder deroppefra som i nok skal få at se senere!
Resten af vores tid i Sydney gik egentligt bare med at se de forskellige attraktioner, shoppe og hygge os. Vi var selvfølgelig også på tour i operahuset da det er noget man simpelthen SKAL når man er i Sydney. Vi var desuden ude ved Watsons bay en dag og gå tur ved vandet og klipperne. Det er også der hvor The Gab ligger, som er en helt speciel klippe hvor utallige mennesker begår selvmord. Der er derfor konstant overvågning og alarmtelefoner til hjælp, det er ret vildt og overdrevet.
Alt i alt var vores tid i Sydney vildt skøn, vi oplevede alt det vi havde planlagt og det er generelt bare en vildt fed by.
Lørdag d. 4, meget tidligt om morgenen tog vi flyet til Melbourne. Vores tid i Melbourne fløj nærmest af sted, men vi nåede alligevel at se en del. Lige da vi ankom, var vi henne i Luna park, en forlystelsespark ved kysten, umiddelbart ved siden af vores hostel. Om aftenen da det var blevet mørkt gik vi en tur ned langs vandet og ud til molen. Her mødte en glædeligt syn os, da der var fyldt af små pingviner! (Hvis der er nogen der føler sig dumme nu, så nej, jeg vidste jeg heller ikke at der levede pingviner i Australien.) Men søde det var de, og på trods af at det var ret koldt, endte vi men at bruge hele aftenen der da vi ikke kunne efterlade vores små venner.
Dagen efter havde vi bestilt en tur til Great Ocean Road med bus, og jeg kan sige uden at tvivle at det var en af de bedste ture jeg nogen sinde har været på! Vi tog fra Melbourne om formiddagen og kørte så med bussen ud mod Great Ocean Road. Vi stoppede for at spise frokost ved vandet da vi nåede det. Desværre begyndte det at regne, så vi kom ret hastigt videre. Vores næste stop var da vi nåede regnskoven hvor vi gik en tur rundt. Jeg bliver fascineret hver gang vi går i regnskoven hernede, det er så lang fra det man oplever i Danmark, og der er som regel masser af dyreliv derinde. Efter at have vandret rundt derinde lidt kørte vi videre mod vores næste destination som var Cape Otway Lightstation. Dette er Australiens vigtigste fyrtårn, da det stopper skibene fra at brage direkte ind i klipperne ved Great Ocean Road (der ligger dog vist alligevel en hel del skibe på grund derude). Det blæste helt sindssygt derude, nok det vi ville kalde for en orkan (eller en Bodil som det nu så fint hedder) i Danmark. Men de så det bare som en lille vind på trods af det faktum at vi var ved at blæse ud over kanten på fyrtårnet.
Turen gik så videre, og da vi kom igennem en mindre skov kunne vi se at der var masser af koalaer i træerne, og vi valgte derfor at stoppe og gå ud og kigge lidt på de små dejlige væsner. Vi stod helt tæt på så vi kunne røre dem, og tage nogle fine billeder sammen med dem. Koalaer er virkelig et af de sødeste dyr jeg nogensinde har set, og jeg skal lige have fundet ud af hvordan jeg får smuglet sådan en med hjem!
Da vores guide Peter ikke mente at vi kunne stå der hele dagen og se på dem (selvom det ikke ville være noget problem for os) kørte vi videre. Vi kørte hen til en café og hentede noget Fish and Chips som take away og tog så ud til de tolv apostle, hvor vi spiste aftensmaden. Vi gik rundt derude en halv times tid bagefter og kørte så et par kilometer videre til et udsigtspunkt over de tolv apostle, hvor vi så solnedgangen. Også her var det lige før vi blæste væk, men det var stadig vildt flot! Bussen gik så tilbage til vores hostel, og vi nåede derhjem omkring 1.30 - fuldstændigt smadrede! Men meget tilfredse og glade!
D. 6 brugte vi hele dagen inde i centrum af Melbourne. Vi var oppe og se Eureka Skydeck som ligger på 88. etage, så udsigten over Melbourne er helt vild. Vi shoppede en masse og havde en rigtigt hygge og slap af dag mens vi tulrede rundt derinde. Vi kørte med Melbournes ældste sporvogn, City Cirkel Tram rundt og så det meste af midtbyen. Da det blev aften tog vi hen til Treasury Gardens med en pakke toastbrød under armen. Vi havde hørt at der var mange possums, og håbede så lidt på at nogle af dem måske var tamme nok til at kunne fodre. Det blev i hvert fald intet problem, og næsten så snart vi kom derind kom 3 possums rendende hen til os, vi satte os på jorden og de kom hen og hoppede halvt op på skødet af en. Vi fik også tiltrukket en del koreanske turister, som gik aftentur. Det var helt vildt fascinerede og troede at Louise og jeg var en eller anden form for dyreviskere eller sådan noget.
D. 7. var en dato vi har ventet længe på, og har været meget spændte omkring. Dette var nemlig dagen hvor vi skulle hente vores bil, eller rettere sagt vores hjem for de næste 3 ½ måned. Vi har lejet en fin Toyota Corolla med seng bagi, og jeg må sku sige at man sover overraskende godt i en bil.
Vi kørte så fra Melbourne til Wilsons prom ved Kysten hvor vi har brugt et par dage. Et dejligt sted Lige ved Tidal river. Vi har været på en gåtur til Squeaky Beach, og denne tur var lige ved at gå grueligt galt - jeg var nemlig sådan ca. 2 cm. fra at sparke til en Brown snake. Jeg skreg som et lille 5 årig pige, og mit hjerte sad i halsen på mig. Slangen er ret så giftig og ses ikke så tit - så ja, Louis og jeg var da beærede over at få lov at se den på meget tæt hånd.
Men vi nåede levende til Squeaky beach. Og her kunne man rigtigt mærke at man et i et varmt land. Det var hvid sandstrand med koralblåt vand - vildt lækkert!! En af aftenerne fik vi besøg af en Wombat lige ved vores bil. En sød lille fætter som minder om en blanding af en gris og en bjørn!
I går kørte vi videre fra Wilsons Prom og da vi ikke orkede at køre mere havnede vi på en campingplads i en lille fiskerby kalder Lakes Entrance. Her fik vi bestemt bekræftet vores valg i at køre rundt på egen hånd, for at opleve sådan nogle byer er virkeligt sjovt. Vi gik en tur ned på havnen ved fjorden og kom på en eller anden måde til at stå sammen med flere hundrede mennesker og se på anderæs! Så kunne du spille på en and osv. - virkeligt mærkeligt, men festligt og pisse sjovt! Der var karneval i byen og der var derfor en del mennesker og der var mega hyggeligt. Vi gik så hen og tog et spil minigolf inden vi tog tilbage til campingpladsen. - Louise vandt minigolf hvis nogen skulle spørge….
I dag har vi kørt et godt stykke og sidder nu i en by kaldet Mallacoota. Det er en rigtig ferieby og vi ligger på en campingplads lige ved havet, og nyder solen. Vi skal være i Mallacoota til i morgen hvor turen går videre igen.
Det var vist det for denne gang, og hold fast hvor et langt blogindlæg!! Jeg ville ønske at jeg kunne sige at jeg lave opdateringer noget oftere, men jeg kan desværre ikke love noget. Jeg skal dog alligevel nok love at skrive når jeg har tid og Wifi! Med hensyn til billeder, så kommer de når vi en dag har tiden til det. Der er virkelig mange, men de skal nok komme op på et tidspunkt, det lover jeg!
Hyg jer indtil næste gang!
- - Pernille
- comments