Hej igen alle sammen!

Så er der igen gået en halv evighed siden mit sidste blogindlæg, hvilket jeg selvfølgelig beklager. Tiden hernede er bare gået alt for hurtigt, og i går slog det mig lige at der kun er 3 måneder til at jeg igen står med fødderne på dansk grund. Vi har oplevet en masse siden sidst, og vi nyder specielt vejret i fulde drag! Det er blevet bragt til min opmærksomhed, at i derhjemme i det kolde nord, lige pt. døjer med noget som minder om den næste istid. Jeg ville derfor bare lige benytte lejligheden til at fortælle at vi ikke det sidste stykke tid har haft en dag med under 30 graders varme. Nå men nu har jeg vist trådt nok i vejrsituationen. Lad mig i stedet fortælle lidt om hvad vi har gået og lavet siden sidst.

Dagen hvor vi kørte fra Mallacoota, kørte vi til Pebbly Beach et smut, inden vi tog til Jervis Bay om aftenen. Pebbly Beach er en ret fed strand med ekstremt mange papegøjer over det hele. Papegøjerne er ret tamme, men vi måtte desværre ikke fodre dem. Vi brugte nogle timer ved stranden hvor vi bare badede og hyggede i solen. Om eftermiddagen ankom vi til Jervis Bay, hvor vi havde hørt rygter om at der var en hel del delfiner helt inde ved kysten. Vi gik derfor en tur langs vandet, men så desværre ingen delfiner. Til gengæld så vi en masse krabber (hvilket vi jo alle sammen godt kan blive enige om er næsten lige så godt.)

Dagen efter gik turen gennem Sydney og ud til Blue Mountains. Dette er her de 3 søstre er, så dem var vi selvfølgelig ude og se! Man kunne helt sikkert mærke at det er en turristattraktion, og folk mener at det er en af de vigtigste ting at se når man kommer til Australien. I virkeligheden er det egentligt bare 3 klipper som stikker op af landskabet, og som er blevet kaldt noget specielt. Det er dog stadig ret imponerende, og når det nu er sådan en stor attraktion, skulle vi da også ud og se det. Hen af dagen kørte vi hen for at finde en campingplads at sove på, og fandt en ikke ret langt fra Blue Mountains, ved noget der hed Katoomba Falls. I første omgang så det virkelig ikke ud som om at der var noget specielt at se, men da vi så alligevel gik en tur sidst på eftermiddagen, kom vi til det mest fantastiske vandfald. Man kunne klatre rundt inde i det og det står bestemt på listen over et at de smukkeste steder vi har set hernede.

Port Stephens var næste stop på ruten, og her brugte vi et par dage. Man kunne bestemt mærke at dette helt sikkert er en ferieby og næsten alt var booket op pga. at det er sommerferie hernede i øjeblikket. Vi var ude på en tur med en båd en af dagene, og her så vi en hel masse delfiner. Der var en slags net på siden af båden hvor man kunne sætte sig ud og bade ved dem. Louise og jeg sad der stort set under hele turen, og det var vildt sjovt. Resten af tiden i Port Stephens gik mest med afslapning ved poolen og stranden.

Myall Lake kan vi desværre ikke kalde for en kæmpe succes. Vi brugte det meste af dagen på at køre derhen og nåede derfor ikke at se så meget (ikke at jeg tror der var det helt vilde at se). Vi fandt dog i alt tilfældighed på vores vej, New South Wales' højeste træ på næsten 100 meter. Det er ret sjovt at falde over sådan nogle ting tilfældigt, men det var i hvert fald ret flot - og højt! Da vi manglede et sted at sove kørte vi allerhelvedes langt ud af en grusvej (nok 20-30 km.) for at komme ud til en nationalpark. Jeg kan kun sige så meget at jeg godt kan forstå hvorfor det er gratis at sove der. Der var ikke andet end et toilet (eller skal vi kalde det et hul i jorden), det var det. Da vi kom derud var vores bil helt sindssygt støvet efter at have kørt på grusvejen, og vi tænkte at vi hellere lige måtte fjerne lidt af støvet inden vi åbnede bagagerummet. Vi brugte derfor vandet i vores vandflasker til at vaske bilen med, men da jeg så går op for at finde en vandhane for at fylde flaskerne op, er der en dame som fortæller mig at dette er en nationalpark uden vand. Hold nu fast hvor kan man hurtigt komme til at føle sig som blondinen i ødemarken når man lige har brugt sit sidste drikkevand til at vaske bil i, og der er 40 km ind til den næste by. Jeg måtte så ud og charmere mig lidt frem hos nogle af de andre i nationalparken. Jeg fandt heldigvis en flink mand som var stor fan af Danmark og Nicki Pedersen (ja, hip hurra for Speedway), så han forsynede os lige med noget vand.

Det skal ikke komme som nogen overraskelse at vi meget hurtigt fik forladt Myall Lake næste morgen, og så gik turen ellers op til Foster-Tuncurry. Her skulle Vi mødes med Annette, Tove, Evald, Dylan, Mia og Molly som var på vej retur fra Brisbane. Vi havde aftalt at bruge et par dage sammen her, da det lige passede med at vi kunne mødes. Første dag gik mest med masser af leg og sjov i poolen, og så var vi inde i byen og spise aftensmad. Den næste dag blev desværre knap så sjov som jeg havde forventet. Jeg havde fået alt for meget sol dagen før og var derfor blevet syg med solstik. Jeg lå derfor syg med feber og opkast det meste af dagen mens de andre tog ud på tur. Jeg sov stort set hele dagen væk, men til gengæld var jeg næsten rask igen da de andre kom hjem sidst på eftermiddagen. Vi holdte så BBQ om aftenen og slappede så af med en masse spil.

Efter endnu engang at have taget afsked med familien Braagaard gik turen til Port Macquarie. Vi kom derhen forholdsvis tidligt og fandt hen til campingpladsen, her mødte vi nogle tyskere som vi tilbragte det meste af dagen sammen med. Dagen efter gik vi en tur ud til et koalahospital og hilste på de søde små væsner. Vi brugte nogle timer der hvor vi bare gik rundt og så på koalaerne, og jeg overvejer stadig i høj grad hvordan jeg kan få smuglet sådan en med hjem! Vi tog så tilbage til campingpladsen og tænkte at vi lige ville ligge os 2 sekunder på en bænk og læse en bog. Af en eller anden grund vågnede vi noget der mindede om 4 timer senere, hvor det næsten var aften - Jamen sådan kan man jo også spilde en dag. Dagen efter tænkte vi at vi ville tage en vandretur inden vi skulle køre videre nordpå. Vi ville gå langs stranden ud til et fyrtårn og så tilbage igen, en tur som der stod var ca. 4 km retur. Og hvor kan man dog ikke stole på sådan nogle ruter og skilte (eller måske farede vi bare vild fra sporet?) I hvert fald gik vi laaaangt, og nåede i mellemtiden forbi ikke mindre end 3 nudiststrande med gamle nøgne mænd - Et syn vi bestemt godt kunne have levet uden. Det fik os dog bare til at sætte farten lidt op på vores gåtur. Da vi endelig efter nogle timer nåede tilbage til bilen havde vi nok mere gået noget som mindede om 10 km i stedet for 4, og i hedebølgen på næsten 40 graders varme var vi begge godt brugte efter gåturen.

D. 20. januar ankom vi til Coffs Harbour, og her har vi været siden. Vi var så heldige at finde arbejde næsten lige da vi kom hertil, og vi valgte derfor at flytte ind på et Hostel hvor vi så har boet et par uger. Vi har arbejdet på en farm et kvarters kørsel udenfor Coffs Harbour. Her plukkede vi blåbær hvilket egentligt var lortearbejde, og det var heller ikke det vilde vi tjente på det, men det var nu meget sjovt at prøve alligevel. Der ligger nok ikke den helt store fremtid for mig i blåbærplukker branchen, men ikke desto mindre kan jeg nu skrive det på cv'et.

D. 26. januar var det Australian day, helt klart en af deres vigtigste helligdage hernede. Det er én stor fest, og folk tilbringer dagen sammen med hele familien hvor man tager ud til parker eller til stranden og holder picnic. Vi tilbragte dagen inde i byen hvor vi shoppede lidt, og kiggede på de uendelige mængder Australian day merchandise der findes. Om aftenen tog vi ud og spiste fin og virkelig lækker middag (endnu engang tak for mad søde Far!!). Da vi sent om aftenen gik hjemad så vi nogle drenge stå og fiske på molen, og ville så lige forbi og se om de havde fanget noget spændende. Da vi så går forbi hiver de en halvanden meter lang haj op af vandet som lander næsten lige for vores fødder. Som de tøsepiger vi nu engang er, skreg vi selvfølgelig i vilden sky. Man forventer bare ikke lige at det lander en haj for fødderne af en (ellers måske er vi bare to bangebukse?)

En dag valgte vi at være lidt aktive og tage et smut ud i regnskoven for at gå os en lang tur - det viste sig åbenlyst at være en dårlig ide. Gåturen startede som sådan fin nok ud, men ulykkerne begyndte så småt bare at komme på stribe. For bare at nævne nogle, prøvede jeg at svinge mig i en lian. Her burde der have været nogle til at fortælle mig at lianer er FULDE af splinter, og jeg brugte derfor det halve af eftermiddagen på at ømme mig og pille et utal af splinter ud af mine hænder. Nå, men efter at vi var kommet et godt stykke ind i regnskoven stoppede vi op for at tage nogle billeder ved en fin lille bæk. Ikke længe efter, hører jeg Louise skrige som en sindssyg, og inden jeg får set mig om vrimler det med igler op af vores sko og vores ben. Vi går begge fuldstændig i selvsving, skriger og prøver desperat at få dem af selvom det bare lader til at der kommer flere og flere. Da vi endelig har fået de fleste af sætter vi ellers bare i løb. Selvom vi er et pænt stykke inde i regnskoven, tror jeg at vi begge var ret enige om at vi først stoppede med at løbe når vi var helt ude af regnskoven ved vores bil igen. Vi løb ca. et halvt maraton ud af regnskoven i fulde fart, og var adskillige gange ved at give os til at tude over iglerne som kravlede på os. Louise mistede fokus et øjeblik mens vi løb hvilket resulterede i at hun løb direkte ind i et træ og fik sig en flot stor skramme hen ad skulderen. Jeg havde ikke engang tid til at stoppe og grine af hende som jeg til en hver anden tid altid ville have gjort som den gode veninde jeg nu er! Men jeg råbte derimod bare at hun skulle løbe videre, hvilket hun gjorde. Vi nåede dog endelig ud af regnskoven og hvad iglerne angik slap vi med at kun en enkelt havde bidt sig fast i mit ben. Jeg sværger at jeg ALDRIG går ind i en regnskov igen, medmindre at der betryggeligt står pa et skilt at der IKKE er blodsugende igler derinde - Så, det bliver nok ikke til så mange ture i regnskoven for mig i fremtiden.

Udover vores knap så heldige dag har vi dog nydt vores tid her i Coffs, og det har været rart at have et fast sted at bo et stykke tid og prøve at arbejde igen. Vi har været ude og se The Big Banana et par gange, en stor skulptur af en banan, som byen er meget stolte af, af en eller anden grund jeg ikke kan finde ud af. Det er alt sammen meget opreklameret og hele byen omhandler derfor bananer! Det er meget sjovt alt sammen, og vi har da også været ude og få byens signatur spise: en frossen banan med chokoladeovertræk og nødder. De er simpelthen for mærkelige her i Coffs Harbour!

I morgen går turen dog videre igen, denne gang til Lennox Head, som ligger lidt længere oppe af kysten. Det bliver mærkeligt at skulle til at sove og bo i bilen igen - Vi har i den grad nydt at have vores bil KUN som en bil her de sidste par uger.

Nå, men nok for denne gang, lad os se om jeg kan få lavet et blogindlæg inden der er gået over 20 dage næste gang!

Hav det godt, og pas nu på hinanden hjemme i kulden.

- - Pernille