Profile
Blog
Photos
Videos
Glædelig jul alle sammen!!!!
Så er det endelig blevet d. 24. december, hvilket jeg på ingen måde kan fatte. Vi har den sidste uges tid haft lidt af en hedebølge, hvor temperaturen har lagt på omkring de 30-35 grader, og har nogle dage været oppe at vende omkring de 40 graders varme. Det har tider været ulideligt, men i stedet for at søge skygge er Louise og jeg selvfølgelig søgt til poolen i stedet, for at tage sol. Fredag brugte Louise og jeg hele dagen ved poolen da der var gloende varmt, og da ungerne så havde fri fra skole kom de alle sammen hen og grillede med os om aftenen.
Julestemningen er der stadig ikke rigtigt, men vi har virkelig gjort alt i vores kræfter for at finde den frem. Lørdag aften tog vi en tur ud til et hus her i Canberra som har verdensrekorden i flest julelys. Der var over en halv million julelys på huset, og det var helt sikkert en oplevelse værd, hold da fast det var vildt. Bagefter kørte vi op på Mount Ainslie for at kigge lidt på den smukke udsigt med lysene ind over byen.
Derudover har ungerne nu fået sommerferie. Dylan havde graduation sidste tirsdag, som vi selvfølgelif var inde og se. Det var noget for sig selv, og man har jo intet i den retning i Danmark. Så nu skal han til at starte i high school efter sommerferien, som for dem slutter til februar. Det er på sin vis lidt ærgerligt at vi skal til at rejse videre nu når børnene er hjemme, men de skal et par uger til Brisbane i januar, og vi kan derfor lige rende sammen med dem et sted på østkysten.
Onsdag var Louise og jeg vildt aktive! Vi stod forholdsvis tidligt op, og cyklede hen til botanisk have, da vi havde gjort os klar. Vores plan var at vi ville op i Telstra tower som ligger på toppen af Black Mountain. Vi stillede cyklerne ved botanisk have, og ville så gå derop derfra. Vi blev dog stærkt frarådet at gå, da der var tæt på 40 graders varme, og så meget varme og tør luft skaber chancer for skovbrande. Vi tog det dog ikke så seriøst og valgte at gå alligevel. Behøver jeg at tilføje at det var fandens varmt!!! Men vi nåede toppen ret hurtigt, og spiste så frokost oppe i toppen af tårnet inden vi gik ned igen og tilbage igen. Vi så ingen skovbrande denne dag, så de havde slet ikke været nødt til at være så sippede.
- Vi gik til gengæld ind i et område med skovbrand sidste mandag aften. Vi gik en aftentur oppe i reservatet der ligger umiddelbart bag deres hus. Da vi så kom over bakken deroppe, kunne vi godt begynde at se lidt røg, men gik alligevel ned mod det. Da vi kom helt derhen kunne vi godt se at der inde mellem nogle af træerne var lidt tæt af røg, og at der var små flammer rundt omkring. Brandvæsnet kom kørerne og bad os om at smutte, men smed også lige kommentaren efter os om at de havde fuldt styr over branden og situationen.
Det lader også til at de havde ret, for vi har ikke set eller hørt noget om den lille brand siden.
De sidste par dage har Louise og jeg prøvet at skabe lidt julestemning i hjemmet. Udover at vi har haft et par juleshoppeture hvor vi har købt julegaver, (og muligvis også er kommet til at købe lidt gaver til os selv ), har vi også holdt store bage dag. I går formåede vi at bage rugbrød, pebernødder, brunkager og honningkagehjerter, og i dag har vi lavet havregrynskugler med børnene.
Juleaftensdag har været meget anderledes for os! Louise og jeg var i formiddags inde i midtbyen og shoppe en smule, og sad rigtigt og hyggede derinde på café og fik iskaffe. Sådan noget havde jeg dog alligevel aldrig troet at jeg kom til at lave juleaftensdag! Da vi så cyklede hjem, lavede vi havregrynskugler og flettede julehjerter med Mia og Molly. Det skal ikke komme som nogen overraskelse at folk hernede meget tager tingene som de kommer, og jeg har derfor ikke set skyggen af det der minder om julestress hos nogen.
Juleaften hernede er nu nået til vejs ende, og vi ligger i sengen parate til at sove. Juleaften var virkelig hyggelig, og ikke mindst stille og rolig. Vi har holdt den helt traditionelle danske jul med and, dansen om juletræ, gaveoppakning og hylehygge. Alle andre hernede holder jo egentligt først rigtigt jul i morgen tidlig, men børnene elsker de danske traditioner så derfor holder de det sådan.
Det føles selvfølgeligt lidt mærkeligt ikke at kunne være hjemme juleaften, og at gå glip af familiejulefrokosterne 1. og 2. juledag. Men når jeg nu ikke kan være hjemme, er jeg helt 100 % sikker på at dette er det næstbedste. Hele familien Braagaard har simpelthen været så frygteligt søde ved mig, og man føler sig helt som en del af familien nu. Det bliver uden tvivl mærkeligt for Louise og jeg at skulle væk herfra om mindre end en uge. Vi har nu også fået bestilt bil, så alt burde være klar til at vi skal til at stå på egne ben.
Jeg vi stoppe mit oplæg nu, og endnu engang ønske jer alle sammen en rigtig skøn jul! Der kommer snart billeder op igen, jeg beklager at det har haltet lidt bagefter!
- - Pernille
- comments