Jeps! Så er vi kommet til Nepal. Det, at få visum til Nepal, viste sig at være forholdsvis kompliceret, men efter at have været ved den tredje skranke lod de os endelig komme videre. Lufthavnen viste sig at være forholdsvis lille, så vi fik hurtigt vores bagage og skyndte os ellers ud af lufthavnen. Og der stod vi så.... Kiggende lidt på mængden af nepalesere på den anden side af gaden til vi fik spottet et fint hvidt A4-ark med Shais navn på. Vi var meget forventningsfulde over at se Kathmandu, men det blev lige udskudt et stykke tid, da nogen kørte op i bilen bagfra. BUM. Så er vi i gang :-D (ingenting skete men chaufførerne skulle lige udveksle forsikringer).

Vores hostel viste sig at være super lækkert med alt, hvad vi kunne ønske os og med en super beliggenhed. Thamel, som området hedder, består af små gader med butikker så langt øjet rækker. En ting som dog hurtigt gik op for os var, at butikkerne mere eller mindre solgte det samme. Efter at have ledt lidt, fandt vi den bedste butik, hvor vi kunne få alt det udstyr vi skulle bruge til vores trekkingtur op i bjergene.

For at kunne trekke skal man først have en tilladelse. På vores gåtur til turistkontoret for at få tilladelsen fik vi set en anden del af Kathmandu, som viste sig at være beskidt med mange mennesker, mange biler og ingen færdselsregler, hvilket vil sige, at man krydser vejen på eget ansvar. Til gengæld (og til vores held) er de temmelig gode til at styre uden om én, når først man står midt på vejen. Det viser sig også, at Kathmandu er en smule støvet. Faktisk en del mere end en smule, og vi blev af hotellet opfordret til at gå rundt med maske og solbriller. Men man skal jo ikke altid gøre, hvad man bliver opfordret til, så vi tog den fulde oplevelse uden beskyttelse ;-)

Indtil videre har nepaleserne vist sig at være super venlige og super vedholdende, hvis de vil sælge noget. Så nu glæder vi os bare til at få vores rygsæk på ryggen og op at gå i bjergene, væk fra civilisationen.