Det var kampdag i Melbourne. Gårsdagens regnskyer havde begivet sig videre og givet plads til solen på den nu blå himmel. To kampe ville blive spillet på denne 20 graders varme lørdag. Den ene på Melbourne Cricket Ground og den anden på Etihad Stadium, og da den første kamp var på det stadion med plads til flest tilskuere, var det den kamp, de to backpackere valgte med den anden kamp i tankerne som plan b, hvis der viste sig at være udsolgt. Efter en længere rejse væk fra deres hjemland var de nu kommet om på den anden side af jorden og indlogeret sig et hotel ude i Melbournes forstad St. Kilda. Herfra krævede det en længere gåtur at nå ind til stadion, men ikke længere end noget de to omrejsende havde gået før. Med Ray Ban solbrillerne på plads foran øjnene for at skærme for den blindende sol begav de sig igennem Alpert Park - Melbournes sportspark. De gik på en smal grussti imellem diverse græsarealer og mindre stadioner, som lagde grund til weekendens junior kampe i mest af alt Australsk fodbold. Det kriblede i deres føder og ben, deres legemer længtes efter at spille fodbold igen.
Grusstien slyngede sig uden om palmerne, som skabte skygge til de generte omvandrende papegøjelignende kreaturer, inden den gik i et med asfaltvejen. Vejen fungerede som skillevæg for den store sø mod vest og golfbanen mod øst, og det var selvsamme vej, som de to unge danskere fulgte, som hvert år dannede vejen til Formel 1. De kiggede på Porchen, som skød forbi dem, og kunne med lethed forestille sig dækkenes vinen, når de lette maskiner rundede svingene under Grand Prixet.

De nåede ud af parken, og til sidst skulle de ikke gøre andet end at følge de bi-farvede trøjer mod stadion, mod deres kube. Her kastede en speaker sin stemme ud over den summende menneskemængde og fortalte, at de to nu forventningsfulde knægte skulle henvende sig til gate 5, da det sammen med gate 4 var den eneste stand, som ikke var udsolgt endnu. I en strøm af fans rundede de stadionet og stillede sig i kø. En tanke opblomstrede i hovedet på dem, hvor - for at sige det på rigtig jysk - træls det ville være, hvis der blev udsolgt inden, det blev deres tur. Det skete heldigvis ikke, og de fik to unummererede billetter. De gik ind gennem kontrollen og fulgte kontrollantens anvisninger op ad trappen til 4. sal. Her fandt de to frie siddepladser helt øverst og helt oppe ved taget med perfekt udsyn og overblik og den græsplæne, de skulle kigge på de næste 4 timer. De sad på to små grå klapstole på et sted, som virkede bekendt, men som ikke kunne være længere væk fra Michael Laudrups Danmark. De havde følelsen af at være hjemme bare under nogle andre omstændigheder og betingelser. Banen var rund, og der, hvor der normalt ville have stået to firkantede mål med net i, stod fire søjler. Størrelsesforholdet var også anderledes, det var forstørret. I stedet for at side på Auto C Park i Randers med plads til 12.000 tilskuere, hvor der på en god dag dukkede halvdelen op, sad de på MCG i Melbourne med plads til 100.000 og til denne begivenhed husede 81.950 tilskuere. For ikke at nævne bolden som var aflang og blev båret i hænderne på de opvarmende spillere.
Der var to slags farvekombinationer på stadionet gul og sort, som der var mest af, og hvid og sort - Tigers mod Magpies. Efter de havde siddet der en times tid og indhaleret den nye luft og suget alt det nye ind til sig, gav dommeren endelig bolden op fra centrum af pokéball'en til lyden af tigernes brøl, som spredte sig ud over tribunerne.
Tre timer senere lød slutfløjet i et hvidt og sort farvet stadion, hvor de resterende fans dannede et langtrukkent og syngende COOOOLIIINGWOOOOOD!