Det er juleaftensdag lørdag d. 24. december, og det sner udenfor i det frysende vejr. I stuen står det prægtige juletræ, som blev pyntet dagen før af ivrige hænder, og vi gør klar til at åbne de mange pakker under træet her i Australien. I Australien? Men der er jo varmt! Okay, de første sætninger er ikke helt sande, for det blev en lidt anderledes juleaften, end den vi normalt kender derhjemmefra, men det lykkedes os alligevel at komme i julestemning og have en god og hyggelig aften. Dagen startede ellers lidt kedeligt ud med, at vi skulle flytte fra vores hostel hen til Joan, som er Nicolajs tidligere klassekammerat fra gymnasiet, så vi kunne holde jul os tre danskere i Brisbane. Vejret var helt i top: Over 25 grader og solskin, så det føltes helt surrealistisk at sige: "Hey Nicolaj! Det er juleaften i dag", men det var det altså, og da Jesus blev født i Betlehem, var det jo også varmt. Efter at have afleveret vores store tasker i hendes tomme, lækre lejlighed (hun var på arbejde) her i Toowong, som er en del af Brisbane, smuttede vi ned i centrum i et stort indkøbscenter, hvor vi ville købe ind til julemaden. Vores mål var at gøre den så dansk som mulig, så vi fandt det, der mest lignede en kommende, lækker flæskesteg samt kartofler, chips, hvidløgsflutes, sodavand, rødvin, mens Joan ville stå for sovsen. Desuden købte vi 2 liter vanilleis, chokoladecreme og jordbær til dessert, thi det skal ej forglemmes! Vi havde ikke fået noget spise den dag, så vi valgte at tage vores yndlingsret fra Japan: Curry katsu. Det er jo kun jul en gang om året. Desuden så vi en vild "possum" klatre rundt i træerne, og den stirrede noget på os, da vi så på den. Sjovt dyr! Tilbage i lejligheden satte vi en julefilm på, mens vi kokkerede lidt og fik smækket flæskestegen ind i ovnen, så den kunne blive godt sprød og mør til aftenen. Det var faktisk lidt af et projekt at få stegen gjort klar til at komme i ovnen, for der var ikke ridset sværd op, og alle knivene i huset var sløve, men til sidst lykkedes det, og den fik lov til at passe sig selv. Nu var det blevet tid til at tage i kirke, så vi gik ud af døren og ned til stationen for at tage toget. Af en eller anden grund var der midlertidigt lukket (de arbejde ellers både før og efterfølgende), så vi kunne ikke nå at købe billet, så vi kørte lige lidt gratis med toget, hvilket da også bare manglede denne juleaften! Det endte med, at vi også skulle tage en bus fra Adelaide St, men så nåede vi heldigvis også til Hillsong-kirken i Brisbane i god tid. Kirken ligger ret så langt ude fra centrum af byen, så vi håbede ikke, at det ville blive svært at finde. Ved busstop nummer 38 steg vi af, og over på den anden side af vejen stod et kæmpe stort lysende neonskilt, som signalerede, at her er Hillsong-kirken, og du er velkommen! Der var desuden en lind strøm af biler, for det er en populær kirke, og jeg antager, at der var over 1000 mennesker derinde den aften. Det var super fedt at være i kirke der, og man havde bare lyst til at komme der igen, fordi folk var så utroligt venlige, og man følte sig godt tilpas. Krybbespillet var virkelig gennemført, og det var meget moderne lavet. Kirken er nemlig flere steder i Australien med hovedsæde i Sydney. Så vi stilte om til Sydney live på storskærmen, og mens en fremragende sanger fra Sydney sang, og julevangeliet blev læst op, så foregik der et krybbespil på scenen i Brisbane. Ikke nok med at de var meget troværdig udklædt, Maria og Josef kom ind i kirken med et rigtigt levende æsel (!!!), og hyrderne kom med levende får (som i øvrigt sked på gulvet, hvilket præsten syntes var meget sjovt) og så videre. Vi så endda på en af de tre storskærme, at i Sydney havde de endda taget levende kameler ind i kirken! Det er altså gennemført. Ellers er der at sige, at musikken var helt i top i kirken, og det var ganske moderne at få juleprædikenen hele vejen live fra Sydney. Det hele varede i lidt over en time, så vi havde lige tid til at nå vores bus tilbage til Brisbane centrum. Herfra tog vi tilbage til Joans lejlighed i Toowong, hvor vi ankom nogenlunde samtidigt som hende.

Da vi kom ind i lejligheden bredte der sig en velkendt duft fra ovnen. Jeg (Nicolaj) havde sat den til 100 grader, så den kunne stege sig godt mør i løbet af de timer, vi var væk. Den fik sig 6 gode timer, så den var rigtig god, da jeg tog den ud. Den skulle dog lige have et lille stykke tid på høj varme, så sværen kunne blive sprød, men så var den også fuldkommen. Som sagt var der ikke én eneste skarp kniv i huset, men det betød ikke noget, for jeg kunne nemt skære det saftige kød i skiver, så de var klar til servering. Herefter blev der arbejdet på en sovs fra Joans side (som blev suverænt god), mens jeg kogte kartofler og Mika tog sig af vores hvidløgsbrød. Da hele herligheden af et dansk julemåltid var brygget sammen, blev det serveret med lidt chips og en rig rødvin. Vi nød julemaden på balkonen i Joans lejlighed til lyden af 1 million chikader og et par possums, der kravlede rundt i træerne. Ja, selvom maden var dansk, var vi i den grad stadig i Australien. På naboaltanen var der desuden godt gang i den vildeste technofest, hvilket var ret komisk at se på, og det var især underligt, når det var juleaften. Selvfølgelig bliver julen fejret mere d. 25. her, men alligevel. Ellers blev der bare talt med mad i munden, og vi fandt blandt andet ud af, at vi har en del teknisk lighed imellem os på den måde, at jeg har den præcis samme slags computer som Joan, og Mika har præcis det samme kamera som hende. Pudsigt!

Efter det fyldestgørende måltid trak vi ind i de finere gemakker i form af stuen, hvor vi nød en gang vaniljeis med friske jordbær os chokoladesovs. Der blev ikke sparet på de lækre sager, men det er jo også kun jul i Australien én gang i livet. Der blev udvekslet lidt gaver, hvorefter der ikke var så meget mere gang i os. Men vi gik IKKE sultne i seng.

Juledag (søndag) brugte vi som en helt igennem afslapningsdag, hvor vi var dovne som aldrig før. Vi stod mega sent op, og Joan, som vi bor hos, kørte ud for at hente nogle af hendes kolleger. Vi skulle nemlig have lækker brunch, som vi lavede i hendes køkken. Den bestod af alt fra røræg til bacon, croissanter samt frugt ud over alle grænser. Desuden var der en smule is tilovers fra juleaftensmaden, og så skulle vi åbenbart også have en øl hver. Ellers brugte vi tiden på at dovne den i sofaen, og vi fik set en masse film, vasket tøj og taget den store opvask. Aftenen brugte vi på at skype hjem til Danmark og sige god jul.

2. juledag (mandag) bliver kaldt for boxing day her i Australien. Det har intet med boksning at gøre, og selvom jeg (Mika) tog mig en løbetur fra morgenstunden, så blev det bestemt heller ikke en begivenhedsrig dag på nogen måder. Faktisk blev den udelukkende brugt på at se film og prøve at dovne endnu mere end dagen før. Men sådan er det jo: Når ens ferie bliver hverdag, og når man oplever så meget, så er det også godt lige at lave ingenting og samle indtryk.

Tirsdag morgen brugte jeg (Mika) på at tage mig en løbetur i det bakkede australske terræn, mens de to andre stod op. Vi tog os lidt morgenmad, og så tog vi en tur ned i det lækre lokale fitness center, hvor vi fik en omgang gratis prøvetræning, fordi vi jo overvejer at starte der permanent. Vi havde lige glemt at fortælle, at vi skulle til Sydney samme dag, og vi egentlig kommer fra Danmark, men sådan er det. Joan går der jo! Centret var faktisk rigtig godt, og vi fik trænet samtlige muskler i kroppen på nær venstre lilletå. En af de ansatte spurgte mig (Mika), om vi var på ferie, eller om vi skulle studere. Hvad skulle jeg lige svare til det? Jeg ville jo ikke afsløre os, så jeg kiggede bare tomt ud i luften og sagde lavmælt "yes" til et spørgsmål, der ikke kan svares ja til, og det virkede! Vi smuttede dernæst hjem til Joans lejlighed for sidste gang, hvor vi samlede vores bagage op og tog ned på Toowong station med fuld oppakning i det varme vejr. Sikke en hård fysisk start på dagen! På stationen udspillede der sig to vidt forskellige scenarier for hver: Jeg (Mika) snakkede med en sød, gammel dame, hvis mand var indlagt for fjerde gang med kræft, og manden var ved at bukke under. Jeg fik helt ondt af hende, men snakkede bare med hende om andre ting, for det ville hun gerne, og så kan jeg jo ellers være taknemmelig for, at jeg pt. står i den modsatte situation. Det er bare at nyde det, så længe man kan.

Imens de snakkede havde jeg (Nicolaj) en del problemer med nogle salgsmaskiner. Jeg var desperat efter noget energi efter træningen, for jeg havde ikke spist noget endnu den dag. Så jeg smækkede en 10-dollar-seddel i maskinen og bad om en cola. Beskeden tilbage var: "Not available. Use cash instead." Det var jo lige det, jeg gjorde med mine 10 dollar, så jeg prøvede at putte den i maskinen igen. Samme besked kom, men denne gang kom min seddel ud af maskinen, hugget over i to stykker. Meget irriterende, for butikkerne tager ikke imod sedler, hvis der er det mindste galt med dem, og når den er gået helt over, er det vidst ikke nogen umiddelbar chance for, at jeg kan bruge de 10 dollar (svarende til 55 kr.). Jeg prøvede med en anden pengeseddel, og denne gang virkede det heldigvis, men jeg var ret irriteret over, at maskinen havde massakreret den anden seddel. Bagefter ville jeg så købe noget på en anden maskine, og denne gang gik det fint, bortset fra, at min Toblerone satte sig fast i maskinene på vej ud. Her var det, at jeg først blev træt af den slags maskiner. Jeg ringede derfor til firmaet, der havde maskinerne, men de kunne jo ikke rigtig gøre noget i situationen, og det vidste jeg jo også godt, men jeg skulle lige fortælle dem, at jeg var utilfreds. Jeg prøvede at købe én mere, så den nye kunne skubbe den gamle med ud, for jeg havde altså virkelig brug for noget energi, inden vi skulle på den lange tur fra Brisbane til Sydney. Heldigvis lykkedes det, men jeg stod lige pludselig med dobbelt så meget chokolade som jeg havde tænkt mig. Men det kan jo gemmes til senere heldigvis. Det var jo heller ikke, fordi det var noget alvorligt problem, men alligevel utroligt irriterende. Vi nåede vores bus i fin tid, og så gik det ellers sydpå de næste mange, mange timer. Vores bus tog af sted fra Brisbane klokken 13, og først næste dag kl. 07.30 skulle vi være fremme. Den nat blev der stort set ikke lukket et øje i bussen, kan det godt afsløres, men sådan er det jo. Vi skal til Sydney! Intet kan gøre os kede af det nu!