Onsdag morgen var vi ualmindeligt trætte, da vi ankom til Sydney i bussen, for vi havde stort set ikke lukket et øje hele natten. Til gengæld var det en god velkomst, da vi kørte over Sydney Harbour Bridge med udsigt til Operahuset. Så ved man ligesom, hvor man er havnet! Klokken var 7.30 om morgenen, og da vi skulle til at kontakte Sak, som vi skulle bo hos i Sydney, stod han lige pludselig bag ved os til vores store overraskelse. Han arbejder nemlig lige ved siden af Sydney Central Station, og han så vores bus komme, så det var bare perfekt. Vi hilste pænt på hinanden og fulgte trætte med ham ind på stationen, hvor vi gik ned på platform 25 (efter at have købt en uge-billet til togene) for at tage toget til Kogorah, som er en hyggelig forstad 15 minutters togkørsel syd for Sydney centrum. Og ja, I har gættet rigtigt, det er her, hvor Sak holder til! På togturen mødte vi en meget, meget snakkesalig mand, der ville vide alt om os, og som gerne ville snakke om Mary, men vi var ganske trætte, så det var mest bare ham, der snakkede løs. Da vi ankom til Saks lejlighed blev vi igen utroligt tilfredse med situationen, fordi lejligheden var helt ny, og han havde endda indrettet et helt værelse med eget toilet og bruser ved siden af - kun til os! Vi var ret heldige, for han havde nemlig planlagt at leje værelset ud, men først fra næste uge, så vi kunne lige nå at bo der gratis. Vi smed vores ting, slappede af eller tog en lur, mens Sak tog tilbage på arbejdet.

Senere på dagen omkring 13-tiden fik vi lyst til at tage ind i centrum af byen nærmere betegnet Circular Quay. Herfra går der taxi-færger til forskellige destinationer, men i dagens anledning valgte vi at følge højre flanke hen imod den måske mest berømte og mest velkendte bygning i verden: Sydney Operahus. Jeg (Mika) havde regnet med, at der var en stor plads foran Operahuset, men nej, jeg blev snydt. Der er faktisk kun lige plads til dette store bygningsværk. Hvorfor ikke lige tage en rundtur med nu, hvor man alligevel er der? Inden i ligner huset mest af alt et traditionelt teater, men så alligevel ikke, for der kommer ind i mellem nogle flotte arkitektoniske finesser, som gør det lidt anderledes. Turen varede i en time, og vores guide forklarede os en masse om huset. Desuden så vi et par film om historien bag. Det foregik sådan, at australierne havde udskrevet en slags "konkurrence" til verden: Hvem vil designe vores operahus? Send ideer til os! Det endte heldigvis med, at Jørn Utzons mærkværdige bygningsværk blev foretrukket, men det var ikke helt uden problemer. Det gik langt over budgettet og de blev nødt til at ændre på de oprindelige planer, fordi det simpelthen var umuligt at gøre det anderledes. Australiens politikere var utilfreds med Utzon, og det endte med at de tog ham af opgaven, mens huset var godt i gang med at blive bygget, og operahuset blev færdiggjort uden Utzon. Mange år senere blev han dog atter en del af teamet, og den dag i dag har han stor respekt omkring sig, og han nåede endda at designe sit eget rum "Utzon's Room", inden han døde. Han arbejde hjemme fra Danmark, og han nåede faktisk aldrig at se det færdige resultat i levende live, men til gengæld kommer hans børn og børnebørn et par gange om året. Hans barnebarn hedder faktisk Mika Utzon og er også arkitekt. Den aften gik vi ikke for sent i seng, for vi var stadig godt trætte oven på busturen, men vi var glade for at være kommet til sydney. Måske den fedeste by, vi indtil nu har besøgt?

Torsdag blev en virkelig god sight-seeing dag, hvor vi virkelig "kom ind under attraktions-huden" i Sydney. Ligesom dagen før tog vi toget til Circular Quay, hvorfra vi nu tog venstre flanke over mod Sydney Harbour Bridge. Faktisk gik vi en tur under broen i et område kaldet "The Rocks", men det var ikke nok for os: Vi ville også gå på broen! Man kan tage en tur, hvor man bestiger broen og komme helt op på toppen, og selvom det koster det hvide ud af øjnene, så var det en utrolig populær turistattraktion, men vi synes nu, at det var lidt overvurderet til den pris, så vi tog den billige og ganske tilfredsstillende løsning: At gå over broen helt gratis! Udsigten ud over Sydney Harbour, Operahuset og selve byen med dens utallige skyskrabere var mindst 40.000 hurraråb værd. Operahuset er i sandhed en unik bygning, og den er ikke bare prikken over i'et i byen! Den er selveste i'et! Vi gik tilbage over broen og gik hen til et kæmpemæssigt shoppingcenter kaldet Westfields, hvor vi skulle mødes med en gammel tysk kending ved navn Jan, som vi mødte på New Zealand. Vi slog et smut forbi en hyggelig pub, hvor vi fik en øl. Jeg (Mika) fik en "fat yak", fordi navnet simpelthen var så godt, at den solgte sig selv. Øllen var også ganske god heldigvis. Det var super fedt at høre, hvordan Jans tur var forløbet siden sidst, og det var faktisk Jans sidste dag på hans rejse efter 3 måneders rejse i rundt i verden, for om aftenen gik hans fly hjem mod Tyskland. Jan ville gerne lige have et kig i en butik kaldet Hollister, inden han skulle hjem, men efter lang tids søgen og spørgen fandt vi ud af, at den højst sandsynligt ikke eksisterede mere i dette område, men det var så okay. Sydney er fuld af gademusikanter og blandt andet didgeridoo-spillere, som spiller meget imponerende! Denne dag så vi en japansk didgeridoo-spiller, som ud over at spille didgeridoo samtidigt spillede på trommer, så det var lidt af en rytmisk oplevelse, og jeg skal love for, at der var mange, der stod og kiggede på! Tiden nærmede sig, hvor Jan skulle tilbage til sit hostel for at hente sin bagage, så vi fulgtes med ham, da vi alligevel havde planlagt at tage til Manly med færgen fra Circular Quay. Turen er nemlig ret billig, og så ser man Sydney fra havet, hvilket nok er det smukkeste sted at se byen fra. Turen var utroligt smuk, og der blev taget billeder, da vi sejlede forbi et kæmpemæssigt krydstogtskib. I Manly (nordøstlig forstad til Sydney) tog vi afsked med Jan og sagde "See ya", som man siger rigtig meget her i Australien. Ellers så vi Manly strand, som var ganske lækker og så tog vi en gang take-away "fish and chips" i den lokale, prisbelønnede restaurant. Desuden tog vi ind på Max Brenner, som vi havde fået anbefalet for lang tid siden af Jeppe og Mathias, hvor vi fik os en gang varm kakao. Det er den klart bedste, jeg (Mika) nogensinde har smagt! Chokoladen var meget smagfuld og i særklasse! Hvorfor har vi ikke det i Danmark? Herefter tog vi færgen tilbage til Circular Quay, alt imens solnedgangen var godt i gang ned over byen, og solnedgange i Australien er måske det smukkeste sted i verden!

Som om vi ikke havde fået oplevet nok den dag eller set byen fra nok vinkler, så brugte vi aftenen på at tage op i det over 300 meter høje tårn Sydney Tower. Der er bare et eller andet dragende ved høje punkter! Selvom vi kom et godt stykke tid uden for myldretiden i tårnet, så blev vi stadig nødt til at vente i et godt stykke tid, inden vi kom op i tårnet, for Sydney er mildest talt turistet på denne tid af året. Lad mig da afsløre det: Sydney er ganske pæn set oven fra i mørke, så man kan se alle lysene fra den store by. Da vi købte noget at drikke snakkede vi kort med ekspedienten, som forståeligt nok havde lidt stress over de mange mennesker, samt at der ikke var mere papir til bonner, når man betaler med dankort. Vi snakkede lidt frem og tilbage på engelsk, og hun spurgte os høfligt, hvor vi var fra, og så sagde vi naturligvis Danmark. Lige efter vi havde sagt det, sagde hun: "Nå, men så lad os da bare snakke dansk! Det er da meget nemmere!". Meget underligt! Det viste sig så, at hun havde boet i Australien i 8 år, så det var meget cool. Køen til at komme ned fra Sydney Tower var giga stor, men vi kom da ned uden at dø. Da vi var nede på jorden igen købte vi nogle meget sjove og stærkt nedsatte billeder af os selv. Det er nemlig sådan, at inden man kommer op i tårnet, får man taget et billede foran en green screen. Det bliver derefter redigeret, så det ligner udsigten fra tårnet. Normalt skal man jo stå og kigge ind i kameraet, men for sjov stillede vi os med ryggen til, så det ligner vi kigger ud over byen, selvom vi reelt bare kigger ind i en grøn skærm. Billederne blev i hvert fald ret sjove, og fotografen synes det var originalt, så det var super! En begivenhedsrig dag sluttede igen i Kogorah, hvor vi snakkede med Sak om aftenen. Godnat!

Fredag var dagen før dagen. Dagen før nytårsaften i Sydney, som utvivlsomt er et af de højdepunkter, vi har set mest frem til, men dagen før dagen blev brugt på andet end forventningens glæde. Bondi Beach er en af de mest kendte strande i verden, og de mest besøgte dage om året (som denne dag i den grad var) kan der være over 40.000 mennesker på stranden! Stik den! Det var helt klart også den mest fyldte strand, jeg nogensinde har været på! Det var både en skam, fordi der var lidt plads, men også en oplevelse, og stranden er også virkelig god med lækkert sand, varmt vand og store bølger, man kan lege i. Af alle de steder vi kunne have valgt at slå os ned på stranden, lander vi lige ved siden af en gruppe af danskere. Hvad er chancen? Men det var egentlig meget rart, for så kunne de passe på vores ting, når vi var ned at bade. Det var alt i alt en fed oplevelse at være på Bondi Beach, men man skal kunne leve med, at der er rigtigt mange mennesker! Efter strandturen tog vi til Darling Harbour, som er et super hyggeligt område af Sydney med shoppingcentre, hyggelige cafeer ned til havnen og gøglere, der forsøger at tjene en skilling eller 29. Ud over dette er det hjemsted for verdens største IMAX-biograf, og det var hovedgrunden til at vi kom. Vi havde nemlig bestilt billetter til Mission Impossible - Ghost Protocol til om aftenen. Selvom vi allerede havde set den før i Noosa, så var filmen det bedste valg, fordi der er så mange fede actionscener, at det passer perfekt til det store lærred! Jeg (Mika) tror gerne på, at det er verdens største biograf. Man skulle faktisk dreje hovedet for at følge med i, hvad der skete på den 8 etager store skærm, som desuden var i bredformatet IMAX, og man fik virkelig alle detaljerne med! Det eneste minus var, at man fik lidt ondt i nakken, men ellers synes jeg da, at man skulle prøve at overgå australierne med en større skærm i Danmark! Det er virkelig en oplevelse! 30. december var til ende.

Nåtyrsaften i Sydney! Findes der et bedre sted at fejre det nye år? De er selv ikke langsomme til at erkende, at det er det bedste sted i verden, og nu dagen efter er jeg (Mika) stadig hel høj/begejstret over nattens oplevelser - specielt det milliondyre fyrværkerishow! Vi tog forholdsvis tidligt ud af lejligheden i Kogarah ved 10-tiden, fordi vi ville være sikre på at kunne komme ind i en aflukket afdeling lige op ad Operahuset. Sammen med Sak (som vi bor hos) gik vi ned i Woolworths supermarked, hvor vores veje delte sig. Han skulle nemlig holde nytårsaften med nogle venner fra byen, og vi skulle købe ind til dagens usædvanlige picnic-udflugt, som blev holdt på stentrapper og ikke græs. Som sædvanlig købte vi noget brød, skinke og bananer vel vidende, at der nok skal blive mere af det næste år, men slet ikke i så høj grad, for nu skal vi jo snart til de billige lande igen. Derefter tog vi toget til Circular Quay, hvorfra vi satte næsen mod det der hus, hvor folk synger højt. På vejen skulle vi lige have tjekket vores tasker for alkohol og bomber, men det havde vi ikke noget af, så alt var fint. Lige indtil vi så, at man skulle tjekkes igen! Der var en massiv kø, men da køen ikke var indhegnet håbede man lige lidt på, at det ikke var en kø, som man skulle stå i, men det var det, og vi var ærlige og gik om bagerst i køen. Der var dog irriterende mange, der ikke havde tålmodighed til det, så de snød sig foran på det groveste, men det betød heldigvis intet for vores oplevelse - vi kom ind uden problemer. Lydløst som to ninjaer sneg vi os ind blandt mennesker og fandt et udmærket spot at spendere over 12 timers ventetid. Jeg kan love jer for, at der blev læst, snakket og hørt musik som aldrig før! Det er jo trods alt også sidste gang i 2011, vi får lov til det! Vi regnede da med måske at møde nogle danskere, men det blev det ikke til. I stedet snakkede vi med nogle venlige finnere, der gav os gode råd til Bali, nogle arrogante italienere og en flink jævnaldrende fra Hong Kong.

Tiden gik og huden blev mere og mere solbrændt i den stegende sol! Vejret var hele dagen perfekt, og der var ikke en sky på himlen, hvilket var mere end godt. Da klokken blev omkring 18 var der et mindre flyshow med et stuntfly, som dog ikke vækkede den store begejstring alt imens et stort antal af både sejlede ind og ud af havnen og en del helikoptere fløj over os. Ved solnedgang omkring kl. 19.45 konstruerede et fly bogstaver på himlen i horisonten på flotteste vis. Det kunne jo kun skrive et bogstav af gangen, så folk gættede på udfaldet, og da der stod "rug" gættede vi fejlagtigt på rugbrød. Det var faktisk en kristen, der ville sprede budskabet om kristendommen (hvilket ingen havde gættet. Alle troede det var et show). Der endte med at stå: "R U Going 2 Heaven". Dernæst: "How?". Dernæst: "Trust Christ" og til sidst "John 3.16". Alt dette tog måske tre kvarter at skrive på himlen. Det var meget vildt at se på. Klokken 21 fik den utålmodige flok på mange tusind mennesker endelig en teaser på, hvad der ville ske om 3 timer. Vi fik os et "lille" fyrværkerishow på 10 minutter, og folk var super glade. Det var lidt som at være på festival, fordi man sad så tæt op af mennesker, vejret var godt og stemningen god og forventningsfuld. Omkring kl. 23.30 forlod vi vores ellers udmærkede picninc-spot og fandt os et bedre sted at stå, hvor udsigten var en del bedre. Nu var det nu! Det vi havde ventet på i over 12 timer! Et stort elektronisk ur på midten af Sydney Harbour Bridge talte ned fra 90, og da uret endelig ramte 0 var folk ellevilde, og broen sprang nærmest i luften i alverdens forskellige farver. Fantastisk syn! De næste mange minutter gik med at nyde showet. Der kom fyrværkeri fem steder fra! Bag fra Operahuset (ikke super aktuelt for os), fra den anden side af havet, fra broen (woow), fra den anden side af havnen (nice) og ikke mindst også fra diverse skyskrabere rundt om i byen. Det var ret så vildt! Det hele endte ud i et stort bang og festfyrværkeri, og alle jublede. Velkommen til 2012! Hjemturen gik gnidningsfrit på trods af de mange mennesker i gaderne, som var lukket helt af for biler, så man blev helt i tvivl om, der var optøjer eller frihedskamp i gang, da der lå skrald over hele byen. Denne oplevelse var bestemt et af højdepunkterne fra vores tur indtil nu, og senere fandt vi ud af, at der havde været ikke mindre end 1,5 million mennesker til at følge med i løjerne! Ikke dårligt!

Søndag morgen. Dagen efter nytårsaften. Jeg (Nicolaj) sov helt til kl. 1, og så var dagsordenen ligesom sat. Det blev nemlig en udpræget "lazy day". Efter fejringen af nytårsaften havde jeg været på Skype med familien derhjemme, og jeg fik snakket med mine forældre og onkel og tante. Da jeg havde snakket en hel del med dem, spurgte de for sjov, om jeg ikke lige ville have dronningens nytårstale med på webcam, og det var da ikke nogen helt dårlig idé, syntes jeg. Derfor blev computeren derhjemme sat ind foran fjernsynet, og jeg fik vagtskiftet og talen med. Ligesom at være der! Dronningen sendte en helt speciel hilsen til danskere i udlandet, og jeg er sikker på, at hun tænkte på os, da hun sagde det. Tak, Margrethe! Efter talen var klokken blevet en hel del, og det var altså derfor, jeg sov lidt længe. Da vi var kommet lidt mere op i gear, tog vi ned på Nando's, som er en kæde, der laver en del forskellige retter, hvor kylling og krydderier indgår, og jeg fik mig en gang paella med kylling og godt med chili. Så var der ligesom lidt at åbne øjnene på! Ellers var vi bare i lejligheden i Kogarah, hvor vi slappede af, men det hører jo også til, når det er dagen efter nytårsaften. Der skal man bare ikke lave noget, siger traditionen.

Om aftenen skulle der alligevel ske lidt, så vi valgte at tage den nok så kendte tur med toget fra Kogarah ind til centrum, hvor vi stod af ved Town Hall. Vi havde nemlig bestemt, at vi ville på Hard Rock Café ved Darling Harbour, nemlig ja. Da vi kom derned, fandt vi godt nok ud af, at det ikke lige var dagen, hvor man skulle tage ud at spise på restaurant, hvis man ikke havde bestilt bord i forvejen. Der var en ventetid på 45 minutter, før man kunne få et bord, så det ville vi ikke vente på. Vi var sultne og tog derfor turen rundt i området for at lede efter noget mad. Vi fandt et sted ved Darling Harbour, som solgte kebab, og det så meget fristende ud. Der var også en del kø, men ikke det der lignede 45 minutter. Vi stillede os derfor i kø, men der gik ikke længe, før vi stod med en meget smagfuld kebab i hånden. Den gjorde godt. En sjov lille ting var, at der ved siden af kebabstedet var en lille isbutik. Det er ikke så specielt i sig selv, men navnet fangede i den grad vores opmærksomhed! "H.C. Andersen Ice Cream of Denmark", stod der på skiltene. Det skulle vi da lige kigge nærmere på! Alle de ansatte havde danske flag på hatten, og butikkens logo var en lille tegning af H.C. Andersen. Jeg (Nicolaj) købte mig en lille is og spurgte, om butikken var ejet af danskere eller hvad. Da vi spurgte i bager Andersen i Tokyo, fik vi jo at vide, at det bare var en japaner, der havde fået idéen til at lave en dansk bager efter at have været i Danmark. Men denne gang var den god nok; stedet var ejet af danskere! Det var så også det eneste, det havde med Danmark at gøre, for de ansatte vidste ikke noget om Danmark. De vidste bare, at det var nogle danskere, der havde startet firmaet, og det var flere steder i Australien og Sydøstasien. Meget sjovt alligevel. Således sluttede vores sidste hele dag i Sydney!