Tirsdag morgen tog vi tilbage til Mohammads sted igen, for der havde vi jo alle vores ting og vores tøj, og vi ville jo gerne lige i bad og have noget frisk tøj på. Det er nemt nok at komme rundt her, for man kan bare tage en taxa, og hvis der ikke lige er én i nærheden, så er der også mange lokale, der har lidt taxa-forretning som en sidegesjæft. Og det er ikke engang sort, for man betaler jo ikke skat, så sort arbejde findes ikke her. Hverken taxa eller private chauffører er dyre, så man kommer også billigt rundt. Men vi tog os i hvert fald en taxa mod Mohammads lejlighed og blev frisket op. Senere tog vi hen til den største souq i byen, nemlig Souq Waqif, og det var en meget bedre oplevelse end det havde været i de andre souqs. Overalt var der traditionelle bygninger og små caféer, hvor folk spiste falaffel og røg vandpipe. Det var faktisk lidt vildt, så mange der røg vandpipe der midt på dagen, så man må sige, at det er de glade for her! Der var selvfølgelig også nogle boder med alle mulige spændende sager, såsom kunst lavet med sand (det har de jo rigeligt af her..) og traditionelle klæder. Vi var også en tur på én af caféerne, hvor vi fik nok verdens bedste friskpressede juice. Alle 9 riyal værd ;)

Souq Waqif ligger lige ned til havnepromenaden Corniche, så her tog vi os en lille rask gåtur. Vi havde tænkt os at gå hele vejen rundt om bugten - over til den anden side, hvor alle skyskraberne er, og det ville nok tage halvanden time eller noget i den retning. Sådan gik det bare ikke, for vi faldt begge i vandet og var ved at drukne. Eller også var det bare, fordi vi blev tilbudt et lille "cruise" over til den anden side for en slik. Hvilken af disse to ting skete mon? Jeg gætter på den sidste, og jeg gætter på, at det var en hyggelig tur, som også var lidt sjov på grund af styrmandens musiksmag. Der bragede nemlig skiftevis vild techno og stille kærlighedssange fra 80'erne ud af bådens højttalere.

Da vi nåede frem til den anden side, fik vi os endnu en gang den kære te med navnet karak. Det er virkelig vanedannende, fordi det smager så godt. Ligesom chai, men piftet op med lidt kardemomme. Med karak i hånden gik turen hen til City Centre, som er et ret stort indkøbscenter i centrum. Der var mange rigtig dyre butikker, men også en del med fornuftige priser, så der blev købt nogle gaver til os selv og til andre. Vi rundede af med at sidde på en trappe i centeret, mens vi fik os en Red Bull og snakkede om alt i verden.

Onsdag startede vi utroligt langsomt ud med at spille på Mohammads playstation i nogle timer, så det var ikke den mest aktive dag på turen. Men det er jo også godt at slappe lidt af en gang imellem. Da vi endelig kom i gang, tog vi hen på Wholesale Market, der ligger lige i nærheden af Mohammads lejlighed. Faktisk plejer vi at bruge stedet som pejlemærke for vores chauffører, når vi skal hjem fra centrum, for det er der større sandsynlighed for at de kender end f.eks. gaden Al Rehab, som vi bor ved. Selve markedet var ikke så interessant, for det var mest ting til hjemmet, man kunne købe, men vi skulle da lige se det, når vi havde nævnt navnet så mange gange. Der var en masse restauranter ved markedet, så vi tog ind på en tyrkisk restaurant og fik os en shawarma til at slukke sulten med. Resten af dagen gik med at være sammen med Mohammad og skype med folk derhjemme.

Næste dag stod den på shoppingcenter. Det var torsdag og dermed starten på weekenden, for her er der weekend fredag og lørdag, og så starter man arbejdsugen søndag. Derfor var der mange folk, der ligesom os var en tur i det charmerende indkøbscenter Villagio. Som navnet antyder, er det et sted, der er inspireret af italiensk kultur. Indeni er det nemlig bygget som en italiensk landsby med små huse, der står op ad hinanden, og så er der "himmel" i loftet, så man føler lidt, at man går rundt på gaden i en italiensk by. Desuden er der lavet kanaler, som man kan sejle rundt på i gondoler, ligesom i Venedig. Det var et meget hyggeligt sted at gå rundt, selvom det selvfølgelig var lidt kunstigt. Stedet blev bygget i forbindelse med Asian Games (de olympiske lege for asiatiske lande), som blev afholdt her i Qatar i 2006. Uden for centeret er der et meget højt tårn, hvor den olympiske ild brændte, og så er der også et stort stadion i området. Vi startede ud med at få morgenmad på en "udendørs" café i Villagio, der hed Paul. De lavede noget rigtig godt brød, og det er et godt stykke tid siden, at vi sidst fik det. Ellers gik vi rundt på gaderne og i nogle af butikkerne. Der var også en forlystelsespark i centeret, hvor man kunne komme gratis ind, så der skulle vi da også lige ind.

Om aftenen var vi igen en tur ovre ved restauranterne ved Wholesale Market for at få en shawarma, og vi ville også gerne købe noget karak-te. Jeg (Nicolaj) spurgte, om de havde det. Det havde de ikke, men de havde noget andet, som de syntes, jeg skulle prøve, så de skænkede et halvt glas op til mig. Så kunne jeg jo se, om det var noget for mig. Jeg tog en lille slurk, men det skulle jeg aldrig have gjort. Det smagte værre end noget andet, der nogensinde har rørt min tunge. Desværre var der meget tilbage i glasset, og det følte jeg lidt, at jeg var nødt til at drikke, for manden stod og kiggede på mig og ventede på, at jeg skulle drikke det. Desuden ved jeg, at det er ekstremt uhøfligt, hvis man ikke drikker/spiser op. Jeg tog mig sammen og fik drukket det sidste og sagde nej tak til mere. Shawarma'en smagte heldigvis godt.

Efter vi havde spist, skulle vi flytte fra Mohammads sted over til Atif, som vi havde overnattet hos natten til tirsdag. Da vi kom derhen, havde han en del gæster. Det viste sig at være "ungkarlene", som de kaldte sig, selvom Atif var den eneste af dem, der ikke er gift. Men de havde altså en tradition med at mødes hver torsdag aften og spille kort til langt ud på natten. Jeg (Nicolaj) sad og fulgte med i spillet, som lignede meget et andet spil, som jeg kender, så jeg lærte hurtigt reglerne. Det var sjovt at sidde og være en del af deres lille klub. De sad og snakkede på kryds og tværs på et sprog, jeg ikke forstod, så jeg spurgte, hvilket sprog, det var. De var alle fra Pakistan, så de snakkede urdu, som er det officielle sprog. Men de sagde så, at de også kunne snakke punjabi, og det slog de så over i, når de diskuterede eller kom op og køre, og så var det ellers urdu, når de "forsøgte at være anstændige", som de sagde det. Sådan sad de og spillede i mange timer, mens vi spiste snacks i form af tørrede dadler, ristede kikærter, solsikkekerner og halawa, som er en meget sød kage-agtig dessert, der er lavet af tahini, som også kan bruges i humus, og en masse sukker. Festen fortsatte hele natten, men vi var nødt til at gå i seng, så vi kunne være klar til en meget spændende dag. Du kan jo læse videre i næste blog og finde ud af, hvad det var, vi skulle.