Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det ellers søndag, som er dagen, der markerer, at vi kun har én eneste uge tilbage af vores over 7 måneder lange eventyr. Nå ja, så skulle vi jo også nå et fly fra morgenstunden, der skulle bringe os tusinder af kilometer tættere på Danmark: Fra Bangkok til Qatar! Det er næsten utroligt, så gennem-rutineret, vi er blevet, når det handler om at flyve, så vi tog det stille og roligt og uden problemer havnede vi på et lækkert fly fra Qatar Airways. Vi havde set meget frem til den tur, fordi selskabet har et godt ry, og den over 7 timer lange flyvetur gik da også pænt stærkt, da vi så de nyeste film og fik delikat flymad.
I Qatar skulle ind over grænsen fra lufthavnen, og det var som noget af det eneste i verden nemmere gjort end sagt. Man skulle ikke som i alle andre lande skrive, hvor man opholder sig, hvor lang tid man skal være der og så videre. 28 Dollars skulle man betale, og that's it! Jeg (Mika) var overrasket over den gode service og de meget smilende mennesker i lufthavnen. Det er ikke alle lande, hvor de er så venlige. Vi ringede derefter til vores ven Mohammad, som vi har mødt på couchsurfing, og i løbet af et kvarter sad vi i hans bil på vej mod hans hus. Vi hold dog et lille stop inden og fik noget god tyrkisk mad. Første indtryk af Qatar var: Sandfarvede huse overalt! Lækkert vejr: Det er vinter i Qatar, hvilket vil svare til normal sommer i Danmark, og så er der en god frisk brise, som vi har savnet i mange måneder, da vi var i Asien.
Om aftenen tog Mohammad os med ind til centrum af byen, som er det eneste sted med skyskrabere. Dem er der så også en del af og i mange afstøbninger. Det lidt specielle ved dette sted er, at der for 10 år siden var vand her, men de har simpelthen bygget direkte på sandbunden under vandet. Lidt utroligt, men det helt enorme tryk fra bygningerne gør, at de står solidt fast og der er tørt omkring dem. Han fortalte os om et af tårnene, som lokalt går under navnet kondom-tårnet, fordi det ligner et kondom. Firmaet havde mange gange prøvet at redde udseendet, men hver gang de havde forsøgt at ændre det visuelle indtryk, var produktet bare blevet, at det endnu mere lignede et kondom. Vi sad på havnepromenaden kaldet Corniche og snakkede om Qatar, mens vi smagte en lækker arabisk te med kardemomme kaldet "karak". Vi fandt hurtigt ud af, at det er et godt sted at arbejde, for i Qatar betaler man ingen skat! Man får høj løn, maden er billig, og det eneste minus er, at det er lidt dyrt at bo, fordi der ikke er nok lejligheder og hoteller i landet. Selvom Doha (Qatars hovedstad og nærmest eneste by) er i rivende udvikling og i konstant proces, så kan det altså godt være svært at finde et sted at bo. Qatar skal være vært for VM i fodbold i 2022 om 10 år og ifølge Mohammad, så var han stærkt i tvivl om de mon havde plads til de forventede 5 millioner besøgende. Lige nu bor der 1,5 million i byen.
Vi snakkede desuden lidt om, hvad vi havde forventet os af Qatar. Vi havde set Mission Impossible 4, som blandt andet foregår i Dubai, der ligger forholdsvis tæt på Qatar, så vi havde en forventning om, at det ville være noget i den retning. Mohammad syntes, at det var vældig morsomt, fordi filmen bare er helt forkert på den! Der findes ingen kameler på vejen, der findes ingen gigantiske sandstorme ind over byen, der findes ingen markeder med løbende høns tæt på centrum. Qatar og Dubai er meget mere udviklede, end hvad man tror!
Mandag stod i sandhed i islams tegn! Vi tog en taxi fra Mohammad ind til byen til nogle "souqs" (markeder). Det var dog ikke super interessant, så i stedet tog vi over på islamisk kulturcenter (Qatar Islamic Cultural Center) kaldet FANAR, og der gik ikke lang tid, før vi stødte ind i en muslim, der arbejde der. Han snakkede perfekt engelsk, da han havde boet i England hele hans liv, og først lige for nogle måneder siden flyttede han til Doha. Vi brugte de næste par timer på en dyb diskussion om islam og kristendom, forskelle og ligheder, og det var spændende lige at få genopfrisket det hele og lært en masse nye ting. Han var forholdsvis fundamentalistisk, og hans kone går rundt i burka, som mange gør hernede, men samtidig var han et meget venligt og taknemmeligt menneske, så det var spændende at snakke med ham.
Herefter tog vi hen på museum for islamisk kunst, hvor vi kunne følge med i udviklingen i kunsten: Blandt andet våben, potter, smykker og gamle kompasser, og det hjalp os til en bedre forståelse af den arabiske verden, som faktisk er mere spændende, end først antaget. Museumsbygningen var meget flot bygget og var nærmest en attraktion i sig selv. Om aftenen tog vi på libanesisk restaurant med Mohammad. Vi fik blandt andet humus og falaffel, og det var faktisk bedre, end man lige skulle tro. Mohammed er oprindeligt fra Syrien i en forstad til Damaskus, men der spiser de også nogle af de samme ting, så for ham var det bare "normal" mad.
Senere på aftenen tog vi i biografen med nogle af Mohammads venner fra couchsurfing. Han tog ikke selv med, da han skulle tidligt op dagen efter, men vi hyggede os da meget med de andre venlige mennesker. Da klokken blev mange, efter vi havde set filmen "John Carter", så tog vi bare hen til en af vores nye venner og sov i stedet for. Han hedder Atif og er oprindeligt pakistaner. Han har en ret stor lejlighed (og til tider egen kok), så vi klagede da ikke over det! Folk er virkelig venlige!
- comments
Farmor i randers Tak endnu engangfor jeres spændende beretninger og alle de skønne billeder. Glæder os til I kommer hjem.