Fredag morgen havde Atif også gæster, men nogle andre denne gang. Det var en pakistansk mand, og en indisk pige, som lige var kommet tilbage fra Indien, så hun havde en masse indiske specialiteter med. Dem skulle vi selvfølgelig prøve, så vi fik indisk morgenmad, som bestod af krydrede majsmelspandekager med tilhørende dyppelse af spinat og med nogle andre krydderier i. Vi fik selvfølgelig en kop chai-te til, og så var der også nogle meget søde kager til. Vi var desværre nødt til at forlade selskabet, for klokken var ved at nærme sig 8, hvor vi skulle mødes med Mikkel, som vi skulle på tur i ørkenen med. Da vi var i Kina lærte en pige at kende, der hedder Anne, og hun kendte Mikkel og hans familie i Qatar, og på den måde endte det med, at vi kunne komme en tur i ørkenen med dem. Vi mødtes med Mikkel og kørte med ham over til deres hus, hvor vi blev budt på morgenmad med nogle ting, vi ikke havde set i lang tid. Der var blandt andet rugbrød og ost! Dejlig dansk. Da vi havde spist, blev bilen pakket, mens vi spillede fodbold med Karl og Victor, som deres to drenge hedder.

Så gik det ellers løs. Vi satte os ind i firehjulstrækkeren og kørte af sted mod den barske ørken. Det første stykke gik på almindelig vej, mens byen forsvandt omkring os, og der kom mere og mere sand. Da vi havde kørt i noget tid, var der ikke mere vej, så vi måtte stige ud af bilen, fordi der skulle lukkes luft ud af bilens dæk. Man kan nemlig ikke køre i ørkenen med et almindeligt lufttryk i dækkene, for så har man ikke et ordentligt greb. Så fik man også lige lært det. Mens bilerne blev gjort klar, så vi lige vores snit til at ride lidt rundt i ørkensandet på kameler. Der stod nemlig en mand med sine kameler og tilbød rideture. Det var en meget gyngende tur, og man skulle virkelig holde godt fast, når de rejste sig, for ellers faldt man helt sikkert af.

Efter rideturen skulle vi for alvor ud i ørkenen uden veje, men bare en masse sand, som man skulle finde igennem. Vi var dog i gode hænder, for de havde været der en del gange før, så de kunne sagtens finde rundt i de uendelige mængder sand, der var slynget rundt i store bunker. Det var ikke en tur, som man ville kunne klare i en almindelig bil, for det var lidt som at køre på pukkelpister nogle gange, og nogle af sanddyngerne var meget stejle, så der skulle noget muskelkraft og noget firehjulstræk til. Vi var af sted med nogle andre familier, for man skal helst være nogle stykker af sted af gangen, for hvis man tager af sted alene risikerer man at sidde fast og blive fanget i en sandstorm eller andet farligt uden mulighed for at få hjælp. Vi kørte derfor som en karavane af fire biler gennem ørkenen med vores bil i front. Efter at have kørt 30 kilometer i sandet ankom vi til en lækker badestrand, der ligger 80 kilometer syd for Doha. De fire biler med danskere holdt ind ned til havet mellem to store sandbanker, så vi havde nærmest en lukket strand for os selv. Noget af det første vi gjorde var at tage en dukkert i det glasklare vand. I starten var det forholdsvis koldt, men jo mere man vænnede sig til det, desto dejligere blev det. Vi fik os en stor overraskelse, da saltbeholdningen i vandet var ganske høj, så man nærmest kunne flyde i vandet uden at skulle kæmpe for det. Lige ovre på den anden side af havet kunne vi se ind i en stenørken, som faktisk er Saudi Arabien. Tiden i ørkenen brugte vi på at udforske sandbankerne, havet og de små gevækster, der rent faktisk kunne overleve i det hårde klima. Vi snakkede også meget med danskerne, som er udstationeret for Mærsk. Det er faktisk anden gang, de bor i Qatar, efter at de havde boet i Kasakhstan i nogle år.

På turen hjem fik vi hver især lov til at prøve firehjulstrækkeren i sandbankerne. Det var en ekstremt sjov oplevelse at køre rally op og ned i sandet, og man skulle tænke sig om, hvor man lige kørte. Imod os kom der nemlig en hel skare af biler med arabere, der var færdig med deres fredagsbøn og var klar til at drøne ud i ørkenen for at køre sindssygt, og det er de virkelig! De fleste af dem har nemlig holdningen, at deres livstid alligevel er bestemt af Allah, så "om Gud vil", så skal man nok undgå at køre galt. Heldigvis havde vi en bundrutineret Mikkel ved siden af til at guide os, så vi undgik nogle problemer.

Vi blev budt på aftensmad hjemme hos danskerne, hvilket vi ikke kunne takke nej til. Vi så desuden deres store, lækre hus (som jeg da ikke ville klage over, hvis jeg havde det) og spillede endnu mere fodbold med deres fodboldtossede børn, der snart bliver 5 år. De har nemlig trillinger. For kort at opsummere så er det en speciel, støvet og rå oplevelse at være i ørkenen, og det var noget som vi aldrig havde prøvet før = endnu en ting at krydse af på to-do-listen!

Lørdag morgen tog jeg (Mika) ud med Atif og fik pakistansk morgenmad. Den bestod af kalveknæ/kalveankler i sovs sammen med noget brød, der mindede om pandekager. Det var lidt bizart, fordi det nærmest kun var knogler, og det var lidt sygt at se ham sidde og sutte på en knogle for at få knoglemarven ud, men jeg fik da også prøvet det, og det smagte ikke ringe og skulle være ret sundt! Bagefter tog jeg med ham over at så hans arbejdsplads. Han er elektrisk ingeniør på et gigantisk projekt, der kommer til at tage 6-8 år at færdiggøre. Der arbejder omkring 1000 mennesker på arbejdspladsen, og da jeg så byggepladsen var det også noget af et syn. Jeg havde udsigt til, at utallige fundamenter var ved at blive lagt mange meter under mig. Der bygges både kæmpestort indkøbscenter, skole og moske i det samme projekt, og ja, Qatar er en by i rivende udvikling! Som en moralsk korrekt reklame var der et stort gult skilt med teksten "Safety First", der var visuelt fra alle steder på byggepladsen.

Til middag tog jeg og Nicolaj hen på Souq Waqif (hyggelig gade) og tog ind på Cafe Tasse, hvor vi fik os noget lækkert mad, en god juice og... en vandpibe! Det er jo ikke for sjov, at der sidder hundredevis af lokale og ryger på alle tidspunkter af dagen, så det skulle vi også lige prøve. Atif kom og tog del i middagen i sin pause fra arbejdet, så vi sad og hyggede os der i et godt stykke tid - blandt andet med en meget sød kat, der ville hugge vores kage. Efterfølgende gik vi lidt rundt i den hyggelige gade og tog hjem til Atif. Senere på dagen tog vi på en lille udflugt i den nordlige del af byen, hvor vi besøgte Cultural Village (et slags stort museum) og den menneskeskabte ø "The Pearl", hvor der er mange skyskrabere på. Den sidste hele dag på rejsen var slut!

Søndag var dagen, hvor vi for alvor skulle blive glade for at se vores venner og familier igen! Men vi må desværre informere fra redaktionen om, at vi aldrig nåede til Danmark! PT sidder vi i solskinnet i Harzen, hvor vi har tænkt os at være resten af livet. Kom endelig og besøg os!! Over and out!