Mandag var også en stille og rolig dag, men det var jo vores sidste dag i Sydney og i Australien i det hele taget. Det ville Sak (vores vært) gerne gøre noget ud af, og vi havde snakket om at tage på hans favorit Thai-restaurant sammen, fordi han jo er Thai. Desværre havde de lukket, så vi måtte finde noget andet. Vi tog derfor bilen hen til en anden forstad i nærheden, der hedder Hurtsville. Her mente han, at der ville være bedre muligheder for at finde en restaurant, der var åben. Det havde han også ret i, for der var mange muligheder i Hurtsville, men vi endte på en kinesisk restaurant, hvor vi fik noget ris med stegt and og tilhørende kinesisk te. Det var ligesom at være i Kina igen! Efter det var det hjem igen og pakke taskerne, før vi tog hen på togstationen, hvor vi tog afsked med Sak. Det havde været godt at bo hos ham, men han ærgrede sig over, at han ikke havde haft så meget tid til at være sammen med os, og han inviterede os til at komme og besøge ham igen. Det kunne da heller ikke være dårligt!

Togturen til lufthavnen gik hurtigt, for den lå ret tæt på. Det meste af tiden gik på at vente på toget, da vi skiftede linje til Lufthavnslinjen, hvor vi kun skulle køre ét stop. Det var til gengæld et meget dyrt stop, for da vi skulle gennem bommen og ind i lufthavnen blev vores ugentlige billet ikke godkendt, og vi skulle købe en billet til lufthavnslinjen, som altså skal købes separat. Det kostede 12 $ (!!), selvom vi kun havde kørt ét stop. Men nu var vi da i lufthavnen, og det var gået hurtigt, så det var fint nok. Vi fik os lidt at spise for de sidste Australske dollars, vi havde tilbage, og jeg (Nicolaj) købte lige en lille ekstra souvenir og nogle nødder, som skulle vise sig at komme mig meget til gode. Da vi kom ind i flyet blev vi positivt overrasket over flyets standard, for vi skulle flyve med Jetstar, og det lyder umiddelbart lidt som et billigt og knap så godt selskab. Men flyet var godt indrettet, og der var skærme til hvert sæde. 'Super', tænkte jeg. Det var så indtil, vi opdagede, at man skulle betale for at se film og spille spil på dem! Nederen. Der var dog nogle enkelte gratis ting, bl.a. rejseguides om Bali, så det kunne vi da godt bruge til noget. Bagefter fandt vi ud af, at alt mad og drikke også skulle købes, og det var ikke billigt! Men det var en flyvetur på 6,5 time, så vi blev nærmest nødt til at købe lidt, så jeg fik mig en wrap, og Mika fik sig nogle nudler. Endelig landede vi i Denpasar lufthavn på Bali klokken 21 lokal tid, men mentalt for os var klokken 24 australsk tid, så vi var ret trætte, da vi ankom. Det var ret forvirrende faktisk. Det første der sker er, at der kommer nogle officielle lufthavnshjælpere i uniformer, hvor der stod "porter" på, som hjalp os med at finde vores bagage. Men de ville ikke slippe det ud af syne? Måske skulle det til inspektion eller noget? Vi sprang stort set køen over nemlig. Men nej, det var noget helt andet de ville! Bali kunne lige så godt blive kaldt "The Land of Tipping", for alle, og jeg mener alle, vil bare have ekstra penge hele tiden. I denne situation kom vi af med 50.000 rupiah svarende til cirka 30 kroner for en hjælp, vi ikke bad om, men vi kunne ikke rigtig gøre noget ved det. Hvor skulle vi vide det fra? Faktisk bad de os om 100.000, men vi pruttede det ned. Sådan er det jo! Man skal lige vende sig til at komme til et land, hvor folk vil gøre hvad som helst for at snyde en. Heldigvis havde vi undersøgt, at det skal koste omkring 50.000 rupiah fra lufthavnen til Legian, hvor vi skulle bo, så da taxichauffører rundt om os ville have minimum 200.000 valgte vi at tage den officielle taxi, selvom der var en god kø dertil. Denne taxachauffør var til gengæld ærlig, og vi snakkede en del med ham, for folk er overraskende gode til engelsk på Bali. Survival of the fittest. Det kommer jo dem selv til gode, men også os. Lige da vi ankom var der skybrud, men da vi skulle køre, var det overstået, men det var stadig meget vådt på gaderne. Vejene var på ingen måde drænet, og jeg ved ikke, om de kender til kloaker? På et tidspunkt kørte vi igennem en sø, der var 20 cm høj, og chaufføren spurgte, om vi ville have os en svømmetur, men vi takkede pænt nej. Trafikken var efter chaufførens egne ord "crazy". Der er utallige scootere, der prøver at overhale de mest absurde steder, og gaderne er indimellem så smalle, at der kun netop er plads. De kender virkelig bilens størrelse. Sayang Maha Mertha Hotel i Legian tjekkede vi ind på, og vores værelse var faktisk meget godt på trods af, at det kun kostede 45 kr pr nat (det blev lige en krone dyrere i tipping). Det vigtigste var der: To senge, en blæser (!!! Luftfugtigheden er ekstremt høj) og et toilet og bad kun med koldt vand, men hvad gør det? Det er bare dejligt. Og så en altan! Vi var mega trætte, så vi gik i seng ikke længe efter ankomsten, men først skulle vi lige have noget vand i minimart. Prisen var 6.000 rupiah, men lur mig om prisen ikke ligepludselig blev 6.500! Det er jo også hårdt lige at bippe flasken ind, men 500 rupiah er ingen penge, så det går nok.

Tirsdag nød vi godt af gratis morgenmad på hotellet, som bestod af lidt toast med enten juice eller frugtsalat. Simpelt, men godt. Herefter stod den på lidt full body massage, for vi kunne slet ikke stå for det billige tilbud, for det er nu altid rart med en gang massage. Vi fik os derfor lidt en times ælten rundt, og det gjorde godt, men da vi så skulle betale, blev prisen lige pludselig noget højere. Det var faktisk ikke engang fordi de lige pludselig krævede mere, end vi havde aftalt, men der skete en mindre misforståelse. De kunne ikke give tilbage på vores store sedler, så vi måtte give dem en 100.000 rupiah seddel, og så manglede vi 20.000, som vi så ville hente på værelset. Jeg (Nicolaj) havde ikke set, at Mika allerede havde givet 100.000, så jeg troede, vi manglede at betale det hele. Derfor gav jeg dem 120.000, da jeg gik ned for at betale. Det sagde de ikke noget til, og jeg tænkte ikke så meget over det. Det var først senere, da vi skulle finde ud af, hvor meget vi skyldte hinanden, at vi fandt ud af, at vi næsten havde betalt dobbelt. Men da var det for sent at gøre noget ved det. Det skal så siges, at det ikke var alt for mange penge, vi fik betalt for meget, kun omkring 60 kroner, men det er alligevel en del penge set med balinesiske øjne. De var nok meget glade for de mange "drikkepenge".

Efter massagen skulle vi lige en tur på stranden! Vi boede nemlig ret tæt på Legian Beach, så der skulle vi lige ned og have en dukkert. På turen derned købte vi os lige et lokalt sim-kort, fordi der er ikke så mange hostels, der kan findes på nettet, så det er en god idé at kunne ringe rundt og høre priserne. Langs stranden er der bygget en meget dekoreret mur med et par porte hist og her, næsten som om stranden er et tempel eller bare hellig for de lokale. Portene er meget specielle i sig selv. De er meget høje og nærmest bygget som en trekant op mod himlen, og så er midten skåret væk, så man kan gå ind igennem dem. Næsten som om de byggede en mur og så sprang et stykke over - mere et hul end en mur (der skal nok komme nogle billeder, for det er ikke nemt at forklare, men specielt er det!). Så snart vi var inde på stranden, blev vi bombarderet med tilbud fra sælgere, men det bliver vi faktisk nærmest alle steder. Der kom også nogle piger hen, som ville have billeder af os. Så ved man, at man er tilbage i Asien for alvor! Vandet var varmt at bade i, og bølgerne gode, men der var fyldt med skrald, både i vandet og på stranden. Ikke det fedeste, men sikkert et resultat af, at turismen har taget lidt for meget overhånd i det område af Bali.

Vi fyldte senere depoterne med en gang KFC, som er ufatteligt billigt her. Vi tog dog maden med ned på stranden, så vi kunne spise med udsigt. Mens vi spiste blev vi igen tilbudt alverdens ting, men specielt én solgte noget interessant, nemlig et våben, som de indfødte brugte i gamle dage på øen. Det var et pusterør, som man kan skyde små pile op til 70 meter med, hvis man har nok lungekraft. I enden sad der oprindeligt en lille kniv, som man kunne tage af og gå til angreb med. På souvenir-udgaven var kniven dog byttet ud med en dekoreret og ufarlig kniv af træ. Vi fik en lille demostation af våbenet og lidt om historien, men vi købte dog ikke noget, selvom det var fristende billigt. Men det ville ikke lige være det nemmeste i verden at skulle have sådan et våben i tasken i to måneder endnu.

Da måltidet var veloverstået satte vi kursen mod en attraktion, som var meget interessant set med danske øjne. Vi tog turen gennem byens travle og dyttende trafik, forbi de højtråbende sælgere og mellem de gamle dekorerede bygninger og endte ved Mads Lange Tomb. Ja, det er et dansk navn, og det var en vaskeægte dansker, der lå begravet her i den meget bemærkelsesværdige grav. Mads Lange var en stor handelsmand på Bali for 200 år siden, og han havde kæmpe succes. Han handlede sig rig i 18 år, men da han ville rejse væk fra øen, døede han pludselig. Legenden går på, at lokale handelsmænd var misundelige på hans succes og derfor forgiftede ham. Derfor endte han i en grav på Bali, og der er virkelig gjort noget ud af det. Forskellige folk fra Danmark har doneret penge til, at der kunne blive opført diverse monumenter og dekorationer omkring hans grav. Der var desuden et stort skilt, der var blevet sat op på mindedagen for hans 200 års fødselsdag, hvor flere familiemedlemmer og efterkommere fra hele verden og ikke mindst den daværende uddannelsesminister Berthel Haarder var til stede. Ja, han var en stor mand på disse kanter, men meget ukendt derhjemme. Det er jo en skam! Han skulle jo hyldes! Men nu er vi da mindst tre danskere, der kender hans historie: mig, Mika og Berthel Haarder. Så har vi altså noget til fælles med Hr. Haarder, jeg vidste det bare.

En ting, man ikke kan undgå at lægge mærke til, når man er på Bali, er den store religiøsitet, der hersker blandt balineserne. Alle steder ser man små kurve med ofringer bestående af lidt blomster, mad og røgelse. Foran enhver dør er der mindst én ofring, og hver morgen bliver der stillet en ny ofring frem, så de ligesom kan få en god start på dagen. Man er hele tiden nødt til at kigge efter, at man ikke går i deres ofringer, når man går ned ad gaden, for de er bare overalt.

Fra Mads Langes grav gik vi tilbage gennem byen, hvor vi lige kiggede ind i et par butikker, og Mika fik købt sig nogle klipklappere, for hans kinasko, som sjovt nok var købt i Kina, havde udtjent deres værnepligt. Samtidig stod jeg og kiggede på nogle ure, mens jeg blev tilbudt svampe flere gange. Jeg købte dog ingen af delene. Det er egentlig utroligt, så åbenlyst der bliver solgt stoffer her, selvom besiddelse af det ifølge loven kan give dødsstraf. Det er mest svampe, der bliver handlet med, og der bliver endda skiltet med det mange steder: "Magic mushroom. Ticket to the moon." eller "POISONED MUSHROOM!" Ellers fik vi købt os nogle billige DVD'er og CD'er, og vi tog også lige hen forbi Kuta Square, hvor der er en masse butikker med kendte mærker og masser af airconditioning.

Om aftenen tog vi på Hard Rock Café. Efter vores mislykkede forsøg på at spise på den verdensomspændende café i Sydney, skulle vi da lige prøve igen, og denne gang lykkedes det os at få et bord. Faktisk var der meget plads derinde, men efter vi kom, blev der pludselig fyldt. Vi bestilte en "Legendary Burger", og det var en meget mættende og tilfredsstillende oplevelse. Da vi fik bonen var det ved første øjekast et ret dyrt måltid, vi havde fortæret. 238.000 kroner, værs'go' at betale! Men det var så 238.000 rupiah, så det var ikke så slemt alligevel. Vi fandt ud af, at Scissor Sisters skulle spille på Hard Rock, og det ville virkelig have været fedt at opleve dem live på den intime scene. Problemet var bare, at koncerten først var nogle dage efter, hvor vi ville have været taget videre. Øv, øv.

På vej tilbage til hotellet var der en strid strøm af små drenge, der prøvede at sælge os nogle hjemmelavede armbånd. Vi prøvede at fortælle dem, at de måske skulle prøve at sælge dem til nogle piger i stedet for, for det var da lige noget for dem, men de forstod os vidst ikke rigtig. De fulgte i hvert fald med os i lang tid, før de lige pludselig forsvandt igen. Der var også én af de små drenge, der havde lært at sige noget ret skørt af nogle turister på et tidspunkt. Mens vi kom gående, råbte han til os: "Would you like to see my banana?" Nej tak. Ud over det, blev vi utallige gange, ja nærmest hvert andet minut, tilbudt transport i form af et tegn med hånden, der skal forestille gashåndtag. Det betyder: "Vil du transporteres bag på min scooter?" Eller også råber de bare "Taxi" - nogle gange efterfulgt af hviskende "Hash, hashis hash?", mens andre siger "massage?", og bare rolig - det er rigtig massage uden happy ending!

Vi sluttede dagen af med, at Mika svingede en saks over mit hår, hvorefter jeg fik en frisure, der var noget mere behagelig i det meget varme vejr. Kort hår = mindre sved. Da vi senere lå i vores overraskende komfortable senge på hotellet, var vi blevet en hel del indtryk rigere, og så var det bare begyndelsen.