I 1942 blev USA's transportskib Liberty skudt ned af japanske krigsskibe ud for Balis kyst, og efter 70 år, er det over 100 meter lange skibsforlis havnet kun 50 meter ud fra den lille balinesiske by, Tulamben. Hele byen er da også bygget op omkring denne tragedie, da det er blevet en stor turistattraktion enten at dykke eller at snorkle der, og det med god grund. Iført svømmefødder og maske samt snorkel kastede vi os ud i det brusende hav. Allerede et par meter ud fra kysten, hvor man stadig kunne stå, opdagede vi en stor stand af små, blå, selvlysende fisk samt nogle vertikalt flade lidt større fisk, som alle godt kender, men ingen kender navnet på. 15 meter ude i havet fik vi os et chok, da der lige foran os var en gigantisk stime af 30 cm lange fisk. Til at starte med blev vi lidt skræmte over fiskenes overtal og størrelse, men vi fandt hurtigt ud af, at der intet var at frygte, og chokket blev i stedet til glæde. Man kunne svømme så tæt på fiskene, at man nærmest kunne røre dem, inden de reagerede og svømmede uden om en, så man kunne være helt fanget i en stor stime på over 100 fisk. 50 meter ud fra kysten fandt vi endelig Liberty i dybet. Et langt ødelagt vrag belagt med alverdens havplanter og med underlige fisk svømmende omkring sig. Det var en fed oplevelse, selvom sigtbarheden var meget svingende i forhold til Great Barrier Reef, og snorkeludstyret ikke var det nyeste. Vi tog os en middagspause, hvor vi gik ned af den lille hovedgade for at finde et sted at spise. Vi fandt et sted, hvor man kunne få stegte nudler til 3 kroner uden æg på toppen eller 4,5 kroner med æg, så vi tog den dyre :-D Efter måltidet hoppede vi ned i havet igen for at snorkle lidt mere, men det blev ikke til mere end en halv time, da det regnede og tidevandet trak i os. Vi troede egentlig bare, at vi var samme sted ud for kysten, men da vi kiggede op, havde strømmen taget os en del ned af kysten, så det blev en hårdere svømmetur hjem end først antaget. Det var dog helt udramatisk, skal det siges. Alt i alt kan Tulamben sagtens anbefales. Det var en fed og billige oplevelse, og vandet er dejligt varmt!

Tidligere på dagen havde vi taget turen fra Lovina til Tulamben langs Balis nordkyst, og jo generelt kan det siges, at jo længere man kommer østpå, desto flere klipper og sten er der langs stranden, så det er lidt mere råt. Der gror endda vilde kaktusser langs vejene. Dagen efter vi havde snorklet blev i høj grad præget af vejret. Det regnede i 7 timer i træk, hvilket ikke gav os så mange chancer for at gå udenfor, så vi tog en slapper indenfor stort set hele dagen, mens vi fik os en stor sø i forhaven. Vi vovede os dog en enkelt gang ud i det vilde vejr for at få lidt billige nudler.

Tulamben er kun en lille flække ude på landet, så man kunne godt frygte, at det ville være et problem at få transport væk fra stedet. Heldigvis er næsten enhver balineser klar på at køre én, hvis man spørger, så det er det mindste problem i verden at komme rundt på øen. Vi spurgte på vores homestay, om vi kunne blive kørt til Kuta, og lidt tid senere var vi på vej. Det var en meget flot tur ned af østkysten. Vi kørte mest ved vandet, men tog også nogle ture ind over bjergene en gang imellem. Det mindede faktisk en del om "Great Ocean Road" ved Melbourne i Australien, bare mere eksotisk og fyldt med rismarker. Det tog 3 timer at køre turen, hvilket egentlig ville være en lang tur, hvis man var i Danmark. Vi er dog blevet så vant til at køre så meget længere for alting, så turen føltes hurtigt overstået.

I Kuta kunne vi hurtigt genkende det travle gader, som vi havde bevæget os i lidt over en uge tidligere. Vi havde ikke lige booket noget hotel, men vi endte på et ret godt hotel ved navn Puri Tanah Lot. Normalt koster hotellet lidt mere, end vi er villige til at give, men vi fik pruttet prisen ned i et acceptabelt leje (ca. 60 pr. nat). Det eneste, der skulle til, var bare, at jeg (Nicolaj) sagde til dem, at det var over vores budget. Så satte de prisen ned. Vi kørte egentlig først hen til det hotel, vi havde boet på sidste gang, men de var fuldt booket, bortset fra deres dyre suiter, så vi prøvede bare et andet sted og kom altså til at bo på Puri Tanah Lot. Vi føler os rigtig godt tilpas her, og vi var som noget af det første nede og prøve poolen af, for der var endelig en dag med højt solskin og sommer i luften. Vi har faktisk fået et tre-mands-værelse, for vi har både en enkeltseng og en dobbeltseng på vores store værelse.

Kuta Beach viste sig om aftenen fra sin smukkeste side, da solen langsomt dalede ned bag de spredte skyer. Himlens rødmen smeltede sammen med de blide bølger på havet, mens skyggerne blev længere og længere hen af sandet. Det var egentlig ikke for at se solnedgangen, vi var taget ned på stranden. Vi var bare gået en tur ned af stranden til AJ-Hackett Bungy, som dog var lukket på grund af ombygning. Det var ikke, fordi vi gerne ville springe bungy igen, men det kunne da være meget sjovt at se, hvis der var nogle andre, der gjorde det. Det var dog som sagt lukket, så der var ikke meget at komme efter. Det var der til gengæld på stranden, der på grund af lavvande var blevet indtaget af lokale fodboldklubber, der brugte det flade og faste sand til at træne fodbold på. Det er ikke alle, der har de bedste muligheder for at dyrke deres hobby. Her må fremtidens Ronaldo sidde og vente på lavvandet, før han kan træne. På stranden var der også en pige, som havde en lille bod med billig mad, så her blev aftensmaden klaret. Vi aflurede, hvordan hun lavede de stegte nudler til os, så vi kan lave det selv, når vi engang kommer hjem. Det var efter, vi havde spist her, at vi tilfældigvis stødte ind i én af verdens smukkeste solnedgange over havet. Ikke nogen dårlig dessert. Det hele blev dog pludselig spoleret af et vildt regnvejr, som havde truet fra nord i lidt tid. Vi skyndte os derfor tilbage til hotellet, hvor den stod på lidt film at falde i søvn på.