Søndag morgen kom vores chauffør, som vi allerede havde betalt for at køre os til Lovina, som ligger på den nordlige kyst af Bali. Vi havde aftalt at tage af sted kl. 11 om formiddagen, og han var der allerede et godt stykke tid før, så jeg (Nicolaj) sad og snakkede lidt med ham, da jeg fik morgenmad på hotellets restaurant, mens Mika var i bad. Han spurgte, om vi skulle køre forbi en kaffeplantage på vejen uden at det ville koste ekstra, og det ville da være fint nok. Vi pakkede vores tasker og smed dem ind i bilen, og så var det af sted ud af vulkanen. Vi fandt hurtigt ud af, at det var en rigtig flink fyr, vi kørte med, for han spurgte, om vi ikke skulle køre af nogle små veje, så vi ville slippe for at skulle betale entry fees til de forskellige områder. Han var ærlig og sagde, at det bare var en måde at få lidt penge ud af turister, og vi syntes, det var helt fint at slippe for at betale det og desuden få nogle mere landlige områder at se på vejen. Der var dog ret overskyet, så det var begrænset, hvor meget vi rent faktisk kunne se det første stykke tid. Vi snakkede en masse med chaufføren på turen. Hans navn er Njoman, og han sagde for sjov, at hans efternavn var Bankrupt, fordi han ikke havde så mange penge, men det var et navn, som han seriøst gik under blandt hans venner. Han lærte os en masse indonesisk og fortalte en masse om de steder, vi kom forbi. Det føltes næsten, som om der ikke var gået nogen tid, da vi kom til kaffeplantagen, og vi fandt hurtigt ud af, at det ikke bare var kaffe, de dyrkede her, men nærmest alle frugter og krydderier havde de. Bare på turen fra bilen og hen til hovedbygningen gik vi gennem en smal gang mellem kaffe-, kakao- , vanilje- og kanelplanter samt jack fruit, snake fruit, bananer, ananas, og jeg skal give dig, skal jeg. Da vi kom hen til huset, var familien i gang med at spise middagsmad, men konen, som var overraskende god til engelsk, kom alligevel ud og fortalte os en masse om kaffen, som på dette sted var helt speciel. De dyrkede almindelig arabica- og robustakaffe, men processen, som kaffen kommer igennem er så unik, at det gør den til verdens dyreste kaffe. Kaffebønnerne bliver fodret til et kattelignende dyr, der lokalt kaldes for Luwak eller Musang. Dens indre påvirker så kaffebønnerne, som kommer hele ud i den anden ende. Ja, du læste rigtigt! Kaffebønnerne bliver skidt ud af dyret, og derefter bliver skallen pillet af, og tilbage har man verdens dyreste kaffebønner, som giver en helt fantastisk og unik kaffesmag. Denne specielle og dyre kaffe bliver kun lavet tre steder i verden: Indonesien, Fillipinerne og Vietnam. Vi fik fem forskellige smagsprøver på deres produkter helt gratis: Ingefærte, citronte, cafe mocca, almindelig balinesisk kaffe og varm kakao. Vores favoritter var den friske varme kakao og den yderst søde og stærke citronte. Vi kunne også smage den specielle kaffe Luwak Coffee, men den skulle vi betale lidt for at prøve, men det var ikke så dyrt igen, for det er jo Bali, så vi prøvede den, og den havde en fantastisk god smag. Vi snakkede en masse med konen om hendes farm og forretning, og bagefter kunne vi købe nogle af hendes produkter til billige penge. Vi fik helt lyst til at starte vores egen kaffefarm, men det bliver nok ikke til noget. Videre kørte vi med vores gode ven Njoman Bankrupt i hans boss' Toyota i retningen mod Lovina. Det tog flere timer at komme derhen. Ikke fordi at der er langt derhen, men fordi at bjergvejene drejer så meget, men inden vi ankom gjorde vi endnu et kulturelt stop. Njoman var ganske snakkesalig, så samtalen kørte konstant i bilen, og da Njoman hørte, at vi egentlig godt kunne tænke os at smage frugten durian, stoppede han ind ved en lille biks hos en af hans venner, hvor vi købte os en billig durian. En frygtet frugt er det, fordi den lugter dårligt, og skallen er helt pigget, men alligevel er det en normalt dyrket frugt, så den skulle da lige prøvesmages, for det havde vi snakket om i et stykke tid nu. Smagen var heldigvis ikke så slem, som først antaget, men når det er sagt, så er det godt nok besynderligt, at folk spiser den frugt. Vi spurgte den alt-om-Bali-vidende Njoman, og han pointerede, at man siger, at det er godt for frugtbarheden. Med hans ord: "Very good for woman". Det var nu ikke meningen, at jeg ville stille hans engelsk i dårligt lys, for han var nu egentlig meget god til det. Til gengæld købte vi et halvt kilo mangosteen, som er en helt fantastisk velsmagende og sød frugt (nej, det er ikke mango). Rundt om den spiselige del af frugten er der en mat rød skal, som man ret nemt kan pille af. På toppen er der en grøn stilk, og i bunden er der en aftegning af en blomst, hvilket ser helt surrealistisk ud. Inden i er den opdelt i fed ligesom en appelsin, men disse fed er bare helt hvide, og så smager de utroligt sødt på den måde, hvor man ikke kan få nok. Apropos afhængighed har vi set abnormt mange rygere på Bali, og det hænder da også, at sælgerne tilbyder en cigaret for at være flinke og få os til at købe deres halløj, men vi takker altid pænt nej. Det er da også dumt, at de ryger, når de er forholdsvist fattige, men måske er det en måde at vise andre, at man har nok penge, selvom man ikke har. Bankrupt røg nemlig også! Hen på eftermiddagen ankom vi til den hyggelige og afslappede fiskerby Lovina og til vores hotel Purnama, som egentlig ikke er et hotel, men en families hjem med ekstra rum. Vi havde egentligt regnet med at skulle betale nette 70.000 rupiah pr nat pr person, men da vi fandt ud af, at det var 70.000 for rummet, så klagede vi da ikke! Det svarer til cirka 22 kroner pr person, og det er altså inkluderet morgenmad, men det manglede da også bare! Herefter tog vi os en "stroll" i den lille by, hvor vi så en kæmpe statue af nogle delfiner, da byen er kendt for "dolphin watching". Sådan en tur bestilte vi så til næste dag, hvor vi skal op kl. 06.00 og se nogle delfiner samt solopgangen. Det kostede kun 37,5 kroner pr person, hvilket er mindre end en tiendedel af den pris, som vi skulle give, da vi var på New Zealand, så vi var glade for, at vi havde tålmodighed til at vente lidt med det. Ellers fik vi snakket lidt med de lokale, tog en tur på nettet og slappede af resten af dagen og fejrede vores 5-måneders rejsedag med en god gang mie goreng (stegte nudler) og en Bintang øl samt en film! Bedre bliver det ikke! Sikke en dejlig hverdag vi har os her!

Mandag morgen stod vi igen tidligt op, fordi vi skulle ud på havet og spotte delfiner fra morgenstunden. Vores lille båd, der lignede en kano med to lange pæle i hver side til at stabilisere, steg vi op i sammen med to andre turister og vores guide/skipper. Båden hed Bintang, som er det lokale ølmærke, så vi krydsede fingre for, at skipperen ikke var for fuld. Vi sejlede ud mod havet, og der gik ikke mere end 10 minutter, før vi spottede de første delfiner. Nogle gange var der kun én delfin, mens de andre gange svømmede i store grupper på 10 stykker. Vi var en hel masse turistbåde, der fulgte delfinerne rundt, og det var egentlig lidt en skam, at der var så mange både, men det er bare populært at gøre. Solen stod lige så langsomt op i øst, og efter halvanden times jagen sejlede vi atter mod land. Vejret var egentlig fint, og det blæste ikke meget, men alligevel blev vi plaskvåde, fordi bølgerne skvulpede ind på os. Dagen før spurgte jeg (Mika) i informationen, hvor vi købte turen, om vi kunne blive våde, og om jeg kunne tage mit kamera med. Det var ingen problem sagde hun, men det var en stor løgn, og jeg var glad for, at jeg havde taget regnslag til mit kamera med, for ellers var det helt sikkert gået i stykker. Da jeg prøvede at forklare det dem efterfølgende og viste, hvor våd jeg var, sagde de, at bølgerne havde været ekstra høje den dag, og så sagde de noget om en tsunami. Jeg kom ikke for at få mine penge tilbage eller noget, jeg ville bare sige til dem, at de godt kunne være ærlige ved de næste turister, men de forstod vidst ikke budskabet, så vi gik bare fra dem. Men vi fik da set de delfiner, som vi gerne ville se, så alt var godt! De næste mange timer valgte vi at sidde på en thailandsk cafe, hvor vi snuppede os en banana milkshake, snakkede og benyttede os af den frie wi-fi. Aftenen brugte vi på at se film og slappe af, og så var den dag gået!

Er der nogle, der er bekendt med "Benzin i blodet-tirsdag"? Det var vi nemlig ikke før nu, men den dag lejede vi nemlig en scooter hver, fordi vi ville på adventure i den balinesiske natur. Prisen var kun 25 kroner pr. scooter, og så var det ellers derudaf. Det er jo Bali, så man skal lige passe på, at man ikke kører galt, men vi fik en hjelm udleveret, som vi dog heldigvis ikke fik testet. I vind og godt vejr cruisede vi rundt med en topfart på 70 km/t (dog mest 45 km/t) i retningen mod Gitgit vandfald, som lå 12 km inde i landet oppe i de mystiske bjerge. Vi betalte under en krone hver for at benytte parkeringspladsen, mens adgangsbilletten til vandfaldet kostede under 4 kroner, så det var ikke galt. Det 40 meter høje Gitgit vandfald var ganske flot, og der var virkelig kraft på. Man kunne stå 50 meter derfra uden at blive våd, og så virkede vandfaldet som en aircondition, og det var super rart i varmen. På vejen tilbage til scooterne gjorde vi et par holdt ved nogle boder, hvor vi havde det meget sjovt med sælgerne, og så fik jeg (Mika) mig en nuddelpizza! Har man nogensinde kendt mage? Nicolaj fik sig en suppe, og så fik vi gratis ris og frugter i lange baner oven i måltidet helt gratis, så vi kunne nærmest rulle bagefter. Vi hoppede dog op på scooterne og drønede nordpå ned af bjerget til kystbyen Singaraja, hvor vi besøgte nordbalis største tempel ved navn Pura Jagat Natha. Vi fik en munk til at vise os rundt i templet, som var yderst detaljeret og havde høje porte. I midten af det aller helligste i templet var der en høj pæl med en stol ovenpå, men vi fandt aldrig ud af, om den mon bliver brugt. Held og lykke med at komme derop og ned igen i live, siger jeg bare! Efter en del timers susen og seen afleverede vi scooterne i bedste stand og tog ned på Lovina strand. Fodbolden blev der spillet med, men vi blev ret beskidte grundet det karakteristiske sorte sand, og havet var også meget beskidt, men sådan er det jo. Mens vi spillede kom der en lille pige og smilede over hele hovedet, mens hun så på os. Det viste sig, at hun faktisk var ret god til at spille fodbold, så hende spillede vi lidt med, og der gik ikke længe før tre andre drenge og en sælger mødte op, så vi spillede lidt frem og tilbage i over en halv time. Det var super sjovt at skyde bolden op i luften til de små drenge, der bare kastede sig hovedløst ind i bolden for at lave hovedstød (bogstaveligt talt giver den sætning ingen mening). De var meget energiske, og man kunne se, de virkelig hyggede sig. Derfor valgte vi også at give dem bolden, fordi de ville få mere glæde af den end os, og bolden var alligevel ikke af særlig god kvalitet. Hvem ved? Måske bliver en af dem professionelle engang? Ikke overraskende brugte vi aftenen på at spise mie goreng, mens vi så en god film på vores kæmpestore hjemmebiograflærred! Således sluttede den sidste hele dag i Lovina. Over and out!