Hej og velkommen!

Fredag var det allerede på tide at forlade Ubud, som havde budt på mange gode oplevelser i form af kultur og natur. Vi fik vores sidste morgenmad hos familien på Donald Homestay, og derefter var der lige noget ventetid, der skulle overståes, inden vores Shuttle Bus kom, som skulle køre os til Gunung Batur. Der var en sjælden gang solskin, så vi udnyttede tiden til at hænge noget af vores gennemblødte tøj fra gårsdagens regnmassakre til tørre. Bussen, som egentlig mere bare var en bil med god plads og en motor, der kunne æde bjergene, var en del forsinket, men det var, hvad man kunne forvente, for alting sker i sit eget tempo her. Som sagt skulle vi til Gunung Batur, som er en vulkan en times kørsel nordøst for Ubud. Her skulle skulle vi bo i en lille landsby. På turen, der mest foregik op ad bakke (vi var glade for, at vi ikke cyklede denne tur), kørte vi gennem små landsbyer, forbi utallige rismarker, mens mest af alt kørte vi zig-zag mellem de mange scootere og motorcykler, der huserer på de smalle veje. Faktisk kørte vi op ad en kæmpe vulkan, der har været i udbrud for mange tusind år siden, hvorefter et enormt krater stod tilbage. Nede i krateret er der så en stor vulkansø og nogle nye mindre vulkaner, og én af dem er således Gunug Batur, som vi skulle bo for foden af. For at kunne komme ned i krateret skulle vi faktisk købe en 'Entry ticket', bare for at få lov til at køre det sidste stykke ned til den landsby, vi ville bo i. Desuden ville vores chauffør have flere penge for at køre os hele vejen derned. Hverken billetten eller de ekstra penge til chaufføren var ikke særligt mange penge, men de prøver alligevel lige at tjene en lille smule ekstra hele tiden.

Vi indlogerede os foran søen på det lille hyggelige hotel Segara, og her blev vi straks taget imod med åbne arme af en sælger. Han ville sælge en guidet tur til toppen af Gunung Batur. Umiddelbart kan det være irriterende, at folk kommer hen til én for at sælge noget hele tiden, men denne gang var det helt okay, for vi havde nemlig tænkt os at tage op på bjerget, og man skal have en guide med sig, forklaringen på dette kommer senere. Sælgeren, der hed Beni, ville selvfølgelig have lidt for meget i første omgang, men vi fik pruttet prisen ned i et mere fornuftigt niveau og fik samtidig inkluderet transport til vores næste stop i prisen. Det kan altid betale sig ikke bare at acceptere den pris, man først får. Beni gav os desuden nogle tips om, hvor man kunne få billig mad i landsbyen, så da vi havde handlet færdig, tog vi ned til én af de såkaldte 'warung', hvor man kan få et godt måltid indonesisk mad til under 10 kroner. Denne gang fik vi 'nasi tampur' (ris serveret med grøntsager, kød og tofubønner) Da vi spiste, blev vi tilbudt at købe traditionel balinesisk kunst, og det skulle vise sig at være den første i rækken af en hel masse folk, der ville sælge os det. Efter maden tog vi lige en tur ned til søbredden for at gå en lille tur, men der var sumpet over det hele på grund af regnen, så det blev en kort tur. Men vi nåede da at blive tilbudt noget mere kunst, og sælgeren ville gerne bytte noget af sin kunst for min (Nicolajs) t-shirt, men jeg sagde nej tak. Folk er rigtig flinke her, men det er faktisk lidt irriterende, at de nærmest kun snakker med én, fordi de vil sælge noget. Senere skulle vi dog få lov til at snakke med nogle flinke mennesker, som bare ville snakke for hyggens skyld. Om aftenen tog vi nemlig ned til en anden warung, som faktisk var tættere på vores hotel, og her bestilte vi en gang 'mie goreng' (stegte nudler, mie = nudler; goreng = stegt), og det var faktisk et stort og godt mættende måltid til lidt over 6 kroner, og så fik vi desuden te med i prisen. Mens vi sad der, var det som om hele familien var samlet i den lille biks, og de sad og hyggede sig, så flimrende fjernsyn og snakkede løs. Vi snakkede en del med dem, og de gav en smagsprøve på deres hjemmebrændte risvin kaldet arak. Det minder lidt om japansk sake, og de ville gerne give os mere af det helt kvit og frit, men vi takkede pænt nej. Men det var rigtig hyggeligt at være der og opleve, hvordan folk her bruger deres hverdagsaftener. Vi lærte lidt ekstra indonesisk, og vi snakkede lidt fodbold med dem, for de er ret vilde med fodbold her, selvom deres landshold og liga ikke er værd at skrive hjem om. De spurgte også, om vi ville lære at spille på en slags xylofon, som var lavet af bambus, men det måtte blive en anden gang, for vi skulle hjem og tidligt i seng, for turen næste dag skulle allerede starte klokken 03.30 om morgenen, så det var med at redde sig lidt søvn, når man kunne.

Definitionen på en lørdag i vestlig forstand er en dag, hvor man slapper af, stresser af og sover lidt længere end normalt, men klokken var kun 03.30, da vi lukkede øjenlågene op denne tidlige lørdag morgen et sted i midten af Bali, og det var der én speciel grund til. Bjerget Gunung Batur skulle nemlig bestiges, og vi ville se solopgangen fra toppen af vulkanen, fordi det skulle være et must do. Vi havde pakket en taske dagen før og var klar til at tage af sted et kvarter senere, hvor vores guide stod og ventede på os. Vi skulle desuden følges med tre andre gutter, som også boede på vores hotel. Jeg (Mika) hoppede på guidens scooter, mens Nicolaj hoppede på en af de andres scooter, og så kørte vi endnu et kvarters tid til vores udgangspunkt. Vi havde egentlig regnet med at blive kørt derud i bil og at skulle følges med Beni, som vi købte turen af dagen før, men så var det da heldigt, at der var en ekstra plads på en andens scooter, så alt var fint. Inden vi begyndte opstigningen fik vi en kop kaffe og et par kiks. Vores gruppe bestod af syv andre turister og to guider - en til at vise vej foran i mørket (vi fik desuden udleveret lommelygter), og en til at styre bagfra. Guiderne sagde, at vores gruppe var ret hurtigt gående, så vi havde ingen problem med at nå toppen til solopgang. Undervejs gjorde vi et par holdt, hvor vi kunne drikke lidt vand. Selvom det var nat, så var det stadig rigtig varmt at gå, og man svedte. En af vores guider, fandt vi ud af, havde en meget syg og sort humor. Forklaring: En amerikaner sagde for sjov, at han var "Second Bruce Lee", og til det sagde guiden, at han var "Second Hitler", hvorefter han spurgte, hvor mange jøder, Hitler havde dræbt. Omkring 6 millioner lød svaret, og til det sagde han, at han kun havde dræbt 5,1 millioner, så han manglede lidt endnu, men han havde tænkt sig at dræbe os senere. Alt sammen blev naturligvis sagt med et stort grin på hans lille hoved, men det kunne måske godt virke stødende på den ene tysker, der var med, eller hvis der havde været nogle jøder. Efter halvanden times gåen opad nåede vi toppen af Gunung Batur (1717 meter), hvor vi ventede på, at solen skulle stige op. Imens kogte guiderne bananer og æg til os i et hul i vulkanen, hvor der kom varm røg ud, og således var morgenmaden sikret. Solen bevægede sig forsigtigt op på himlen, og på trods af de mange skyer, der konstant ligger i området grundet en blanding af varm røg fra vulkanerne og regnsæsonen, så var det en super fed solopgang. Efterfølgende gik vi en tur langs hovedkrateret, og så tog vi som de eneste to med vores guide en længere tur ned til nogle andre mindre vulkaner. Gunung Batur er faktisk en stor vulkan i en kæmpemæssig vulkan. Den ligger nemlig i et gigantisk krater, der opstod for cirka 29.000 år siden hvorefter, der kom en stor sø. Senere opstod Gunung Batur op af søen ved et udbrud, hvilket betød at søen blev meget mindre (den er stadig pænt stor og Balis største sø). Vi bor faktisk nede i det kæmpemæssige krater, og der er en del landsbyer her samt marker og så naturligvis Gunung Batur. I 1963 var der igen et pænt stort udbrud, hvilket betød at landsbyen Batur blev overdækket med glødende lava, og mange mennesker mistede livet. I dag så vi tydeligt, hvordan utallige sorte lavasten lå der, hvor Batur engang havde ligget. Nu er Batur flyttet nogle kilometer, så den eksisterer altså stadig bare som ny by, men med samme navn. Vi så desuden en mindre vulkan, der gik i udbrud i 1999 og 2000, hvilket på tragisk vis kostede to nysgerrige tyske turister livet. Af den grund (og for at tjene penge) er det ikke længere muligt for udlændinge at færdes ved vulkanen uden en lokal guide, der kender området, og det er sådan set meget fornuftigt. Bali er jo heller ikke interesseret i at få et dårligt ry, og de har vel på en måde et ansvar for at advare turisterne. I dag holder man nøje øje med vulkanaktiviteten i området, således man kan nå at evakuere folk, inden det er for sent. Naturen i dette område af Bali er præget af jungel ved foden af bjerget, og jo længere man kommer op, desto mere forsvinder de store vækster, og mindre vækster som græs og små bjergplanter tager over. Klipperne er enten sorte, grå eller røde, og kort sagt er det et meget råt syn, hvilket underbygges kraftigt af de mange hvide skyer og den vandrende tåge, der nærmest klistrer sig op af bjergsiderne. Tågen giver en ekstraordinær mystik til vulkanområdet, så det får en hemmelighedsfuld og ukendt karakter. Vores vej førte os også forbi en dyb grotte, hvor der lå et tempel inde i, da vulkanen har en vis religiøs betydning for balineserne. Desuden kom vi forbi et hus (gad vide, om de boede der?), hvoromkring der boede vilde aber. En af dem var fremragende til at give low-five, men ellers var de noget mindre nærtagende og mindre drilske end de aber, som vi havde stødt på i Ubud et par dage tidligere. Efter en lang nedtur og en scootertur tilbage til hotellet var klokken blevet cirka 09.15, hvilket vi fejrede med en omgang second breakfast, et velfortjent bad og en gedigen omgang normal lørdagsafslapning. Jeg (Nicolaj) valgte desuden at gå ud i landsbyen i jagten på et sted, hvor de kunne vaske noget af mit tøj, for jeg havde ikke flere rene underbukser. Jeg kunne godt have vasket det selv, men på grund af den høje luftfugtighed ville det nærmest være umuligt at tørre tøjet ved at hænge det op. Bare det tøj, som var blevet vådt af regnen dagen før, var stadig ret vådt, selvom det havde hængt til tørre i over 24 timer. Derfor måtte jeg finde et vaskeri, som havde en tørretumbler. Ikke nogen nem opgave i en lille landsby i et ikke alt for rigt land. Jeg spurgte nogle forskellige folk, om de kendte et sted, hvor de havde en maskine til at tørre tøjet. Alle sammen sagde til mit spørgsmål om tørretumbleren: "Up there!", mens de pegede på den store landsby oppe på ét af bjergene Jeg faldt i snak med en del af de lokale, som lever med en udpræget afslappethed over for livet. Specielt én fik jeg snakket en del med. Han sagde, at han var flyttet til byen for at være sygeplejerske, og han og hans kone havde en lille klinik, hvor gravide kunne komme og få hjælp til fødsler. Han mente heller ikke, at jeg ville kunne finde et vaskeri med tørretumbler i den lille landsby, men jeg ville alligevel prøve at kigge lidt længere ned af gaden. Jeg var på et tidspunkt nødt til at kravle lidt hen over nogle sten for at komme forbi en kæmpemæssig sø, der var blevet dannet midt på vejen af de store mængder regnvand, men lige pludselig blev min arm helt lammet, for jeg havde ramt en lille ladet streng, der strittede ud fra et stødhegn. Heldigvis var strømmen ikke alt for stærk, så det lykkedes mig at rive mig fri fra lammelsen, dog med en del efterfølgende smerte i armen. Lidt længere nede af gaden fandt jeg endelig mit vaskeri, og de sagde, at tøjet kunne være færdigt til klokken 4. Så var det alligevel det hele værd!

Vi tog os en god middagslur, og da vi kom til live igen, tog vi turen ned på den lokale warung igen, hvor vi fik os noget mie goreng. Bedstemoren, som lavede maden til os, var tydeligvis oppe til noget, da vi var færdige med at spise. Hun sagde en masse til os, som vi ikke forstod, men vi forstod det godt, da hun stak os tre stykker frugt og sagde "Balinese ritual". Altså var det et ritual at spise lidt frugt efter maden, så det ville hun gerne have os til at gøre. En god lille overraskelse med gratis dessert! Det var en mandarin, som man jo kender derhjemmefra, og så var der en lychee-lignende frugt, og den sidste frugt var noget helt specielt. Den lignede lidt et rødløg udenpå, og så havde den en tynd skal. Selve frugtkødet smagte lidt af æbler, men der var næsten ingen frugtsaft, så en meget tør, og ifølge Mika, gæret æblesmag. Og så var den bygget op som en hvidløg indeni med fed, så lidt en blanding af mange ting. Dagen efter fandt vi faktisk ud af, at frugten bliver kaldt for Snake Skin eller Snake Fruit, fordi skallen ligner en slanges. Den gror i store klaser på træer og er en ret populær frugt i landet. Til at afrunde dagen med købte vi os nogle kiks og et eksemplar af den lokale øl, 'Bintang', og tog det med tilbage til hotellet, hvor vi så en film og ellers bare slappede af resten af dagen.

/Nicolaj og Mika