Profile
Blog
Photos
Videos
Det var ret tidligt om morgenen, da vi lørdag cyklede ud gennem mørket for at se solopgangen ved Angkor Wat. Vi havde jo været der før, så det var bare den "sædvanlige" tur, bare i mørke. Vi havde hørt, at der godt kunne være en del mennesker ved solopgangen, fordi det er én af de store oplevelser, man kan få her. Alligevel var det godt nok lidt overraskende at se, hvor proppet, der var. Overalt havde folk sat sig på de steder, der var strategisk bedst i forhold til at få det bedste syn. Vi klemte os ind på en lille plads ved én af de kunstige søer foran hovedbygningen og satte os godt til rette. Der blev langsomt lysere, men der var ret skyet, så man nåede aldrig at få den store wow-oplevelse af solopgangen, men det var da meget flot alligevel. Bagefter gik vi over til en lille bod for at få en bid brød til morgenmad, og på vejen fik vi igen igen uventet selskab. Igen var det nogle fra vores Singapore-Malaysia-Thailand-tur. Også et canadisk ægtepar, Mauree og Baila, der var fortsat med at rejse rundt. Vi snakkede lidt og blev opdateret på deres tur, og Mauree kørte videre på en samtale, vi havde haft om, hvilke store opfindelser, man kan gøre. Det var hyggeligt.
Vi besøgte et væld af templer den dag, og for at vise, hvor mange det egentlig drejede sig om kommer nu en opremsning: Baksei Chamkrong, Phnom Bakheng, Baphuon, Phimeanakas, Preah Palilay, Preah Khan, Neak Poan, Ta Som, East Mebon, Pre Rup, Ta Prohm og Ta Keo. Inklusiv Angkor Wat tæller det 13 templer på én dag. Der var derfor intet at sige til, at vi drak omkring 9 liter vand hver den dag, da vi cyklede rundt til templerne, og det var 35-36 grader i skyggen! Vi var af sted i over 10 timer!
Da der var så mange templer vil vi ikke gennemgå dem alle sammen, men man kan se billeder fra bloggen, hvis man er mere interesseret. Phnom Bakheng-templet er beliggende på et lille bjerg (phnom betyder bjerg på khmer), og derfra var der en god udsigt ud over skoven: Man kunne endda se hele vejen til Angkor Wat. Baphuon var et gammelt palads, og man kunne komme ret højt op i den gamle ruin. Det var nok en af mine favoritter! Derefter besøgte vi et væld af templer, som i de fleste rejsebøger er lidt overset i forhold til nogle andre templer, hvilket både er forståeligt nok, men så ikke alligevel, fordi de er ganske anderledes og giver et godt helhedsindtryk af det omfattende tempelkompleks. I et af templerne gik der pludselig lidt Indiana Jones i den, da vi fandt et sted, der så uudforsket ud og var helt mørkt. Mens vi baksede med at få pandelygten frem, så jeg (Mika) noget, der faldt ned fra loftet inde i mørket, men hvad var det dog? Vi tændte for lygten, og pludselig kom der en stor flagermus flyvende imod os. Vi tog benene på nakken i en fart, men bagefter var det en sjov oplevelse. Sammen med Bayon og Angkor Wat, som vi besøgte den første dag, så er Ta Prohm nok det mest kendte og velbesøgte tempel. Det er der en grund til. Det er nemlig som om junglen har overtaget dette tempel fuldstændig (der var dog også andre templer, der var lige så "overtaget"). Der vokser træer ind og ud over det hele, og det er meget mystisk, hvordan det kan lade sig gøre. Inde midt i Ta Prohm kan man se "Tomb Raider Tree", som er et flot og mystisk træ, der blev brugt til filmen Tomb Raider med Angelina Jolie i sin tid.
På vej hjem på cyklerne holdt vi en lille pause, da jeg (Mika) lige skulle have et billede af templet Bayon (det med hovederne), da vi alligevel cyklede forbi det. Ud af det blå kom en vietnamesisk turist og spurgte, om hun ikke nok måtte tage et billede af sig selv på min fede cykel. Hendes spørgsmål kom lidt bag på mig, men hun fik da lov, og det var hun glad for. Da vi kom hjem om aftenen var vi godt grillet igennem på trods af god brug af solcreme, og jeg har som sagt aldrig drukket så meget væske på en dag. Det var det hele værd! Sikke en fed og oplevelsesrig dag!
Søndag tog vi på udflugt til nogle steder, der lå lidt længere væk, så det var ikke på cykel denne gang, men i en tuk-tuk. Det var noget mere afslappende end at cykle, og så fik man endda sig en dejlig brise i hovedet, mens man kørte. Turen gik gennem en masse forskelligt landskab, og vi fik rigtig set, hvordan der er ude på landet her i Cambodja. Landsby efter landsby passerede, og efter en god times kørsel nåede vi frem til Kbal Spean. Eller vi kom frem til foden af den bakke, vi skulle op ad. Vi skulle nemlig gå et par kilometer gennem junglen, før vi kom til selve attraktionen. Det var meget vigtigt at holde sig til stien her, for ellers kunne man nemt komme til at træde på en landmine! Da vi kom til selve stedet, blev vi først lidt skuffede, for der var ikke så meget at se. Bare en lille å, der løb mellem træerne. Der var dog en lokal, der godt kunne se, at vi ikke var helt tilfredse, så han viste os rundt, så vi kunne se de ting, som stedet er kendt for. Der var nemlig nogle udskæringer i stenene under floden, som man rigtig kunne se, hvis man gik lidt længere ned. Der var også et mindre vandfald og nogle indgraveringer i klipperne omkring det. Det var ikke den vildeste attraktion ved siden af de mange flotte templer fra dagen før, men det var da en god gåtur gennem junglen.
Bagefter tog vi videre til templet Banteay Srey, som ikke er kendt for at være et kæmpestort bygningsværk, men for at have nogle meget velbevarede og meget udførlige udskæringer og udsmykninger af væggene. Det er desuden det første af templerne i Angkor, der blev restaureret, men det blev gjort sådan, at det stadig så meget autentisk ud. Meget flot lille sted må man blankt erkende, og så var det til vores store glæde en del mindre turistet.
Vi spiste en god omgang stegte ris med kylling og efterfølgende tog vi hjem i vores tuk-tuk sammen med vores chauffør "Hol", som vi endte med at blive helt gode venner med. Ind imellem måtte han stoppe op og hente vand i en sø, så han kunne få noget vand på den brandvarme motor, der virkede til ikke at have super mange dage tilbage i sig, men vi kom da hjem. Det er også imponerende meget, den lille motor skal trække.
Mandag tog vi på uofficiel sight-seeing i en tuk-tuk. Planen var oprindeligt at tage ned til en gigantisk sø, men da det kostede over 100 kroner bare for at se søen, så syntes vi ikke, at det var pengene værd. Vores chauffør tog os derfor lidt rundt i den cambodjanske natur, hvor vi stødte på store rismarker, små bjerge og et væld af lotus-blomster i flor. Der er bare et eller andet mystisk og helt specielt ved lotus-blomsten, og faktisk er Angkor Wats tårne en efterligning af denne flotte blomst. Ellers brugte vi dagen på at slappe af, tage på "old market" og nyde vores sidste hele dag i Cambodja samt bestille bus til Bangkok den efterfølgende dag. Vores lille uplanlagte afstikker til Cambodja gik godt nok stærkt, men det var bestemt det hele værd: Utroligt billigt og hammerflot!
- comments