Så blev det sandelig tid til endnu en update. Har "kun" været i Cairns i godt 2 uger, og der har bare været oplevelser hele tiden.

Jeg ankom til Cairns i selskab med Caroline og Vincent lørdag den 8. juni. Da vi kom ned til havnefronten var der fyldt med afspærringshegn, og det vrimlede med mennesker. Det viste sig, at et af årets hele store events skulle afholdes om søndagen: Cairns Airport Ironman! Allerede dér vidste jeg, at hele søndagen skulle bruges på at se på atleter/motionister, der alle forsøgte at gennemføre den distance, jeg selv gerne vil træne mig op til. Jeg og mine to rejsepartnere gik hurtigt hver til sit, da vi havde forskellige planer. Vi havde dog stadig haft 5 rigtig gode dage sammen. Lørdag eftermiddag tøffede jeg lidt rundt for at finde ud af, hvad der reelt skulle ske om søndagen og hvornår. Inden jeg vidste af det havde jeg meldt mig som frivillig til søndagens Ironman - jeg skulle dog heldigvis ikke selv gennemføre den. Det er formen bestemt ikke til efter 5 måneder i Australien uden en cykel ;) Med søndagens store event fik jeg en hård start på opholdet i Cairns. Det var heldigvis selvforskyldt, så det var endnu en god oplevelse.
Dagen startede omkring kl. 7 med morgenmad og diverse småting. Efterfølgende gik jeg ud mod havnen, hvor starten skulle gå. Jeg kunne desværre ikke komme så tæt på, som jeg gerne ville have været, så jeg gik hurtigt ned i medhjælperteltet og skrev mig ind. Klokken var da blevet 7:45. Der gik ikke længe før jeg var i gang med dagens første arbejde, der foregik i omklædningsteltet, hvor der skulle skiftes fra våddragter til cykeltøj. De første to timer gik derfor med at flå våddragter af deltagerne og hjælpe dem med at få styr på deres cykelgrej, hvilket godt kan være ret stressende, når der lige pludselig kommer 20-30 mand løbende ind i teltet, der alle skal have en hånd med at komme ud på cyklerne. Da hovedparten af deltagerne var kommet op af vandet, gik jeg ud i cykelgården, hvor de næste jobs ventede. Allerede nu begyndte vi at flytte hegn osv., så bilerne kunne få lov til at køre igen. Inden længe begyndte deltagernes cykler at komme tilbage til byen fra andet check-point, hvor der skulle skiftes til løbesko. Der var ca. 3.300 deltagere forledt ca. 50/50 på en halv og en hel ironman, hvilket betyder ret så mange cykler. Jeg brugte derfor en del timer i løbet af dagen på at flytte rundt med de fedeste cykler til et sted mellem 5-15.000 dollars pr. styk! I kan lige tro, det var noget, der passede mig ganske godt. Fra omkring kl. 18 opholdt jeg mig i målområdet. Det var på dette tidspunkt at de første professionelle "ironmænd" kom i mål - det havde kun taget dem godt 8 timer! Jeg og 15-20 andre frivillige havde nu til opgave at tage os af deltagerne når de passerede målstregen. Dette foregik ved at tage give dem et håndklæde omkring skuldrene og så føre dem hen til enten lægeteltet eller "recovery"-pladsen, der lå ca. 100 meter fra målstregen. Når det var gjort var det bare tilbage og hente den næste. Sådan gik resten af aftenen kun afbrudt af ca. en times pause, hvor der lige skulle fyldes lidt mad i maven. Ved 1-tiden blev der lukket for tidtagningen - sidste deltager i mål var en 70-år gammel japaner, der gennemførte distancen på ca. 14 timer og ca. ét minut. Derefter var der ikke så meget mere, jeg kunne gøre, og det var derfor tid til at skrive sig ud og gøre status. Udskrivningstidspunktet blev 01:15, hvilket vil sige, jeg havde arbejdet som frivillig i 17 timer og 30 minutter, kun afbrudt af 2,5 times pause fordelt over hele dagen. Det var også noget, der kunne mærkes, da jeg først kom tilbage til mit hostel og fik mig lagt i sengen. Det var dog mit eget valg at arbejde så meget, og jeg havde haft en rigtig god dag, hvor man faktisk føler, man gør en forskel.

Om mandagen (d. 10.) kunne jeg tydeligt mærke, at jeg havde været i gang længe den foregående dag, så jeg kunne for en gangs skyld sove længe. Kl. 15 blev jeg så hentet af minibussen, der skulle køre mig ud til turens næste store oplevelse - en oplevelse, som virkelig ville flytte mine grænser. Jeg havde aftalt med Tobias at vi skulle tage oplevelsen sammen, da vi begge var i Cairns. Turen gik nu de 20 minutter mod øst, hvor eftermiddagen skulle bruges på at bungy jumpe. Fordi trætheden stadig sad i kroppen, gik det først rigtigt op for mig, hvad det var, jeg skulle til at gøre, da vi stod nede for foden af tårnet, vi skulle springe fra. Inden længe stod vi i køen 50 meter over jorden og ventede på at tage springet. Det tog lidt tid, før det blev vores tur, da der var en pige, der ikke lige kunne tage sig sammen. Men endelig blev det min tur til at få selen og det hele på. Stille og roligt tøffede jeg ud på den lille platform, og så så 50 meter lige pludselig ud af RIGTIG meget! Efter at have poseret for kameraet blev der hurtigt talt ned: 5-4-3-2-1-BUNGY… Og så tog jeg springet. Det er det vildeste adrenalinsus, jeg har fået til dato! Der går dog ikke lang tid for elastikken sætter ind, så det fri fald var ikke så lang tid. Derfor skal det helt sikkert prøves igen J

Fredag morgen den 14. juni kom minibussen så igen. Denne gang gik turen til Mission Beach, der ligger ca. 2 timers kørsel syd for Cairns. En stod den på endnu en af vilde oplevelser. I dag skulle jeg nemlig ud at skydive - også kendt som faldskærmsudspring. Vi blev hentet af vores dive master, der gennemgik hele forløbet med os, de forskellige positioner, vi skulle holde i luften osv. Derefter kørte vi ud til den lille flyveplads, hvor flyet lige var landet efter den foregående tur. En hurtig gang brændstof og så var den klar til endnu en tur. Det tog ca. 17 minutter at komme op i 14.000 fods højde, som vi skulle springe fra - og jeg var alt for rolig. Jeg kunne bare sidde og nyde udsigten, fordi mit bungy jump stadig sad i kroppen. Et skydive virkede meget mere kontrolleret. Da døren så blev åbnet begyndte hjertet dog alligevel at banke lidt hurtigere. Én efter én trillede vi ud af flyet og så gik det bare mod jorden. Jeg havde et frit fald på 60 sekunder, og i løbet af den tid faldt vi ca. 10.000 fod, før min dive master, Saz, åbnede faldskærmen. Vi havde det mest fantastiske vejr, hvilket gjorde udsigten endnu bedre. Nu ventede bare landingen på stranden, som vi klarede uden problemer. Endnu en ekstremsport var nu prøvet, og hvis det rigtige tilbud kommer, så skal det sandelig også prøves igen. Adrenalinsuset var meget anderledes i forhold til mit bungy jump, men det er trods alt også to ret forskellige måder at falde på.

Den 17. startede så den ting, jeg virkelig havde set frem til, da jeg besluttede mig for at tage til Australien: mit dykkerkursus. Jeg havde bestilt et PADI Open Water kursus, der kan få mig ned på 18 meters dybde. Mandag og tirsdag foregik med et par timer i poolen, hvor vi skulle vænne os til at trække vejret under vand, vænne os til udstyret og gennemgå nogle forskellige ting, man kan komme ud for, når man dykker: tømme en maske for vand, tage en maske på under vand, finde sin iltforsyning, osv. Derudover brugte vi nogle timer på teorien, hvor man lærer om de forskellige ting, der gør, at man kan dykke og komme ned i dybden. Det hele foregik på en meget rolig, hvor man var seriøs, når det virkelig var krævet, og ellers bare havde det godt med hinanden. Onsdag morgen gik turen så ud til Great Barrier Reef, hvor de næste 3 dage skulle tilbringes på en rigtig lækker dykkerbåd. Onsdagen bød på 2 dyk, hvor det første allerede gik ned omkring 17 meter. Great Barrier Reef er virkelig et flot sted at starte sine dyk. Det er fyldt med forskellige koraller og en masse forskellige fisk. Faktisk skulle der være ca. 450 forskellige koraller og op mod 2000 forskellige typer af fisk. De første par dyk foregik ved at vi gik ned på en vis dybde og så skulle der laves forskellige øvelser. Mange af øvelserne havde vi allerede lavet i poolen, men det er bestemt det samme i en 4 meter dyb pool som det er på 15 meter saltvand i det åbne hav. Om aftenen havde vi så turens eneste snorkeltur, som vi tog meget afslappet. Jeg var blevet makker med en anden dansker, Jonas, og efter 20 minutter i vandet så vi vores første skildpadde, som fik os helt op at køre. Den svømmede desværre rundt på et par meters dybde, så det var ikke helt nemt at komme ned til den. Det skulle dog vise sig, at vi hurtigt fik en ny chance på turen. Senere på aftenen stod det helt klart, hvad disse dage skulle bruges på: dykke, spise og sove. Der var hverken tid eller energi til ret meget andet. Torsdag var turen anden dag. Her ventede ikke mindre end 4 dyk. Efter de to første havde vi stadig ikke set andet end koraller og fisk, men der var dog sket end anden stor ting. Vi var nu certificerede Open Water dykkere (18 meter). Dagens 3 dyk var vores første på egen hånd. Vi dannede hurtigt en danskergruppe bestående af mig og de tre venner Jonas, René og Anders. Vi havde et rigtigt fedt dyk sammen, der både bød på to skildpadder og jeg så et glimt af min første haj. Om eftermiddagen holdt min instruktør et lille møde omkring en mulig opgradering af vores certifikat. Han tilbød os kurset som adventure dykker til en rigtig god pris. Dette indebar ca. en times ekstra teori på båden, og så blev de sidste 4 dyk, som vi ellers havde på egen hånd, lavet om til 3 dyk med en instruktør og ét sidste dyk på egen hånd. Det syntes jeg lød ganske godt, så vi fik en lille gruppe på 6 mand, der alle var friske på lidt ekstra teori. Ved aftenens natdyk, der foregik med lommelygter, skulle vi derfor lave en lille nem navigationsøvelse, og så tog vi ellers end almindelig tur rundt mellem korallerne sammen med instruktøren. På denne tur så vi to skildpadder, der ikke var helt almindelige. Begge padder var 1,5-2 meter i længden og havde op mod 140 år på bagen - de var virkelig imponerende!
Fredag morgen ventede turens "deep dive" så. Med adventureopgraderingen skulle vi certificeres ned til 30 meter, så på morgenens dyk nåede jeg en dybde på 29,2 meter. Der gik ikke længe før vi havde opbrugt vores ilt, da den forsvinder ca. 4 gange så hurtigt som ved overfladen, og så var det med at komme helt op igen. Dagens andet og turens næstsidste dyk stod for vores vedkommende i fotografiets tegn - endnu en del af opgraderingen. Her skulle vi bare tage så mange billeder som muligt i løbet af vores dyk. Vi skulle prøve at tænke på ting som, objektet, kompositionen og lyset. Ellers var det bare at skyde løs og det have det sjovt. Tilbage ved overfladen var vi nu certificerede adventure dykkere. Foran os ventede nu turens sidste dyk, hvor vi bare skulle hygge os og have det sjovt. Her var danskergruppen igen på banen. Vi holdt os på en dybde mellem 5-8 meter, hvilket gav os et dejligt langt dyk på næsten 45 minutter. Midt i det hele så vi en ca. 1 meter lang hvidtippet revhaj, som vi kunne forsøgte at følge lidt tid. Den forsvandt dog hurtigt, men vi var ganske godt tilfredse. Tilbage på båden gik turen nu snart tilbage mod Cairns. Det tog et par timer, så der var masser af tid til at slappe af. Og så var det tid til at gøre status. De 5 dages dykkerkursus havde ikke været helt billige, men det havde været mere end tilfredsstillende. Den første plan havde været at blive certificeret til 18 meter - i stedet er jeg nu certificeret til 30 meter, hvilket gør en ganske stor forskel i fremtiden. Det giver mig nemlig mulighed for at dykke ved rigtig mange skibsvrag rundt om i Norden og resten af verden, hvor man kommer frem. Sådan et dykkercertifikat åbner op for mange nye rejsedestinationer.

I går havde jeg så en heldig dag på mit hostel. Jeg havde delt værelse med to danskere, som havde været i Australien i 8 måneder. De havde mange gode sager i deres tasker, og det endte med, at jeg fik en lille afskedsgave, så jeg kunne få en rigtig dejlig og tiltrængt frokost: en leverpostejsmad med agurk! Det var virkelig noget, der gjorde godt for smagsløgene og i maven.

I morgen fortsætter min rejse så igen. Efter 17 i Cairns er jeg helt klar på et komme videre. Næste stop bliver Darwin, som jeg gerne skulle nå til inden for en uges tid. Jeg har været heldig at få et lift med en belgier, der alligevel skal den vej, så vi skal nok få en rigtig interessant tur. Vi skal "kun" tilbagelægge ca. 3000 km, så det er jo ingenting J Og jeg har på fornemmelsen, der ikke er ret meget at se på vejen - men vi må se, hvad der sker. Det skal nok blive interessant, så I kan godt begynde at se frem til næste update.