Så nåede jeg Queensland, og nu begynder alle oplevelserne virkelig at stille sig i kø.

Den 8. maj forlod vi Byron Bay. Denne gang havde vi dog en ekstra passager. Tobias, som jeg også har gået i gymnasiet med, og som jeg mødte i Fremantle i Vestaustralien, sluttede sig til os. Det var virkelig noget, der kunne mærkes på pladsen i den lille bil. Fra Byron Bay gik turen op ad kysten til Gold Coast og Surfers Paradise. Om aftenen den 8. havde vi booket billetter til at stort sjov: Australian Outback Spectacular - Spirit of the Horse. Det var et show, som TA fra Pillar Valley havde anbefalet os at se. Showet varede ca. 2,5 time og inkluderede en tre-retters menu og fri vin og øl under hele showet. Det var noget vi virkelig fik udnyttet. Man er jo trods alt backpacker på et budget ;) Efter showet var vi alle enige om, at det havde været pengene værd. Personligt synes jeg, det var overraskende godt, da det umiddelbart ikke ville være mit førstevalg, når det kommer til sådan nogle shows. Efterfølgende tog vi i byen i Surfers Paradise for virkelig at runde en god aften af med manér.

Efter at have rent rundt i Gold Coast et par dage og ventet på det gode vejr (som åbenbart ikke ville komme) valgte vi at køre nordpå igen den 10. Turen gik nu til Sunshine Coast, hvor første nat blev tilbragt i midten af Glass House Mountains. Bjergene i området er oprindeligt gamle vulkankratere. De fleste af dem kan i dag bestiges. Vi tog derfor turen op på et par stykker af disse bjerge, og de gav alle en fantastisk udsigt over Sunshine Coast.
Den 11. kørte vi videre til Kondalilla National Park, hvor dagen skulle tilbringes med gåture i regnskoven. Tobias og jeg havde lige vasket det meste af vores tøj, og sådan noget skal jo tørre igen. Så vi fandt et fint sted på parkeringspladsen og smed en tøjsnor og en masse tøj op. Hvad vi ikke lige havde tænkt over var at vi befandt os midt i en regnskov - og man må sige, skoven levede op til sit navn. Mit i vores gåtur ned til et vandfald og nogle småsøer begyndte det at regne helt vildt. Da vi endelig nåede tilbage til bilen, var det ikke kun det tøj, vi havde på, der var vådt. Alt vasketøjet var nu mere vådt end da vi tog det ud af maskinen. På grund af vejret og omstændighederne endte vi med at bruge hele eftermiddagen og aftenen på en café Maleny, hvor vi bare slappede af.

Efter at have besøgt Noosa nogle dage, hvor vi ikke havde lavet det vilde, stod den på kanotur ved Noosa Everglades. Det var den første af de mange oplevelsesture, der blev booket i Sydney. Den 16. maj var første dag på vandet. Alt i alt skulle vi tilbagelægge 16 km. Vi havde en gruppe på 12 personer, hvilket var en ganske god størrelse. De første par kilometer var sjove nok, da vi alle var ret klar på at komme i gang. Desværre var der nogen, der ville give os hård tur. Der er her tale om vejrguderne. Inden vi havde nået vores frokoststed begyndte det stille og roligt at regne og blive koldere. Det blev bestemt ikke bedre efter vi havde spist frokost, så i stedet for at gå i vandet, som var den oprindelig plan, endte vi med at sidde et par timer på den lokale pub foran pejsen med en kop varm kakao eller en øl. Vi var desværre nødt til at forlade pubben for at begive os tilbage til campen, og hjemturen var bestemt ikke den store fornøjelse. Heldigvis var det klaret en hel del op til den efterfølgende dag, hvor der kun skulle tilbagelægges 6-7 km. Hele dagen blev derfor tilbragt i bragende sol på Noosa's nordlige strand, hvor den stod på solbadning og body surfing. Nu var det rart nok endelig at kunne sige, jeg havde taget hul på mine betalte oplevelser.

Den 19. gik turen så videre mod nord til Hervey Bay og ikke mindst Fraser Island, der er verdens største sandø (123 km lang). Dagen blev brugt på indkøb til ekspeditionen og snak med de andre i vores gruppe. Vi startede ud tidligt om morgen den 20. da vores guide helst ville nå den første færge til øen. Gruppen på 21 mand blev delt ud på 3 biler, der endte med at være godt pakket med mad og tasker, og så var det bare at komme af sted. På Fraser Island var første stop Lake Birrabeen og turens første men bestemt ikke sidste svømmetur. Vi var rigtig heldige med vejret, da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Efter noget tid med afslapning i solen gik turen videre til Central Station, der tidligere husede arbejdere til træfældning. I dag er det lavet om til et dejligt frokoststed, som vi selvfølgelig benyttede os af. Da vi havde spist frokost gik turen igen videre gennem regnskoven, men inden længe ramte vi det "rigtige" Fraser Island: stranden. Her må man sige der virkelig blev givet den gas. Det var dog ikke fordi vi skulle så langt.
Næste stop var Lake Wabby, som er en sø, der ligger ca. 2,5 km fra stranden, og som kun kan besøges til fods. Det specielle er, at der her tidligere lå en mindre flod. På grund af at sandet gennem lang tid er blevet blæst rundt, har det blokkeret for tilførslen/udløbet af vand, og der derfor opstået en sø midt i sandbankerne. Søbunden er ret stejl lige fra starten, og kommer man ud på midten og dykker ned, skulle man faktisk kunne møde trækroner, der er blevet dækket af vandet. Oplevelsen blev ekstra god af vejret, der stadig var med os - hvilken nok også er grunden til, at det var den fedeste oplevelse på øen. Sidst på eftermiddagen korte vi videre til vores lejr, der bestod af nogle 3-4 mandstelte, et overdækket opholdsområde og et campingkøkken. Resten af aftenen stod nu på spisning, snak og ja - drukleje -hvilket nogen blev ramt rimelig hårdt af.

Dagen efter blev vi vækket omkring solopgang (kl. 6) da vi skulle passere nogle relativt store klipper på stranden. Hvis ikke vi nåede forbi dem inden tidevandet nåede op til dem, ville vi være nødt til at tage en 2 timers omvej ind på øen, da bilerne ikke er dækket af forsikringen, hvis de bliver udsat for saltvand. Heldigvis nåede vi det, og dagens første stop var snart i sigte: skibsvraget Maheno, som er et af varetegnene for øen. Da vi havde en lang foran os gik turen videre til Indian Point, der er en ca. 30 meter høj klippe, der kan bestiges. Fra toppen kan man kigge direkte ned i vandet, og her er der før set op til 4 meter lange hajer. Vi desværre kun nogle rokker, og hvad vi tror, var fisk. Det var nok en lille skuffels, men man jo ikke altid være heldig. Turen gik nu videre langs stranden til Champagne Pool, som er naturlige saltvandbassiner i klipperne ud mod havet. De fleste bølger er store nok til at skylde ind over kanten af klipperne, og derfor en jævn udskiftning af vandet i bassinerne. Det var dog en ret kold fornøjelse. Vejret var også en del mere overskyet en den første dag, hvilket gjorde, at nydelsen og oplevelsen ikke var den samme. Sidst på eftermiddagen gjorde vi holdt ved Eli Creek, hvor vi selvfølgelig også skulle have en svømmetur. Denne gang var den dog lidt speciel. Vi fik besked på et gå så langt op ad åen som muligt. Herefter skulle vi lægge os med maven og så bare lad os flyde med strømmen. Efter en ganske underholdende tur var vi hurtigt nede på stranden igen. Efter endnu en tur med strømmen var det tid til at hoppe ind i firhjultrækkerne igen for at tage turen tilbage til campen. Det viste sig hurtigt, at turen ville blive lidt af en udfordring. Vandet var nemlig kommet en del hurtigere op på stranden, end vores guide havde regnet med. Vi skulle derfor køre så tæt på sandklitterne som overhovedet muligt, hvilket ikke alle havde forstået, så de tog turen med fuld fart gennem saltvandet. Dagens sidste udfordring var de samme klipper, som vi passerede om morgenen. Nu var vandet bare så højt oppe, at vores guide virkelig fik grå hård på hovedet. Skulle vi køre igennem saltvandet og risikere at miste vores depositum for lån af bilerne, eller skulle vi tage den 2 timer lange omvej til campen. Valget faldt på den korteste tur. Alle 21 mand hoppede ud af bilerne og overlod styringen til guiden. Efter godt 30 minutter havde alle tre biler passeret klipperne - dog ikke uden at blive våde. Tilbage ved campen stod den igen på en gang mad. Hen på aftenen fik endda besøg af vores sultne og nysgerrige naboer: dingoerne. Selvom de ser ganske fredelige ud, kan de være nogle farlige dyr at omgås. Vores gæster var heldigvis nogle af de unge, så de var mere bange for os end vi var for dem. Sidste dag på Fraser stod på en tur til Lake McKenzie, inden turen igen gik tilbage til fastlandet. Vi havde en ekstra nat i Hervey Bay, så vi havde tid til at slutte turen af sammen med alle de andre. Den 23. gik turen igen videre mod nord til flere spændende oplevelser.

Så blev det den 25. maj. En dag der virkelig skulle fejres. Natten havde vi tilbragt på en campingplads ved St. Lawrence nord for Rockhampton. Da AK og Tobias syntes, jeg skulle have lov til at bestemme dagen, gik turen til Sarina, hvor vi fik morgenmad/brunch på en restaurant. Man behøver jo ikke at spare hver eneste dag J Efterfølgende kørte vi direkte til Airlie Beach, hvor der var rig mulighed for at fejre dagen. Eftermiddagen blev tilbragt ved lagunen, hvor mange mennesker hænger ud i løbet af dagen, når vejret er godt, hvilket det selvfølgelig var denne dag. Her blev det gode vejr nydt med indtagelsen af nogle dejligt kolde cidere. Aftensmaden stod på et par gode bøffer på grillen inden turen gik videre i byen til aftenens fest. Det er en speciel ting at fylde 20 år. Endnu mere specielt er det at fejre dagen væk fra vante rammer. Der er dog ingen tvivl om, at jeg havde en rigtig god fødselsdag.

Efter at have tøffet rundt i Airlie Beach i 5 dage uden at lave det helt vilde, blev vejret endelig så godt, at Tobias og jeg besluttede os for at bruge endnu en af oplevelsespakkerne. Denne gang gik turen ud til øgruppen Whitsundays, der består af 74 øer, hvor hovedparten er blevet til nationalpark. Turen bestod af 2 nætter og tre dages sejlads på den 26 meter (82 fods) lange sejlbåd "Spank Me", der tidligere har deltaget i forskellige kapsejladser. Der var afgang den 31. maj kl. 14:30 fra bådhavnen i Airlie Beach og foran os ventede 3 dage i selskab med 25 andre unge mennesker. Turens første stop var en lille bugt på vest siden af Hook Island. Her kastede vi anker og gjorde klar til turens første snorkeltur. Det var ikke det mest interessante sted at snorkle, men en god begyndelse. Vi så nogle forskellige koraller og småfisk. Det bedste ved det hele var næsten, at vi snorklede lige til solen gik ned, hvilket gav os en rigtig flot udsigt fra vandet og båden. Natten blev tilbragt ved Nara Inlet, hvor vi fik serveret en lækker aftensmad, inden folk enten gik til køjs eller satte sig op på dækket for at nyde selskabet og nattehimlen.
Dag 2 var en af de lange af slagsen. Grydelågene blev slået sammen omkring kl. 6:30 og vækkede hele båden. Turen gik nu videre mod Whitehaven Beach, der er det store trækplaster for Whitsundays. Her finder man det fineste hvide sand, og fra udkigspunktet har man den mest fantastiske udsigt over stranden, der hele tiden ændrer sig med tidevandet. Tobias, tyskeren Fabian og jeg selv gik på jagt efter pilerokker, som vi havde fået at vide, der skulle være en del af. Inden længe gik vi rundt i vand til midt på lårene med pilerokker på mellem 50-100 cm i bredden svømmende omkring os. Fantastisk elegante dyr at se på, når de lynhurtigt skyder frem fra deres skjul på sandbunden. På vej tilbage til gruppen fandt vi tusinder af små, blå, edderkoppelignende krabber, der hurtigt gravede sig ned i sandet, når man kom for tæt på dem. Efter at have tilbragt nogle timer på Whitehaven Beach gik turen tilbage til båden. Nu blev 6 af os sat i arbejde. Vi skulle hjælpe med at sætte sejl, så turen kunne fortsætte. Det er egentlig en relativt nem opgave, men virkelig også noget man kan mærke i armene efterfølgende. Derfor var det også rigtig lækkert med en gang frokost mens vi sejlede videre til næste destination. Ved Lunchoon Bay stod den igen på en tur i vandet med maske og snorkel. Der gik ikke længe før vi var omringet af mange og farvestrålende fisk i forskellig størrelse. Der kom bestemt ikke færre, da vi begyndte at fodre dem. Virkelig fedt bare at ligge og kigge på fiskene, der alle kæmpede for at få en bid brød.
Efter mørkets frembrud sejlede vi ind i Blue Pearl Bay, hvor vi skulle tilbringe natten. Det var også her vores tredje og sidste dag startede med en snorkeltur. Ganske god måde at starte dagen med en tur i vandet. Turens sidste stop var Black Island, hvor vi havde ca. 45 minutter til at gøre, hvad vi ville. De fleste valgte at lægge sig på stranden og slappe af og nyde solen, da vi igen havde været ret tidligt oppe. Jeg valgte heldigvis at tage snorkeludstyret med og tage en sidste tur i vandet. Efter at have svømmet rundt i nogle få minutter, fik jeg besøg af denne hyggelige fætter. Endnu en førstegangsoplevelse: at svømme rundt med en skildpadde i naturen. Selvom det var en af de mindre (ca. 60 cm i længden) var det en stor oplevelse. Efter denne sidste, succesfulde snorkeltur begav vi os tilbage mod Airlie Beach. Foran os havde vi 3-4 timers sejlads, der blev brugt på afslapning i den varme sol. Vi var tilbage i havnen kl. 15 efter en helt forrygende tur. Om aftenen var der så after party for hele gruppen, så turen kunne blive afsluttet med maner.

De efterfølgende 2 dage blev jeg i Airlie Beach, da jeg forsøgte at finde et lift mod nord. AK, Tobias og jeg var blevet enige om, at Airlie Beach skulle være endestationen for vores rejse sammen. Det betød bl.a. at vores kære bil, Sully the Beast, skulle sælges. Det var ikke helt nemt, men for at gøre en lang historie kort, så er bilen hermed solgt - slut, færdig J

Den 4. juni var jeg heldig at finde svenske Caroline og tyske Vincent, der forlod Airlie Beach samme dag for at køre nordpå mod Cairns. De havde et ekstra sæde i bilen, som jeg hurtigt takkede ja til. Vi brugte de efterfølgende 4 dage på at komme til Cairns. Undervejs så vi ikke mindre end 7 vandfald, der alle mere eller mindre var ret spektakulære. Vi så for eksempel Australiens højeste vandfald, Wallaman Fall, der har et fald på ca. 270 meter.

Den 8. juni ankom jeg så til Cairns, hvor jeg bliver på ubestemt tid. Der er en hel del at opleve i dette område, hvoraf flere af tingene blev købt i Sydney. Så der går forhåbentlig ikke særlig længe, før jeg er tilbage med en ny update.