Så blev det endelig den 26. juni, hvor mit næste store roadtrip skulle starte. Omkring kl. 10 blev jeg hentet på mit hostel af belgiske Gail, som jeg havde været heldig at kunne følges med på den lange tur. Vi besluttede os for at tage en lidt mere alternativ rute end den, de fleste backpackere tager. Vi kørte derfor gennem bakkerne vest for Cairns. Efter et par timers kørsel nåede vi første milepæl: Gulf Savannah Way, der ligger ca. 400 km nord for Flinders Highway, der er den normale rute mellem Cairns (Townsville) og staten Northern Territory. Første nat blev tilbragt i den lille by Georgetown.

Som jeg skrev i mit forrige oplæg, så forventede jeg ikke, at der ville ske særlig meget på denne tur. Den idé holdt ret meget stik de første par dage. På dag 2 kørte vi "kun" 450 km til den lille havneby Karumba, hvor dagen blev brugt på en campingplads. Her blev vejret og poolen nydt og om aftenen gik vi ned til den lokale pub, der ligger lige ud til vandet. Her så vi solgangen, som siges at være ret speciel i denne by. Ingen tvivl om at det så godt ud, men jeg ved nu ikke, og den var så meget anderledes end andre solnedgange J

Dag 3 blev også tilbragt i bilen. Denne gang gik turen stik syd via Mathilda Highway. Efter ca. 400 km ramte vi Flinders Highway, og så gik turen igen mod vest. Dagens mål var Mt. Isa, der er én af de største byer på hele turen. Med 40 km tilbage begyndte bilen at hoppe lidt rigeligt og den også en del power. Vi tog derfor en lille pause og trillede derefter stille og roligt videre. Vi besluttede os for at finde en campingplads i Mt. Isa og så besøge en mekaniker tidligt næste morgen. Det var ikke ligefrem en del af planen, men heldigvis var vi ikke midt i ingenting.
Næste morgen kørte bilen som smurt igen, men vi gav den alligevel et check hos dem, der ved noget om det. Mens bilen var hos mekanikeren gik jeg en tur op til byens lookout. Og sikke et syn, der mødte mig. Hovedbeskæftigelsen i Mt. Isa er minedrift, hvilket man tydeligt kunne se. Lige i udkanten af byen tårnede en kæmpe mine sig op med diverse bygninger, tårne og maskiner. Det var et ganske imponerende syn og så alligevel ikke, da det ødelagde udsigten til naturen ret så meget. Efter et par timer var vi tilbage ved mekanikeren, og meldingen lød: "trykket i benzinpumpen er lavere end det anbefalede, så jeg synes, I skal skifte den." Da det var Gails bil, var det også hendes beslutning. Planen var at sælge i bilen i Darwin, og da pumpen ikke var stået af endnu, var beslutningen at køre videre uden nogen ændringer. Efter ca. 200 km nåede vi endnu en milepæl: grænsen mellem Queensland og Northern Territory. Inden for meget kort tid ændrede landskabet sig kraftigt. Det hele gik fra at være meget bakket med masser af træer og buske til at være fladt med fladt på og rødt sand - ikke ret meget andet. Nu havde vi virkelig ramt den australske outback. Sidst på dagen nåede vi Three Ways i midten af absolut ingenting. Her havde vi tre valgmuligheder: vende om og køre 2000 km tilbage til Cairns, dreje mod venstre og være i Alice Springs i løbet af små 600 km eller dreje til højre og være i Darwin efter ca. 1000 km. Valget faldt på Darwin. Der ville ikke gå lang tid før mørket faldt på, så vi fandt hurtigt et sted at smide teltet op.
Den 30. juni nåede vi så til Mataranka, hvor vi besluttede at overnatte. Stedet er kendt for sine varme kilder, som man kan bade i. Det var helt sikkert noget, der skulle prøves. Jeg må dog indrømme, det var en lidt mærkelig fornemmelse. At gå rundt i næsten 30 graders varme og så hoppe i en 34 grader varm "pool" var ikke så forfriskende, så jeg havde håbet. Temperaturen fra Sprogø havde nok været bedre denne dag ;) Vi havde fået at vide, at hvis man gik ned til den nærliggende flod om aftenen og lyste rundt med en lommelygte, kunne man være heldig at se ferskvandskrokodiller. Igen en ting, jeg var nødt til at prøve. Nede ved floden begyndte jeg at lyse rundt med min lygte. Jeg kunne se absolut ingenting. Der gik ikke længe før jeg fik selskab af en ældre australier, der vidste, hvad der skulle gøres. Med sig havde han en ret kraftig lygte og nogle skiver toastbrød. Før jeg vidste af det var vi omgivet af 20 cm lange maller, og jeg lå på knæ på den lille platform og fodrede 30 cm lange skildpadder. Det gik der hurtigt noget tid med og australieren måtte desværre gå. Tilbage på platformen stod jeg så i bælgravende mørke med min lommelygte og to stykker toastbrød. Brødet blev kastet i vandet, hvor mallerne og skildpadderne hurtigt tog for sig af retterne. Lige da jeg skulle til at gå, hørte jeg at højt plask i vandet, hvor jeg havde smidt brødet ud. Jeg lyste hurtigt rundt og hvilket syn. 3 meter fra platformen svømmede en mindst halvanden meter lang krokodille forbi. Da jeg var den eneste nede ved floden må jeg nok indrømme, at jeg ret hurtigt kom tilbage på land og tilbage til teltet. Det var helt sikkert én af de oplevelser, der fik blodtrykket op at køre.

Dagen efter (d. 1. juli) gik turen videre mod nord. Efter en god times kørsel nåede vi frem til Katherine. I dette område har de nogle rigtig flotte klippeformationer, der bl.a. kan ses fra den flod, der snor sig gennem klipperne. Vi havde håbet på at kunne tilbringe dagen i en kano for rigtigt at kunne nyde området. Alt var desværre fuldt booket, da det åbenbart er skoleferie for tiden. Vi tog derfor en lille gåtur for bare at se lidt inden turen fortsatte. Da vi kun var 350 km fra Darwin, valgte vi at tage resten af turen denne dag. Det var i alt fald planen. Med mindre end 300 km tilbage af vores roadtrip sker dette: Benzinpumpen stod af - og denne gang "in the middle of nowhere". Heldigvis havde Gail styr på sine forsikringer, så efter et telefonopkald og en times ventetid blev vi hentet og kørt tilbage til Katherine. På værkstedet fik vi at vide, at det ville koste i omegnen af 1000 dollars (5.500 kroner) at fikse bilen. Det var en ret stor beslutning for Gail, da det 100% var hendes bil. Hun fik heldigvis tid til at sove på det, så vi checkede ind på et af byens moteller (forsikringen betalte J) og så forsøgte vi ellers at nyde resten af dagen.
Den efterfølgende morgen lød beslutningen: bilen skal fikses. Det ville tage et par dage for værkstedet at få en ny pumpe hjem og montere den, hvilket jeg ikke kunne vente på. Med kun én måned tilbage i Australien og ca. 5000 km foran mig kunne jeg begynde at mærke tidspresset, hvis jeg også skulle nå at nyde det hele. Jeg pakkede derfor alle mine ting, fik lavet et fint skilt med ordlyden "DARWIN" og så gik jeg ellers lidt uden for byen og stillede mig med mit skilt og en tommelfinger i vejret. En ting, jeg ikke havde troet, jeg ville gøre igen. Der gik "kun" halvanden time før jeg blev samlet op af en lille familie, der skulle hele vejen til Darwin. Så i løbet af 3-4 timer stod jeg med mine ting i midten af Darwin og var klar til at finde nattens hostel.
- Efter et par dage mødte jeg igen Gail. Bilen var blevet fikset, og hun havde kun betalt ca. 500 dollars for det, så nu var hun helt klar til at sælge den.

Den 5. juli skulle den sidste af mine mange oplevelsesture fyres af. Denne gang skulle turen gå til Kakadu National Park. Kl. 7 fredag morgen blev jeg hentet af vores guide, Nick, og så blev jeg en del af den 12-mandsgruppe, der skulle dele oplevelser de næste par dage. På vej ud til parken, der er halvt så stor som Danmark, gjorde vi holdt ved Corroboree Billabong, hvor vi skulle ud og cruise en times tid. Efter ganske kort tid på vandet mødte denne godt 4 meter lange saltvandskrokodille. Det viste sig hurtigt, at det ikke var det eneste levende væsen i og omkring vandet. Udover et par krokodiller var der et hav af forskellige fugle - store som små. En time går hurtigt, når man er opgivet af rigtig flot og interessant natur, så det var igen tid til at hoppe på den forvoksede firhjulstrækker og køre videre til turens næste stop. Undervejs tog vi et kort stop ved porten til Kakadu National Park, da vi snart ville befinde os i område, hvor de Australske regler ikke længere ville gælde - herude er det Aborigines, der bestemmer.

Dagensførste og sidste kulturelle stop blev gjort ved ét af de mange hellige steder for Aborigines. Dette sted er kaldt "Ubirr". Her kan man se en hel del "hule"malerier. Der er ikke meget hule over det. Det er mest nogle naturlige stenvægge, der er blevet bemalet gennem tusinder af år. Turen startede med nogle få håndaftryk og de forskellige farvelag, som Nick forklarede, man bl.a. kan bestemme malerierne alder ud fra. Senere på den lille gåtur så vi malerier af fisk, skildpadder, kænguruer, en dingo m.m. Turen sluttede af på en klippe, der tårnede sig op over det flade landskab omkring os, hvilket gav en rigtig flot udsigt over det, der i regntiden bare er fyldt med vand. Det må siges at være en ganske god afslutning på en god dag. Sidste stop var nattens camp, hvor den stod på madlavning, lejrbål og snak.

Lørdag morgen ventede noget af køretur. 120 km skulle tilbagelægges, hvilket måske ikke lyder af så meget. De første 60 km var dog heller intet problem. Herefter startede grusvejen, der blev mere ujævn og støvet. Her måtte turens første Wallaby da også lade livet - hverdagskost for guiderne i Kakadu. De sidste 10-15 km foregik på ét af Australiens mest krævende offroad tracks. Det var noget af hoppende fornøjelse. Efter sådan en tur forventer man virkelig at se noget specielt. Efter en gåtur langs en sø, klatring over store sten og forcering af mindre vandhuller, stod vi foran en massiv klippevæg. Få hundrede meter foran os ventede Jim Jim Falls, der er et yderst helligt sted for Aborigines. Fra bredden af den "rock pool", der har dannet sig under vandfaldet, er der 100 meter hen til selve vandfaldet. Poolen er 70 meter dyb og bliver aldrig ramt af solens stråler pga. klipperne omkring. Nick fortalte os, at 14 dage tidligere var der en turist, der druknede i Jim Jim Falls. Han havde formentlig fået kramper af det kolde vand, og så går man altså til bunds. Vi fik derfor at vide, at hvis vi valgte at svømme hen under vandfaldet, skulle vi være yderst forsigtige. Man er vel viking, så jeg skulle helt sikkert prøve kræfter med det kolde vand. Jeg fik heldigvis selskab af to andre fra gruppen, og så gik det ellers mod foden af vandfaldet. Nick havde ret i, at vandet var ganske koldt, men man har vel svømmet rundt i vandet omkring Sprogø et par gange, så sådan en smule australsk vand var en smal sag for vikingen ;) Fed fornemmelse at stå under vandfaldet efter at have svømmet de 100 meter. Efter kort tid stod vi alle tre med ryggen mod klippevæggen for foden af vandfaldet. Vi besluttede dog hurtigt at svømme tilbage for ikke at blive alt for kolde. Vi havde det dejligste solskin, så tilbage ved bredden gik der ikke lang tid før varmen kom tilbage i kroppen. Foran os ventede nu den samme lange køretur, vi havde taget kun få timer tidligere.
Dagens andet stop var Warradjan Aboriginal Cultural Centre. Formålet med centret er at fortælle historien om Aborigines, og hvordan de levede tidligere / forsøger at leve i dag. Det skulle forhåbentlig skabe en større respekt for Aborigines, der ikke er særlig respekteret i Australien. Det skyldes hovedsageligt den lille procentdel med alkoholproblemer, man oftest ser i byerne.
Sidste stop før vi forlod Kakadu National Park var Mamukala Billabong, hvor vi så en masse forskellige fugle - desværre ingen krokodiller denne gang.

Turens tredje og sidste dag blev tilbragt i Litchfield National Park, hvor vi skulle nyde det dejlige vejr med en masse svømmeture. Første stop var Buley Rockholes, der var proppet med mennesker. Vi var dog heldige at få en af de bedste pools for os selv, og så stod den ellers på udspring fra klipperne, der omkransede poolen. Efter lidt træning begyndte det at se næsten elegant ud… En times tid senere kørte vi videre til Wangi Falls, hvor den igen stod på en svømmetur. Endnu engang havde vi fundet et helligt stod for Aborigines. Historien her er, at stedet er et sted for kvinder. Normalt svømmer Aborigines aldrig i vandfald osv, men historien går, at midten af den 14 meter dybe pool foran vandfaldet er hjemsted for havfruer. Hvis mænd derfor bevæger sig ud i vandet, skal de ikke regne med at komme tilbage. 11 ud af 12 fra gruppen tog dog svømmeturen hen til vandfaldet, og jeg kan glædeligt meddele at vi alle kom helskindet tilbage.
Dagens sidste vandfald var Florence Falls, hvor vi - ganske rigtigt - skulle ud og svømme igen. Det var dét sted med flest mennesker overhovedet! Der var dog heldigvis plads til at vi kunne plaske lidt rundt og hygge os.
Allersidste stop på turen blev de imponerende termitbo. Man mener, at termitbos størrelse minder om isbjerges. I dette tilfælde er ca. 2/3 af termitboet gemt under jorden, mens det kun er 1/3, der er synlig. Det er ret imponerende at se, hvad naturen kan gøre. Der er hovedsageligt to forskellige typer af termitbo: katedral og magnetiske. Fælles for dem er, at solen altid skinner på 50% af boets overflade, hvilket er ret fascinerende, når man kigger på de to typer udformning. Hen på eftermiddagen var vi alle godt trætte, og så var på tide at begive os tilbage mod Darwin. Om aftenen aftalte vi at mødes på en pub for rigtigt at afslutte en fantastisk tur. Vores aften blev bestemt ikke dårligere af, at pubben viste finalen i Wimbledon, så aftenen blev lige en del længere end planlagt for mit vedkommende. Jeg havde dog masser af tid til at slappe af de efterfølgende dage.

Den 11. juli blev det så tid til at forlade Darwin igen. Jeg havde de sidste par dage snakket med en franskmand (Maxime), som gerne ville væk fra Darwin så hurtigt som muligt. Da vi skulle samme vej og havde ca. samme tidshorisont syntes vi, det ville være oplagt at rejse sammen - det ville også være en del sjovere. Jeg havde været heldig at finde en australier, der skulle til Adelaide, og han indvilgede i at tage os med til Alice Springs, hvor vi havde vores næste stop. Om torsdagen, hvor vi skulle af sted, indså vi hurtigt, at de næste 1500 km af vores rejse ville være ret specielle. Australieren, Ned, hentede os i sin Ford LTD 'limo'.

(1/2) Fortsættelse følger…