Siden sidst har der virkelig været fart på, kan jeg love jer for!!!! Vi lagde hårdt ud med en tur til Monteverde. Her stod den først på ziplining i regnen, hvor vi fløj i liner over tågeregnskoven. Desværre så jeg ikke så meget af den smukke udsigt, fordi jeg 1. havde travlt med en af at beskytte mine øjne mod de syleskarpe regndråber, der fløj imod mig og 2. at overleve. Jeg hørte nemlig på et tidspunkt min sele give et lille smæld og da jeg kiggede ned var syningen ved at gå op. Heldigvis var den søde guide der til at berolige mig og jeg blev meget mere tryg, da han, mens han rullede med øjnene, sagde 'todo bien' og hurtigt løb videre. Så stod jeg der, med bævrende underlæbe og var klar til at blive sendt ud på en én kilometer lang linie 18 meter over jorden. Heldigvis overlevede jeg og det var vildt fedt at prøve. Om aftenen var der hygge i vores dejlige hytte, som jeg delte med mine allerbedste piger Anna, Julie og Marie.

Dagen efter stod den på endnu mere vildskab. Vi lagde ud med en hektisk edderkoppejagt og der blev teamworket hele vejen igennem. Jeg løftede sengen (i vaskeægte Pippi-stil), Marie guidede vejen til den frygtindgydende edderkop, Julie lagde armmuskler og løbesko til mordet og Anna gav moralsk opbakning fra den modsatte seng i form af småpaniske skrig. Well-handled hvis jeg selv skal sige det. Vi fejrede den vellykkede mission, med fællessang i de allerhøjeste toner vi overhovedet kunne ramme og drengene fra nabo hytten (vi boede i rækkehytter, som det jo hedder....) kvitterede med trommen på væggen. Vi fandt senere ud af, at de egentlig ikke havde i sinde at bidrage til det musikalske mirakel vi havde gang i, men havde banket i arrigskab fordi vi havde vækket dem. Ups.. Det hjalp dog lidt på situationen da vi fandt ud af, at de ikke havde stillet vækkeur og vi derfor havde reddet dem fra at sove over sig. Og så levede vi alle lykkeligt i en halv time.

En halv time senere gik det nemlig op for Kristoffer, Hans, Nynne og mig, at vi aftenen forinden havde meldt os til bungee jumping... Og så endda det højeste i Latinamerika.

Senere samme dag stod jeg i en kran 143 meter over jorden og stirrede ned på trætoppene med en blå elastik bundet fast om mine ankler, klar til at kaste mig ud i noget som lignede den sikre død.

Jeg fik monteret et kamera på min hjelm, som filmede lige ind i skærmen på mig, imens jeg sprang og bagefter mens jeg hang og dinglede. Nu hvor jeg har set filmen et par gange, kan jeg konstatere to ting: 1. mit yndlingsudtryk når jeg laver noget craaaazyuuy og nærdødsagtigt er 'oh my god' = jeg er blevet super international (og religiøs åbenbart) og kan tænke i fremmedsprog selv i pressede situationer (klap på skulderen til mig for det), og 2. jeg er utrolig dårlig til at orientere mig, når jeg hænger med hovedet nedad efter et bungee jump. Man kan på filmen se hvordan jeg misser linen, jeg skal spænde mig fast i, gang på gang på gang på ga.... Det er jo i sig selv en bedrift. Derfor - endnu et klap på skulderen til mig.

Så blev det mandag. En dag som stod i hestens tegn. Jeg var SÅ klar og jeg troede, at det skulle blive en fantastisk dag, da jeg første gang mødte min hest. En flot hvid hingst (godt nok med barberet hale, men stadig) som var klar til at ride som vinden med mig på ryggen - troede jeg.... Det blev hurtigt klart, at jeg havde fået tildelt turens mest dovne hest. Vores guide måtte flere gange piske den igang for mig, mens jeg frustreret sad der på hesti og gentagende gange satte hælende i siden på den, imens jeg desperat råbte 'andale! andale!' (det skulle gerne betyde 'gå så din store fede hest, alle mine venner rider fra mig' på spansk). Guiden kiggede undskyldende på mig og sagde 'es un caballo muy tranquilo'.. Dét tror jeg på. Jeg nåede dog alligevel frem til endestationen... en halv time efter alle de andre.

Resten af tiden i Costa Rica gik med afslapning og opladning til den store afsked som lå foran os. En afsked som jeg selv synes, at jeg håndterede utrolig flot. Tudeturene var der, ingen tvivl om det, men de var til at kontrollere og blev hurtigt vendt til glæde over at have mødt alle de fantastiske mennesker. Billedet af dem stående på gaden, vinkende, imens vi mexikøer kører afsted i bussen, giver mig dog stadig et lille stik i hjertet

Nu er vi i Mexico og har været her i en uge. Her er virkelig fedt, byen er stor og her er meget mere liv end i Coco i Costa Rica. De første dage var vi alle sammen en lille smule mutte og de mindste ting kunne udløse en tudetur. En speciel måde at klappe på, et navn på en vandflaske eller en kjole som en af de andre havde på i Costa Rica. Det var nogle lidt svære dage at komme igennem, men nu hvor vi er på den anden side ser Mexico lyst ud!

Det har været friuge og vi har været på eventyr. Vi var 5 som tog en bus til byen Mérida. Her oplevede vi en helt anden by med en helt anden stemning. Vi spiste god mexicansk mad, sov på hippiehostel med lugt af hash i gangene og fællesmorgenmad og så mødte vi en shaman som læste os med sten. Jeg fandt ud af, at jeg er en meget nervøs pige, som tænker alt, alt for meget og derfor tit fryser. Jeg har åbenbart også dårligt knæ og meget kraftige menstruationer.... Vildt hvad den mand kunne se ved at ligge sten på min pande, bryst og mave. Heldigvis kan alle mine problemer fikses, hvis bare jeg finder den helt rigtige klump rav til at have om halsen. Det er desværre bare stenen der skal vælge mig og ikke omvendt, hvilket gør tingene en smule komplicerede.. Det var dog en virkelig sjov oplevelse at møde en ægte maya-shaman, især fordi det var d. 21. december 2012 (hvor mayaerne engang for længe siden forudså, at jorden ville gå under). Vi gik den aften i seng, meget klogere på os selv, og vågnede op næste morgen , lettede over at verden stadig stod, af et helt trompetorkester som spillede op til fest på torvet udenfor. Det var meget ømt, da de ikke helt kunne spille i samme tempo. Jeg har en idé om, at det er fordi de alle sammen troede at verden ville gå under aftenen forinden og derfor ikke havde gidet at øve på stykket de spillede.... Jeg er selv ret sikker på, at jeg har ret.

Samme dag tog vi på tur til nogle gamle mayaruiner, Kabah og Uxmal (billedet). Det var super smukt og virkelig en hyggelig tur. Vi var dog hjemme allerede kl. 16.30 og skulle først med bussen tilbage til Playa kl. 23.40, så der var lidt tid der skulle bruges. Vi valgte at gå på vores højt elskede Subway, hvor vi bestilte en menu hver og så gik vi ellers amok med at nasse på gratis WIFI, så vi kunne spille QuizBattle. De næste 4 timer fløj afsted og vi gik først derfra da alle stolene var stolet op og lyset blev slukket. Fin lille hentydning

Den 5 timer lange bustur, som vi troede skulle gøre det ud for vores nattesøvn den nat, skulle senere vise sig at blive et mareridt. Kan I huske, at jeg i mit tidligere blogindlæg skrev, at jeg havde sovet sammen med en supersnorker på et vandrehjem?? Glem alt om ham, vi har nemlig mødt snorkechampEN i form af en kvindelig passager i bussen. Vi troede, at bussen bumpede pga. ujævn vej, men det skulle senere vise sig, at det var snorkfrøkenen der gav den gas to sæder længere fremme. Hun kunne høres selvom vi skruede allerhøjest op for vores ipods og til stor glæde for alle, var hun en træt dame som sov hvert et minut af den 5 timer lange køretur. Halleluja! At chaufføren svedte og derfor skruede helt op for airconditionen, så det blev ca -5 grader gjorde ikke ligefrem turen mere behagelig. Kl. 5 om natten nåede vi forfrosne, trætte, men dog stadig levende frem, og nu er vi nogenlunde nået så langt, at vi kan grine af situationen

Ellers har den bare stået på julehygge her i Playa. Juleaftensdag blev spenderet på stranden og tagterrassen, og om aftenen var der fællesspisning på en hyggelig og ikke-julet restaurant. Vi kompenserede dog med risalamande, julebingo, dans om M&M's træet og 'nu det jul igen' igennem hele hotellet da vi kom hjem. En super hyggelig og anderledes juleaften, som Amalie, Line, Sofia og jeg fortsatte i byen. Vi tog på en kæmpe strandklub, hvor vi mødte nye mennesker, dansede til vi ikke kunne gå mere og fejrede Jesu Kristi fødsel i ægte mexican-party-style Vi kunne, da vi væltede omkuld i vores senge kl. 3.45, konstatere, at det havde været den perfekte juleaften på trods af, at den havde været helt gave- og andefri.

I dag har vi piger plejet vores tømmermænd med julesubben (Subway er vores andet hjem <3) og shopping efter nytårskjoler. Det er nu lykkedes os alle fire at finde vores nytårskjoler og vi er nu SÅ klar til at fejre nytår på strandklubben med tærene i sandet og en klar stjernehimmel over os.

I morgen står den på Islas Mujeres, en lille ø lidt ud for Cancún. Her er planen, at vi skal køre hele øen tynd i en golfvogn og bare hygge os. Jeg glæder mig.

Nu vil jeg gå i seng, mine øjne flimrer og mine fingre kramper. Jeg tror, at jeg har skrevet lidt for meget denne gang, jeg beklager hvis indlægget er fyldt med stavefejl og på grænsen til det uforståelige, men jeg er en smule træt lige nu

Glædelig jul til jer allesammen, jeg savner jer stadig, men nu er der kun 3 uger til vi ses KÆMPE KYS!