Rastapasta er kodeordet til vores WIFI her på vores hostel, og jeg synes egentlig det beskriver stedet meget godt. Der kører reggae i radioen i døgndrift, personalet har rastahår og stemningen er virkelig chill (udover når den bitre rengøringsdame anklager Sofia og mig for at misfarve lagener, grrrr!). Costa Rica er virkelig landet af chillaxing og stressniveauet er i minus. Det er fantastisk.

Livet er stadig dejligt her i Costa Rica. Jeg tror, at jeg uden at lyve, kan sige, at jeg har det bedre, end jeg nogensinde før har haft det. Dagene går stadig med undervisning, som foregår 33,3% i klasselokalet, 33,3% i poolen og 33,3% i hængekøjen under palmerne. Vi arbejder koncentreret indtil en kæmpe leguan tramper på bliktaget og vi alle må ud, for at se hvem det er, der nu kommer for at besøge os.

Udover undervisning bruger vi meget tid på at feste her i Costa Rica. Men det er også svært at gøre andet, når vores stamsted Lizard har et koncept der hedder Dansker-tirsdag (nogle gange udvidet til dansker-tirsdag-og-torsdag) hvor alle med dansk blod i årene drikker gratis..

Udover danskerfester på Lizard har vi temafester, ligesom vi havde pink party. Senest har vi holdt bryllup. En fest arrangeret af festudvalget. Det var super gennemført og virkelig sjovt. Vi fik alle tildelt roller, som vi skulle spille hele aftenen. Jeg blev Mulle, gommens ekskæreste. Det var virkelig en sjov fest og folk tog virkelig deres roller seriøst. Min personlige favorit var præsten Hanne-Louise spillet af min dejlige Mariepige. Jeg griner stadig ved tanken om vielsen, som hun stod for.

Dagen efter tog vi til surferbyen Tamarindo. Her spillede vi lidt mere volley, shoppede, spiste lækker mad med fødderne i sandet, drak drinks og sov på vandrehjem. En virkelig sjov oplevelse. Vi var fire piger der delte et værelse med seks fremmede, og det var virkelig spøjst at sidde i nattøj alene i overkøjen på værelset (jeg tog ikke med de andre i byen) og så kommer der en fremmed mand ind som jeg skulle smalltalke med. De var dog alle sammen rigtig søde og det gik super godt, indtil vi senere på natten fandt ud af, at vi var kommet på værelse med en supersnorker, der fik alle sengene i værelset til at ryste. Meget spændende oplevelse indeed. Jeg har nu skrevet mig bag øret, at ørepropper er et musthave, når man sover på vandrehjem.

Julen er for resten også nået til Costa Rica, vi har nemlig været nissevenner for hinanden siden første december. Det har været to uger fyldt med gaver, hyggelige sedler, sammenbundne snørrebånd og toiletpapir i sengene. Min nisse gav mig en af de første dage et gevir, som jeg har lovet mig selv at gå med hver eneste dag indtil juleaften. Indtil videre har jeg overholdt mit løfte, og intet kan stoppe mig nu!!!!!

Status på min fod er, at den helt klart er i bedring. Jeg kan nu gå almindeligt og har smidt mine krykker laaaaaaaaaangt væk! Lægen gav mig dog et forbud mod at danse i byen. Et forbud jeg har meget, meget svært ved at overholde. Synes dog kun, at det er fair, at jeg danser, når nu min fod har fået lov til at spolere planer om dykkercertifikat, volleyturneringer og værst af alt surfing! Dans må være dens lærestreg. Så kan den fandme lære det!

På lørdag tager vi til Monteverde, hvor vi skal på opdagelse i en tågeregnskov. Jeg glæder mig, men samtidig frygter jeg det, for det betyder nemlig også, at en stor del mine højt elskede venner snart skal hjem til Danmark igen. En tanke jeg virkelig ikke er vild med, især ikke efter afskeden til Nikolaj for en måned siden. Puha..

Heldigvis ligger der på den anden side af afskeden en måneds eventyr i Mexico, som jeg ser frem til.

Det var lige en kort update herfra, jeg håber ikke, at den var for kedelig, men der går jo også hverdag i den selvom man er i Costa Rica………….. nooot ;-) ehrm… jeg smutter ud til de andre nu, savner jer, elsker jer, vi ses snart. KYS