Jeg sidder i min seng og spiser musli direkte fra posen, vi er løbet tør for yoghurt og det kan ikke betale sig at købe en ny. I morgen skal vi nemlig hjem.

Det er en mærkelig følelse.. Som om vi er halvt i Danmark allerede, fordi vi i flere dage har forberedt os mentalt. Sådan en hjemvenden kræver nemlig forberedelse, ihvertfald for mit vedkommende. Nu har Latinamerika været mit hjem de sidste 4 måneder, mine medkursister min familie og vores rejseleder Rikke min bonusmor. Det bliver mærkeligt at vinke farvel til og jeg kan godt mærke, at det skærer lidt i mit hjerte at tænke på, at nu er vi ved vejs ende. Jeg kan dog samtidig mærke sommerfuglene baske i min mave, når jeg tænker på gensynet med min dejlige familie og mine venner. Og med mine fantastiske DSC'ere, som jeg har længtes så meget efter i denne måned. Det skal nok blive godt, når jeg har overstået den værste hjemrejse-krise

Mexico har været fantastisk. Meget anderledes end alle de andre lande, men fantastisk. Selve landet har i mine øjne været lidt tamt. Vi har boet midt i en turistfælde og en tur gennem gågaden har været en udfordring for min indre vrede og gadesælgerhadende dæmon. De står på alle sider og vil have en med ind i deres biks og jeg har flere gange været ved at lave cirkelspark i ansigtet på dem, når de ikke har villet lade mig være. Men når vi er kommet væk fra centrum og ud til forskellige seværdigheder, har det været helt ubeskriveligt.

Mit absolutte yndlingssted i Mexico må være stranden Akumal. Helt hvidt sand, helt lyseblåt og klart vand og en masse havskildpadder, der er klar til at svømme rundt med en, hvis man lejer sig en snorkel og et par svømmefødder. Jeg var helt ekstatisk efter mødet med min første havskildpadde. Jeg svømmede rundt med den i en halv time og følte virkelig, at den var lige så glad for, at jeg var der, som jeg var for at den var der. På et tidspunkt tog jeg mig selv i at have seriøs seperationsangst, og jeg kunne ikke holde ud, at den skulle videre ud i havet, imens jeg skulle ind på land igen. Så kan man vist tale om at være ét med naturen Jeg navngav den Findus og jeg tror jeg har mødt min eneste ene i form af en skildpadde. Det var virkelig en fantastisk oplevelse. Jeg så samme dag både rokker, blæksprutter, smukke farverige fisk og et flot rev som jeg kom lige lovlig tæt på. Jeg var lige ved at sprætte min (nu ret brune) mave op, da jeg svømmede hen over revet, ups.

Det har dog også været hverdag i Mexico og vi har haft undervisning. Denne gang i teambuilding og projektstyring. Jeg var en smule skeptisk, for jeg synes, at det lød en anelse kedeligt. Samtidig vidste jeg, at vi skulle have 6 timer hver dag, hvilket ikke just gjorde min begejstring større.

Det viste sig dog at blive den mest givende undervisning, vi har haft på turen. Vi fik den bedste lærer Kim, som virkelig brændte for at give os en undervisning, der ville rykke noget i os og det lykkedes virkelig. To af dagene startede vi undervisningen kl. 5 om morgenen, for at gå ned på stranden og se solen stå op (billedet), imens vi bare skulle lade tankerne flyve. Vi havde ingen tidsfornemmelse og sad spredt ud over hele stranden for at være helt alene med vores tanker. Jeg var meget overrasket over, hvor kaotiske mine tanker var i starten og hvor stille og fredfyldt der blev i mit hoved til sidst. Det var virkelig fedt at prøve, det er alt for sjældent, at man tager en time ud af sin dag til bare at sidde og tænke. På alt og på ingenting.

Derudover lavede vi projekter. Jeg var med i et projekt, hvor vi fik lavet en blå bog for turen. Det var krævende, men det var samtidig lærerigt og nu er det fedt at stå med det færdige produkt i hånden. I den sidste uge lavede han personlig coaching på dem af os, der havde lyst til det. Jeg sprang ud i det, selvom jeg også her var en smule skeptisk. Det viste sig dog at være virkelig godt, og jeg føler, at Kim har været med til at rykke mig som person. Det er en ret vild følelse, og jeg er meget taknemmelig for at have fået det med.

Den sidste lille uge har været fri, og vi har brugt den på at hygge os og nyde den sidste tid her sammen. Vi har været ude at bowle, i biografen, på Akumal endnu en gang og vi har været ude at se Chichén Itzá, en mayaruin der skulle være et af verdens syv vidundere.. Nu er jeg jo rimelig vant til at se vidundere (Machu Picchu ) og Chichén Itzá var ikke noget særligt i mine øjne. Jeg tog mig selv i at bruge mere tid på at kigge på et haleløst firben, end på at kigge på ruinen.. Så deeeet... Men turen var da hyggelig, ingen tvivl om det.

Nu vil jeg løbe op på tagterrassen.. De andre ligger og steger deroppe og jeg burde være med. Må suge så meget D-vitamin ud af den sol som muligt. Der går jo nok 4 måneders tid inden jeg får den at se igen, yayks. I aften skal vi ud at spise og så skal vi pakke og gøres os klar til hjemrejsen. Gud hvor er det tæt på nu..

Vi ses i Danmark om ca. 48 timer. Kys og kram og knus og alt andet godt