Da jeg vågner næste morgen, kunne jeg næsten ikke forstå hvad der er sket. Jeg var faktisk i tvivl om det virkelig er sket? Havde jeg virkelig drukket øl med en fuld australier, kysset med en bøsset, amerikansk jøde? Havde jeg virkelig mødt to danske mænd med mere interessante livshistorier end nogen andre jeg kender? Og skulle jeg virkelig til Jogja på onsdag?

Nå men jeg spiste min sædvanlige banana pancake med honning og gik ellers ned for at se Monkey Forest. Jeg ventede på, at Nyoman ville komme til Ubud senere, og vi skulle på tur. Han ville rigtig gerne se mig igen, men jeg havde sagt til ham, at jeg ikke ville betale for det. Så han kom og vi tog på tur som venner. Først tog han mig hen til Ketut Liyar, fra Eat, pray, love. Jeg havde tidligere spurgt ham om medicinmænd, og især efter at have læst bogen. Han sagde dog, at det nu bare er blevet en forretning for Ketut, og han giver kun de svar man gerne vil høre. Da vi kom derhen var vi selvfølgelig ikke de eneste, som ønskede at gå i Elizabeth Gilberts fodspor, så køen var lang. Vi gik derfor kun ind i hans have, og så han spiste frokost og så kørte vi selv videre. Vi var også selv blevet sultne, og jeg var spændt på, hvad Nyoman havde tænkt sig med de turist priser, man finder i Ubud. Han kendte selvfølgelig et lille lokalt sted, hvor vi kunne spise for 15,000 rp (altså 9 kr.) dernæst kørte vi videre til the elephant cave og så et af de ældste templer. Han forklarede selvfølgelig en masse om sin religion, og selvom jeg ikke er meget for religioner, så er der et eller andet fascinerede ved at se en mand gå så meget op i det spirituelle. At det er en så naturlig del af deres liv. De kender alle ritualerne og alle historierne. De går glædeligt i sarong og putter blomster bag ørene. Renser hænder og ansigt, når de kommer fordi en hellig kilde. Ved templet så jeg også en flok små piger på omkring 7-8 år, som var ved at bede om visdom, fordi de snart skulle i skole. . Meget anderledes fra Danmark.

Da vi var færdige ved templet troede jeg, vi skulle tilbage til Ubud og gå på marked. Det ville nok være praktisk at have en balineser ved min side til at hjælpe med at prutte om prisen. Nyoman havde dog andre planer. Jeg havde tidligere luftet for ham at jeg elsker kunst og især malerier. Han tog mig derfor hen til et stort kunstcenter, hvis jeg skulle være interesseret i at købe et maleri med hjem. Jeg trådte ind i et stort rum fyldt med skønheder hængende på væggene og jeg kunne mærke jeg blev helt rørt. Nogle af malerierne var så smukke at man bare havde lyst til at tude. Det er en følelse jeg får, hvis jeg f.eks. hører noget smukt musik, ser et virkelig godt teaterstykke eller som her ser noget virkelig flot kunst. Jeg forelskede mig selvfølgelig også i tre malerier som til sammen kostede 4 millioner rupiah. For mig er det jo ingenting at betale 2500 kr. for så smuk kunst, men selvom de kunne rulle billederne sammen ville jeg ikke turde risikere, at der skete dem noget på min rejse. Jeg lod vær med at købe dem, og vi kørte videre. Jeg havde lovet Nyoman en bintang (deres lokale øl) fordi han havde haft fødselsdag dagen før. Han kørte lang ind i landet, hvor der ingen turister var og kørte ind til et stort hotel. Det var meget eksklusivt og meget lækkert. De havde en kæmpe pool med udsigt ud over junglen. Og det var så fantastisk smukt, at man bare stod med åben mund og store øjne ved udsigten af solnedgangen fra dette sted. Selve hotellet og værelserne var dyre, men maden og drikkevarerne kostede ikke det store, og det var ligefrem billigt. Da vi havde fået vores bintang gik vi ud og nød det sidste af solnedgangen.

Det havde været en helt fantastisk dag og Nyoman havde betalt halvdelen af alt, hvilket var meget overraskende, men også et tegn på, at vi nu var venner. De næste dage inden jeg rejste til Jogja gik med at hygge ved poolen, gå på marked og om aftenen gå i byen med mine nye venner fra Sverige og Danmark. To drenge fra Herning og Viborg, Andreas og Jannick og Annika og Camilla fra Göteborg.