I dag har jeg besluttet mig for at tage til Kuta. Det er den største ferieby her på Bali. Alle har frarådet mig at tage dertil, fordi der er fyldt med turister, larm og fulde australiere. Jeg tænkte, at jeg alligevel måtte tage derind og kigge, og muligvis lede efter nogle nye at rejse med, for jeg kunne godt mærke at nervøsiteten for, hvad der skulle ske, når Carina og Maiken rejser hjem på søndag. Efter morgenmaden sov jeg lige et par timer mere, for jeg kunne da godt mærke, jeg var i søvnmangel (men ikke et ord om tømmermænd!). Derefter pakkede jeg mit pengbælte (jep du læste rigtigt, Nina Ivesøe med et orange pengebælte!) og tog en taxa til Kuta. De havde alle ret med hensyn til Kuta. Det virker meget stressende og larmende med barer og sælgere over det hele. Som Bulgarien eller Mallorca i højsæsonen. Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt om den marokkanske surfer, jeg mødte på flyet, men i hvert fald så mødte jeg en sød fyr på flyet, men vi nåede kun at tale sammen kort og hans engelsk er ikke så godt. Han spurgte, om vi skulle dele en taxa til byen, men jeg havde jo allerede booket chauffør og to nætter på et hotel i Sanur. Jeg gav ham bare mit navn, nummer og adresse i Sanur og håbede så at se ham igen. Dagen efter ankomsten ringede han godt nok og sagde, at jeg skulle komme til Kuta på Suka beach inn og møde ham der dagen efter. Jeg var ikke helt sikker på det. Jeg kunne ikke helt regne denne fyr ud og som solorejsende pige skal jeg tage mine forbehold. Senere den aften mødte jeg så Carina og Maiken og besluttede at flytte ind hos dem.

Jeg kendte ikke meget til Kuta, så jeg bad bare chaufføren sætte mig af ved Poppy lane 2, som er et af de steder man finder billige hoteller, og så måtte jeg ellers spørge mig frem til Suka beach inn i håb om at finde surferen. Da jeg kom dertil, var det ikke lige til at finde ham. Jeg kunne ikke huske hans navn, og jeg vidste ikke meget om ham andet, end hvilken dag han tjekkede ind, og ingen af de datoer passede med de gæster som boede der nu. Lidt skuffet gik jeg ned mod stranden. Meget hurtigt blev jeg fanget af en fyr, som ville lære mig at surfe (mod betaling selvfølgelig). jeg takkede pænt nej og besluttede mig for at gå i the Discovery Mall, som lå 400-500 meter længere henne ad stranden. Der var dejlig køligt og en masse butikker - noget jeg kender til! Jeg shoppede lidt rundt uden at købe noget andet end en cold stone is med smag af cheesecake (gud jeg glæder mig egentlig til USA og til billig Ben and Jerry is!). Jeg satte mig ud på en stor trappe udenfor centeret, som førte ned på stranden. Det var en fantastisk udsigt! Senere gik jeg ind i en Apple butik og "prøvede" en computer i en god halv time, før jeg gik ned på stranden og fulgte den tilbage til hvor jeg var kommet fra. Kuta er bare ikke lige mig, men nu har jeg været der.

Da jeg gik på stranden, kom en masse hen og ville sælge mig manicure og pedicure, massage og smykker som altid. Jeg viftede dem alle sammen væk, fordi det bliver lidt trælst i længden, indtil en ung fyr pludselig siger, at han slet ikke er ude på at sælge mig noget. Han ville bare gerne snakke med turister på stranden, så han kan forbedre sit engelsk. Fint tænkte jeg, og vi snakkede langs stranden. Han var 18 år gammel og ville rigtig gerne være tour guide. Jeg spurgte, om han ville følge mig hen til Suka Beach Inn for at lede efter surferen en sidste gang. Han fik også mit nummer og nu ringer han desværre hele tiden. Nogen gange er det bare nemmere at sige at man er forlovet, så man ikke kommer ud i noget snavs. Det er som om, så kommer der en vis respekt blandt fyrene. Hvilket minder mig om, at jeg snart skal have købt en falsk forlovelsesring. Vi fandt hotellet igen, og jeg snakkede med en anden fyr, men han var heller ikke til megen hjælp. Til gengæld fortalte han, at de fyre som sad henne på trappen lige foran hotellet også var fra Marokko og måske vidste noget. Heldigvis kendte de ham godt og kunne hjælpe mig. De sagde jeg skulle tage til Bingin beach, og der skulle jeg spørge efter Dede. Han ejer et hotel hvor Lah Cen bor. Pragtfuldt tænkte jeg. Det lød nemt især da de fortalte at alle kender Dede. De forsikrede mig også om, at Lah cen ikke er en god fyr, men en rigtig god fyr - skønt! Jeg tog et billede af dem og skyndte mig ud på hovedgaden for at finde en taxa hjem. Utroligt nok var det ikke til at finde en. Nu har jeg hørt på "taxi! taxi!", "transport" i uendelighed og nu er det ikke til at få én??? Efter 10 minutter var der heldigvis en som bed på og ville køre mig til Sanur igen. Jeg havde jo middagsaftaler med Carina og Maiken. De havde været ved poolen og havde igen i dag aftalt at spise sammen med de hollandske fyre. Hyggeligt. Det var en god dag og jeg blev mere afklaret omkring, hvad der skulle ske når de rejste.