I dag skulle de rejse… vi havde bestilt en stor taxi sammen med Rowdy og Shankar, da de skulle rejse samme dag. Vi betalte vores regning, og jeg skulle af med en imponerende sum af 1,5 million rp. Vi fik taget de sidste billeder og proppede ellers 5 kufferter, en stor rygsæk og håndbagage ind i bilen. Dernæst maste vi os 4 mand på bagsædet og to foran, og så var det af sted til lufthavnen. Vi blev sat af ved international departures og sagde det sidste farvel. Så skulle jeg bare finde en taxa videre til Bingin Beach. Det syntes som en umulig ting, men jeg fik nogen vagter til at hjælpe mig og før jeg vidste af det, sad jeg i en ulovlig taxa uden taxameter som ville have 300 rp for en tur på 30 min. Det virker måske ikke som med 180 kr. for en halv time, men til sammenligning kan man leje en bil med chauffør i 10 timer for 400 rp. Vi pruttede om prisen, og jeg fik ham ned på 125 rp. Det betød så også at han prøvede at lægge an på mig hele tiden, også selvom jeg havde brugt mit hemmelige våben (at sige jeg var forlovet). Det blev en lang halv time, og selvom jeg glædet mig til destinationen var nået, ville jeg næsten ønske det havde varet lidt længere, for han satte mig af midt i ingenting! Jeg spurgte forundret, om dette virkelig var Bingin beach for det lignede overhovedet ikke det billede jeg havde i hovedet (og jeg er jo vant til tingene går herefter). Ja det var det åbenbart. Jeg skulle bare gå ned til havet. Ja ja, det kunne han da sagtens sige, hvilken vej er det? Hvis det var så tæt på, burde man så ikke kunne høre det? Nå, men der stod jeg i 35 graders varme med en enorm taske på ryggen og ingen anelse om hvor jeg skulle hen. Jeg tog en beslutning og gik lidt længere ned ad vejen. Stadig ingenting.. heldigvis kom jeg forbi et hus og spurgte om vej. Jeg skulle så vende om og dreje ned ved en pink blomst (!Hvad er det for en vejbeskrivelse?). Jeg kommer hen på den rigtige vej, men det virker på ingen måde som den rigtige vej, og slet ikke et sted der har været mennesker i lang tid. Jeg går på en beskidt mark med højt græs og affald overalt. Pludselig opdager jeg at der står en kæmp ko på min højre side kun 2 meter fra mig. Jeg prøverpå ikke at gå i panik, men opdager så, at den ikke er alene! s*** s*** s***! Løbe kan jeg ikke med den her store taske, og det er vist noget med, at de kan lugte frygt eller sådan noget..? jeg prøver at bevare overblikket, mens jeg overvejer mine overlevelseschancer, hvis jeg hurtigt smider tasken og kravler op i et træ. Altså, hvis de nu skulle gå til angreb. Heldigvis kommer jeg forbi dem, og jeg kan i det fjerne se en række scootere, hvilken må betyde at der er andre. Jeg går der hen og spørger tre fyre med surfboards om vej til stranden. De siger jeg bare skal gå ned ad skrænten. Så gå det op for mig at havet er under mig! Hvordan f... skal jeg komme derned? Der er jo ikke engang en ordentlig sti og det de kalder trapper er mest af alt bare halv-løse sten. Nå, men da alternativet er vilde køer, så jeg tager chancen. Solen bager ned, og det er svært at holde balancen med den store rygsæk. Hvis jeg falder, så falder jeg hele vejen ned! Så kommer jeg til et sted for det simpelthen er umuligt at komme ned. Det er et 3 meter drop med meget dårlige trapper. Heldigvis står der en stor mand forneden og spørger, om han ikke skal hjælpe mig. Jeg siger, at jeg leder efter Dede i den tro, at alle på Bingin beach kender Dede (som de marokkanske mænd have forsikret mig om). Han sagde, at han ikke kendte til nogen Dede, men han havde et hus lige i nærheden, og jeg kunne bare stille min taske der og hente den senere, når jeg havde fundet, hvad jeg ledte efter. Han tog min tunge taske på ryggen, og vi gik hjem til ham. Jeg kunne næsten ikke se noget ud af øjnene for bare sved, og han gav mig et glas vand. Det var rart ikke at skulle tænke på den store taske. Jeg gik helt ned til stranden og fik hjælp til at finde Dede. Han var der desværre ikke, men jeg fik fat i hans kone og spurgte, om hun kendte Lah Cen. "Ah Lah Cen han ligger lige inde ved siden af". Jeg gik ind a en lille låge og der så jeg tre piger. Den ene havde hanekam og ring i næsten og var ved at lave en tatovering med håndkraft (altså noget der lignede en trefork man bruger til at stikke i kartofler med, bare med én nål og prikkede ellers i pigen som var ved at få lavet en påfuglefjer på håndleddet) den sidste pige sad og designede tatoveringer på en blok. Det her var godt nok meget anderledes end jeg havde forstillet mig. De var meget søde og kom fra Frankrig. Jeg spurgte, om de vidste hvor Lah Cen var og de pegede ind på en kæmpe himmelseng. Derinde lå han med en fjerde pige. Dumt tænkte jeg.. selvfølgelig er han ikke alene og det kunne ligeså godt havde været mig som lå der med ham. Hvad havde jeg forstillet mig? At han havde ligget søvnløs og ventet på mit selskab fordi han virkelig gerne ville være venner med mig? Nej selvfølgelig ikke. Han er jo surfer og det her var hans paradis omringet at af sit harem. Jeg gik ind og snakkede med ham. Ikke noget med at springe op og sige hej næremere: "nå er du også her?" Han sagde dog, at han ville snakke med Dede om at få et værelse til mig. Jeg gik tilbage til min taske og sad et øjeblik og nød udsigten. Puha hvor skulle dette eventyr dog ende? Nå, jeg besluttede, at jeg hellere måtte komme ned og få et værelse. Lige idet jeg havde fået tasken på ryggen kom den store skæggede mand ned til mig. "Nå er du her igen? kom med op og mød min ven". Jeg gik op af en lille trappe og var slet ikke forberedt på det jeg så. Et stort blåt rum med møbler i strandstil og den smukkeste udsigt gennem en hel væg af åbne vinduer. Der sad en mørkhåret mand og spiste peanuts og suttede på en mate (sydamerikansk krukke med urter og sugerør med pibehoved). Meget afslappet og meget venlig. Han hed Oscar og det viste sig, at det var ham, som havde lejet dette fantastiske strandhus.

Der skulle ikke meget overtagelse til, da de tilbød at jeg måtte sove i et af de to ekstra værelser de havde. Jeg satte mig ned på den overdækkede terrasse og begyndte at skrive. Det var en fantastisk udsigt ud over havet, som blev tæmmet af de omkring 20 surfere som kæmpede om at ride på bølgen. Det var meget bedre end jeg havde forstillet miiiiiig… Aaaargh! s*** en kæmpe abe på størrelse med en Malou hund har lige sat sig på stakittet. Åh nej flere dyr! Ok Nina rolig nu.. bare den ikke kommer tættere på.. åh s*** nu kommer der to mere.. ok jeg sætter mig lige inden for…

Okay det var vildt. De to sydamerikanere er næsten ikke engang gået før det vrimler med aber på terrassen. Jeg så i hvert fald mindst seks. Nu sidder jeg heldigvis indenfor, hvor de ikke burde gå ind…

Senere kom der godt nok en abe ind, men jeg jog den ud, hvorefter den gik til angreb på badeværelset. Så længe de ikke er tæt på mig, så er det helt fint! Om aftenen lavede Frederico(min redningsmand fra trappen) mad til os alle og to andre sydamerikanske fyre, Merce og Antonio kom og en kvinde, som jeg aldrig helt fandt ud af, hvor kom fra. Frederico er kok og ejer en restaurant i Uruguay, hvor de alle sammen kommer fra. Han er en høj mand med langt skæg og halvlange slangekrøller. Han har nogle meget venlige og entusiastiske øjne. Han minder mig lidt om Pippi Langstrømpes far af udseende. Han havde lavet et kæmpe måltid med alverdens grøntsager og brune ris. Bagefter delte 5 mænd en kæmpe flaske vodka hurtigere, end jeg kunne nå at drikke et glas vand. Selvom jeg ikke forstod et ord af de spanske gloser, som fløj over spisebord var stemningen af Bob Marley's "no woman no cry", blandet med havet bølger og solen, som gik ned i bagrunden nok til at få mig til at føle mig som den heldigste i hele verden. Senere skulle de fire fyre til Kuta og jeg satte Wallstreet 2 på, mens jeg hyggede mig i deres store seng. Life is good!