Solen prikker på min arm. Det er den sol, jeg allerbedst kan lide. Det er solen på Samos, når jeg står og kigger ud over det rolige græske hav efter at have spadseret gennem den lille blå gade i Pythagorion.

Her sidder græske mænd og lytter til dagens nyheder på gamle transistorradioer, mens de spiller backgammon. Det eneste der ikke er til stede her, det er tiden. Den er fortrængt. Fortrængt af en kærlighed til livet. Måske er det derfor, at alle, jeg kender, er blevet forelskede her. Forelskede i øen og samioterne, som er noget af det mest gæstfrie. Samos er den græske dame i den faldefærdige by Pýrgos, hvor husene og øens ældste beboere begge kæmper en brag kamp for at holde sig oprejst. Om morgenen er det hjemmebagt græsk sandkage i skyggen af appelsintræerne i de små græske gårdhaver, mens en græsk mama fortæller mig om livets gang med alskens græske gloser, jeg ikke forstår så meget af. Det gør nu ikke noget. Det går som regel meget fint med forståelsen mellem os - og ellers hjælper endnu et stykke sandkage altid på historien.
Der er ikke noget sted, jeg er mere hjemme, end når jeg sidder på en blå og lidt kradsende græsk fletstol på havnepromenaden i Pythagorion. Træbådene der vugger skævt i de græske bølger langs kajen, og kaptajn Yiannis' geder der løber forbi, mens drømmen om græsk salat og tzatziki endelig bliver til virkelighed. Jeg har rejst til fjerne afkroge af verden, men det her, det er mere ægte end så meget andet.

Helt overbevist bliver jeg, når jeg følger den lille krogede vej uden autoværn bag ved Samos by. Udsigten over Vlamari-dalen, et enkelt æsel på vejen og de enorme tyrkiske bjerge i baggrunden, der minder om en blodig fortid, hvor Samos skiftevis var under tyrkisk og græsk herredømme. Her findes en lille bugt, hvor kun grækerne kommer. Den er ikke på noget kort, så navnet er lidt uvist. Der findes ikke solstole og intet sand. I stedet findes enkelte grækere, der griller og holder siesta med familien. Selv myrerne synes at være blevet forblændet af det naturlige og uforstyrrede paradis her, mens de sløvt marcherer halvt ude af takt over de solvarme sten. Uret tikker dovent, men ikke overbevisende. Det er det, der sker på Samos. Jeg hører det nu ikke helt. For under vandet bliver en sær havskabning med alt for mange arme forstyrret af grimme dykkerbriller og en billig snorkel. Heldigvis er der ikke fare på færde. Brillerne og snorklen sidder nemlig på en dansker, der et øjeblik er gæst i det krystalklare azurblå græske hav.

Den eneste fare her. Den er allerede blevet til virkelighed. Når du først har betrådt Samos, så lover jeg dig: det græske paradis forbliver i dit hjerte. Netop derfor kommer Samos-gæster altid igen, mens de indforstået fortæller hinanden: "Engang Samos - altid Samos". Et sted så ægte og varmt som denne lille græske ø, der ligger tættere på Tyrkiets kyst end på nogen anden beboet græsk ø, det tror jeg heller ikke, du kan glemme!