I forbindelse med mit speciale er jeg og min specialemakker rejst til Lesvos for at forstå, hvad der foregår langs med EU's grænse og for at møde de mennesker, der er så uønskede. Det, kom der følgende debat ud af, som er trykt i Politiken:

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6848339/Kun-EU-kan-bebrejdes-de-tusinder-af-skæbner-der-er-druknet-i-det-græske-hav

Jeg har skrevet nedenstående som en forlængelse og en refleksion over vores oplevelser og de mennesker, vi mødte i lejren.

Et besøg i Moria-flygtningelejren

Jeg må indrømme, jeg er lidt nervøs, da vi hopper på bussen mod Moria-flygtningelejren, som jeg har læst så meget om. Smukke arabiske bogstaver snor sig stolt over forruden, som skærmer en græsk buschauffør, der bag langt hår og solbriller administrerer adgangen til bussen. Den slidte blå bus kører med endestation Moria. Det, der, af Læger Uden Grænser, er blevet betegnet som verdens værste flygtningelejr. De mennesker, der svajer ved siden af mig i bussen, har alle krydset havet i små gummibåde i ly af mørket og ofte i dårligt vejr.

I den blå bus står de fleste passagerer op. De sæder der er, ser trætte ud med deres falmede betræk. Forskellige stemmer summer omkring mig på smukke sprog, som jeg ikke forstår meget af. Men hvad gør man egentlig i en bus fyldt med flygtninge på vej til verdens værste flygtningelejr? Kan man smile til én, der måske netop har risikeret sit liv over Middelhavet i en lille gummibåd? Kan man smile til en, der måske netop har taget afsked med en himmel, hvor den eneste regn, der turde forlade skyerne, var regnen af de tøndebomber, det syriske regime kastede fra hurtige fly?

Mine tanker bliver hurtigt gjort til skamme, da jeg bliver mødt af adskillige forsigtige smil i bussen. Et enkelt smil tilbage mod et sæt venlige mørke øjne, og jeg bliver straks spurgt, hvordan jeg har det. "Jo tak. Det går meget fint", svarer jeg og spørger høfligt tilbage. De fleste svarer okay, og at de er glade for at høre, jeg har det godt. Mens jeg svajer i takt med bussens forudsigelige og beroligende ryk, bliver min verden vendt om. Her er det flygtningene i bussen, der er på hjemmebane, og det er mig, der er gæsten, som man tager sig af. Stående mellem smukke somaliske kvinder, irakiske mænd med funklende grønne øjne og børn, der vipper fra side til side i takt med bussens gyngen, føler jeg mig pludselig velkommen langt ind i hjertet.

Bussen trisser langsomt frem, og jeg forsøger at få det hele med. Det mørke hav sender voldsomme bølger mod kysten og den slidte blå bus. Det er som om, havet ved, at bussens passagerer en gang for alle har besejret det i en kamp om liv eller død. Derfor blotter det nu tænder en sidste gang. Det er hverken blåt eller klart, som jeg kender det græske hav. Måske er det bare oktober-farvet. Eller måske har det lidt dårlig samvittighed over de mange liv, det har taget og har derfor droslet ned for den pragt og storhed, det som regel stolt møder mig med. Jeg ved det ikke.

Med et er vi fremme, og de mange mennesker omkring mig vimser ud i et mylder af skubben og puffen. Jeg spejder efter både min specialemakker Signe og Salomon, som skal vise os rundt. Jeg får øje på dem begge i næsten samme øjeblik. Den høje forsigtige sydsudaneser, vi mødte dagen inden, tager imod os i en verden, hvor den gråhvide beton og den hidsige pigtråd for længst har slået fast, hvem der bestemmer.

Vi spadserer langsomt med Salomon mod det område, der hedder noget så fint som Olive Grove. Da vi besøger lejren, bor der cirka 8.000 mennesker, men den har huset knap 12.000 mennesker, da den var på sit højeste. Lejren er oprindelig bygget til knap 3.000 mennesker, og Olive Grove er et resultat af, at Moria-lejren allerede kort efter, den blev etableret, var hjem for langt flere flygtninge, end den oprindeligt var beregnet til.

Salomon fortæller, at forholdene i den uofficielle lejr Olive Grove er de samme som inde i Moria-lejren. Da vi går ind, står de matte grå UNHCR-telte side om side med et sjusket tal skrevet på teltdugen. Det slår mig, hvor tydeligt det er, at her er man blot et nummer i en uendelig række af numre. Lejren er et transitsted for mennesker på flugt, der drømmer om at komme videre. Men på grund af håbløst lange asylbehandlingstider er den nu blevet et permanent hjem for både de børn og voksne, vi går forbi på de små støvede stier mellem teltene.

Vi bevæger os ikke langt, inden Salomon falder i snak med en lidt forsagt mand fra Somalia. Han fortæller os, at han bor i bunden af lejren i det store telt for single mænd. Her bor omkring 150 mænd i etagesenge, hvor et lagen mellem madrasserne adskiller dit fra mit. På grund af hans lyse hudfarve blev han angrebet af terrororganisationen al-Shabaab, inden han til sidst flygtede gennem Mellemøsten, Tyrkiet og så til Lesvos. Den slidte mørkegrønne bøllehat glider til side, da manden viser os et ar i panden, han har fået efter at være blevet skudt af al-Shabaab. Han forklarer, han glemmer en del og kan have svært ved at sove. Derfor vil han gerne have tjekket arret, men han har opgivet et lægeeftersyn på grund af fortvivlende lange køer og lukkede døre i lægeklinikken. Manden smiler imidlertid stolt, idet han fortæller, at han er mekaniker. Det står hurtigt klart for os, at det han i virkeligheden frygter, det er at glemme, hvordan man reparerer ting. Han frygter at glemme det, han er dygtig til, og det han kan bidrage med. Da vi spørger, hvor længe han skal være i lejren, forstummer smilet. Vi fornemmer hurtigt, at her taler man om fortiden og nutiden. Fremtiden findes ikke. En somalisk kvinde siger, at hun kendte en, der havde boet i lejren i halvandet år og pludselig fik at vide, hun havde to timer til at pakke og tage afsked, inden hun blev udvist af Grækenland og dermed EU. Fremtiden i lejren kan derfor være en dag eller et år. Ingen kan få at vide, om deres sag er påbegyndt eller fortsat ligger i bunken og venter. Her må man blot vente på at få en fremtid. Her må man blot håbe på, man ikke har glemt, hvad man egentlig kan. Udover at være flygtning.

Vi bliver budt ind i et andet telt, hvor tre kvinder fra Somalia er i gang med at forberede mad. Efter lidt snak spørger kvinden, hvornår det bliver koldt i Europa. Hendes to små barfodede drenge rykker genert i hinandens T-shirts og sender stjålne blikke mod os. De fryser allerede lidt om natten, fortæller moren bekymret.

Samme aften kryber jeg selv småfrysende under tæppet på hotelværelset, mens jeg tænker på netop denne kvinde og hendes små charmerende drenge, som ikke ville slippe mine fingre igen. Der var kun et svar at give hende: Det er ikke koldt endnu. Det bliver det i december.

Kvinden smiler blot og fortæller stolt, hvor gammel hendes yngste søn er, da jeg skifter emne og spørger til hans alder.

Da vi forlader teltet, har jeg nok at gøre med at holde øje med, hvor jeg træder og samtidig sørge for at smile tilbage til alle de venlige øjne, der møder os på vejen. Moria-lejren ligger på en bakke, og af og til giver vi hinanden en hånd for at komme videre. I det øjeblik sætter jeg virkelig pris på, at vi besøger lejren en dag, hvor solen titter frem, så vi undgår den flod af affald og bakterier, der unægteligt må flyde mod teltene i bunden af lejren, når det regner. Vi har fået at vide, at regel nummer et for opbygningen af en flygtningelejr er, at den ikke bør ligge på en bakke, hvor affald og skrald vil flyde som en beskidt flod omkring de lavest beliggende telte. Men i Moria er det anderledes. Moria-lejren er etableret i en gammel militærlejr, hvor det overordnede ansvar er fordelt mellem flere forskellige parter. Normalt har UNHCR, FN's Flygtningehøjkommissariat, ansvaret for at drive flygtningelejrene.

Vi bevæger os ind i et andet område af lejren, og her møder vi en mand fra Syrien og en mand fra Irak, der begge sidder passivt på en interimistisk træbænk uden for et af de grå telte. De virker begge trætte, men manden fra Syrien fortæller, at i dag er en god dag. Han fortæller, at han har siddet i en lejr på Samos i et år, og at han nu har været i Moria i otte måneder. Hvorfor han blev flyttet, det ved han stadig ikke. Han trækker i den slidte grå T-shirt, mens han fortæller, at hans familie er blevet flyttet til Athen. Manden smiler, men smilet her når ikke øjnene. Han fortæller, at han sover dårligt, og at han nogle gange glemmer, hvad han hedder, og hvem han er. Da jeg spørger til fremtiden, bliver han blot stille og spørger mig, hvilken fremtid, jeg mener. Han ved ikke, om hans sag er i gang, eller den stadig ligger i bunken. De fleste mennesker her i lejren, de er hverken legale eller illegale. De har ikke fået asyl, og de er ikke blevet afvist. De venter blot i det, der føles som en evighed, fordi hver dag der går tager lidt mere af hukommelsen. I det øjeblik bliver jeg selv lidt i tvivl om, hvad det er for en fremtid, jeg altid tænker så meget på. Det er i hvert fald en fremtid, jeg aldrig mere må tage for givet.

Den syriske mand siger, han er træt og vil se, om han kan sove lidt, og det tror jeg er en god idé. Hvad kan jeg ellers tro på i det øjeblik? Han siger, det kun er Gud, der ved, hvordan det går med hans sag. Inshallah, siger han, og jeg siger inshallah, mens jeg tænker, at her findes hans Gud ikke. Her er pigtråd til at holde folk inde og til at holde guderne ude. Hvis der findes en gud her, så er det EU, der har den rolle. I det øjeblik tror jeg hverken på Gud eller på EU. Jeg gentager alligevel inshallah, da jeg går.

Den tørre jord støver, da vi går videre. Her slipper UNHCR-teltene op. Vi er nået til den bagerste del af lejren. Nu bor folk i engangsfestivaltelte, og den eneste lighed med de grå UNHCR-telte, er det sorte nummer, der er skrevet med tus på teltdugen. En venlig afghansk kvinde stikker hovedet ud af et topersoners festivaltelt og byder os ind. Oven på en mørk presenning, der fungerer som gulv, kigger to af de små telte beskedent på hinanden, mens en anden presenning tungt hviler over det hjem, vi forstår tilhører en afghansk familie på seks personer. Kvinden undskylder ydmygt, at teltet er så lille, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Der er næsten pinligt rent, og i hjørnet står en grøn plastikkurv med nogle køkkensager og en halvflad og halvbrugt rulle toiletpapir. Både kvinden og manden fortæller ivrigt om Afghanistan. Et land med smukke bjerge og tryllebindende mad. Kvinden arbejdede i et mobilselskab i Kabul, og manden var politibetjent. Han viser stolt sin smartphone med billeder af sin udtalelse fra politiet og sit diplom fra politikurset. Da den afghanske mand scroller gennem rækken af billeder, dukker et billede op af en slægtning, der ligger i sit eget blod, efter han blev skudt. Manden viser os sit ben, hvor vi kan se, han selv er blevet skudt, og han fortæller, familien flygtede fra Taleban. Kvinden med de rare øjne tilføjer igen, at Afghanistan er så smukt et land, men at det er svært at være der, når der er krig. Med nysgerrige øjne spørger hun, om man er søde ved hinanden i Danmark, og det fortæller vi, man for det meste er. Hun siger, de er glade for at være flygtet og fortæller, at pigerne går i en skole, der er drevet af UNHCR. Den afghanske kvinde byder os på te, og vi takker først nej. Kan man tage imod noget fra mennesker, der har så lidt, når man selv har så meget?

Inden vi når at afslå endnu engang finder vi os selv siddende med et krus brandvarm rygende te og en tallerken mad, vi hverken når at afslå eller takke ja til. Hvide bønner, sorte bønner og brune bønner, som familien får udleveret af FN, er blevet varmet i en gryde med lidt tomatpure og krydderier. Mens kvinden er tydeligt utilfreds og undskylder, hun ikke kan tilbyde os andet, er jeg ret imponeret over, hvad hun har udrettet med bønnerne i de brune nuancer. Det mellemøstlige køkken kan slå benene væk under enhver, og selv i en flygtningelejr i Grækenland bliver jeg næsten henført til små travle gader i Jordan. Her hang hele lam hos slagteren, og krydderier lå side om side i alle regnbuens farver i den støjende basar, der aldrig rigtigt sov. Jeg tænker på, om familien mon længes hjem, når krydderiernes stærke duft blander sig med støvet.

Da vi forlader teltet, er det med mætte maver og fyldt med afghansk kærlighed. Jeg tænker længe over besøget og overvejer, om vi er et slags symbol for livet uden for teltet. Livet i det Europa, familien er kommet frem til, men som den endnu ikke kender. Livet og den fremtid som ingen steder er at finde i lejren. Mens vi i nogle timer trådte ind i den venlige afghanske families verden, trådte familien i nogle timer ud af deres verden og ind i vores. Vi repræsenterede fremtiden og håbet. Håbet om blot at leve og få lov til at eksistere og blive anerkendt.

Mellem for-tider, der er svære at huske, nu-tider, der er gået i stå, og frem-tider, der ikke findes, der mødte vi nogle af de varmeste hjerter og smilende øjne, jeg nogensinde har mødt. På gebrokkent engelsk og med lidt tålmodighed fandt vi noget af det smukkeste i verden. Forståelsen mellem mennesker, der ikke umiddelbart forstår hinanden. Forståelsen af at være menneske.

I det øjeblik, hvor vi nød bønnerne sammen med familien, og jeg et øjeblik drømte om Mellemøsten, var det ikke den rige vesterlænding, der havde magt og penge til at give, og den fattige krigsflygtning, som var fattig og kun kunne tage imod. Vi var jævnbyrdige mennesker, der alle havde noget at tilbyde verden. Vi var lige mennesker, som var tildelt ulige muligheder.

Alligevel må jeg erkende, at da den blå bus skramler tilbage mod byen, og jeg sidder ved siden af en ung skræmt kvinde, som knuger en lille papirlap i hånden, som var den det sidste, hun ejede, så spekulerer jeg på, hvor længe den afghanske familie fortsat vil have noget at give til verden. Hvor længe kan man sidde og vente på en fremtid, der svinder ind for hver dag, der går? Hvornår begynder man selv at svinde ind sammen med den fremtid, man dag for dag mister?